Mødedato: 22.11.2004, kl. 14:30

Særlige bestemmelser om håndtering og bortskaffelse af genanvendligt pap og papir fra erhvervsvirksomheder

Særlige bestemmelser om håndtering og bortskaffelse af genanvendligt pap og papir fra erhvervsvirksomheder

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 22. november 2004

 

 

21.      Særlige bestemmelser om håndtering og bortskaffelse af genanvendligt pap og papir fra erhvervsvirksomheder

 MFU 277/2004

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender revideringen af "Særlige bestemmelser om håndtering og bortskaffelse af genanvendeligt pap og papir fra erhvervsvirksomheder i Københavns Kommune", gældende fra 1. januar 2005.

 

 

RESUME

De reviderede særlige bestemmelser skal være med til at indskærpe, at affaldsproducenter skal sortere alt genanvendeligt pap og papir fra restaffaldet. Derved stilles der samme krav til virksomheder som til borgere i Københavns Kommune.

Mængdegrænserne for ordningerne forbliver uændret. En virksomhed som producerer pap og/eller papir over mængdegrænserne skal fortsat være tilsluttet en ordning,  hvor der skal anvendes en transportør, som har indgået aftale med kommunen.

Virksomheder med mindre mængder papir- og papaffald, kan, hvis de er omfattet af dagrenovationsordningen, benytte det til husholdninger opstillede materiel til pap og papir.

Virksomheder med mindre mængder papir- og papaffald, der ikke har adgang til pap- og papirbeholdere, kan benytte genbrugs-, nærgenbrugs- og kvartermiljøstationer.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Formålet med at revidere "særlige bestemmelser om håndtering og bortskaffelse af genanvendeligt pap og papir fra erhvervsvirksomheder i Københavns Kommune", er at sikre høj kvalitet i affaldsbehandlingen for pap og papir, herunder at genanvendelsen sker med en høj miljømæssig kvalitet samt at effektiviserer ordningerne for pap og papir og derved øge genanvendelsen for pap- og papiraffald.

Magistratens 5. afdeling vedtog i marts 1991 de nuværende "Særlige bestemmelser om håndtering og bortskaffelse af genanvendeligt pap og papir fra erhvervsvirksomheder i Københavns Kommune".

De særlige bestemmelser udstedes i henhold til "Regulativ for erhvervsaffald i Københavns Kommune". 

 

Uddybning af indstilling

Revision af modtageaftaler

Der vil fremover blive stillet krav om, at mindst 95 % af det modtagne papaffald og mindst 98 % af det modtagne papiraffald skal afsættes til genanvendelse. Samtidig vil der blive stillet krav om at kunne fremvise dokumentation for afsætning af oparbejdede genanvendelige materialer.

Miljøkontrollen har på nuværende tidspunkt indgået aftale med fem anlæg der modtager pap og papir til oparbejdning eller som opballer /emballerer papir og pap til genanvendelse. Der skal indgås nye modtageaftaler med de fem anlæg. Modtageaftaler vil fremover blive med en tidsbegrænsning på fire år, så ny viden og/eller ny teknologi kan inddrages i forbindelse med indgåelse af fremtidige aftaler.

Pap og papir indsamles og opballes, inden det sendes videre til papirfabrikker i ind- og udland. Der opløses det i vand, tilsættes forskellige stivelsesmider, presses og tørres til nyt pap, der bl.a. bruges til rør i køkkenruller, tidsskriftsholdere og bagsider på papirblokke.

Ved en gennemgang af anlæggene har det vist sig, at anlæg der i dag indgår i det københavnske affaldssystem også forventes fremover at kunne leve op til kravene (§ 9, stk. 3), der omhandler oparbejdningsprocenter for genanvendelse.

 

Øget effektivitet

En gennemgang af ordningerne for pap og papir viser, at store mængder usorteret pap og papir i dag ender i forbrændingsovnene.

I forslag til Affaldsplan 2008 ses en forventet effektivisering af ordningerne for pap og papir.

