Udvidelse af forhandlingsmandatet om etablering og drift af en kommende losseplads på Kalvebod Miljøcenter (KMC)
Udvidelse af forhandlingsmandatet om etablering og drift af en kommende losseplads på Kalvebod Miljøcenter (KMC)
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 21. januar 2002
5. Udvidelse af forhandlingsmandatet om etablering og drift af en kommende losseplads på Kalvebod Miljøcenter (KMC)
MFU 21/2002 J.nr. A 7520-1/02
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,
at Miljø- og Forsyningsudvalget udvider det eksisterende forhandlingsmandat om etablering og drift af en losseplads på Kalvebod Miljøcenter som fælleskommunalt selskab, således at Miljø- og Forsyningsforvaltningen nu kan optage forhandlinger med I/S Amagerforbrænding (AF) og I/S Vestforbrænding (VF) om etablering og drift af den kommende losseplads på Kalvebod Miljøcenter,
at forhandlingerne med selskaberne føres på det grundlag, at Københavns Kommune fortsat skal eje arealet,
at forhandlingerne føres på det grundlag, at alle brugerkommuner skal være økonomisk og miljømæssig ansvarlige for eventuel fremtidig forurening fra lossepladsen, og
at resultatet af forhandlingerne forelægges Miljø- og Forsyningsudvalget.
RESUME
Miljø- og Forsyningsudvalget har på mødet den 22. marts 1999 tiltrådt, at Miljø- og Forsyningsforvaltningen kan indlede forhandlinger med Frederiksberg Kommune og kommunerne i Københavns Amt, gennem Foreningen af Kommuner i Københavns Amt, om stiftelse af et fælleskommunalt selskab, som skal udgøre ejerkredsen til den kommende losseplads på Kalvebod Miljøcenter.
En væsentlig baggrund for at arbejde hen mod en ren kommunal selskabsmodel i stedet for en model, hvor I/S Vestforbrænding og I/S Amagerforbrænding skulle overtage og/eller drive den ny losseplads i lighed med den eksisterende losseplads AV Miljø, var den omstændighed, at Københavns Kommunes repræsentation og indflydelse i ledelsesorganerne i VF ikke svarede til den reelle hæftelse og økonomiske risiko.
Bestyrelsen i I/S Vestforbrænding har udarbejdet forslag til ændring af selskabets vedtægt hvor enkelte interessenternes indflydelse og ansvar er mere i overensstemmelse med deres hæftelse og økonomiske risiko. Forslaget til vedtægtsændringerne er tiltrådt af Miljø- og Forsyningsudvalget samt Borgerrepræsentationen i september 2001. Der mangler endnu godkendelse fra et par enkelte interessentkommuner, men det forventes at alle interessenter vil tilslutte sig vedtægtsændringerne.
Nye beregninger af restlevetiden for AV Miljø har vist, at denne kan blive betydeligt forlænget, hvis visse forudsætninger om fraførsel af forbrændingsegnet affald m.v. kan opfyldes.
De kommunale parters arbejdsgruppe har derfor fundet det nødvendigt at få det aktuelle og fremtidige deponerings- og behandlingsbehov analyseret, for at kunne vurdere behovet for yderligere deponeringskapacitet på KMC og fordele ved samdrift mellem AV Miljø og den ny losseplads.
Analysen blev tilbudt udført af de to selskaber samtidig med udarbejdelse af forslag om mulighederne for samdrift mellem AV Miljø og den ny losseplads på KMC. Analysen bekræfter, at etableringen af en ny losseplads på KMC ikke er presserende.
De kommunale parters arbejdsgruppe har i november og december 2001 drøftet nogle forslag fra selskabernes direktioner om ejerskab, drift og samdrift mellem AV Miljø og den kommende losseplads på KMC. Arbejdsgruppen finder det realistisk at fortsætte forhandlingerne om en samarbejdsmodel med de foreslåede forudsætninger om ejerskab, drift og ansvar.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Miljø- og Forsyningsudvalget har på mødet den 22. marts 1999, M 34/99, tiltrådt, at Miljø- og Forsyningsforvaltningen kan indlede forhandlinger med Frederiksberg Kommune og kommunerne i Københavns Amt, gennem Foreningen af Kommuner i Københavns Amt, om stiftelse af et fælleskommunalt selskab, som skal udgøre ejerkredsen til den kommende losseplads på Kalvebod Miljøcenter.
Der har været afholdt en række møder mellem parterne, hvor hovedprincipperne for ejerskab og drift af lossepladsen er blevet drøftet. En væsentlig forudsætning for drøftelserne har været, at AV Miljø, som ejes af de 2 forbrændingsanlæg, kun havde nogle få års restlevetid.
