Mødedato: 23.05.2005, kl. 14:30

Evaluering af miljøbevidste indkøb i Miljø- og Forsyningsforvaltningen for 2004

Evaluering af miljøbevidste indkøb i Miljø- og Forsyningsforvaltningen for 2004

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 23. maj 2005

 

 

8.      Evaluering af miljøbevidste indkøb i Miljø- og Forsyningsforvaltningen for 2004

 MFU 138/2005

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Miljø- og Forsyningsudvalget tager evaluering af miljøbevidste indkøb for 2004 i Miljø- og Forsyningsforvaltningen til efterretning.

 

 

RESUME

Miljø- og Forsyningsudvalget besluttede den 11. juni 2001, at Miljø- og Forsyningsforvaltningen årligt skal evaluere sin indsats med miljøbevidste indkøb. Vurderingerne er baseret på evaluering af Miljø- og Forsyningsforvaltningens egen handlingsplan og intentionerne i Københavns Kommunes indkøbspolitik.

Hovedkonklusionerne for 2004 er, at indkøb af produkter og tjenesteydelser i forvaltningen er foretaget i overensstemmelse med miljøpolitiske beslutninger. Det vurderes ligeledes, at forvaltningen har opnået gode resultater med henblik på at købe PVC-frie kabler og derved har efterlevet det opsatte mål. Evaluering af miljøbevidste indkøb i forvaltningen videreføres fremover i regi af den vedtagne Agenda 21-plan (2004-2007).

I 2004 underskrev Miljø- og forsyningsforvaltningen en ny samarbejdsaftale med Elsparefondens A-klub. Elsparefonden har opfordret forvaltningen til at offentliggøre sit el-forbrug på Elsparefondens hjemmeside. Dette er fulgt.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

På mødet den 11. juni 2001 behandlede Miljø- og Forsyningsudvalget et notat om forvaltningens indsats i forbindelse med miljøbevidste indkøb. Udvalget besluttede bl.a. at:

·      Det fortsatte arbejde med miljøbevidste indkøb følger kommunens kommende initiativer på området

·      Der en gang årligt udarbejdes en status for Miljø- og Forsyningsforvaltningens arbejde med miljøbevidste indkøb og aftalen med Elsparefonden

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

 

Status for miljøbevidste indkøb 2004 er udarbejdet på grundlag af:

 

1)  Implementering af Miljø- og Forsyningsforvaltningens handlingsplan 1998-2000.

2)  Implementering af Københavns Kommunes indkøbspolitik.

3)  Miljø- og Forsyningsforvaltningens samarbejdsaftale med Elsparefonden.

 

1)   Implementering af Miljø- og Forsyningsforvaltningens handlingsplan

I 1998 vedtog forvaltningen en handlingsplan for indførelse af miljøbevidste indkøb. Handlingsplanen gjaldt i 2 år, og der blev udpeget 5 indsatsområder, herunder Elektroniske produkter (PC ér og printere), kontorartikler, kabler og rør, transport og bygningsvedligeholdelse. Selv om handlingsplanen er udløbet evalueres den igen, da målet om indkøb af PVC-frie kabler senest skal være opfyldt den 1. januar 2005. Formålet med handlingsplanen er, at inddrage miljø- og arbejdsmiljømæssige hensyn inden for de udpegede indsatsområder.

Det lykkedes Københavns Energi at nå 99,6 % af målet, mens de resterende 0,4 % vurderes at være vanskeligt at substituere. Indkøb af PVC-kabler blev foretaget hovedsagligt på afløbsområdet, hvor nogle kabler endnu ikke kan fås som PVC-frie.

Målet, der ligeledes er blevet opnået i både 2002 og 2003, indikerer forankring af indsatsområdet og en kontinuerlig fastholdelse af PVC-krav til leverandørerne.

Forvaltningens fremtidige PVC-indsats vil tage udgangspunkt i vedtagne Københavns Agenda 21-plan, hvor der stilles krav om, at kommunen ikke må købe produkter indeholdende PVC.

 

2)   Implementering af Københavns Kommunens indkøbspolitik

I juni 2003 tiltrådte Borgerrepræsentationen et forslag til en revideret indkøbspolitik, som gør det obligatorisk at benytte de fælles indkøbsaftaler for alle kommunens indkøbere (BR 268/03). Desuden gøres brugen af kommunens indkøbssystem (KØR2) ligeledes obligatorisk.

 

Miljøkontrollen vurderer, at de fælles indkøbsaftaler i 2004 blev anvendt i forvaltningen i overensstemmelse med intentionerne i den politiske beslutning om centralisering af indkøbsområdet. Der er dog nogle få produktområder, hvor Miljøkontrollen og Sekretariatet har brugt egne indkøbsaftaler. Det skyldes enten, at der ikke er en fælles indkøbsaftale på det pågældende produkt, som f.eks. Miljøkontrollens indkøb af rotte-bekæmpelsesmidler, eller at kommunens nuværende leverandører ikke er i stand til at levere de ønskede varer, hvilket særligt kan ske ved supplerende indkøb af møbler og inventar. Københavns Energi har kun benyttet de fælles indkøbsaftaler.

