Mødedato: 19.03.2001, kl. 15:00

Drøftelse af Miljø- og Forsyningsudvalgets kompetence i relation til aktieselskaberne i Københavns Energi

Drøftelse af Miljø- og Forsyningsudvalgets kompetence i relation til aktieselskaberne i Københavns Energi

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 19. marts 2001

 

10. Drøftelse af Miljø- og Forsyningsudvalgets kompetence i relation til aktieselskaberne i Københavns Energi

MFU 60/2001 J.nr. F 6310-1/01

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen har udarbejdet nedenstående redegørelse om sagen og foreslår

at Miljø- og Forsyningsudvalget tager redegørelsen til efterretning, herunder den foreslåede kadence for underretning af udvalget om selskabernes virke.

 

RESUME

Miljø- og Forsyningsudvalget anmodede på møde den 5. marts 2001 om at få en redegørelse for aktiviteterne i aktieselskaberne under Københavns Energi, herunder for udvalgets kompetence i relation til selskaberne.

 

SAGSBESKRIVELSE

De eksisterende aktieselskaber, er alle stiftet for at opfylde elforsyningslovens krav om at udskille den konkurrenceudsatte elproduktion, elhandel og sideordnet virksomhed fra de områder, hvor der fortsat er monopol og/eller begrænset markedsadgang. Aktieselskaberne er stiftet pr. 1. januar 2000, dog med undtagelse af KE Holding A/S, som er stiftet pr. 1. november 2000.

KE Energiforsyningen omfatter KE's netvirksomhed. Den er en del af Miljø- og Forsyningsforvaltningen og betragtes samtidig som modervirksomheden i Københavns Energi, da den i overensstemmelse med elforsyningsloven ejer aktierne i KE's datterselskaber herunder også ejerandelene i Energi E2 A/S, Elkraft Transmission A/S, Elkraft System A/S og Elektra A/S.

Stiftelsen af selskaberne og opstilling af procedurer og forretningsgange har været en læreproces for Københavns Energi. Formalia og arbejdsgange i forbindelse med selskabernes drift har skullet indarbejdes. Der arbejdes fortsat på at fastlægge en effektiv og informativ rutine vedrørende redegørelser til udvalget for selskabernes virke.

Beslutningen om at sammenlægge de to forvaltningsenheder – Københavns Energi og Københavns Vand vil ikke medføre ændringer i, hvad der hører til den kommunale forvaltning, og hvad der er selskabsudskilt. Den eneste ændring der sker er, at det eksisterende KE Partner A/S vil blive splittet op i to selskaber – KE Partner A/S og KE Entreprenør A/S.

Udvalget har som opfølgning på spørgsmål om udviklingsprojektet modtaget et notat dateret 19. januar 2001, hvori der blandt andet gives en status for de 100% ejede aktieselskaber under Københavns Energi.

Miljø- og Forsyningsudvalgets indflydelse i det nye sammenlagte Københavns Energi.

Københavns Energi's modervirksomhed, Forsyningen, vil fremover bestå af forsyning af el, vand, afløb, gas og varme samt netdelen der omfatter ejerskab, drift og vedligehold af nettet. Den vil stadig efter sammenlægningen være en del af den kommunale forvaltning og under ledelse af Miljø- og Forsyningsudvalget i henhold til bestemmelserne i den kommunale styrelseslov.

Udvalget vil således skulle vedtage budgetter og takster for netleverancer og f.eks. varme.

Miljø og Forsyningsudvalget har som ledende organ for Miljø og Forsyningsforvaltningen den totale ejerindflydelse i de 100% ejede KE selskaber og kan derigennem varetage Københavns Kommunes interesser. Miljø og Forsyningsudvalget udstikker de overordnede rammer og strategier for, hvordan selskaberne skal drives,. De overordnede rammer og strategier blev politisk vedtaget i forbindelse med beslutningen om udskillelsen af aktieselskaberne under Københavns Energi.

