Mødedato: 22.01.2001, kl. 15:00

Miljømæssige forholdsregler ved bygge- og anlægsarbejder i Kønbenhavns Kommune

Miljømæssige forholdsregler ved bygge- og anlægsarbejder i Kønbenhavns Kommune

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 22. januar 2001

 

10. Miljømæssige forholdsregler ved bygge- og anlægsarbejder i Kønbenhavns Kommune

MFU 28/2001INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår,

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender forslag til revideret pjece om "Miljømæssige forholdsregler ved bygge- og anlægsarbejder i Københavns Kommune".

 

RESUME

De miljømæssige forhold i forbindelse med bygge- og anlægsaktiviteter reguleres af bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven m.fl. samt af tilhørende bekendtgørelser. På nogle områder har Københavns Kommune vedtaget forskrifter og regulativer, der ligeledes regulerer bygge- og anlægsområdet.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen har udarbejdet pjecen "Miljømæssige forholdsregler ved bygge- og anlægsarbejder" med det formål at informere byggebranchens parter og andre om gældende regler i forbindelse med udførelse af bygge- og anlægsaktiviteter. Første udgave af pjecen blev udarbejdet i 1986 af Miljøkontrollen og revideret i 1992.

På baggrund af en stigning i aktivitetsniveauet for bygge- og anlægsarbejder i Københavns Kommune samt den nye jordlov m.v. foreslår Miljø- og Forsyningsforvaltningen, at pjecen revideres i overensstemmelse med vedlagte forslag.

De væsentligste ændringer i forhold til den eksisterende pjece er følgende:

På jordområdet orienteres om den nye lov om forurenet jord og især om de bestemmelser, der retter sig mod ejere af forurenede arealer og de, der ønsker at flytte forurenet jord. Herunder orienteres om anmeldepligt m.v.

I grundvandsafsnittet er der tilføjet en orientering om reglerne om vandafledningsbidrag og om grundvandssænkninger i middelalderbyen.

I afsnittet om støj og vibrationer foreslås det, at arbejdstiden for bygge- og anlægsaktiviteter efter ønske fra nogle bygherrer og entreprenører ændres, således at arbejdet som et forsøg indtil videre også kan udføres på lørdage i tidsrummet kl. 08.00 – 14.00. Det foreslås, at forsøget evalueres, og at Miljø- og Forsyningsudvalget senest om et år tager stilling til, om ændringen skal fastholdes.

Endelig er der i forslaget til ny udgave af pjecen tilføjet et afsnit om miljøorienterede retningslinier for støttet byggeri og byfornyelse samt et afsnit om Miljøkontrollens anbefalinger.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

De miljømæssige forhold i forbindelse med bygge- og anlægsaktiviteter reguleres af bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven, jordforureningsloven m.fl. samt af tilhørende bekendtgørelser. På nogle områder har Københavns Kommune vedtaget forskrifter og regulativer, der ligeledes regulerer bygge- og anlægsområdet. Det drejer sig f.eks. om erhvervsaffaldsregulativet og om forskriften om facadebehandling.

Med det formål at orientere bygherrer, entreprenører, rådgivere og andre parter i branchen om de ofte spredte regler på området og for at få de udførende til at overholde reglern e har Miljø- og Forsyningsforvaltningen udarbejdet en pjece "Miljømæssige forholdsregler ved bygge- og anlægsarbejder". Pjecen bliver af Byggedirektoratet medsendt til bygherrer, der indhenter bygge- eller nedrivningstilladelse.

En første udgave af pjecen blev udsendt i 1986, og i 1992 blev den revideret og udvidet. Ændringer i byggeriets aktivitetsniveau i byen og den nye jordlov m.m. har medført, at der nu er behov for på ny at ændre pjecen.

I pjecen orienteres bygherrer og udførende entreprenører m.fl. om de gældende regler m.v. inden for følgende områder:

  • Bortskaffelse af affald
  • Asbestholdigt affald
  • Farligt affald
  • Forurenet jord
  • Olie- og benzintanke m.v.
  • Grundvand
  • Midlertidige aktiviteter m.v.
  • Støj og vibrationer
  • Støvproblemer
  • Rotteforekomst

Disse afsnit er bibeholdt i forslaget til en ny udgave. Samtidig tilføjes to nye afsnit om "Miljøorienterede retningslinier for støttet byggeri og byfornyelse" samt om "Anbefalinger".

