Mødedato: 13.11.2000, kl. 15:00

Høring vedrørende principper for oprettelse af en central ejendomsenhed

Høring vedrørende principper for oprettelse af en central ejendomsenhed

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 13. november 2000

 

6. Høring vedrørende principper for oprettelse af en central ejendomsenhed

MFU 233/2000 J.nr. F 3100-1/00

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender vedlagte høringssvar som er sendt til Økonomiforvaltningen vedrørende udkast til indstilling og rapporten "Grundprincipper for etablering af en ejendomsenhed i Københavns Kommune":

 

RESUME

Økonomiforvaltningen har sendt en indstilling og en rapport om etablering af en central ejendomsenhed i høring hos kommunens udvalg og bydele. Økonomiforvaltningen anbefaler på baggrund af rapporten, at der etableres en indtægtsdækket, kontraktstyret ejendomsenhed, der skal varetage køb, salg, udlejning, administration, vedligeholdelse og anlæg vedrørende kommunens ejendomme.

Forsyningsvirksomhedernes ejendomme vil ikke blive overført til ejendomsenheden, dels fordi købet af mange af disse ejendomme er finansieret over taksterne og derfor ejes af forsyningsvirksomhederne, dels fordi ejendomsenheden vil koncentrere sig om administrations- og serviceejendomme, snarere end om tekniske anlæg og bygninger.

I høringssvaret tilkendegiver Miljø- og Forsyningsforvaltningen, at man på denne baggrund ikke har bemærkninger til rapporten eller forslaget til indstilling til Økonomiudvalget.

 

SAGSBESKRIVELSE

Økonomiforvaltningen har med brev af 17. oktober 2000 sendt et udkast til en indstilling til Økonomiudvalget og en rapport om principperne for etablering af en central ejendomsenhed i kommunen i høring hos samtlige udvalg og forsøgsbydele. Økonomiforvaltningen har anmodet om bemærkninger senest fredag den 10. november 2000.

Økonomiforvaltningen anbefaler på baggrund af rapporten, at der etableres en indtægtsdækket, kontraktstyret ejendomsenhed, der skal varetage køb, salg, udlejning, administration, vedligeholdelse og anlæg vedrørende kommunens ejendomme.

Forsyningsvirksomhedernes ejendomme vil ikke blive overført til ejendomsenheden.

Dette skyldes dels, at den takstfinansierede del af forsyningsejendommene er erhvervet via borgernes betaling af forbrugsafgifter og at kommunen for en stor dels vedkommende ikke står som juridisk ejer af ejendommene og derfor som udgangspunkt ikke kan udøve en ejers råden over dem (rapportens s. 8).

Når administration og vedligeholdelse af de tekniske anlæg og bygninger fortsat ønskes varetaget i bl.a. Miljø- og Forsyningsforvaltningen skyldes det herudover, at man ønsker at ejendomsenheden skal have en vis ensartethed i opgaveporteføljen, som kun kan opnås, hvis man koncentrerer sig om administrations- og serviceejendomme (rapportens s. 12-13). En sådan opdeling af ejendomsområdet er også foretaget i staten, hvor der ud over Slots- og Ejendomsstyrelsen, som administrerer centraladministrationens lokaler m.m., findes særlige bygningstjenester for henholdsvis Forsvaret og Forskningsministeriet (indstillingens s. 6).

En central ejendomsenhed vil dog skulle overtage de opgaver vedrørende køb og salg af forsyningsvirksomhedernes ejendomme, som i dag varetages af Økonomiforvaltningen (rapportens s. 12).

Idet etableringen af en ejendomsenhed således ikke vurderedes at ville få betydning for Miljø- og Forsyningsforvaltningen, har forvaltningen på egen foranledning stået uden for arbejdet og således ikke deltaget i udarbejdelsen af rapporten.

Økonomiforvaltningen har som nævnt bedt om udvalgets bemærkninger senest den 10. november 2000. For de udvalgs vedkommende, hvor sagen ikke kan nå at blive forelagt for udvalget inden denne frist, har Økonomiforvaltningen bedt forvaltningerne om at afgive høringssvar med forbehold for udvalgets efterfølgende godkendelse.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen har ved fristens udløb meddelt Økonomiforvaltningen, at forvaltningen på baggrund af de ovenstående betragtninger ikke har bemærkninger til forslaget til indstilling eller rapporten, og foreslår, at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender høringssvaret.

 

BILAG VEDLAGT

Høringsskrivelse af 17. oktober 2000, bilagt

- udkast til indstilling om etablering af en ejendomsenhed og

- rapport af 17. oktober om grundprincipper for etablering af en ejendomsenhed.

Skrivelse af 19. oktober 2000 vedrørende udskydelse af fristen for høringssvar.

Udkast til Miljø- og Forsyningsforvaltningens høringssvar, der ventes afgivet ved høringsfristens udløb den 10. november 2000.

 

Niels Juul Jensen / Jens Balslev

 

 

Til top