Indsamling af PVC-plast og imprægneret træ fra husholdninger
Indsamling af PVC-plast og imprægneret træ fra husholdninger
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 15. april 2002
9. Indsamling af PVC-plast og imprægneret træ fra husholdninger
MFU 112/2002 J.nr. 76/2002
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,
at Miljø- og Forsyningsudvalget tiltræder, at det igangværende forsøg i villaområder med særskilt indsamling af PVC-plast til henholdsvis genanvendelse og deponering samt imprægneret træ til deponering gøres permanent således at alle villaområder i Københavns Kommune omfattes fra 1. august 2002, og
at Miljø- og Forsyningsudvalget tiltræder, at det igangværende forsøg i etageejendomme med indsamling af PVC-plast og imprægneret træ omlægges. Indsamlingen af imprægneret træ indstilles, PVC indsamlingen fortsættes, og fra 1. januar 2003 tilbydes nye etageejendomme afhentning af PVC.
RESUME
Miljø- og Forsyningsudvalget besluttede den 22. januar 2001 at etablere en bringeordning for PVC-plast og imprægneret træ fra husholdninger, hvor affaldet skal afleveres på en genbrugsstation. Ordningen er etableret med ikrafttræden den 1. april 2001. Samtidig tiltrådte udvalget, at der som en del af storskraldsindsamlingen blev iværksat forsøg med indsamling af de tre fraktioner i udvalgte distrikter, hvor der forekommer både etageejendomme og villaer.
Forsøget startede 1. marts 2001. Forsøget, der fortsat er i gang, er afrapporteret af Renholdningsselskabet af 1898 (R98) for perioden 1. marts –31. oktober 2001.
Forsøget i villaområder viser, at der indsamles en vis mængde af de 3 affaldsfraktioner, hvorfor det nu forslås at gøre indsamlingen permanent i villa- og rækkehusområder.
Forsøget i etageejendomme viser, at der er meget lidt at hente af de 3 affaldsfraktioner. Viceværter og ejendomsfunktionærer anfører, at borgerne har haft svært ved at sortere affaldet. Mange har ikke storskraldsrum, og nogle rum kan være meget små og vanskelige at indrette til flere forskellige fraktioner af storskrald.
Det forslås derfor, at forsøget i etageejendomme med indsamling af PVC til genanvendelse og PVC til deponering omlægges. De etageejendomme, der er omfattet af det nuværende forsøg, fortsætter indsamling. Nye interesserede ejendomme tilbydes efter behov afhentning af PVC fra storskraldsrum eller andet aftalt sted, eller der kan tilbydes en container til opsamling af PVC-plasten.
Det vurderes ud fra det afrapporterede forsøg, at indsamlingen af imprægneret træ fra etageejendomme bør ophøre, da det kun forekommer sjældent, f.eks. ved renoveringer.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Regeringens affaldsplan, Affald 21, indeholdt en række nye initiativer, som skulle forøge genanvendelsen og i øvrigt sikre en bedre kvalitet i affaldsbehandlingen. Som en opfølgning herpå er nogle af disse initiativer medtaget i den gennemførte revision af affaldsbekendtgørelsen (nr. 619 af 27. juni 2000).
Plastprodukter indeholdende PVC (PolyVinylChlorid) samt imprægneret træ skal udsorteres fra det forbrændingsegnede affald, da det indeholder en række miljøbelastende stoffer bl.a. tungmetaller, der giver anledning til miljøproblemer i affaldshåndteringen. Forbrænding af PVC medfører også dannelse af saltsyre samt dioxin, der giver anledning til dobbelt så meget restprodukt, som der er i afbrændt PVC. Træ, der er imprægneret med tryk- eller vakuumimprægnering, samt træ, der helt eller delvist er behandlet med træbeskyttelsesmidler, kan bl.a. indeholde kobber og arsen, der ikke nedbrydes ved forbrænding.
Således blev kommunerne pålagt at iværksætte ordninger for indsamling af genanvendeligt PVC-affald, ikke-genanvendeligt PVC-affald til deponering og imprægneret træ til deponering.
Indsamlingen af affald fra husholdninger i Københavns Kommune er generelt tilrettelagt således, at alt affald afhentes hos borgeren eller nær ved borgerens bopæl. Dette gælder for dagrenovation, problemaffald, papir, glas, haveaffald og storskrald, som også omfatter affald af elektriske og elektroniske produkter, kølemøbler og pap.
I overensstemmelse hermed ville det således være naturligt at lade de tre nye fraktioner, genanvendeligt PVC-affald, ikke-genanvendeligt PVC-affald og imprægneret træ, indsamle som en del af storskraldsordningen. Det var og er imidlertid tvivlsomt, om der kan gives så klare regler om sortering af PVC og imprægneret træ, at borgerne enkelt og entydigt kan udsortere disse fraktioner. Derfor besluttede Miljø- og Forsyningsudvalget den 22. januar 2001 at etablere en bringeordning for PVC-plast og imprægneret træ fra husholdninger, hvor affaldet skal afleveres på en genbrugsstation. Ordningen er etableret med ikrafttræden den 1. april 2001. Samtidig tiltrådte udvalget, at der som en del af storskraldsindsamlingen blev iværksat forsøg med indsamling af de tre fraktioner i udvalgte distrikter.
