Mødedato: 12.08.2002, kl. 14:30

Støjende arbejde ved byggeriet af operahuset

Støjende arbejde ved byggeriet af operahuset

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 12. august 2002

 

 

11.      Støjende arbejde ved byggeriet af operahuset

 

MFU 244/2002  J.nr. 160/2002

 

 

INDSTILLING[pj1] 

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår,

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender, at støjgrænserne i pjecen om miljømæssige forholdsregler ved bygge- og anlægsarbejder fraviges midlertidigt ved byggeriet af den nye opera på Holmen.

 

 

RESUME[pj2] 

Ved operabyggeriet på Holmen skal der foretages glidestøbning af to trappetårne og scenetårn op i en højde af ca. 40 m. Ved glidestøbning skal arbejdet foregå kontinuerligt døgnet rundt bortset fra pauser af hensyn til bl.a. afhærdning af betonen. Det samlede støbearbejde er planlagt til at strække sig over 2½ måned, og entreprenøren har vurderet, at støjen udvendigt hos naboerne til byggeriet vil være 50-55 dB(A).

Entreprenøren Pihl & Søn A/S har derfor den 2. juli 2002 anmodet Miljøkontrollen om tilladelse til at overskride støjgrænserne i pjecen om miljømæssige forholdsregler ved bygge- og anlægsarbejder i forbindelse med støbning af trappe- og scenetårne. Støjgrænsen uden for normal arbejdstid er 40 dB(A).

Entreprenøren har oplyst, at det er vigtigt for hele byggeprojektet, at arbejdet med glidestøbning kan gå i gang den 12. august 2002. Miljøkontrollen har af hensyn til Miljø- og Forsyningsudvalgets behandling af sagen anmodet firmaet om ikke at starte før tidligst den 13. august. Desuden har Miljøkontrollen anmodet firmaet om at oplyse naboerne om, at Miljø- og Forsyningsudvalget behandler sagen, og at arbejdet vil gå i gang, hvis udvalget vedtager denne indstilling.

Det vurderes, at arbejdet vil medføre støj hos de naboer, som ligger øst for byggeriet langs Takkelloftvej. Det drejer sig om Kunstakademiets Arkitektskole, Kontiki Bar (på en flåde i Magasingraven) og to eller tre private beboelser i Søndre Magasinbygning. Afstanden til byggeriet er ca. 200 m.

Miljøkontrollen vurderer, at den beregnede støj vil svare til et indvendigt støjniveau på ca. 25 dB(A) med blot almindelige termovinduer, der holdes lukkede.

Miljøkontrollen vurderer derfor, at det planlagte arbejde med glidestøbning kan udføres uden væsentlige støjgener for naboerne.

Entreprenøren har oplyst, at der skal vælges en anden støbeproces, hvis grænserne for støj ikke kan fraviges. Ændringen vil medføre forsinkelse og fordyrelse af det samlede byggeri.

På den baggrund foreslår Miljø- og Forsyningsforvaltningen, at Miljø- og Forsyningsudvalget vedtager, at Pihl og Søn midlertidigt kan fravige støjgrænserne i pjecen om bygge- og anlægsaktiviteter i forbindelse med støbning i døgndrift af trappetårne og scenetårn ved operabyggeriet på Holmen.

 


SAGSBESKRIVELSE[pj3] 

Baggrund

Pihl & Søn A/S udfører betonstøbearbejder på byggeriet af operahuset på Holmen. Firmaet har den 2. juli 2002 anmodet Miljøkontrollen om tilladelse til i en periode på ca. 2½ måned at overskride grænseværdierne for støj, som er anført i pjecen om miljømæssige forholdsregler i forbindelse med bygge- og anlægsarbejder i Københavns Kommune. Uden for normal arbejdstid, dvs. hverdage mandag til fredag fra kl. 07.00 til 18.00, må bygge- og anlægsaktiviteter ikke støje mere end 40 dB(A) udvendigt hos nærmeste nabo.

Firmaet skal igangsætte støbning af operahusets scenetårn og to tilhørende trappetårne, som er 40 m høje betonkonstruktioner. Arbejdet skal foregå ved en proces, som kaldes glidestøbning. Det betyder, at en støbeform stilles op, beton og armeringsjern lægges i, hvorefter formen løftes efterhånden som beton og jern fyldes i. Bortset fra nogle perioder med pauser bl.a. af hensyn til betonens afhærdning skal glidestøbning foregå kontinuerligt døgnet rundt. Nogle af pauserne vil blive forsøgt placeret i weekender.

Glidestøbningen skal foregå i to omgange. Først støbes de to trappetårne og den ene væg i scenetårnet op i fuld højde. Dernæst støbes scenetårnets tre øvrige vægge op i fuld højde. I forbindelse med støbearbejdet vil byggekraner hele tiden være i funktion, og der vil forgå vibration af beton. Begge aktiviteter vil medføre støj hos de nærmeste naboer ca. 200 m fra byggeriet. Håndtering af armeringsjern forventes også at bidrage med støj, hvorimod selve jernbindingen erfaringsmæssigt ikke støjer.

