Mødedato: 13.05.2002, kl. 15:00

Godkendelse af I/S Miljølaboratoriet Storkøbenhavns erhvervelse af fast ejendom

Godkendelse af I/S Miljølaboratoriet Storkøbenhavns erhvervelse af fast ejendom

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 13. maj 2002

 

6. Godkendelse af I/S Miljølaboratoriet Storkøbenhavns erhvervelse af fast ejendom

MFU 163/2002 J.nr. 115/2002

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller at Miljø- og Forsyningsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at godkende, at I/S Miljølaboratoriet Storkøbenhavn erhverver ejendommen Ørnebjergvej 1, 2600 Glostrup, for 9,3 mio. kr. og optager lån på 9 mio.kr. til finansiering af købet.

RESUME

I/S Miljølaboratoriet Storkøbenhavn har samlet alle aktiviteter på adressen Ørnebjergvej 1 i Glostrup, som interessentskabet har lejet siden den 1. januar 2000. Ejendommen ejes af en række kommuner, som tidligere havde en fælleskommunal levnedsmiddelkontrol på ejendommen.

Købet af ejendommen vil på årsbasis forbedre selskabets regnskab med ca. 650.000 kr. og give en likviditetsmæssig forbedring på ca. 300.000 kr. om året.

Købsprisen er aftalt til 9,3 mio. kr. kontant. Beløbet svarer til den seneste offentlige vurdering.

Købet finansieres ved en kontant udbetaling på 300.000 kr. samt optagelse af et obligationslån i Kommunekredit på 9 mio. kr. Indenrigsministeriet har meddelt Miljølaboratoriet dispensation fra kommunernes låneramme for 2002 på 9 mio.kr. Lånet vil derfor ikke påvirke interessentkommunernes låneramme.

 

SAGSBESKRIVELSE

I/S Miljølaboratoriet Storkøbenhavn har med skrivelse af 18. april 2002 anmodet om godkendelse af, at interessentskabet erhverver ejendommen Ørnebjergvej 1, 2600 Glostrup. Ifølge § 9, stk. 9 i selskabets vedtægt skal optagelse af lån på mere end 1 mio. kr. samt erhvervelse af fast ejendom, godkendes af samtlige interessenters kommunalbestyrelser.

Miljølaboratoriets repræsentantskab har den 11. april 2002 behandlet købet af ejendommen og har anbefalet, at sagen fremsendes til interessentkommunerne til godkendelse.

Miljølaboratoriet har som led i en effektivisering af driften og en nedbringelse af omkostningerne, samlet alle aktiviteter på en adresse. Ejendommen på Ørnebjergvej i Glostrup ejes i fællesskab af følgende kommuner: Albertslund, Brøndby, Glostrup, Hvidovre, Høje-Taastrup, Rødovre og Vallensbæk. Før sammenlægningen af de fælleskommunale laboratorier drev disse kommuner en fælleskommunal levnedsmiddelkontrol på adressen. Kommunerne har tilbudt, at Miljølaboratoriet kan erhverve ejendommen for en pris, der svarer til den seneste offentlige ejendomsvurdering på 9,3 mio. kr.

Den offentlige vurdering er nedsat med 680.000 kr. som følge af en kendt og registreret forurening af grunden. Grunden er af Københavns Amt registreret på Videnniveau 2 efter Lov om Jordforurening og er prioriteret til omrensning i 2014. Ejendommen har været gennemgået og vurderet af en ejendomsmægler i juni 1999. Den kontante handelsværdi blev dengang fastsat til 8,3 mio. kr. I 1999 var den offentlige vurdering 8 mio. kr.

Miljølaboratoriets ledelse vurderer, at et køb af ejendommen finansieret ved optagelse af lån, på årsbasis vil forbedre selskabets regnskab med ca. 650.000 kr. og give en likviditetsmæssig forbedring på ca. 300.000 kr. årligt. Det anses for en væsentlig forbedring af interessentskabets økonomi. Et køb af ejendommen vil desuden gøre det nemmere at foretage nødvendige bygningsmæssige ændringer.

Købet finansieres ved en kontant udbetaling på 300.000 kr. samt ved optagelse af et konvertibelt 20-årigt obligationslån i Kommunekredit på 9 mio. kr. Indenrigsministeriet har meddelt Miljølaboratoriet dispensation fra kommunernes låneramme for 2002 på 9 mio.kr. Lånet vil derfor ikke påvirke interessentkommunernes låneramme.

ØKONOMI

Da Indenrigs- og Sundhedsministeriet har meddelt Miljølaboratoriet dispensation fra kommunernes låneramme, vil optagelse af lånet ikke påvirke den kommunale låneramme.

 

Peter Elsman

/ Jens Purup

 

 

Til top