Mødedato: 23.05.2005, kl. 14:30

Rådgivning om jordforurening

Rådgivning om jordforurening

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 23. maj 2005

 

 

6.      Rådgivning om jordforurening

 MFU 136/2005

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender, at informationsmateriale udsendes og målrettes institutionernes personale, og

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender ændring af budskabet for kampagnen for rådgivning om børn og jordforurening.

 

 

 

RESUME

Indstillingen omhandler dele af den fremtidige strategi for Miljøkontrollens rådgivning om jordforurening på kommunens børneinstitutioner.

Miljø- og Forsyningsudvalget besluttede i oktober 2003 (MFU 202/2003), at der ydes rådgivning på legearealer, hvor forureningsniveauet er i rådgivningsintervallet. Målgruppen for rådgivningsindsatsen var personalet og forældrene til børnene på de institutioner, hvor jorden er lettere forurenet. Hensigten med rådgivningsstrategien var at overbevise forældre og personale om, at de aktivt kan gøre en indsats for at beskytte børnene mod eksponering af lettere forurenet jord. Denne rådgivning skulle erstatte en oprydningsindsats.

Miljø- og Forsyningsudvalget drøftede 6. december 2004 (MFU 272/2004), at Miljøkontrollen målretter en kampagne til institutioner med lettere forurenet jord, som har børn fra 0-10 år. Kampagnens aktiviteter vil køre som planlagt med undtagelsen af de to punkter, som er indstillet i denne indstilling.

Udgifterne på ca. 600.000 kr. afholdes inden for Miljøkontrollens budgetramme.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Strategi for undersøgelse og afværgetiltag

Som et led i rækkefølgeplanen (MFU 13/99) er jordforureningen på alle kommunens ca. 800 børneinstitutioner undersøgt. Der er pt. udført oprydninger på ca. 200 institutioner, hvor jorden på legepladserne var kraftigt forurenet (over afskæringskriteriet). På ca. 500 af institutionerne er jorden lettere forurenet. Forureningsniveauet er i det såkaldte rådgivningsinterval. Rådgivningsintervallet beskriver det forureningsniveau, der overskrider jordkvalitetskriterierne for ren jord, men overholder afskæringskriterierne. Det er især tjærestoffet benz(a)pyren og tungmetallet bly, som vi kan måle i jorden. Rådgivningsintervallet for benz(a)pyren er på 0,1 – 1,0 mg/kg og for bly på 40 - 400 mg/kg. Undersøgelses- og oprydningsindsatsen forventes afsluttet ved udgangen af 2005.

Miljø- og Forsyningsudvalget har 6. oktober 2003 (MFU 202/2003) vedtaget en ny strategi for kommunens indsats mod jord- og grundvandsforurening. Det blev vedtaget, at det fremover nedprioriteres at udføre mindre tiltag på legearealer tilknyttet kommunens institutioner, hvis forureningsniveauet ligger i rådgivningsintervallet. I stedet skulle der foretages rådgivning af institutionsansatte og forældre om, hvordan børn kan beskyttes mod jordforurening. Dette skal også ses i lyset af, at Miljøstyrelsen har udmeldt, at amterne som alternativ til oprydning skal yde rådgivning på arealer med dette forureningsniveau.

Der findes ca. 500 institutioner, hvor der ved undersøgelse er konstateret et forureningsniveau i rådgivningsintervallet.

Miljø- og Forsyningsudvalget drøftede 6. december 2004 (MFU 272/2004), at Miljøkontrollen målretter en kampagne til institutioner med lettere forurenet jord, som har børn fra 0-10 år. Kampagnen henvender sig til ansatte og til forældre med børn i disse institutioner. Kampagnens budskab er: Når barnet får vasket hænder, så beskytter jeg det aktivt mod jordforurening. Flere kampagneelementer benyttes fx genbrug af pjece og mini-bog med Victor, hjemmeside på Internettet, pressemeddelelser og artikler.

 

Hidtidig information

Miljøkontrollen har i 1998-99 udarbejdet pjecen "Forurenet jord i København – om børns udendørsleg" og mini-bogen "Victor vil ikke vaske hænder". Pjecen forklarer om jordforureningen, dens mulige skadevirkninger og giver råd om forholdsregler. Mini-bogen er beregnet til at læse for børnene og give dem og den voksne læser forståelse for, at det er vigtigt at vaske hænder, men også at børste sko af samt skrifte til hjemmesko. Materialet blev udarbejdet i samarbejde med embedslægen. Pjece og mini-bog mv. blev udsendt til uddeling til forældre og personale i institutionerne i september 1999, samt igen i 2002. Pjecen var tillige tilgængelig på 8 fremmedsprog.

I efteråret 1999 arrangerede Miljøkontrollen i samarbejde med embedslægen informationsmøder i hver af de 16 bydele, hvor bl.a. personale- og forældrerepræsentanter kunne deltage.

 

Interviewundersøgelse

Miljøstyrelsen gennemførte i 2002 en større interviewundersøgelse blandt forældre til børn i 3-5 års alderen bosat i det storkøbenhavnske område. Interview-undersøgelsen blev sat i gang, inden informationsmaterialet blev sendt ud igen.

