Spildevandsplan 2004
Spildevandsplan 2004
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 24. november 2003
4. Spildevandsplan 2004
MFU 253/2003
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,
at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender "Forslag til Spildevandsplan 2004",
at sagen forelægges Økonomiudvalget til høring og Borgerrepræsentationen til godkendelse, og
at forslaget efterfølgende offentliggøres med en høringsperiode på 8 uger.
RESUME
Den generelle tilstand i kommunens marine og ferske vandområder
er ikke på et niveau, der opfylder de målsætninger, som er vedtaget som
gældende retningslinier i kommuneplanen og omfattet af vedtagne
vandområdeplaner. Derfor er der planlagt en omfattende indsats, hvis mål er at
forbedre tilstanden, så de vedtagne målsætninger for vandområderne opfyldes.
Endvidere sikres badevandsmålsætningen i samtlige havneområder, og der udvikles
metoder til reduktion af forurening af havneområderne fra vejarealer.
Intentionerne med forslaget til Spildevandsplan 2004
er at leve op til de målsætninger, som Borgerrepræsentationen har fastsat i
Kommuneplan 2001 for miljøtilstanden i søer, vandløb og marine vandområder. Med
gennemførelsen af planen, der omfatter en 12-årig periode, vil kommunen have
gennemført det nødvendige i eget regi for at leve op til målene. De endelige
mål nås dog kun i et samarbejde med omegnskommunerne. Samarbejdet
med omegnskommunerne foregår dels i konkrete, direkte forhandlinger, dels i
regi af Lynettefællesskabet.
Spildevandsplanen opstiller såvel overordnede mål for kommunens spildevandshåndtering som specifikke mål for de enkelte indsatsområder, som omfatter nykloakeringer, renovering, forbedring af arbejdsmiljø, herunder fokus på spildevandets kvalitet og miljøforbedringer i marine og ferske vandområder. For hvert af disse indsatsområder er endvidere opstillet handlings-, tids- og øk onomiplaner.
Forslaget er udarbejdet inden
for rammerne af det idéoplæg, som Miljø- og Forsyningsudvalget tidligere har
drøftet og prioriteret. Prisen for at gennemføre Spildevandsplan 2004 er nu ca.
1,67 mia. kr. over de næste 12 år (nutidsværdi på 1,38 mia. kr.) mod de i
"Ideoplæg til Spildevandsplan 2004" oprindeligt forventede 1,8 mia. kr.,
hvilket svarede til 150 mio. kr. pr. år og dermed en fastholdelse af
aktivitetsniveauet i Spildevandsplan 2000.
Udgifterne takstfinansieres. "Forslag til Spildevandsplan 2004" opererer med 2 scenarier, et med en takststigning i 2005, og et med en løbende justering i henhold til en 3% prisstigning.
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget forslaget til spildevandsplan, skal det offentliggøres med en høringsperiode på 8 uger. Herefter kan Borgerrepræsentationen vedtage planen endeligt.
SAGSBESKRIVELSE
Ifølge Miljøbeskyttelsesloven
skal Borgerrepræsentationen udarbejde og revidere en plan for kommunens
bortskaffelse af spildevand. Borgerrepræsentationen vedtog på sit møde den 8.
februar 2001 den sidst reviderede plan – Spildevandsplan 2000, hvori er
vedtaget en revision hvert 4. år, så spildevandsplanerne løbende bringes i
overensstemmelse med region- og kommuneplan.
Miljø- og Forsyningsudvalget
behandlede på sit temamøde 26. maj og sit møde den 16. juni 2003 "Idéoplæg til
Spildevandsplan 2004", som var udarbejdet af Københavns Energi med henblik på,
at udvalget kunne fastlægge de overordnede retningslinier for den endelige
spildevandsplan. I idéoplægget var opstillet og prissat tre forskellige
scenarier.
Scenarierne tog udgangspunkt
i basisscenariet (scenarie 1), som på daværende tidspunkt indebar en samlet
udgift på 1,8 mia. kr. svarende til 150 mio. kr. pr. år og svarende til
fastholdelse af aktivitetsniveauet i Spildevandsplan 2000.
Scenarie 2 var forhøjet i
forhold til scenarie 1, således at de årlige udgifter var 200 mio. kr. svarende
til, at indsatsen for at forbedre vandmiljøet blev forøget. Resultatet heraf
ville være en halvering af antal lukkedage i havnens badefaciliteter i forhold
til scenarie 1.