 

 

 

 

 

Erhvervsaffald – mængder og mål

 

2002 (registreret)

2008 (mål)

Mængde (tons)

% af
potentiale

Mængde (tons)

% af
potentiale

Papir

22.400

56

33.800

75

Pap

24.00

70

30.600

80

                      Kilde: Forslag til Affaldsplan 2008, side 53

 

Bemærk at Affaldsplan 2008 er i høring frem til 22. november 2004, og er derfor ikke endeligt vedtaget.

Mængdegrænserne for ordningerne forbliver uændret (over 10 kg/uge for pap og 20 kg/uge for papir). En virksomhed som producerer pap eller papir over mængdegrænserne skal fortsat være tilsluttet en ordning, hvor der skal anvendes en transportør, som har indgået aftale med kommunen.

Mængdegrænsen er således udtryk for, at når erhvervsvirksomheder producerer hhv. papiraffald og/eller papaffald over mængdegrænserne er der tale om egentlig erhvervsmæssig affaldsproduktion. Der er her ikke tale om mængder, der er sammenlignelig med affaldsproduktionen fra husholdninger.

Reglerne for erhvervsaffald er i hht. til kommunens erhvervsaffaldsregulativ, at der skal benyttes transportører og modtageanlæg, som har indgået aftale med kommunen i henhold til bestemmelserne herom. Ligesom det fortsat er affaldsproducenter, der skal betale for håndteringen af eget erhvervsaffald. Egentligt erhvervsaffald belaster således fortsat ikke ordningerne rettet mod husholdninger.

De reviderede særlige bestemmelser skal være med til at indskærpe, at affaldsproducenter skal sortere alt genanvendeligt pap og papir fra restaffaldet.

Borgere i Københavns Kommune skal kildesortere alt genanvendeligt pap- og papiraffald. Dette har bevirket, at der i dag er langt lettere adgang til opstillet materiel til genanvendelige pap og papir. Der vil i første kvartal 2005 være papirbeholdere ved alle villaer, og det bestræbes at alle borgere i etageboliger har adgang til papir- og papbeholder i nærområdet.

Det skal derfor indskærpes, at affaldsproducenter fra erhverv også skal kildesortere alt pap og papir fra til genanvendelse. Der er lettere adgang til aflevering, og derved bedre mulighed for den enkelte affaldsproducent at komme af med det frasorterede pap og papir.

Affaldsproducenter, hvis mængder ikke overstiger de omtalte mængdegrænser, kan, hvis de er tilsluttet R98's dagrenovationsordning, benytte det til husholdninger opstillede materiel til pap og papir.

Hvis der ikke er adgang til at aflevere kildesorteret genanvendeligt papir og pap i nærområdet, eller hvis affaldsproducenten ikke er tilsluttet en dagrenovationsordning, er der mulighed for at aflevere det på en genbrugsstation, herunder kvarter- og nærgenbrugsstationer.

Hvis affaldsproducenten afleverer pap- og/eller papiraff ald på en genbrugsstation, skal der, på begæring fra Miljøkontrollen, kunne fremvises dokumentation for korrekt håndtering og afleverede mængder i form af en kvittering fra genbrugsstationen m.fl.

Formålet med kvitteringen er, at affaldsproducenten kan dokumentere, at der er foretaget en aktiv indsats for at kildesortere alt genanvendeligt pap og papir. Affaldsproducenter, der benytter det opstillede materiel tilhørende dagrenovationsordningen har ikke mulighed for at få dokumentation. Det vurderes, at virksomhederne har lettere adgang og derfor også et bedre incitament for at benytte det opstillede materiel i nærområdet.

Nogle erhverv, som er omfattet af dagrenovationsordningen, er beliggende i ejendomme, der ikke har boliger, og derfor ikke har adgang til opstillet materiel til pap og papir. Der skal i disse ejendomme opfordres til at benytte fællesløsninger, så flere mindre erhverv går sammen og får opstillet fælles materiel til pap og papir. De mindre erhverv kan ellers benytte genbrugsstationen m.fl.