Formene til glidestøbningen samles og sættes op på byggepladsen. Efter afslutning tages støbeformene ned igen. Disse arbejdsprocesser forventes at støje. Dog vil støbeformene til den første etape blive samlet inden for normal arbejdstid og vil ikke medføre støjgener for naboerne. Formene til anden etape vil blive samlet, mens den første glidestøbning udføres. Det betyder, at noget af arbejdet vil foregå uden for normal arbejdstid.

Endelig har Pihl & Søn oplyst, at pæleramning, spunsning og lignende meget støjende aktiviteter vil blive udført inden for normal arbejdstid.

Pihl & Søn har oplyst, at man ønsker at igangsætte støbearbejdet den 12. august 2002. Af hensyn til Miljø- og Forsyningsudvalgets behandling af sagen har Miljøkontrollen bedt firmaet om ikke at igangsætte arbejdet før Udvalget har tiltrådt denne indstilling, dvs. tidligst den 13. august.

 

Vurdering af støjforholdene

De planlagte arbejder er af Pihl & Søn vurderet til at medføre et støjniveau hos de nærmeste beboelser på 50-55 dB(A). Vurderingen bygger på simple støjmålinger udvendigt på boligerne i forbindelse med andre sammenlignelige arbejdsprocesser ved operabyggeriet. Miljøkontrollen har ikke bemærkninger til målingerne.

De nærmeste beboelser til operabyggeriet er to eller tre nyindrettede lejligheder i Søndre Magasinbygning langs Takkelloftvej, ca. 200 m fra byggepladsen. I Nordre Magasinbygning ligeledes langs Takkelloftvej ligger Kunstakademiets Arkitektskole. Endelig er der indrettet en restauration, Kontiki Bar, på en flåde i Magasingraven foran Arkitektskolen.

Et udvendigt støjniveau på 55 dB(A) vil med almindelige standard termovinduer betyde ca. 25 dB(A) indvendigt bag lukkede vinduer og døre. Det er et støjniveau, som kan høres, men som samtidigt er så lavt, at Miljøstyrelsen har sat grænsen for, hvor meget f.eks. en restauration må støje indvendigt hos sine naboer ved dette niveau. Miljøkontrollen vurderer ikke, at det er væsentlige støjgener.

Det skønnes ikke, at det planlagte arbejde i døgndrift vil medføre støjgener ved andre beboelser eller virksomheder på Holmen eller på den anden side af havnen i Toldbodgade.

 

Konsekvenser ved andre arbejdsmetoder

Pihl & Søn har oplyst, at der skal anvendes en anden arbejdsform, hvis Miljø- og Forsyningsudvalget beslutter, at vejledningens støjgrænser ikke kan fraviges i forbindelse med støbning af trappe- og scenetårne.

Der skal vælges arbejdsmetoder, som kan indstilles uden for normal arbejdstid, dvs. støbearbejdet vil skulle udføres som såkaldt klatring, som er en langt mere ustabil arbejdsmetode. En klatreforskalling er teknisk set vanskelig p.g.a. scenetårnets udformning med store sceneåbninger. Løft af klatreforskallingen i den store højde medfører desuden sikkerhedsproblemer.

Endelig har entreprenøren oplyst, at støbning ved klatring tager længere tid p.g.a. mange flere delprocesser; en umiddelbar vurdering er den dobbelte tid. Da støbearbejdet samtidigt kun vil kunne foregå i en begrænset del af døgnets timer, vil det medføre en betydelig yderligere forsinkelse. Forsinkelsen vil medføre samlet forsinkelse på operabyggeriet og en økonomisk merudgift, som firmaet ikke kan vurdere størrelsen af.

 

Naboinformation

Pihl & Søn har oplyst, at det af hensyn til hele byggeprojektets tidsplan er vigtigt, at arbejdet med støbning af scenetårn m.v. går i gang som planlagt. Miljøkontrollen har derfor meddelt firmaet, at naboerne, dvs. beboelserne, arkitektskolen og Kontiki Bar, skal informeres om, at Miljø- og Forsyningsudvalget behandler sagen, og at arbejdet vil gå i gang, hvis Udvalget vedtager indstillingen. Informationen skal indeholde oplysninger om arbejdets varighed og beskrivelse af de processer, som kan medføre støj. Informationen skal udsendes senest en uge før arbejdet går i gang.

 

Forslag

På den baggrund foreslår Miljø- og Forsyningsforvaltningen, at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender, at Pihl og Søn midlertidigt kan fravige støjgrænserne i pjecen om bygge- og anlægsaktiviteter i forbindelse med støbning i døgndrift af trappetårne og scenetårn ved operabyggeriet på Holmen.

 

MILJØVURDERING

Det planlagte arbejde med støbning af trappetårne og scenetårn vil medføre overskridelse af vejledningens støjgrænser hos byggeriets naboer i forbindelse med kranarbejde, smedearbejde og vibrering af beton o.lign. på alle tider i døgnet. Hvis døre og vinduer hos naboerne holdes lukkede vurderes det, at der ikke vil være støjgener indendørs.

 

ØKONOMI

Indstillingen har ikke økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

 

HØRING

Indstillingen har ikke været sendt i høring.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Indstillingen har ikke konsekvenser i øvrigt.

 

BILAG VEDLAGT

Ingen bilag.

 

 

 

 

Peter Elsman

 

/ Hjalte Aaberg

 


 


 [pj1]00096073DOC

 [pj2]00096074DOC

 [pj3]00096075DOC

Til top