I sidste års indstilling om miljøbevidste indkøb 2003 blev det foreslået at videreudvikle kommunens indkøbsmodul, som er et modul i KØR (Københavns Økonomi og Ressourcestyringssystem). Indkøbsmodulet skulle give kommunens indkøbere mulighed for at bestille varer hos leverandører. Samtidig skulle der være mulighed for at se i hvor høj grad de enkelte leverandører levede op til miljøkrav.

Dette blev desværre ikke opfyldt, fordi indkøbsmodulets teknisk opsætning er integreret med Den offentlige Indkøbsportal (DOIP). DOIP er et fælles indkøbssystem for hele den offentlige sektor, og Københavns Kommune har derfor brug for DOIP-samarbejdspartnernes (Finansstyrelsen, Københavns Universitet m.fl.) samtykke for at få lavet de tekniske ændringer.

 Derfor har Miljøkontrollen valgt en anden strategi, at synliggøre miljøaspekter på, i de fælles indkøbsaftaler. Miljøkontrollen vil i samarbejde med Økonomiforvaltningens 11. kontor udgive en artikel og udarbejde en pjece, for at gøre decentrale indkøbere og kommunens leverandører opmærksomme på hvilke miljøaspekter Københavns Kommunes prioriterer.

 

3)   Miljø- og Forsyningsforvaltningens samarbejdsaftale med Elsparefonden

Miljø- og forsyningsforvaltningen underskrev i 2004 som planlagt en ny samarbejdsaftale med Elsparefondens A-klub. Den nye aftale er nu ikke længere tidsbegrænset, men kan opsiges efter ønske. Ifølge den nye aftale er det ikke som hidtil indkøbet af energibesparende apparater, men besparelser på det samlede el-forbrug, der er i fokus. I lighed med tidligere forpligter samarbejdsaftalen fortsat Miljø- og Forsyningsforvaltningen til at sikre, at alle nyindkøb og nyinstallationer foretages i overensstemmelse med Elsparefondens indkøbsvejledninger.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen har fulgt opfordringen fra Elsparefonden til at offentliggøre sit el-forbrug på Elsparefondens hjemmeside for A-klubmedlemmer. Opgørelserne skal styrke A-klubben som storkunde på el-markedet.

Med salget af Københavns Energi vil Miljø- og Forsyningsforvaltningens elforbrug falde drastisk idet Københavns Energi til og med 2004 stod for mere end 99 % af forvaltningens samlede forbrug. Da forbruget opgøres bagud en gang årligt, vil dette fald først kunne aflæses på Elsparefondens hjemmesiden fra 2006.

Elsparefondens hjemmeside vil fra 2006 derfor kun vise en opgørelse af forbruget i Miljøkontrollen. Der arbejdes dog på også at kunne opgøre forbruget i forvaltningens sekretariat på rådhuset.

En sådan opgørelse skal fremkomme ved opsætning af lokale målere stillet til rådighed af Elsparefondens A-klub, alternativt ved at lave en statistisk udregning af sekretariatets elforbrug baseret på Rådhusets samlede forbrug fordelt på de relevante kvadratmeter.

Nyhedsbreve fra Elsparefondens A-klub er i årets løb distribueret til relevante medarbejdere i Miljø- og Forsyningsforvaltningen og Økonomiforvaltningen med henblik på at informere om A-klubbens tilbud vedrørende el-besparelser.

I Miljøkontrollen er der fastsat et mål på mindst 5 %´s besparelse på elforbruget inden 2008 set i forhold til forbruget i 2004.

 

Konsekvenser for borgerne

Indstillingen har i sig selv ingen konsekvenser for borgerne.

 

ØKONOMI

Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen er miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af forvaltningens positivliste.

Til sagstypen er knyttet en lang række miljømål som alle skal bidrage til at opfylde følgende overordnede miljømål på indkøbsområdet:

"Københavns Kommune vil gøre en aktiv indsats for at mindske miljøbelastningen fra kommunens virksomhed, blandt andet gennem miljørigtige indkøb. Miljørigtige indkøb drejer sig grundlæggende om at vælge produkter, som i et livscyklusperspektiv påvirker miljøet mindst muligt".

Som det fremgår af ovenstående har Miljø- og Forsyningsforvaltningen valgt at efterleve intensionerne på området med miljøbevidste indkøb gennem tre indsatsområder: hhv. implementering af handlingsplan med fokus på 5 indsatsområder, implementering af en centraliseret indkøbspolitik samt indgåelse af samarbejdsaftale med Elsparefonden. De tre indsatsområder vurderes tilsammen at udgøre et godt grundlag for at understøtte kommunens miljømål og sætte fokus på miljø- og energibevidste indkøb. På sigt forventes disse aktiviteter at bidrage positivt til forbedringer af miljøet i København.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Indstillingen har ingen øvrige konsekvenser.

 

HØRING

Indstillingen har ikke været i høring.

 

BILAG

Ingen

 

Hjalte Aaberg

 

/ Michael Hastrup

 


 

Til top