Mødedato: 14.06.2004, kl. 14:30

Udskiftning af fjernkontrol system i 132/30 kV koblingsstationerne og omlægning af gammelt alarmovervågningssystem

Udskiftning af fjernkontrol system i 132/30 kV koblingsstationerne og omlægning af gammelt alarmovervågningssystem

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 14. juni 2004

 

13. Udskiftning af fjernkontrol system i 132/30 kV koblingsstationerne og omlægning af gammelt alarmovervågningssystem

MFU 154/2004

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der meddeles KE en bevilling på 12.5 mio. kr., til udskiftning af fjernkontrol system i 132/30 kV koblingsstationerne og omlægning af gammelt alarmovervågningssystem. Der foretages en omplacering mellem to konti på KE's investeringsplan for 2004, idet der herefter vil kunne anvises kassemæssig dækning på konto 1.02.3.xx, Udskiftning af fjernkontrol HW & SW.

 

RESUME

Både de lokale fjernkontrolsystemer og alarmovervågningssystemerne i de fleste koblingsstationer er i dag så gamle, at det skaber problemer for vedligehold og kan forventes at skabe problemer for driftsstabilitet, hvis de ikke udskiftes.

Samtidig vil et nyt alarmovervågningssystem give anledning til hurtigere udbedring af fejl, med kortere udetider til følge, samt væsentlige driftsbesparelser ved undersøgelse og udbedring af fejlmeldinger.

Derudover vil det være en klar fordel for Driftscentralens løbende overblik og for den efterfølgende granskning af et hændelsesforløb, hvis alle alarmer overføres til Driftscentralens overvågningssystem, KOBKON, hvor de både kan ses på skærm og følges i en elektronisk log med tidsangivelse.

Investeringen er med på forslaget til investeringsplanen for 2005 - 2008 med konto 1.02.3.17, 'Udskiftning af fjernkontrol HW & SW'.

 

SAGSBESKRIVELSE

På en række koblingsstationer er fjernkontrolsystemet og alarmovervågningssystemet baseret på et forældet system, hvor de ældste dele er fra 1981. Systemerne var oprindeligt projekteret med en levetid på ca. 15 år, men har i praksis vist sig at kunne opretholde funktionaliteten længere. Nu er der imidlertid problemer med at holde systemerne kørende, idet reservedelene skal specialfremstilles og en enkelt central del (CPU'en) f.eks. slet ikke kan skaffes.

Dette skaber store vanskeligheder ved vedligehold, og vurderes at give anledning til ustabil drift og reduceret forsyningssikkerhed, hvis systemerne ikke udskiftes.

Samtidig er det nuværende alarmovervågningssystem, på flere af koblingsstationerne, uhensigtsmæssigt, idet systemet ikke skelner imellem forskellige typer af alarmer, således at det entydigt kan fastslås, hvilken type fejl der har udløst alarmen. Det betyder, at det altid er nødvendigt at sende teknikere ud til koblingsstationen for at fastslå hvilken fejltype der har udløst alarmen. Nogle fejltyper kræver ikke nødvendigvis at der sendes teknikere ud til koblingsstationen inden alarmen kan afstilles.

Udskiftning af alarmovervågningssystemet vil give anledning til væsentlige driftsbesparelser i forbindelse med undersøgelse og udbedringer af alarmer. Et nyt alarmovervågningssystem vil entydigt kunne fastslå, hvilken fejltype der har udløst alarmen. Det vil medføre en reduktion i udetiden og i driftsomkostningerne, da fejlen hurtigere vil kunne findes og fordi det ikke altid vil være nødvendigt at sende teknikere ud til koblingsstationerne.

En samtidig udskiftning af fjernkontrolsystemet og alarmovervågningssystemet vil give mulighed for at afstille alarmerne, i de tilfælde hvor det ikke er nødvendigt at sende teknikere ud til koblingsstationen. En udskiftning vil ligeledes give mulighed for at alle alarmer kan samles i Driftscentralens fjernstyringsanlæg for elektriske anlæg, KOBKON, hvilket væsentligt vil forbedre Driftscentralens overblik og forbedre opsamlingen af erfaringer fra de enkelte fejlsituationer.