Scenarie 3 var reduceret i
forhold til scenarie 1, således at de årlige udgifter var 132 mio. kr. svarende
til, at renoveringstakten blev nedsat og der ikke blev ydet en forøget indsats
over for udledninger af forurenet vejvand til vandområderne.
På sit møde den 16. juni 2003
drøftede Miljø- og Forsyningsudvalget idéoplæg til Spildevandsplan 2004 og
besluttede, at der skulle arbejdes videre med Spildevandsplan 2004 med
udgangspunkt i basisscenariet. Det af udvalget prioriterede scenarie omfattede
nykloakeringer, renovering, forbedring af arbejdsmiljøet, herunder fokus på
spildevandets kvalitet og miljøforbedringer i marine og ferske vandområder. Den
samlede økonomiske ramme for dette scenarie var som ovenfor nævnt oprindeligt
opgjort til 1,8 mia. kr. over 12 år.
På ovennævnte baggrund har
Københavns Energi udarbejdet vedlagte forslag til en revideret plan,
Spildevandsplan 2004. Planen er i overensstemmelse med Kommuneplan 2001 og
Regionplan 2001 for Københavns Kommune.
I spildevandsplanen er
opstillet såvel overordnede mål for kommunens spildevandshåndtering som
specifikke mål for de enkelte indsatsområder. For hvert af indsatsområderne er
endvidere opstillet handlings-, tids- og økonomiplaner.
De overordnede mål er at
bortskaffe byens spildevand og regnvand på en sådan måde, at befolkningens
sundhedstilstand bevares, at miljøet ikke udsættes for skadelige påvirkninger,
og at økologiske grundopfattelser om bæredygtighed og genanvendelse efterleves
i videst mulig omfang.
Den generelle tilstand i
kommunens marine og ferske vandområder er ikke på et niveau, der opfylder de
målsætninger, som er vedtaget som gældende retningslinier i kommuneplanen og
omfattet af vedtagne vandområdeplaner. Derfor er der planlagt en omfattende
indsats, hvis mål er at forbedre tilstanden, så de vedtagne målsætninger for
vandområderne opfyldes. Endvidere sikres badevandsmålsætningen i samtlige
havneområder, og der udvikles metoder til reduktion af forurening af
havneområderne fra vejarealer.
I spildevandsplan 2000 er
angivet en tidsplan for de daværende projekters udførelse – inden 2010.
Forslaget til Spildevandsplan 2004 er revideret, så de samme projekter stadig
udføres inden 2010, men ydre omstændigheder gør, at tidsfølgen mellem
projekterne kan være ændret.
Målopfyldelsen vil nogle steder forudsætte, at andre
kommuner i Lynettefællesskabet gennemfører tilsvarende projekter, hvorfor det
er vigtigt, at denne indsats koordineres gennem et fælles samarbejde mellem
Lynettefællesskabets kommuner. Målopfyldelsen for vandområderne vil desuden
nogle steder forudsætte, at der gennemføres indgreb, som ikke kan finansieres
af kloakforsyningen, f.eks. oprensning af sediment i ferske og marine områder. Sådanne
indgreb er ikke omfattet af spildevandsplanen, men det forventes at
følgelovgivningen i forbindelse med implementeringen af EU's vandrammedirektiv
vil medføre en drøftelse af finansiering heraf.
Planerne for nykloakering
tager udgangspunkt i kommuneplanen og vedtagne lokalplaner. En række områder
skal nykloakeres, først og fremmest Ørestad.
Renovering af kloaknettet
fortsættes både med hensyn til ledninger, brønde, bygværker og pumpestationer.
Indsatsen vedrørende kloaknettet prioriteres ud fra en målsætning om at
opretholde kloaknettets funktion og at imødegå kapacitetsproblemer. Samtidig
forhindres udsivning til bl. a. de i grundvandsplanen udpegede områder af
drikkevandsinteresse, og livsbetingelser for rotter reduceres. Renoveringsarbejdet
tager udgangspunkt i anlæggenes aktuelle tilstand og en områdemæssig
prioritering med baggrund i kommuneplan og grundvandsplan. Der tages hensyn til
byfornyelses- og kvarterløftsområder samt torve- og pladsomlægninger.
Aktiviteterne inden for
indsatsområdet arbejdsmiljø og spildevandskvalitet omfatter projekter, der
indebærer, at ophold i kloak, tunge løft og manuel oprensning af bassiner og
åbne afløbskanaler minimeres. Målinger i kloaknettet skal afdække, hvilke
miljøfarlige stoffer der findes i spildevandet, og vil danne grundlag for en
eventuel senere kildesporing af miljøfremmede stoffer.
