Mødedato: 15.05.2000, kl. 15:00

Redegørelse for de aktuelle støjforhold i forbindelse med metrobyggeriet ved Nørreport Station

Redegørelse for de aktuelle støjforhold i forbindelse med metrobyggeriet ved Nørreport Station

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 15. maj 2000

 

8. Redegørelse for de aktuelle støjforhold i forbindelse med metrobyggeriet ved Nørreport Station

MFU 135/2000 J.nr. M 1692-1/00

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår,

at Miljø- og Forsyningsudvalget tager denne redegørelse til efterretning.

 

 

RESUME

Miljø- og Forsyningsudvalget har på udvalgsmødet den 10. januar 2000 behandlet COMET´s ansøgning om udførelse af visse anlægsaktiviteter om natten ved Nørreport Station. Udvalget tiltrådte ansøgningen med den tilføjelse, at eventuelle klager og målerapporter behandles løbende i udvalget, som vil meddele påbud om ikke at arbejde om natten, såfremt der vurderes at være væsentlige støjgener.

Miljøkontrollen har i perioden den 5. april-2. maj 2000 modtaget fem klager over støj fra arbejdet. Målinger viser, at støjen på klagetidspunktet ikke var over 30 dB(A). Den 4. maj er der modtaget oversigt over COMET´s støjmålinger, som viser et udendørs støjniveau på 45-55 dB(A) og et indendørs på mellem 20 og 30 dB(A). I perioderne 6.-8. april og 17.-19. april er støjniveauet noget højere, 30-33 dB(A), idet støbningen af bundpladen i stationsskakten er foregået i disse perioder. Udvalget har den 20. marts 2000 tiltrådt, at arbejde med støbning af bundplade kan udføres med et støjniveau i lejlighederne på 35 dB(A).

Miljøkontrollen har den 6. og 17. april foretaget tilsyn i forbindelse med støbearbejdet og konstaterede, at støjniveauet i lejlighederne på det tidspunkt ikke oversteg 30 dB(A).

På det grundlag foreslår Miljø- og Forsyningsforvaltningen, at der ikke for nærværende meddeles påbud til COMET. Det indstilles, at Miljø- og Forsyningsudvalget tager denne redegørelse til efterretning.

 

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Miljø- og Forsyningsudvalget har på sit møde den 10. januar 2000 tiltrådt, at COMET kan udføre visse anlægsaktiviteter på metrobyggeriet ved Nørreport Station i døgndrift frem til den 1. juni 2000. Arbejdet udføres på nærmere fastsatte vilkår, og

udvalget har besluttet, at eventuelle klager og støjmålerapporter behandles løbende i udvalget, som vil meddele påbud om ikke at arbejde om natten, såfremt der vurderes at være væsentlige støjgener. Miljø- og Forsyningsudvalget har senest på mødet den 17. april 2000 taget forvaltningens redegørelse for arbejdet til efterretning.

Beboerklager

To beboere i Frederiksborggade 20 og 22 har den 25., 27. og den 28. april og den 1., og 2. maj klaget over støj fra byggepladsen. Klagerne drejer sig om støj fra tårnkranen og brug af trykluftværktøj, hvor stationsboksens overdækning var rullet væk. Klagerne føler sig generet af den konstante støj dagen og natten igennem på trods af, at støjniveauet falder betydeligt efter kl. 19.00. Den ene klager bemærker selv, at han har kontrolleret COMET´s støjmålinger i målerummet og konstateret, at støjniveauet er under det tilladte. Alligevel opleves den konstante aktivitet generende. Herudover oplyser den samme klager, at det næsten aldrig er muligt at komme i kontakt med den pladsansvarlige på det opgivne telefonnummer. Miljøkontrollen har undersøgt dette. COMET har oplyst, at den pladsansvarlige har været på byggepladsen i hele perioden med natarbejder. Miljøko ntrollen vil ved tilsyn kontrollere, at den pladsansvarlige er tilstede ved natarbejdet, og om det er muligt at komme i telefonisk kontakt med ham.

Miljøkontrollen har tidligere udført målinger af støjen fra tårnkranen. Disse målinger viste et udvendigt støjniveau på 40 dB(A) og et indvendigt i klagernes soveværelser på 28 dB(A). Støjen fra tårnkranen overstiger således ikke den gældende støjgrænse på 30 dB(A) målt indendørs.

Miljøkontrollen har den 11. april 2000 henstillet til COMET, at stationsboksen som hovedregel altid skal være overdækket. Overdækningen må kun fjernes i det omfang, det er nødvendigt af tekniske årsager. Miljøkontrollen har ikke ved tilsyn konstateret, at overdækningen har været fjernet, uden der har været behov for transport af materialer til stationsboksen.

Støjmålinger

Miljøkontrollen har den 4. maj 2000 modtaget oversigt over de støjmålinger, som løbende er udført af COMET i perioden den 5. april- 3. maj 2000. Målingerne viser, at aktiviteterne på byggepladsen, herunder forskallings- og armeringsarbejder, giver anledning til en gennemsnitlig udendørs støjbelastning på 45-55 dB(A), og et indvendigt støjniveau på 20-30 dB(A). Der er således ikke i perioden konstateret overskridelse af det tilladte indendørs støjniveau på 30 dB(A) udover støjen fra den planlagte støbning af bundpladen.

I perioderne 6.-8. april og 17.-19. april 2000 er støbningen af stationens bundplade blevet udført i døgndrift. COMET har i henhold til udvalgets beslutning den 20. marts 2000 fremsendt beboermeddelelser herom. Støjmålinger udført af COMET viser et udendørs støjniveau på 55-63 dB(A) og et indendørs støjniveau på 30-33 dB(A). Miljøkontrollen har udført tilsyn og støjmålinger i forbindelse med støbearbejdet og konstateret, at støjniveauet i de nærliggende lejligheder var 30 dB(A). Der er således ikke sket en overskridelse af det tilladte støjniveau på 30-35 dB(A) ved støbningen af bundpladen.

Nuværende og kommende aktiviteter.

Boremaskinerne forventes at komme til Nørreport Station i slutningen af maj måned. I øjeblikket foregår forberedelserne hertil med nedlægning af skinner osv. Herudover støbes stationsboksens vægge. Selve støbearbejdet foregår indenfor normal arbejdstid kl. 07.00-19.00, mens forskallings- og armeringsarbejder stadig foregår om natten.

På det grundlag foreslår Miljø- og Forsyningsforvaltningen, at der ikke for nærværende meddeles påbud til COMET. Det indstilles, at Miljø- og Forsyningsudvalget tager denne redegørelse til efterretning.

ØKONOMI

Forslaget har ikke økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

HØRING

-

BILAG VEDLAGT

  1. Støjmåleresultater fra COMET i perioden 5. april-3. maj 2000.
  2. Miljøkontrollens støjmålerapporter af 6. april 2000.
  3. Miljøkontrollens tilsynsnotat af 17. april 2000.
  4. Miljøkontrollens henstilling af 11. april 2000.
  5. COMET´s beboerinformation af 29. marts og 13. april 2000.
  6. Beboerklager af 25., 27. og 28. april samt 1. og 2. maj 2000.

 

 

 

Niels Juul Jensen

/ Annette Egetoft

 

Til top