Derved kan virksomheder med mindre mænger pap og papir stadig indgå i en ordning og mindske de eventuelle pladsproblemer, der kan opstå, ved opstilling af nyt materiel. Ofte kan fællesløsninger med udsortering af forskellige fraktioner, betyde en væsentlig reduktion af restaffaldet.

Det foreslås, at de nye bestemmelser træder i kraft den 1. januar 2005.

 

Konsekvenser for borgerne

Forslaget har ingen direkte konsekvens for borgerne i Københavns Kommune, da de særlige bestemmelser udelukkende omfatter virksomheder, der producerer genanvendeligt pap og papir.

Erhverv vil oftere benytte det til husholdninger opstillede materiel til pap og papir, og derved vil beholdere eventuelt skulle tømmes oftere.

 

ØKONOMI

Det indskærpes, at affaldsproducenter, der har under mængdegrænserne for pap og papir, skal kildesorterer alt genanvendeligt pap og papir fra. Hvis de er tilsluttet dagrenovationsordningen, betaler de via taksterne også for genanvendelsesordninger, og derved også til det opstillede materiel for pap og papir, ligesom der betales til genbrugstationer m.fl. per antal kvardratmeter. En revision af de særlige bestemmelser, vil derfor ikke medføre en merudgift for de berørte virksomheder.

Virksomheder, der vælger at  få opstillet materiel og derved indgå i en ordning, kan få en merudgift, men hidtidige erfaringer med forskellige affaldsløsninger – såsom fælles affaldshåndtering i gårde, reduktion af restaffald med videre – viser imidlertid, at meromkostningerne kan begrænses.

Det vurderes derfor , at merudgiften for den enkelte virksomhed ikke vil være af væsentlig betydning. Det gælder også for Københavns Kommunes egne institutioner. De konkrete udgifter kan variere alt efter afsætningsmulighederne for både pap- og papiraffald.

Ændringerne i de særlige bestemmelser for pap- og papiraffald medfører behov for en øget tilsyns- og informationsindsats. Indsatsen vurderes at kunne tilgodeses inden for Miljøkontrollens normale arbejdsplanlægning. Derfor forventes revisionen af de særlige bestemmelser  for pap- og papiraffald ikke at få væsentlige økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

 

MILJØVURDERING

Den foreslåede revision af de særlige bestemmelser vil give en bedre ressourceudnyttelse. Ved at indskærpe til kildesortering af alt genanvendeligt pap og papir vil langt mere gå til genanvendelse frem for forbrænding. Ved at fastsætte krav til behandlingsanlæggene, vil kvaliteten af håndtering og behandling af de omtalte affaldsfraktioner øges.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Genbrugsstationerne kan forvente at skulle udlevere flere kvitteringer end tidligere og kvarter- og nærgenbrugsstationer skal begynde at udlevere samme type kvitteringer.

Ved at opfordre affaldsproducenterne til at benytte det allerede opstillede materiel til pap og papir, vil der eventuelt blive behov for justeringer for at optimere forholdene omkring indsamlingen, der foretages af R98. Der kan eventuelt ændres i tømmefrekvens, beholderantal og beholderstørrelse.

 

HØRING

Forslaget har været i høring hos Renholdningsselskabet af 1898 (R98), I/S Amagerforbrænding, I/S Vestforbrænding og Frederiksberg Kommune.

R98 har haft enkelte bemærkninger, som er blevet indarbejdet i de særlige bestemmelser.

I/S Amagerforbrænding og I/S Vestforbrænding havde ingen ændringsforslag.

 

BILAG

Bilag: Forslag til "Særlige bestemmelser om håndtering og bortskaffelse af genanvendeligt pap- og papir fra erhvervsvirksomheder i Københavns Kommune".

 

 

 

Hjalte Aaberg

/ Hans Lunde

 


 


Til top