I forbindelse med vedtagelsen af sammenlægningen af Københavns Energi og Københavns Vand er der vedtaget en overordnet koncernstrategi med stærk focusering på forretningsmæssig drift, miljø, forsyningssikkerhed og samfundsoptimale løsninger.

Indflydelse gennem aktieselskabsloven

Generalforsamlingen

Ejeren af et selskab udøver formelt efter aktieselskabsloven sin indflydelse på generalforsamlingen, som er selskabets øverste myndighed. Der skal afholdes ordinær generalforsamling senest 5 måneder efter udløbet af hvert regnskabsår. Ejerne kan også anmode om at få indkaldt til ekstraordinær generalforsamling.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen ved Miljø- og Forsyningsudvalget udgør i princippet generalforsamlingen som eneejer af selskaberne. Det vil det i praksis være sådan, at udvalget til enhver tid kan anmode om at få en drøftelse af specifikke problemstillinger med bestyrelserne for selskaberne.

Som eneejer – med én fælles stemme – må udvalget inden der forelægges spørgsmål for bestyrelserne være enig om, hvilke problemstillinger man ønsker at drøfte, og hvilket resultat man ønsker at opnå.

Bestyrelsen

Et aktieselskab skal efter loven have en bestyrelse, som består af mindst 3 medlemmer. Bestyrelsen skal vælges af generalforsamlingen.

De bestyrelsesmedlemmer som sidder i de forskellige selskaber er udpeget af Miljø- og Forsyningsforvaltningen og Økonomiforvaltningen efter bemyndigelse fra Borgerrepræsentationen.

Selskabernes bestyrelse forestår den overordnede ledelse af selskaberne og arbejder i overensstemmelse med en forretningsorden vedtaget af bestyrelsen. Selskaberne skal ledes efter de overordnede retningslinier, som er udstukket af ejeren Bestyrelsen godkender selskabernes budgetter og mere konkrete dispositioner.

Direktionen

Selskabernes daglige drift varetages af en direktion, som er udpeget af selskabets bestyrelse. Direktionen arbejder efter de retningslinjer, der er vedtaget af bestyrelsen i Instruks for Direktionen.

Vigtige beslutninger

For at sikre Miljø- og Forsyningsudvalgets indflydelse på vigtige beslutninger, der skal træffes i bestyrelserne, er det i selskabernes vedtægter bestemt, at en række beslutninger skal forelægges for selskabernes bestyrelse to gange, således at der mellem de to behandlinger i bestyrelsen kan ske en politisk godkendelse af bestyrelsens beslutning.

Det drejer sig om beslutninger om:

  • salg af hele eller væsentlige dele af selskabets virksomhed, herunder af ka-pitalandele i datterselskaber eller lignende
  • indgåelse af længerevarende og væsentlige strategiske alliancer eller andre permanente , strategiske samarbejder med ikke-koncernforbundne virksomheder
  • optagelse af nye medejere, herunder i datterselskaber og væsentlige udvidelser eller indskrænkninger af selskabets forsyningsområde

Indflydelse gennem information og retten til at stille spørgsmål

Udover den direkte ejerindflydelse, som er beskrevet ovenfor vil udvalget løbende kunne følge med i selskabernes aktiviteter, idet Miljø- og Forsyningsforvaltningen fremover vil få udarbejdet en kvartalsredegørelse med status for arbejdet i selskaberne, således at udvalget løbende kan følge selskabernes virke i forhold til de overordnede retningslinier, som koncernen skal følge. Statusredegørelsen vil blive udarbejdet i tilknytning til de kvartårlige bestyrelsesmøder, der afholdes i selskaberne og vil blive forelagt udvalget med en kvartårlig kadence. Redegørelsen vil også indeholde en oplistning af vigtige fremadrettede emner, som selskaberne vil skulle beskæftige sig med.

En vigtig sikring af udvalgets indflydelse i selskaberne vil så ligge i, at udvalget til enhver tid med udgangspunkt i den forelagte redegørelse kan stille spørgsmål vedrørende virksomhederne.

 

Niels Juul Jensen

/ Hanne Thorup

 

 

Til top