Mødedato: 12.11.2001, kl. 15:00

Redegørelse om status for "Retningslinier vedrørende miljømæssige forhold ved udendørs musikarrangementer og lignende"

Redegørelse om status for "Retningslinier vedrørende miljømæssige forhold ved udendørs musikarrangementer og lignende"

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 12. november 2001

 

3. Redegørelse om status for "Retningslinier vedrørende miljømæssige forhold ved udendørs musikarrangementer og lignende"

MFU 258/2001 J.nr. M 4500-1/01

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår,

at Miljø- og Forsyningsudvalget tager denne redegørelse til efterretning.

RESUME

Miljø- og Forsyningsudvalget tiltrådte i sit møde den 22. februar 1999 forslag til "Retningslinier vedrørende miljømæssige forhold ved udendørs musikarrangementer og lignende", bl.a. med bemærkning om, at udvalget løbende skal holdes orienteret om udviklingen.

Miljøkontrollen har i 2001 modtaget én klage over antallet af arrangementer på Trianglen samt en klage over støj fra Pavillonen i Fælledparken. Endvidere er der modtaget klage over andre gener end støj fra beboerne omkring Parken. Københavns Politi har oplyst at man har modtaget 2 klager over musikarrangementer på 5-øren vedrørende andet end støj (parkering, affald mv.) samt 3 klager over forhold som ikke er omfattet af retningslinierne (private gårdfester).

Miljøkontrollen har i forbindelse med tilsyn på 5-øren vurderet, om det er muligt at regulere støjen fra musikken ved at stille krav til lydniveauet målt ved musikernes miksepult. Miljøkontrollen vurderer imidlertid ikke, at dette vil være en hensigtsmæssig løsning, idet forskellige vejrforhold kan medføre overskridelser af det højst acceptable støjniveau ved naboerne. Musikforeningen anvender et lydanlæg med en virkning der svarer til et delayanlæg.

I Parken er der foruden Melodi Grand Prix afholdt tre store koncerter i 2001.

Overdækningen af Parken og især den medfølgende lukning af Parkens nordlige hjørne har medført en reduktion af støjbelastningen på mindst 10 dB, i området omkring Serridslevvej. Miljøkontrollen har ikke kunnet konstatere ændringer i støjbelastningen i andre områder omkring Parken. Miljøkontrollen har ikke modtaget klager over støj fra selve musikarrangementerne i Parken. Til gengæld har Miljøkontrollen modtaget klager over trafik, parkering, affald m.m. i tilknytning til arrangementerne. På den baggrund har Miljø- og Forsyningsforvaltningen indledt et samarbejde med Østerbro Bydelsråd, Bygge- og Teknikforvaltningen samt Politiet og beboerne i området for at begrænse generne mest muligt. Miljøkontrollen har endvidere modtaget klager over støj fra nogle af de restauranter, som er placeret i Parkens bygningskompleks.

Miljøkontrollen har ved tilsyn i forbindelse med andre udendørs musikarrangementer konstateret ganske små eller ingen overskridelser af grænseværdierne for støj. De konstaterede overskridelser ligger inden for den usikkerhed der er på sådanne støjmålinger og der er heller ikke modtaget klager i forbindelse med disse.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen vurderer, at der ikke på nuværende tidspunkt er grundlag for at ændre retningslinierne. Det er fortsat forvaltningens opfattelse, at retningslinierne udgør et godt administrationsgrundlag.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Miljø- og Forsyningsudvalget tiltrådte i sit møde den 22. februar 1999 forslag til "Retningslinier vedrørende miljømæssige forhold ved udendørs musikarrangementer og lignende", bl.a. med bemærkning om, at udvalget løbende skal holdes orienteret om udviklingen.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen har i 1999 og 2000 fremsendt redegørelser om de respektive sæsoner. Begge blev taget til efterretning af udvalget. I forbindelse med redegørelsen for 2000 havde Københavnernes Miljøforening foretræde for udvalget, vedrørende arrangementerne på 5-øren.

Københavns Idrætsanlæg har foreslået, at retningslinierne ændres således, at der kan afholdes musikarrangementer i Valby Idrætspark indtil kl. 24.00 i stedet for som nu til kl. 22.00. Miljø- og Forsyningsforvaltningen oplyste i status for sæsonen 2000, at Miljøkontrollen var i dialog med Københavns Idrætsanlæg om forslaget. Miljø- og Forsyningsforvaltningen mener ikke at der på nuværende tidspunkt er grundlag for at ændre retningslinierne. Der har tidligere være støjproblemer i forbindelse med musikarrangementer i Valby Idrætspark.