Projektet gennemføres i samarbejde mellem Københavns Energi og KE Transmission, idet ejergrænsen mellem de to net findes i koblingsstationerne. Det vil være økonomisk og teknisk uhensigtsmæssigt at gennemføre to separate projekter. Der er udarbejdet en fordelingsnøgle for omkostningerne, i forhold til hvor mange felter der ejes af de enkelte selskaber. De samlede udgifter til projektet er budgetteret til 17 mio. kr., der fordeles således at KE betaler 12,5 mio. kr. og KE Transmission betaler 4,5 mio. kr.

 

Projektet

Udskiftning af det lokale fjernkontrolsystem på koblingsstationerne og omlægning af alarmovervågningssystemet vil med fordel kunne gennemføres samtidig på de enkelte koblingsstationer.

Der etableres et lokalt stationskontrolsystem, som erstatter den nuværende tavlebetjening.

Fjernkontrolsystemet på koblingsstationerne og moderne beskyttelsesrelæer tilsluttes det lokale stationskontrolsystem. KOBKON kommunikerer med det lokale stationskontrolsystem via lysledernettet og indsamler således stationens signalinformationer via det lokale stationskontrolsystem.

 

Tidsplan

Ombygningerne foretages først i de ældste stationer, hvilket giver anledning til følgende tidplan:

2004 Amager Koblingsstation

2005 Amagerværket, Bellahøj Koblingsstation og H.C. Ørstedværket

2006 Svanemølle Koblingsstation, Svanemølleværket og Vigerslev Koblingsstation

Konsekvenser for borgerne

Udskiftningen af fjernkontrolsystemet og alarmovervågningsystemet vil forbedre forsyningsikkerheden, idet risokoen for udfald af dele af strømforsyningen mindskes. Samtidig sker der et teknologispring, der betyder, at den tid det tager at udbedre fejl reduceres samt, at der kan opnås besparelser på driftsomkostningerne, idet det ikke altid vil være nødvendigt at sende teknikere ud til koblingsstationerne for at afstille alarmer.

ØKONOMI

Udgiften for KE´s andel er budgetteret til (prisniveau maj 2004, ekskl. moms):

Budget

Anlægsudgift kr.

Indkøb, montage mv. i alt

9.900

Projektering

2.100

Uforudsete udgifter

500

Udskiftning, I alt

12.500

Kapitalbevillingen søges på baggrund af dette budget og det er på denne baggrund at kapitalregnskabet vil blive udarbejdet.

Udgifterne for det samlede budget påregnes at komme til udbetaling således:

 

2004

2005

2006

I alt t.kr.

2.000

6.000

4.500

Det foreslås, at der foretages en omplacering på investeringsplanen, således at konto 1.02.3.xx 'Udskiftning af fjernkontrol HW & SW' tilføres 2,0 mio. kr. fra konto 01.02.3.98, 'IT udstyr til vagtstation' – idet vagtstationen pr. 1.3. 2004 er flyttet til KE Partner A/S.

For 2005 og 2006 er udgifterne indarbejdet i forslaget til investeringsplan 2005-2008 i budgetforslag 2005.

Beløbet i 2006 er reduceret i forhold til Investeringsoversigten, idet en del af beløbet afholdes i 2004.

Investeringen er med på forslaget til investeringsplanen for 2005 - 2008 med konto 1.02.3.17, 'Udskiftning af fjernkontrol HW & SW'.

MILJØVURDERING

Affald

Alle affaldstyper håndteres og bortskaffes i overensstemmelse med gældende regler i Københavns Kommune.

Støj

Det vurderes, at udskiftningen ikke vil medføre støjgener.

Støv

Det vurderes, at udskiftningen ikke vil medføre støvgener.

Spildevand

Det vurderes, at udskiftningen ikke vil medføre spildevand.

Grønne områder

Det vurderes, at udskiftningen ikke vil medføre ændringer i kvaliteten eller omfanget af grønne områder.

Risikoforhold

Risikoen for, at der i forbindelse med udskiftningen af fjernkontrolsystemet kan ske omfattende forurening af omgivelserne vurderes som lille.

Sundhed

Det vurderes, at udskiftningen ikke vil påvirke befolkningens sundhed eller velfærd.

Samlet miljøvurdering

Overordnet vurderes udskiftningen som værende med meget ringe miljøpåvirkning.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Gennemførelse af projektet kræver ikke tilladelse i henhold til anden lovgivning.

HØRING

Gennemførsel af projektet kræver ikke høring.

BILAG

-

 

Niels Juul Jensen

/Ole Toft Frederiksen

 

Til top