Mødedato: 13.11.2000, kl. 15:00

Evaluering af miljøfestival

Evaluering af miljøfestival

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 13. november 2000

 

10. Evaluering af miljøfestival

MFU 239/2000 J.nr. M 1800-11/00

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller

At Miljø- og Forsyningsudvalget drøfter vedlagte notat vedrørende evaluering af Miljøfestival 2000 og udbytte i forhold til Europas Miljøhovedstad.

 

RESUME

Miljøfestival 2000, blev afviklet fra den 6. til den 11. juni. I det vedlagte notat evaluerer Miljøkontrollen festivalen i forhold til opstillede succeskriterier og udbyttet i forhold til at København ønsker at blive Europas miljøhovedstad. Derudover har der til brug for evalueringen været gennemført en ekstern evaluering af festivalens forløb.

Det fremgår af evalueringen, at københavnske borgere og virksomheder har fået kendskab til festivalen primært gennem medierne. Mediedækningen af festivalen har været tilfredsstillende, idet både de elektroniske og de skrevne medier har sikret en bred dækning.

Kendskab til festivalen skabt ved markedsføring ved plakater, pjecer m.v. vurderes ligeledes i vedlagte notat at have været tilfredsstillende. Markedsføringsindsatsen i år har været forøget i forhold til i 1999.

Københavnerne har deltaget i festivalen i rimeligt omfang på Kongens Nytorv (arrangementer specielt for børn) og i Øksnehallen (grønne udstillinger).

På Rådhuspladsen (glashus og forsyningspavilloner) var der mange forbipasserende, som "stak hovedet ind", men desværre druknede åbningen i vand. På Højbro Plads (faglige oplæg i telt) var deltagelsen meget begrænset bortset fra grønt modeshow. De to første dage af festivalen var vejret meget dårligt. Det påvirkede deltagelsen.

Notatet opridser en række mål for kommunens arbejde med projektet København Europas Miljøhovedstad. Miljøfestival 2000 har understøttet hovedparten af disse mål, herunder især målet om at sikre information til borgerne om byens miljøforhold. Et mål for Europas Miljøhovedstad om at informere europæiske beslutningstagere om miljøaktiviteter i København har kun i begrænset omfang været understøttet af festivalen.

 

SAGSBESKRIVELSE

Københavns Miljøfestival 2000 blev afviklet i perioden den 6. til den 11. juni. I det vedlagte notat beskrives forløbet og udbyttet af festivalen i forhold til en række opstillede succeskriterier, og i forhold til en række mål for arbejdet i kommunen med projektet København Europas Miljøhovedstad. Endvidere beskrives resultatet af en ekstern evaluering af festivalen.

ØKONOMI

-

ANDRE KONSEKVENSER

-

HØRING

-

BILAG

Notat om Evaluering af Miljøfestival 2000 og udbytte i forhold til Europas Miljøhovedstad

Niels Juul Jensen / Jørgen Høg

 

 

Til top