Forsøget startede 1. marts 2001. Forsøget, der fortsat er i gang, er afrapporteret af R98 for perioden 1. marts –31. oktober 2001.
R98 havde afsat midler på budgettet i 2001 til gennemførelse af forsøg med indsamling af PVC–affald og imprægneret træ som en del af storskraldsordningen. Forsøget er gennemført i et udvalgt område, med villaer og etageejendomme, der er repræsentativt for hele København og Frederiksberg. Forsøget fortsætter indtil andet er besluttet. Forsøget har til formål at skabe klarhed over, hvordan den fremtidige indsamling af PVC og imprægneret træ skal finde sted.
Uddybning af indstilling
R98 udvalgte et repræsentativt område med husstande i København og på Frederiksberg, omfattende 10.520 husstande fordelt på 9.530 fra etageboliger og 990 villaer. Forud for forsøget har de udvalgte husstande, viceværter/ejendomsfunktionærer og ejendomsadministratorer modtaget information om forsøget. Husstandene har modtaget et informationsbrev, der fortæller om baggrunden for forsøget og sorteringsvejledning for forsøgsfraktionerne. Viceværter/ejendomsfunktionærer og ejendomsadministratorer har ligeledes modtaget informationsbrev, sorteringsvejledning samt et opslag til ophæng i ejendommens opgange og i storskraldsrum.
I starten af forsøgsperioden modtog R98 mange henvendelser fra forsøgsdeltagere, primært fra viceværter/ejendomsfunktionærer, bl.a. om problemer med at skille forsøgsfraktionerne ud fra det øvrige storskrald i etageejendommene, da storskraldsrummene typisk er små.
For indsamlingsmåde og forsøgsresultater henvises til afrapporteringen fra R98 jf. bilag.
Affaldsplan 2004 har et mål for indsamling fra husstande af PVC på 500 tons og 250 tons imprægneret træ pr. år i 2004. Omregnes de indsamlede mængder fra forsøget til totale mængder for hele Københavns Kommune, fås en indsamling på ca. 42 tons PVC pr. år og ca. 75 tons imprægneret træ pr. år. Hertil skal lægges mængderne, som er indsamlet fra genbrugsstationerne. På de 4 genbrugsstationer er der i 2001 indsamlet i størrelsesordenen 30 tons PVC til genbrug. Kortlægning af genbrugsstationernes brugere har vist, at kun 20 % af PVC-affaldet kommer fra private husstande. Med mængderne indsamlet på genbrugsstationer kan der således i alt indsamles ca. 50 tons PVC pr. år fra private husstande.
PVC til deponi og imprægneret træ har også kunnet afleveres på kommunens genbrugsstationer. På 3 af de 4 genbrugsstationer har man dog grundet pladsmangel været nødsaget til at anbringe PVC til deponering og imprægneret træ sammen med den øvrige deponifraktion, hvorfor der ikke er data herfor. Den genanvendelige del af PVC affaldet fra genbrugsstationerne har det seneste år været afsat gennem WUPPI A/S (5 store virksomheder i plast-branchen, der har organiseret en landsdækkende indsamling af PVC-affald til genanvendelse), der genanvender PVC til fremstilling af kloakrør.
På baggrund af forsøgsresultaterne vurderer R98, at der kan indføres en indsamlingsordning for PVC og imprægneret træ i villa- og rækkehusområder, hvor PVC og imprægneret træ indsamles på de adresser, der ved afhentning af det øvrige storskrald er registreret at have fraktionerne (aktive husstande). R98 har således fra villaomårder i forsøgsperioden indsamlet, hvad der svarer til 12,1 kg PVC og 28,8 kg imprægneret træ pr. husstand pr. år. Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller derfor, at der indføres en permanent indsamling i villaområder i kommunen.
Forsøget i etageejendomme viser, at der er meget lidt at hente af de 3 affaldsfraktioner. Årsagen hertil er ifølge viceværter og ejendomsfunktionærer, at borgerne har haft problemer med sortering af storskraldet. Mange har ikke storskraldsrum, og de rum der forefindes, kan være meget små og vanskelige at indrette til flere forskellige fraktioner af storskrald.
Det forslås derfor, at omlægge forsøget med indsamling af PVC til genanvendelse og PVC til deponering og imprægneret træ. De ejendomme, der er omfattet af det nuværende forsøg fortsætter indsamlingen af PVC, og fra 1. januar 2003 tilbydes nye ejendomme at deltage i forsøget. Der kan eventuelt uden beregning tilbydes containere til opsamling af PVC-affaldet. Indsamlingen af imprægneret træ fra etageejendomme bør ophøre, da det kun forekommer sjældent, f.eks. ved renoveringer. Det vurderes derfor, at det er tilstrækkeligt at henvise affaldet til aflevering på genbrugsstationen.
