Dogme Økologi Projekt for sundhed og økologi på idrætsanlæg
Dogme Økologi Projekt for sundhed og økologi på idrætsanlæg
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 12. september 2005
9. Dogme Økologi Projekt for sundhed og økologi på idrætsanlæg
MFU 210/2005
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen og Sundhedsforvaltningen indstiller,
at Miljø- og Forsyningsudvalget samt Sundheds- og Omsorgsudvalget godkender det skitserede forslag til Dogme Økologi Projekt for sundhed og økologi på idrætsanlæggene: Hyltebjerghallen, Københavns Gokart Bane, Fodboldklubben Skjold samt Atletikklubben Sparta sammen med Østerbro Skøjtehal.
RESUME
Dogme 2000 samarbejdet forpligter Københavns Kommune til at indføre 75 % økologiske fødevarer i kommunale køkkener og kantiner inden udgangen af 2008. For at nå målet har Københavns Kommune allerede igangsat en række projekter. Med dette projekt sættes fokus på et nyt delområde: sundhed og økologi på kommunale idrætsanlæg.
Projektforslaget har tidligere været forelagt Kultur- og Fritidsudvalget som har haft bemærkninger til forslaget. Disse bemærkninger er indarbejdet i det foreliggende projektforslag. I det nye projektforslag er der budgetteret med 600.000 kr. til omlægning af køkkener, inklusiv kortlægning af køkkeners økonomi og ernæring samt kortlægning af målgrupper på de enkelte idrætsanlæg. Derudover er der budgetteret med 200.000 til særlige implementeringsaktiviteter.
Projektet finansieres af midler fra Miljøkontrollen. Der anvendes 800.000 kr. til gennemførelse af projektet i 2005 og 2006. Projektets resultater afrapporteres inden udgangen af 2006. Der anvises kassemæssig dækning på Miljøkontrollens budget under funktion 0.80.1, fælles formål.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Dogme 2000 samarbejdet og Københavns Agen da 21 plan forpligter Københavns Kommune til at indføre 75 % økologiske fødevarer i kommunale køkkener og kantiner inden udgangen af 2008. For at nå målet har Københavns Kommune igangsat en række delprojekter inden for områder som døgn- og daginstitutioner, kantiner og plejehjem.
Med dette projekt sættes fokus på et nyt delområde: Sundhed og økologi på kommunale idrætsanlæg.
Økologi på kommunale
idrætsanlæg
Kultur- og Fritidsforvaltningen har i Grønt Budget lagt op til at indførelse af økologi på idrætsanlæg først påbegyndes i 2008. I dette projekt udvikles et koncept for indførelse af økologi på idrætsanlæg, som kan bidrage til at realisere Kultur- og Fritidsforvaltningens målsætning for 2008.
Projektet har tidligere været forelagt Kultur- og Fritidsudvalget, og indstillingen er tilrettet de bemærkninger, som er fremkommet i denne forbindelse.
Formålet med projektet er følgende:
· I samarbejde med ansatte og brugere at omlægge madtilbuddet på café- og restaurantlignende køkkener på 4 idrætsanlæg
· At udvikle et koncept for omlægning af madtilbuddet i de resterende idrætsanlæg i Københavns Kommune
· At sætte sundhed og økologi på dagsorden hos brugere på idrætsanlæg
Projektet har fokus på udvikling af madtilbuddet gennem uddannelse og rådgivning af køkkenpersonalet på café- og restaurantlignende køkkener på 4 idrætsanlæg. Som led i omlægningen af køkkenerne sættes fokus på en lokal forankring af kommunens målsætning om, at madtilbuddet i de kommunale institutioner er mindst 75 % økologisk. Sikringen af den lokale opbakning til projektet fastlægges i dialog med brugerne og ansatte på idrætsanlæggene.
I Københavns Kommune findes ca. 50 idrætsanlæg, som alle hører ind under Københavns Idrætsanlæg (KI) og Kultur- og Fritidsforvaltningen. På mange af disse idrætsanlæg er der mulighed for at købe mad i større eller mindre omfang fra kantiner eller cafélignende køkkener. Kun få anlæg har tilbud om sunde alternativer til pølser, pomfritter, burgere og toast. Der er derfor god grund til at sætte fokus på at forbedre og udvikle det madtilbud, som tilbydes de mange brugere herunder børn og unge, som dagligt færdes på de offentlige idrætsanlæg.
Udvikling af
madtilbuddet i køkkener på idrætsanlæg er et tilbud til de anlæg, som har en
positiv interesse for at udvikle det nuværende udvalg af mad til brugerne. Der
er således tale om en frivillig deltagelse i projektet.