I det følgende redegøres der for de vigtigste ændringer i forslaget til ny pjece.

Bemærkninger til vejledningens afsnit

Alle afsnit i pjecen er gennemskrevet med henblik på sproglig tilpasning. Desuden er der indholdsmæssige ændringer i følgende afsnit:

Jord

Afsnittet om forurenet jord er blevet tilrettet som følge af den nye lov om jordforurening, der trådte i kraft 1. januar 2000.

Ændringerne består derfor mest i en orientering om den nye lov og hvad den betyder for bygge- og anlægsarbejde i København. Loven rummer i særdeleshed en række regler for ejere af forurenede arealer og for de, der ønsker at flytte jord fra forurenede arealer. I afsnittet beskrives disse regler nøjere, samtidigt med at det oplyses, at yderligere informationer kan fås ved henvendelse i Miljøkontrollen.

Grundvand

I afsnittet er det tilføjet, at der skal betales vandafledningsbidrag ved udledning af vand til offentlig kloak. Desuden er det tilføjet, at tilladelse til grundvandssænkning i den gamle middelalderby - byen inden for voldene - altid skal gives af Byggedirektoratet, men at henvendelsen skal ske til Miljøkontrollen.

Støj og vibrationer

Grænserne for virksomheders støj i omgivelserne er fastsat i Miljøstyrelsens vejledning fra 1984 om ekstern støj fra virksomheder. I henhold hertil må støjen fra permanente virksomheder, der ligger i erhvervs- og industriområder være 70 dB(A) på hverdage, mandag til fredag fra kl. 07:00 til kl. 18:00 og lørdag fra kl. 07:00 til kl. 14:00. Virksomheder i bykerneområder må i samme tidsrum støje med højst 55 dB(A), mens støjgrænsen i parcelhusområder er på 45 dB(A).

Af Miljøstyrelsens vejledning fremgår det, at der kun bør fastsættes højere støjgrænser end de vejledende, hvis der foreligger veldokumenterede og tungtvejende tekniske / økonomiske grunde herfor.

Bygge- og anlægsarbejder adskiller sig fra anden virksomhed bl.a. ved at være midlertidige aktiviteter og ved at det ofte er svært at dæmpe disse aktiviteter tilstrækkeligt. De fleste bygge- og anlægsarbejder vil ikke kunne gennemføres uden for erhvervs- og industriområder, hvis Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser skal overholdes.

I pjecen har der derfor været fastsat særlige grænser for støj fra bygge- og anlægsarbejder i Københavns Kommune. I den første udgave af pjecen fra 1986 blev støjgrænsen fastsat til 70 dB(A) på hverdage, mandag til fredag fra kl. 07:00 til kl. 18:00 og lørdag fra kl. 08:00 til kl. 14:00, uanset hvor i byen arbejdet foregik. Uden for dagtimerne og på helligdage var støjgrænsen overalt 40 dB(A). Det har betydet, at støjende bygge- og anlægsarbejder i praksis ikke har kunnet finde sted på disse tidspunkter.

Ved ændringen af pjecen i 1992 bortfaldt muligheden for at udføre støjende bygge- og anlægsaktiviteter om lørdagen fra kl. 08.00 til kl. 14.00, idet støjgrænsen på 70 dB(A) om lørdagen blev fjernet. På det tidspunkt var byggeaktiviteten meget lav i København.

De seneste år har aktiviteten på bygge- og anlægsområdet i København været stigende. Nogle af byggebranchens parter har over for Miljøkontrollen oplyst, at branchen har brug for at kunne arbejde også en del af lørdagen.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen finder, at der er grundlag for at imødekomme ønskerne om, at der kan arbejdes med bygge- og anlægsaktiviteter også en del af lørdagen. Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår derfor, at det som et forsøg indtil videre på ny tillades, at der udføres bygge- og anlægsarbejde om lørdagen fra kl. 08:00 til kl. 14:00 med en støjgrænse på 70 dB(A).