I de "Særlige bestemmelser for indsamling af PVC-affald" i henhold til Regulativ for husholdningsaffald i Københavns Kommune er også medtaget en række produkter af PVC, som efter deres størrelse og art normalt ville henhøre til dagrenovation, som f.eks. "gummistøvler" af PVC, regntøj og grammofonplader. Udsortering af PVC er således et led i de senere års indsats for at reducere miljøbelastningen fra dagrenovationens indhold af farlige stoffer.
Permanent indsamling af PVC og imprægneret træ i villaområder foreslås igangsat fra 1. august 2002, og tilbud til nye ejendomme om indsamling af PVC foreslås igangsat pr. 1. januar 2003. Der skal i forbindelse med igangsætningen foregå en betydelig informationsindsats.
Afsætningen af det indsamlede PVC skal sikres en miljømæssig og økonomisk hensigtsmæssig behandlingsmulighed. Det skal afklares, om de to PVC fraktioner til hhv. deponi og genanvendelse fremover kan indsamles sammen. Årsagen hertil er, at den teknologi, der netop er ved at blive udviklet til genvinding af PVC, dels af Watech, dels af RGS 90 A/S /Stigsnæs Industrimiljø, ikke skelner mellem de to typer PVC. Anlæggene kan genvinde begge typer PVC. Begge anlæg benytter termisk behandling ved moderate temperaturer, hvorved PVC nedbrydes til olieprodukt, salt og tungmetalkoncentrat (RGS 90 metoden) eller koks, tungmetalfraktion, kalciumklorid og overskudsenergi (Watech metoden). Anlæggene har endnu ikke kunnet gå fra pilot- til fuldskalaanlæg. Der er fra Miljøkontrollens side kontakt til anlæggene, og der forhandles p.t., om mængderne fra kommunen kan indgå i et projekt.
Hidtil har en sådan modtager ikke eksisteret. Det PVC-affald, der har været indsamlet fra erhverv siden 1992, har enten været deponeret i en særlig celle på AV-Miljø med henblik på, at affaldet på et senere tidspunkt kan føres til anden behandling i form af genanvendelse, eller indsamlet via WUPPI ordningen, der dog kun tager visse PVC produkter til genanvendelse. På den baggrund kan det blive aktuelt at revidere målene for indsamlede mængder. Dette gælder ikke alene Københavns Kommune, da det forventes at Miljøstyrelsen også vil revidere potentialet på baggrund af tilbagemeldingerne fra kommunerne om, at man har svært ved at finde mængderne. Regeringens affaldsplan (Affald 21) vurderede, at der årligt produceres ca. 34.000 tons PVC-affald. Heraf ca. 10.000 tons fra bygge- og anlægssektoren, ca. 14.000 tons fra øvrige erhverv og ca. 10.000 tons fra husholdninger.
Det indsamlede PVC til genbrug fra forsøget står p.t. i containere hos R98 og afventer afsættelse. Deponifraktionerne er afleveret til AV-Miljø.
Vedtagelsen af permanent indsamling af PVC og imprægneret træ i villaområder kræver ændring af de "Særlige bestemmelser for indsamling af storskrald" samt "Særlige bestemmelser for indsamling af PVC-affald og imprægneret træ". Ændringerne vil blive forelagt Miljø- og Forsyningsudvalget snarest.
MILJØVURDERING
Ved at udsortere PVC og imprægneret træ, reduceres mængden af miljøbelastende stoffer, bl.a. tungmetaller, i slaggen, så den nemmere kan genanvendes. Mængden af restprodukter fra forbrændingsanlæggene mindskes, idet dannelsen af saltsyre og dioxin mindskes, når PVC udsorteres.
Ved udsorteringen af imprægneret træ og PVC til deponi opnås affaldsfraktioner, der midlertidigt deponeres indtil specialbehandling kan finde sted.
Ved udsortering af PVC til genanvendelse opnås en bedre udnyttelse af ressourcerne.
Trafikbelasningen ved indsamlingen forsøges minimeret mest muligt ved, at det kun er adresser, der har affald, der køres til. Der kan således laves en optimal kørselsplanlægning.
ØKONOMI
Iværksættelsen af separat indsamling af PVC og imprægneret træ i villaområder og omlægning af forsøg i etageejendomme med indsamling af PVC medfører ikke omkostninger for Københavns Kommune, idet udgifterne finansieres over renovationsgebyret. R 98 har budgetmæssigt taget højde for indsamlingen i 2002 og 2003. I budget 2002 er der afsat kr. 867.000,- og i 2003 er udgifterne anslået til kr. 579.000,- for den foreslåede indsamlingsordning. For 2003 vil det svare til 0,13% af R98's samlede forventede takstprovenu på 459,4 mio. kr.
HØRING
Forslaget har været forelagt R98, der ikke har haft bemærkninger.
BILAG
"Afrapportering af forsøg med indsamling af PVC og imprægneret træ" (R98, januar 2002).
Peter Elsman
/Jørgen Høg