Miljøkontrollen har i samarbejde med KI kontaktet en række forskellige idrætsanlæg. Der har generelt været en positiv interesse, og 4 idrætsanlæg har givet tilsagn om, at de ønsker at deltage i projektet:
· Fodboldklubben Skjold og atletikklubben Sparta (Østerbro)
· Østerbro Skøjtehal
· Hyltebjerghallen (Vanløse)
· Københavns Gokart Bane (Amager)
Kriteriet for valg af anlæg har været følgende:
· Potentiel interesse fra brugerbestyrelser og forpagter for ændringer af det nuværende madtilbud, herunder interesse for at arbejde med opstilling af en sundhedspolitik for anlægget
· Potentielle målgrupper i brugerkredsen, som vurderes at have en særlig interesse i sund økologisk mad
· Anlæg, hvor det er realistisk at gennemføre en omlægning både fysisk og økonomisk
· Forskellige madtilbud på de deltagende anlæg
De 4 anlæg, som har givet tilsagn om deltagelse, er meget forskellige med hensyn til antallet og sammensætning af brugergrupper på anlæggene samt omfang af salg og produktion af mad.
For at sikre projektets succes sættes fokus på brugerne som
led i afsætningen af de nye økologiske madtilbud. På mange idrætsanlæg findes ikke en klar og entydig organisationsstruktur
med ledelse og ansatte, som kan implementere og bære idéen om sund økologisk
mad igennem til brugerne. Idrætsanlæggene er alle kendetegnet ved forskellige
målgrupper med hver deres specifikke ønsker, interesser og behov, både til den
mad som serveres men også til den øvrige anvendelse af idrætsanlægget. Forankring
af sundhed og økologi som et positivt alternativ til det almindelige madtilbud
går derfor gennem en god og konstruktiv dialog og kontakt med de forskellige
målgrupper. I projektet afsættes derfor midler til gennemførelse af særlige
implementeringsaktiviteter.
Projektets
resultater afrapporteres inden udgangen af 2006.
Konsekvenser for
borgerne
Der er mange årsager til, at man som borger kommer på offentlige idrætsanlæg. Mange vil gerne have et sundere liv, mens det for andre primært handler om andre forhold som f.eks. sociale relationer, forældre/pårørende til børn og unge, som publikum til stævner m.m.
For den enkelte borger er der flere gevinster. Økologisk mad indeholder færre tilsætningsstoffer og kemikalier. Desuden sættes i projektet fokus på den kulinariske og ernæringsmæssige sammensætning i de udbudte måltider, hvilket for den enkelte kan bidrage til en større indsigt i egen kost og ernæring.
ØKONOMI
Miljø- og Forsyningsudvalgets besluttede i 2004 at anvende overførslen af et mindreforbrug (jf. MFU 150/2004) på 800.000 kr. fra 2003 til 2004 til et projekt om sund økologisk mad på idrætsanlæg. Midlerne er ved BR393/2005 overført fra 2004 til 2005 med henblik på gennemførelse af projektet. Midlerne i projektet vil blive anvendt som følgende:
Budgetramme:
Områder: |
Økonomi 2005 |
Økonomi 2006 |
Kortlægning af køkkenernes økonomi og ernæring samt kortlægning af målgrupper på de enkelte idrætsanlæg Uddannelse, omlægning og rådgivning af 4 køkkener |
200.000 kr. |
400.000 kr. |
Særlige implementeringsaktiviteter |
50.000 kr. |
150.000 kr. |
I alt |
250.000 kr. |
550.000 kr. |
Miljøkontrollen vil til sin tid søge om at få overført mindreforbruget i 2005 vedrørende projektet – som således forventes at blive i størrelsesordenen 550.000 kr. - til 2006.
Udgifterne til projektet afholdes af Miljøkontrollens budget på funktion 0.80.1.
MILJØVURDERING
Indstillingen er
miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af forvaltningens positivliste.
Til sagstypen er
knyttet følgende miljømål:
Fej for egen dør:
"Mindst 75% af det offentlige fødevareforbrug
skal være økologisk inden udgangen af
Forankring af miljø:
"Informere om miljøforhold, demonstrere
handlemuligheder og skabe gunstige betingelser for borgere og erhverv til at
integrere miljø i daglige handlinger, så borgere og erhvervslivet tager
medansvar for byens udvikling"
Projektet om sundhed
og økologi på idrætsanlæg bidrager målt i kg omlagte fødevarer kun i mindre
omfang til en realisering af kommunens Dogme- og Agenda 21
mål, om at mindst 75% af det offentlige fødevareforbrug skal være
økologisk inden udgangen af 2008. Ét af formålene med projektet er desuden at
udvikle et koncept for, hvordan omlægning af kantinemaden på de resterende
idrætsanlæg kan finde sted. På sigt vil dette kunne bidrage i positiv retning
til at realisere kommunens miljømål.
Et andet formål med
projektet er at sætte sundhed og økologi på dagsorden hos brugerne af anlægget,
således at der udvikles en positiv holdning til økologi og dermed
adfærdsændringer i indkøbsmønstre. Dermed vurderes projektet at bidrage i positiv
retning til opfyldelse af kommunens miljømål om at integrere miljøet i daglige
handlinger.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen bemærkninger
HØRING
Ingen
BILAG
Bilag 1. Notat om sundhed og økologi på idrætsanlæg
Jesper Fisker Peter Elsman
Sundhedsforvaltningen Miljø- og Forsyningsforvaltningen