Ved undersøgelsen erindrede 18 % af forældrene i Københavns Kommune at have modtaget information om forurening direkte fra kommunen. Undersøgelsen blev foretaget 2-3 år efter, at forældrene havde modtaget information om jordforurening. En del af forældrene havde opfattet, at informationen kom fra børnehaven og ikke fra kommunen.

Der er således grundlag for at gentage rådgivningen.

 

Målgruppe

I forhold til Miljø- og Forsyningsudvalgets drøftelse 6. december 2004 (MFU 272/2004)  indsnævres målgruppen til:

        Personalet i kommunens daginstitutioner og øvrige pasningstilbud, hvor der er påvist jordforurening i rådgivningsintervallet.

Forældre med børn i ovennævnte daginstitutioner tages ud af kampagnen.

Forslaget til ændringen sker på baggrund af, at kampagnen retter sig mod de institutioner, som har lettere forurenet jord (ligger i rådgivningsintervallet). Det er således, de ansattes ansvar at sikre, at børnenes leg sker forsvarligt i forhold til jordforureningsproblematikken. Forældrenes ansvar i denne sammenhæng er mindre betydende. Inddrages forældrene i denne kampagne, er der risiko for, at forældrene kan virke som vogtere af institutionernes personale, når kampagnen er målrettet alene på institutionernes legepladser med lettere forurenet jord. Repræsentanter for Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen (FAF) har på samarbejdsmøde med Miljøkontrollen om denne kampagne påpeget, at denne risiko er reel. Ligeledes har de påpeget, at forældre, der ikke har børn i disse institutioner, kan føle sig forbigået, hvis de ikke kontaktes. FAF har i andre sammenhænge erfaring for, at dette kan skabe usikkerhed blandt forældre i København. Disse risikoelementer kan overskygge denne kampagnes budskaber. Derfor vil det være hensigtsmæssigt at indsnævre målgruppen alene til personale i daginstitutioner. Målet for kampagnen er, at institutionerne efterlever vores råd, og at kampagnen sker gennem god og konstruktiv dialog med institutionspersonalet, da det er dem, som har ansvaret for børnene på institutionerne.

Kampagnen retter sig således mod personalet på ca. 500 institutioner.

 

Budskab

I forhold til Miljø- og Forsyningsudvalgets drøftelse 6. december 2004 (MFU 272/2004) ønskes budskabet ændret til:

·        Følger jeg rådene, så beskytter jeg barnet aktivt mod jordforurening.

Mod før

·        Når barnet får vasket hænder, så beskytter jeg det aktivt mod jordforurening.

Forslaget til ændringen sker på baggrund af, at Miljøkontrollen som et led i kampagnestrategien har interviewet personale på 3 børneinstitutioner i november 2004, for at få erfaringer om deres viden om jordforurening. I den forbindelse blev det klart, at personalet har fokus på, at børnene vasker hænder. Ikke primært i forhold til jordforurening, men i forhold til hygiejne.

Håndhygiejnen forventes at være særligt i fokus netop nu, idet repræsentanter fra FAF på et samarbejdsmøde med Miljøkontrollen om denne kampagne har oplyst, at sundhedsplejersker i kommunen netop har afsluttet deres besøg på samtlige vuggestuer og børnehaver, hvor de har rådgivet personalet om vigtigheden af god håndhygiejne i forhold til sygdom. Sundhedsplejerskerne vil nu målrette deres kampagne mod klubberne.

Rådene om at vaske hænder, børste skoene af inden de går ind, bruge hjemmesko og feje jord op i garderoben samt dyrke grøntsager i rent jord bør sidestilles. Interviewene med institutionernes personale viste, at personalet ikke har samme fokus på alle områder, og følger ikke alle råd. Der vil således være muligt, at de finder et eller flere af rådene interessante.

Kampagneelementerne bliver en pjece målrettet institutionspersonalet, genbrug af mini-bogen med Victor, at udbygge Miljøkontrollens hjemmeside på Internettet, klistermærker med råd samt artikler.

 

Konsekvenser for borgerne

Rådgivningen vil være med til, at personalet i daginstitutioner med lettere forurenet jord, som har børn op til 10 år, vil blive oplyst om forholdsregler ved jordforurening med henblik på, at børn beskyttes mod virkninger af lettere jordforurening. Rådgivningen vil medføre, at flere børn beskyttes aktivt mod den lettere jordforurening.

 

ØKONOMI

Budgettet for gennemførelse af rådgivning om jordforurening forventes i 2005 at blive på ca. 600.000 kr. Udgifterne afholdes inden for Miljøkontrollens budgetramme på funktion 081.1 (konto nr. 55811052-33).

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af  Miljø- og Forsyningsforvaltnings positivliste over sager, der miljøvurderes.


ANDRE KONSEKVENSER

Ingen bemærkninger.

 

HØRING

Der foretages ingen høring.

 

BILAG

Ingen bilag.

 

 

Hjalte Aaberg                    /Henrik Winther Nielsen


 

Til top