Miljø- og Forsyningsforvaltningen vil senest om et år redegøre for udvalget om erfaringerne med støj fra lørdagsarbejdet. Såfremt forsøget medfører væsentlige klager over støjen om lørdagen, vil Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslå pjecen ændret igen.

Miljøorienterede retningslinier for støttet byggeri og byfornyelse, samt
Anbefalinger.

Den hidtidige udgave af pjecen har taget udgangspunkt i gældende miljøkrav med henvisning til miljøloven, bekendtgørelser og andre retningslinier.

Med den nye udgave ønsker Miljø- og Forsyningsforvaltningen også i pjecen at påvirke, at der indarbejdes en bæredygtig udvikling i byggeriet, herunder miljørigtig projektering. Miljø- og Forsyningsforvaltningen ønsker at påvirke bygherrer, således at der ved projektering af byggeri vælges de teknologier, der påvirker miljøet mindst muligt, samt de rådgivere og entreprenører, der har et dokumenteret miljørigtigt arbejdsgrundlag.

ØKONOMI

Forslaget har ikke økonomiske konsekvenser.

HØRING

Forslaget til ny pjece har været sendt i høring hos Københavns Energi, Københavns Vand, Byggesagsafdelingen, Vej & Park samt Kommune Teknik.

Københavns Energi har haft bemærkninger til afsnittet om jord. Bemærkningerne er indarbejdet i pjecens tekst.

Københavns Vand har foreslået, at der tilføjes afsnit om udledning til kloak og om tilladelse til oppumpning i afsnittet om grundvand. Sådanne afsnit er indarbejdet.

Vej & Park har fremsendt bemærkninger til flere afsnit i pjecen, herunder:

  • At der i teksten skelnes imellem lovkrav og henstillinger samt at der henvises til Internetadresse for mere information.
  • Miljø- og Forsyningsforvaltningen har nu i pjecens enkelte afsnit fremhævet, hvilke bestemmelser i lovgivningen mv., der danner grundlag for informationen i det pågældende afsnit. Desuden vil der på pjecens omslag blive anført relevante internetadresser, bl.a. adressen på Miljøkontrollens hjemmeside.
  • Til afsnittet om midlertidige aktiviteter anfører Vej & Park, at der bør være mulighed for lokal genanvendelse, dvs. nedknusning, af bygge- og anlægsaffald. Vej & Park opfordrer Miljøkontrollen til at indkalde til drøftelser herom. De samme forslag er stillet af Bygge- og Teknikudvalget i forbindelse med Miljø- og Forsyningsudvalgets behandling af Affaldsplan 2004.
  • Miljø- og Forsyningsforvaltningen har vurderet, at transport af bygge- og anlægsaffald til central nedknusning medfører mindre miljøproblemer end lokal nedknusning. Det er baggrunden for, at Miljøkontrollen er tilbageholdende med at give tilladelse til lokal nedknusning. Miljø- og Forsyningsforvaltningen finder ikke, at der bør ændres ved den gældende praksis for behandling af bygge- og anlægsaffald blot på grund af nærværende forslag til revision af pjecen.
    Miljøkontrollen har dog aftalt møde med Vej & Park, hvor bl.a. behandling af bygge- og anlægsaffald vil blive drøftet på bredere basis.
  • Vej & Park har endelig fremsat bemærkninger om tekstmæssige tilpasninger samt forslag om hurtigere reaktion i forbindelse med opgravning af olietanke og udskillere.
  • Forslagene fra Vej & Park er blevet fulgt.

Byggesagsafdelingen og Kommune Teknik har ikke fremsendt bemærkninger til pjecen.

BILAG VEDLAGT

Forslag til pjece "Miljømæssige forholdsregler ved bygge- og anlægsarbejder i Københavns Kommune."

Høringssvar af 16. oktober 2000 fra Københavns Vand.

Høringssvar af 9. oktober 2000 fra Københavns Energi.

Høringssvar af 9. oktober 2000 fra Vej & Park.

 

 

Niels Juul Jensen

/ Jørgen Høg

 

 

Til top