På møderne har der været enighed om, at ejendomsretten til selve arealet, hvor lossepladsen skal ligge, ikke skal berøres af selskabsdannelsen. Det fælles ejerskab skal alene vedrøre lossepladsen som virksomhed, sålænge denne er i drift, og indtil den er afviklet forsvarligt efter gældende regler. Endvidere har der været enighed om, at brugerkredsen skulle være veldefineret og medansvarlig for lossepladsens drift og afvikling.
Man nåede også til enighed om, at der arbejdes videre med den samarbejdsmodel, der afspejles i Københavns Miljølaboratorium, som udvalget tiltrådte på mødet den 11. oktober 1999, MFU 123/1999, herunder med et repræsentantskab, hvor alle deltagende kommuner er repræsenteret.
En væsentlig baggrund for at arbejde videre med etablering af en ren kommunal selskabsmodel i stedet for en model, hvor I/S Vestforbrænding (VF) og I/S Amagerforbrænding (AF) skulle overtage og / eller drive den ny losseplads, var den omstændighed, at Københavns Kommunes repræsentation og indflydelse i ledelsesorganerne i VF ikke svarede til den reelle hæftelse og økonomiske risiko efter vedtægten i selskabet.
Bestyrelsen i I/S Vestforbrænding har imidlertid i 2001 udarbejdet forslag til ændring af selskabets vedtægt. Vedtægtsændringen betyder at der bliver bedre overensstemmelse mellem de enkelte interessenternes indflydelse og deres hæftelse og økonomiske risiko i interessentskabet. Forslaget til vedtægtsændringerne er tiltrådt af Miljø- og Forsyningsudvalget den 27. august 2001 samt af Borgerrepræsentationen den 20. september 2001, jf. BR 369/01 samt MFU 192/2001. Der mangler endnu godkendelse fra et par enkelte interessentkommuner, men det forventes at alle interessenter vil tilslutte sig vedtægtsændringerne.
Nyere beregninger om restlevetiden for den eksisterende losseplads AV-Miljø har vist, at restlevetiden kan blive betydeligt forlænget med op til 20 år, hvis visse forudsætninger om fraførsel af forbrændingsegnet affald m.v. kan opfyldes. Oplysningerne førte til, at man i arbejdsgruppen fandt det nødvendigt at få undersøgt restlevetiden på eksisterende deponeringsanlæg i hele regionen samt forventede affaldsmængder til deponering i de nærmeste år. Baggrunden herfor var, at arbejdsgruppen ville have det aktuelle deponeringsbehov belyst for at kunne vurdere behovet for at etablere yderlige deponeringskapacitet på KMC. Endvidere fandt arbejdsgruppen det nu hensigtsmæssigt at inddrage nye vurderinger om fordele ved samdrift af de to lossepladser, herunder stordriftsfordele og en forbedret mulighed for en fleksibel affaldshåndtering.
Oplysninger fra forbrændingsanlæggenes direktioner førte til et møde i februar 2001 i de kommunale parters arbejdsgruppe, hvortil direktionen for de 2 forbrændingsanlæg var inviteret. På mødet tilbød direktionerne i fællesskab at få lavet en analyse over de fremtidige deponeringsbehov samt behandlingsaktiviteter i forbindelse med deponeringen. Endvidere tilbød direktionerne at udarbejde forslag om muligheder for samdrift mellem et nyt affaldsdepot på KMC samt AV-Miljø.
På et møde i april 2001 blev det første udkast fra forbrændingsanlæggene om deponeringssituationen og evt. samdrift mellem de to deponeringsanlæg drøftet.
Analysen af deponeringsbehovet bekræfter, at etablering af et nyt deponeringsanlæg på KMC ikke er af presserende karakter.
Direktionerne i de to selskaber har arbejdet videre med forslag til modeller for ejerskab, drift og samdrift mellem AV-Miljø og det kommende anlæg på KMC. Arbejdsgruppen har drøftet forslagene med direktørerne i november og december 2001 og finder det herefter realistisk at fortsætte forhandlingerne om en samarbejdsmodel med de foreslåede forudsætninger som grundlæggende elementer. Det bemærkes, at Københavns Kommunes interesser i en samarbejdsmodel vil kunne tilgodeses i aftalegrundlaget for en sådan model, og at det vil være et supplement til den interessevaretagelse, der sker gennem deltagelse i bestyrelsen i de 2 selskaber.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen vil holde Miljø- og Forsyningsudvalget orienteret om forhandlingsforløbet.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen har på Miljø- og Forsyningsudvalgets møde den 29. oktober 2001 orienteret om det hidtidige forhandlingsforløb.
MILJØVURDERING
Forslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Forslaget har ingen direkte økonomiske konsekvenser.
HØRING
Der er ikke foretaget høring.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen.
BILAG
Ingen.
Peter Elsman
/ Jørgen Høg