Spildevandsplanen har en
tidshorisont på 12 år. Planen foreslås revideret efter 4 år i takt med
revisionen af kommune- og regionplan.
MILJØVUR
DERING
De af planen afledede
projekter betyder væsentlige forbedringer af havneområdernes, søernes og
vandløbenes vandkvalitet. Reduktionen af udledning af opblandet spildevand vil
medføre, at vandet i havneområderne bliver hygiejnisk rent. I samtlige
vandområder vil der opleves mere klart vand, idet algevæksten vil begrænses,
fordi næringssaltbelastningen på recipienterne vil reduceres.
Under udførelsen af
projekterne kan der være miljømæssige gener på grund af anlægsarbejderne. Der
vil i de enkelte projekter blive truffet de nødvendige foranstaltninger for at
mindske disse gener.
ØKONOMI
Realiseringen af de i "Forslag til Spildevandsplan 2004" foreslåede aktiviteter beløber sig til 1.670 mio. kr. over de næste 12 år. Dette beløb fordeler sig således på de enkelte aktiviteter:
Nykloakering 340 mio. kr.
Renovering af ledninger, brønde, bygværker og pumpestationer 463 mio. kr.
Arbejdsmiljø og spildevandskvalitet 226 mio. kr.
Reduktion af overløb til forbedring af vandmiljø 641 mio. kr.
Det samlede beløb er 130 mio. kr. mindre end beregnet i basisscenariet i idéoplægget til spildevandsplanen. Denne reduktion skyldes, at de kalkulationer, som er udarbejdet i forbindelse med spildevandsplanforslaget har vist sig at være beløbsmæssigt mindre end de kalkulationer, der lå til grund for idéoplægget. Ambitionsniveauet er således fastholdt.
For årene 2004-2007 er investeringerne i overensstemmelse med det vedtagne budget 2004, herunder investeringsoversigten, således at planen følger budgettet for 2004, og desuden følger de - ikke bindende - angivelser i investeringsoversigten for det forventede investeringsniveau i budgetoverslagsårene 2005-2007.
Spildevandsplanen vil kunne gennemføres med den nuværende takst og inden for den nuværende budgetramme for Kloakforsyningen. Ved fastholdelse af gældende takst for vandafledningsbidrag fra 2004 på 11,02 kr./m3 vil udlægskontoen imidlertid vokse til 970 mio. kr. frem til 2015.
Med en årlig regulering af taksten svarende til pris- og lønudviklingen, som forudsættes værende på 3% årligt, vil udlægskontoen vokse frem til 2009, hvor den vil være i størrelsesordenen 387 mio. kr. for herefter atter at blive nedbragt. Gælden til kommunen vil være bragt ud af verden ved planperiodens slutning.
En engangstakststigning på 1,96 kr./m3 i 2005 vil indebære, at udlægskontoen vokser frem til 2008, hvor gælden til kommunen vil være på 208 mio. kr. , for atter at være bragt i balance ved planperiodens slutning – under forudsætning af en årlig pris- og lønudvikling på 3%.
Både den årlige regulering af taksten og en engangstakststigning vil indebære, at Kloakforsyningen i løbet af planperioden vil oppebære provenu, der overstiger de samlede udgifter. Dette provenu, der medgår til at nedbringe udlægskontoen, vil inden for KE´s samlede budgetramme kunne finansiere øgede anlægsinvesteringer inden for andre forsyningsarter.
Udgifterne takstfinansieres i henhold til den af Borgerrepræsentationen vedtagne Betalingsvedtægt for Københavns Kommunes offentlige spildevandsanlæg. Forløbet af de to nævnte scenarier fremgår af figurerne 7.1 - 7.3 i Forslag til Spildevandsplan 2004.
HØRING
Kommunens vandområdemyndighed
(Miljøkontrollen) er i en løbende dialog holdt orienteret om planen.
Ifølge Miljøstyrelsens bekendtgørelse nr. 501 af 21. juni 1999 skal Borgerrepræsentationens forslag til spildevandsplan offentliggøres med oplysning om, at der inden for en frist på mindst 8 uger efter offentliggørelsen er adgang til at kommentere det fremlagte forslag. Når høringsperioden er tilendebragt, kan Borgerrepræsentationen vedtage planen endeligt. Denne vedtagelse skal offentliggøres i lokale blade.
BILAG
"Forslag til Spildevandsplan 2004", udarbejdet af Københavns Energi, oktober 2003.
Peter Elsman
/ Niels Juul Jensen