Klager til Miljøkontrollen

De udendørs musikarrangementer i sæsonen 2001 har givet anledning til følgende reaktioner:

  • Musikforeningen 5-øren har i 2001 afholdt seks arrangementer på Amager Strand. Miljøkontrollen var tilstede ved alle arrangementerne og der blev ikke konstateret overskridelser af retningsliniernes støjkrav. Miljøkontrollen har i 2001 ikke modtaget klager over arrangementerne på 5-øren. Miljøkontrollen er bekendt med, at Københavns Politi har modtaget en klage over andre gener end støj i forbindelse med arrangementerne på 5-øren, bl.a. parkering og affald.

Miljøkontrollen har i forbindelse med tilsynene i 2001 vurderet, om det er muligt at regulere støjgenerne fra musikken ved at stille krav til lydniveauet målt ved musikernes miksepult. Dette i modsætning til den nuværende ordning, hvor der stilles krav til støjniveauet målt ved nærmeste beboelse. Miljøkontrollen vurderer imidlertid ikke, at dette vil være en hensigtsmæssig løsning, idet forskellige vejrforhold kan medføre overskridelser af det højst acceptable støjniveau ved naboerne. Musikforeningen anvender et lydanlæg med en virkning tilsvarende den der kan opnås ved brug af delayanlæg.

  • Miljøkontrollen har modtaget en klage vedrørende støjgener fra musikken i Pavillonen i Fælledparken. Til næste år skifter Pavillonen lejer, og det forventes, at der herefter ikke vil komme klager over arrangementerne..
  • Miljøkontrollen har modtaget en klage over antallet af cirkusarrangementer m.v. på Trianglen. Miljøkontrollen er i dialog med Vej og Park med henblik på flytning af nogle af de arrangementer, der foregår på Trianglen.

Parken

Foruden Melodi Grand Prix er der afholdt tre store koncerter i Parken i 2001.

Miljøkontrollen var tilstede ved koncerterne samt ved prøverne dagen før Melodi Grand Prix. Overdækningen af Parken og især den medfølgende lukning af Parkens nordlige hjørne har medført en reduktion på mindst 10 dB af støjbelastningen i området omkring Serridslevvej, hvor støjen tidligere har været værst. Miljøkontrollen har ikke kunnet konstatere ændringer i støjbelastningen i andre områder omkring Parken, f.eks. Brumleby. Miljøkontrollen har ikke modtaget klager over støj fra selve musikarrangementerne i Parken. Parkens naboer har klaget over støj fra nogle af de restauranter, som er placeret i Parkens bygningskompleks. Miljøkontrollen har endelig modtaget klager over trafik, parkering, affald m.m. i tilknytning til både musikarrangementerne og sportsarrangementerne i Parken. Miljø- og Forsyningsforvaltningen har på denne baggrund indledt et samarbejde med Østerbro Bydelsråd, Bygge- og Teknikforvaltningen, Politiet samt beboerne i området for at begrænse disse gener mest muligt.

Andet

Miljøkontrollen har udover ovennævnte foretaget tilsyn i forbindelse med bl.a. Kulturhavn arrangementet, Jazzfestivalen og musikarrangementer ved Fisketorvet Shopping Center. Der blev konstateret ingen eller meget små overskridelser af grænseværdierne for støj. De konstaterede overskridelser ligger inden for den usikkerhed der er på støjmålinger af denne type. Miljøkontrollen har ikke modtaget klager over arrangementerne.

Konklusion

Miljø- og Forsyningsforvaltningen vurderer, at der ikke er grundlag for at ændre retningslinierne. Det er fortsat forvaltningens opfattelse, at retningslinierne udgør et godt administrationsgrundlag.

Miljøvurdering

Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser, idet det vurderes at der ikke på nuværende tidspunkt er grundlag for at ændre retningslinierne.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Høring

Indstillingen skal ikke i høring

Andre konsekvenser

Der er ingen andre konsekvenser forbundet med indstillingen

BILAG VEDLAGT

Ingen

 

 

Niels Juul Jensen

/ Jørgen Høg

 

 

Til top