Udskiftning af iltningsanlægget samt installation af et X-flowfilter på vandværket ved Islevbro
Udskiftning af iltningsanlægget samt installation af et X-flowfilter på vandværket ved Islevbro
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 13. november 2000
7. Udskiftning af iltningsanlægget samt installation af et X-flowfilter på vandværket ved Islevbro
MFU 234/2000 J.nr. V 5210-2/00
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår,
at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender, at der til udskiftning af iltningsanlægget samt installation af et X-flowfilter på vandværket ved Islevbro gives en kapitalbevilling til Københavns Vand på 11,5 mio. kr., og
at sagen videresendes til høring i Økonomiudvalget og til godkendelse i Borgerrepræsentationen.
RESUME
Iltningsanlægget på Vandværket ved Islevbro, der er opført i sin nuværende form i 1923, foreslås udskiftet til et mere fugt- og støjsvagt anlæg svarende til det anlæg, der blev installeret på Vandværket ved Thorsbro i 1986. Vandværket er herudover generelt i tilfredsstillende stand, både hvad angår bygninger, maskiner og behandlingsanlæg, og vil kunne fungere mange årtier endnu på et kvalitativt højt niveau.
Samtidigt foreslås installeret et permanent X-flow anlæg til rensning af filterskyllevandet, hvorved værkets forbrug af servicevand nedbringes og indvindingen af grundvand dermed kan reduceres.
SAGSBESKRIVELSE
Nyt iltningsanlæg.
Iltningsanlægget på Islevbro stammer fra 1923 og er et såkaldt bakkerislingsanlæg.
Et bakkerislingsanlæg fungerer ved at vandet ledes ud over nogle perforerede bakker, hvor vandet i tynde stråler løber ned gennem perforeringerne. På denne måde optager vandet luftens ilt, som skal benyttes til at omdanne indholdet af jern til okker der bundfældes i reaktionsbassiner og siden hen fjernes af filtrene. Dette anlæg er idag tjenligt til udskiftning på grund af slid og tæring.
Islevbro Vandværk er i øvrigt generelt i tilfredsstillende stand, både hvad angår bygninger, maskiner og behandlingsanlæg. Anlægget vil kunne fungere mange årtier endnu på et kvalitativt højt niveau.
I 1988 opbyggedes en forsøgsopstilling med et kombineret bakke-plade-iltnings-anlæg, som har fungeret indtil nu. Ved et pladerislingsanlæg løber vandet ned ad lodret hængende bølgeplader i en tynd film og optager på denne måde luftens ilt.
I 1998 blev der udført en undersøgelse til belysning af økonomi, brugervenlighed og miljømæssige forhold af 4 typer iltningsanlæg, hvori de to ovennævnte indgik. Resultatet blev, at et lukket pladerisleanlæg som på Værket ved Thorsbro blev anset for det mest optimale. I et sådant anlæg foregår iltningen af vandet i lukkede "reoler" og reaktionen foregår i overdækkede beholdere. Denne løsning er mere hygiejnisk, meget støjsvag og afgiver ikke fugt til rummet, som således ikke løbende nedbrydes.
En i 1999-2000 foretaget vurdering af spørgsmålet om bibeholdelse eller nedlæggelse af Islevbro har vist, at det økonomisk er det mest fordelagtige at fortsætte driften af Islevbro og herunder modernisere værkets iltningsanlæg. Alternativet ville være at behandle råvandet fra de til værket hørende kildepladser på andre værker, f.eks. Søndersø. Omkostningerne ved etablering af ledninger m.m. overstiger imidlertid betydeligt udgiften til renovering af iltningsanlægget. Hertil indgår i vurderingen, at Islevbro udgør en væsentlig faktor i sikringen af drikkevandsforsyningen til byen. Der ønskes derfor etableret 3 bølgepladerisleanlæg med tilhørende installationer og overdækning af reaktionsbassinerne.
X-flowfilter
Med henblik på nedbringelse af værkernes forbrug af servicevand og dermed en reduktion af indvindingen af grundvand er der i de sidste tre år på Værket ved Islevbro udført forsøg med rensning af filterskyllevandet, således at det har kunnet genanvendes i stedet for at blive ledt til kloak. Filteret, et såkaldt X-flowfilter, er et mikrofilter der filtrerer vandet ved hjælp af en membran. Filteret er i denne forsøgsperiode blevet justeret til de bestående forhold og ombygget efter indhøstede erfaringer, således at det anses for økonomisk rentabelt at installere dette permanent, hvilket der bliver mulighed for i forbindelse med ombygningen af iltningsanlægget på Islevbro. Dette X-flow anlæg ønskes således installeret permanent på værket ved Islevbro.
Varetagelse af arbejdet
Entreprenørarbejder vil blive udbudt i licitation, ligeså vil leverancer i det omfang det er muligt. Projekteringen vil blive udført ved ekstern rådgiver.
Den samlede udgift baseret på prisniveau oktober 2000 er anslået til:
Nedrivning, ombygning og øvrige bygningsarbejder 5,6 mio. kr.
Indkøb og installation af nye bølgepladerisleanlæg 2,7 mio. kr.
Installation af X-flow anlæg 0,7 mio. kr.
Projektering ved ekstern rådgiver 1,0 mio. kr.
I alt 10,0 mio. kr.
Uforudsete udgifter 1,5 mio. kr.
Ansøges i alt 11,5 mio. kr.
Udgiften påregnes afholdt i 2000 med 0,5 mio. kr. og med 11,0 mio. kr. i 2001. Kassemæssig dækning kan anvises på Københavns Vands investeringsplan for 2000 under det på konto 01.22.04.3.37 afsatte rådighedsbeløb. For år 2001 er beløbet indarbejdet i budgetforslaget.
-
BILAG VEDLAGT
-
Niels Juul Jensen / Gert Fischer