Fredning af diverse af Københavns vandforsyningsanlæg
Fredning af diverse af Københavns vandforsyningsanlæg
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 17. april 2000
8. Fredning af diverse af Københavns vandforsyningsanlæg
MFU 106/2000 J.nr. V 5920-2/00
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår
at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender Forvaltningens udkast til svar på Skov- og Naturstyrelsens breve af 22. og 23. november 1999 om en påtænkt fredning af diverse af Københavns vandforsyningsanlæg.
RESUME
Skov- og Naturstyrelsen har ved breve af 22. og 23. november 1999 varslet fredning af 3 bygninger på Vandværket ved Thorsbro, Brønshøj Vandtårn og Højdebeholderanlægget på Tinghøj. Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at udvalget ikke har bemærkninger til fredning af anlæggene ved Thorsbro og i Brønshøj, og at der kun sker en delvis fredning af anlægget på Tinghøj.
SAGSBESKRIVELSE
Skov- og Naturstyrelsen har ved brev af 22. november 1999 anmodet om bemærkninger til en påtænkt fredning af Brønshøj Vandtårn og af maskinhuset, samlebrøndsbygningen og hanekammerbygningen på Værket ved Thorsbro, samt ved brev af 23. november 1999 om en påtænkt fredning af Højdebeholderanlægget på Tinghøj.
Der har været afholdt besigtigelse mandag den 3. april 2000 af de tre bygninger på Værket ved Thorsbro: det gamle maskinhus, samlebrøndsbygningen og hanekammerbygningen, af Højdebeholderanlægget på Tinghøj og af Brønshøj Vandtårn. I besigtigelsen deltog repræsentanter fra Skov- og Naturstyrelsen, Miljø- og Forsyningsudvalget og Miljø- og Forsyningsforvaltningen.
Samlebrøndsbygningen og hanekammerbygningen på Værket ved Thorsbro, Højdebeholderanlægget på Tinghøj og Brønshøj Vandtårn er alle anlæg, der indgår i den daglige drift af Københavns Vands forsyning. I det gamle maskinhus på Thorsbro indgår brøndpumpekælderen som en væsentlig del af driften. Den øvrige del af maskinhuset er stillet til rådighed for Ishøj Kommune som industrihistorisk museum.
Det er nødvendigt for Københavns Vand til enhver tid og uden forsinkende forhold at kunne foretage de ændringer af vandforsyningsanlæggene, der kræves for at opretholde sikring af vandkvaliteten og en rationel drift. Det kræves af hensyn til kvaliteten og sikkerheden i forsyningen af de ca. 1 mio. indbyggere i København og i nabokommunerne, som modtager drikkevand fra Københavns Vand.
På den baggrund kan det accepteres, at de 3 bygninger på værket ved Thorsbro og Brønshøj Vandtårn bliver fredet. For så vidt angår Højdebeholderanlægget på Tinghøj kan man acceptere, at de 20 nedgangs- og ventilationsbygninger på de jorddækkede beholdere samt ventilbygningerne I og II plus bolig- og folkerumsbygningerne bliver fredet. Herved opnås, at anlægget fremover vil fremstå uændret og bevare sin særlige karakter.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen finder det ikke velbegrundet, at Tinghøj anlægget i sin helhed bliver fredet, idet det vil vanskeliggøre, at Københavns Vand i en påtænkt vedligeholdelse af anlægget udskifter ståldækslerne over beholdernes ventilations- og lysåbninger med aluminiumsdæksler. Det vil ligeledes vanskeliggøre, at Vandforsyningen, som et led i sikringen af vandkvaliteten i beholderne, på længere sigt udskifter de eksisterende manuelt betjente ventiler i jorden på til- og afgangssiden med fjernbetjente, eldrevne ventiler. Disse må nødvendigvis placeres i bygværker ved foden af jorddækningen over beholderne.
ØKONOMI
Fredningen vil indebære forøgede vedligeholdelsesudgifter på anlæggene. Størrelsen heraf kendes ikke p.t.
-
BILAG VEDLAGT
Udkast til brev til Skov- og Naturstyrelsen
Niels Juul Jensen
/ Annette Egetoft