Amternes miljøportalprojekt
Amternes miljøportalprojekt
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 14. juni 2004
18. Amternes miljøportalprojekt
MFU 159/2004
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,
at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender, at Miljøkontrollen trækker sig ud af samarbejdet med amterne om at lave en Miljøportal.
RESUME
I 2002 begyndte Miljøportalsamarbejdet mellem staten, Amtsrådsforeningen, de 14 amter i Danmark samt Frederiksberg og Københavns Kommuner.
Formålet med en Miljøportal var først og fremmest rettet mod miljøforvaltningen ved, at den skulle smidiggøre indberetningen til staten. Samtidigt kunne man skabe nye muligheder for at give danskerne adgang til oplysninger om miljøets tilstand.
Forudsætningerne for arbejdet har dog ændret sig væsentligt siden 2002, hvilket har medført en stigende usikkerhed om projektets organisering, resultat og økonomi.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Viden om miljøets tilstand og udvikling skabes på baggrund af miljødata. Disse data indsamles af kommunerne og amterne i Danmark og indberettes til staten, der sammenstiller dem og offentliggør dem i rapportform.
Den øgede brug af IT, ønsket om videndeling og intentionerne bag Århuskonventionen har medført et behov for at finde en anden måde at håndtere miljødata på. Ved at vælge en offentlig tilgængelig internetbaseret platform, en Miljøportal, vil dette behov blive dækket.
I februar 2002 begyndte tankerne om en landsdækkende Miljøportal at samle sig i et egentligt projektarbejde hos de 14 amter i Danmark, staten samt Frederiksberg og Københavns Kommuner.
Formålet med en Miljøportal var først og fremmest rettet mod miljøforvaltningen, der ville få fordel af
- en mere smidig indberetning af data til staten.
- et medie til fremme af den digitale forvaltning.
- en mulighed for at højne datakvaliteten, når data nu skal tilpasses en portal.
- en lettere udveksling af data over både administrative og faglige grænser. For med en Miljøportal kan data udveksles både mellem ens forvaltningsområder i kommuner, amter og staten, og mellem forskellige forvaltningsområder.
Samtidigt kunne man skabe nye muligheder for at give danskerne adgang til oplysninger om miljøets tilstand. Tilmed kunne det gøres på en måde, så alle oplever en ensartet præsentation af emnet.
Resultatet blev "Miljøportalprojektet", der er organiseret og placeret i Amtsrådsforeningen. Udover selve projektets medarbejdere deltager amterne og Miljøkontrollen ved at stille medarbejdere med relevante kvalifikationer til rådighed for projektets arbejdsgrupper.
På baggrund af projektets gode formål og med udsigt til, at det økonomiske bidrag ville blive 233.000 kr. fordelt over 3 år, valgte Miljøkontrollen at deltage i Miljøportalprojektet. Miljøkontrollen har fundet beløbet indenfor eget budget.
Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil
Siden projektets start har forudsætningerne for samarbejdet dog ændret sig på 3 væsentlige punkter:
- Staten trak sig fra projektet i sommeren 2003. Herved blev projektet dels forsinket og dels dyrere.
- Udbudsrunden blev forlænget og har resulteret i en dyrere og ringere løsning.
- Selvom vi ikke kender den endelige udformning af den nye kommunalstruktur, medfører den formentligt i alle tilfælde, at dataopgaven ikke vil vedblive at have samme omfang for Miljøkontrollen.
Det oprindelige budget medførte en udgift for Miljøkontrollen på 233.000 kr. Efter staten har trukket sig, og udbudet er overstået, er Miljøkontrollens andel steget til 699.000 kr.
Miljøkontrollens økonomiske andel er altså steget til det tredobbelte. Dertil er driftsudgifterne først nu lagt frem. Det ser ud til, at de vil give Miljøkontrollen en årlig udgift på omkring 75.000 kr.
Det er Miljøkontrollens vurdering, at der er alt for stor risiko for, at projektet fortsat vil stige i pris, og at kvaliteten ikke bliver som ønsket. Derfor finder vi ikke længere, at prisen stemmer overens med det udbytte, vi vil få.
Konsekvensen af den kommende nye kommunalstruktur bliver formentlig, at Københavns Kommune mister sine dataopgaver enten til staten eller til en evt. regional enhed. Set i det lys har Københavns Kommune heller ikke tilstrækkelig fordele af Miljøportalprojektet.
De miljødata som Miljøkontrollen i dag og evt. i fremtiden skal indberette, kan vi indberette som hidtil. Konvertering til eventuelt andre indberetningsformater vurderes at være en billigere og stadig operationel løsning. Betjening af borgere og virksomheder vil fortsat kunne ske via Miljøkontrollens egen hjemmeside.
MILJØVURDERING
Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.
ØKONOMI
Hidtil har Miljøkontrollen betalt 116.876 kr. for sin deltagelse i projektet i 2003. For 2004 er det budgetteret, at Miljøkontrollen skal betale 169.071 kr. Trækker vi os ud af Miljøportalprojektet nu, vil der efter forhandling søges aftalt en reduceret betaling for 2004.
Deltager Miljøkontrollen ikke i Miljøportalprojektet, vil Miljøkontrollen skulle betale for, at data kan blive konverteret og overført til staten. Betaling for dette vurderes at være mindre end for deltagelse i Miljøportalprojektet. Miljøkontrollen afholder betalingen indenfor eget budget.
HØRING
Ingen bemærkninger.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen bemærkninger.
BILAG
Ingen.
Hjalte Aaberg / Henrik Winther Nielsen