Blyforurening på Københavns Skyttecenter
Blyforurening på Københavns Skyttecenter
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 11. november 2002
2. Blyforurening på Københavns Skyttecenter
MFU 229/2002
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,
at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender udkast til "Tillæg til miljøgodkendelse af 18. januar 1999 af Københavns Skyttecenter. Ændring af vilkår 3.3 og 4.2".
Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 28. oktober 2002[pj2]
Udsat.
På Københavns Skyttecenter har der frem til 31. december 2000 været anvendt blyhagl på flugtskydningsanlægget. Den eksisterende godkendelse indeholder et vilkår om, at blyforureningen, som skyldes denne anvendelse, skal fjernes senest med udgangen af 2002. I de seneste år er der gennemført undersøgelser af forureningen og af mulighederne for at fjerne den.
I juni 2002 sendte Københavns Idrætsanlæg (Københavns Skyttecenter) ansøgning om ændring af vilkåret om fjernelse af blyforureningen.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen har vurderet risikoen ved at lade blyforureningen ligge. Med den nuværende arealanvendelse vurderes risikoen for mennesker og miljø at være minimal.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen vurderer derfor, at en
udsættelse af oprensningen kan accepteres, indtil skydeaktiviteterne ophører.
Der skal herudover ske en overvågning af forureningen af området.
Baggrund
Københavns Skyttecenter får den første miljøgodkendelse i 1980. I januar 1990 overtager Miljøkontrollen tilsynsforpligtelsen fra Hovedstadsrådet. I revision af godkendelsen i 1991 tidsbegrænses anvendelsen af blyhagl, og der stilles vilkår om oprensning af den forurening, som anvendelsen medfører. Tidsbegrænsningen sættes til 1993 svarende til Miljøministeriets varsling af forbud mod brug af blyhagl. I de efterfølgende år revid-eres vilkåret om tidsbegrænsning løbende som følge af Miljøministeriets dispensationer fra forbudet mod brug af blyhagl.
Anvendelsen af blyhagl ophører 31. december 2000. En
oprydning af arealet viser sig ikke at kunne gennemføres indenfor det fastlagte
tidsrum. Skyttecenteret søger og får derfor tidsforlængelse frem til den 31.
december 2002.
I de seneste år har skyttecenteret undersøgt forureningens
udbredelse og mulighederne for at oprense området.
Disse undersøgelser og en udtalelse fra Embedslægeinstitutionen
om, at de ikke vil modsætte sig, at jorden får lov at blive liggende efter 31.
december 2002, er baggrunden for, at Københavns Idrætsanlæg (Københavns
Skyttecenter) den 4. juni 2002 søger om ændring af vilkåret om oprensning af
blyforureningen ved flugtskydningsanlægget.
Vilkåret ønskes ændret, så oprensningen udsættes indtil
skyttecenteret nedlægges eller flytter fra den nuværende lokalitet.
Uddybning af indstilling og
evt. alternativer hertil
Anvendelsen af blyhagl på skyttecenteret har medført, at et
areal på ca. 80.000 m2 er forurenet med bly. Der vurderes at ligge
ca. 200 tons bly.
Blyet findes spredt på området som blyhagl. En del af
haglene er i tidens løb forvitret. Dele af de øverste jordlag er derfor stærkt
forurenet med bly. Analyser af jordprøver viser et indhold på mellem 20 -
40.000 mg/kg TS. Dette skal ses i forhold til, at kvaliteteskriteriet for jord
ved meget følsom arealanvendelse er 40 mg/kg TS, og at der er fastlagt et
afskæringskriterie på 400 mg/kg TS. Afskæringskriteriet er det niveau, hvor det
er nødvendigt at foretage total afskæring af kontakt med jorden, hvis
anvendelsen er meget følsom (bolig eller lign).
Skyttecenteret har undersøgt mulighederne for oprensning af
blyforureningen. Den løsning der pt. vurderes at være gennemførlig, er en
oprensning, hvor jorden afgraves og deponeres. Ved en oprensning til
kvalitetskriteriet på 40 mg/kg TS er prisen for opgravning og deponering af
jorden vurderet til ca. 13,5 mio. kr. Alternativt til deponering kan jorden
afbrændes hos Kommune Kemi. Prisen for dette vil være væsentlig højere.
Som led i arbejdet har Miljøkontrollen gennemført en
vurdering af risikoen ved at lade den blyforurenede jord ligge.
Risikoen for forurening af grundvand og overfladerecipienter
vurderes at være minimal. Med den nuværende anvendelse af området vurderes der
endvidere at være en minimal risiko for, at forureningen er til fare for
mennesker eller fugle. Hvis området senere øns-kes overført til følsom
anvendelse som boliger eller lignende, vurderer Miljøkontrollen, at en
oprydning er nødvendig.
I udkastet til tillægget til godkendelsen foreslås:
·
at det eksisterende vilkår om oprydning af
blyforurening i nedfaldsområdet ved flugtskydningsanlægget inden den 31.
december 2002 ændres til, at oprydningen skal ske senest et år efter, at
aktiviteterne ved flugtskydningsanlægget ophører, eller hvis Københavns
Skyttecenter ophører eller flytter fra den nuværende lokalitet og
·
at udsættelsen af oprydningen følges af nærmere
fastlagte vilkår om bl.a. overvågning af forureningen i området.
I forbindelse med udarbejdelse af vedlagte udkast til tillæg til miljøgodkendelsen af skyttecenteret er Miljøkontrollen blevet opmærksom på, at der findes en forurening med tjærestoffer fra anvendelsen af lerduer. Ligeledes er det konstateret, at praksis for meddelelse af udledningstilladelser til drænvand er ændret. Skyttecenteret skal derfor have en udledningstilladelse. Miljøkontrollen er i gang med at regulere disse forhold. Reguleringen vil ske, som det er normal praksis indenfor disse områder.
MILJØVURDERING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen vurderer at udsættelse af oprensning af blyforure-ningen ved flugtskydningsanlægget kan ske uden væsentlig risiko for mennesker og miljø.
Skyttecenteret ligger i et område, som ikke er indsatsområde efter jordforurenings-loven. Det betyder, at oprydning af området ikke ville blive prioriteret for midler afsat efter jordforureningsloven. Udsættelse af oprydning strider således ikke imod denne prioritering.
En oprensning af området pt. vil medføre en løsning, hvor jorden opgraves. Dette vil medføre et forbrug af energi til gravearbejde og fragt af den forurenede jord. Det vil endvidere betyde deponering eller afbrænding af ca. 9.200 tons hagl/tørv.
Med udsættelse af oprensningen er det muligt, at der udvikles nye metoder til rensning. Disse metoder kan medføre et mindre energiforbrug. Endvidere er det muligt, at det rensede materiale kan genanvendes, og at der dermed ikke bliver behov for deponering af materiale.
ØKONOMI
Sagen har ingen indflydelse på økonomien i Miljø- og Forsyningsforvaltningen. Udsættelse af oprensningen vil derimod medføre, at Kultur- og Fritidsforvaltningen ikke pt. skal skaffe midler til en oprensning.
HØRING
Sagen har været til høring hos Embedslægeinstitutionen. Embedslægen kan acceptere en udsættelse af oprensningen under forudsætning af, at børn ikke kommer på centret, at området er indhegnet og centrets brugere informeret om forureningen. Dette er indsat som vilkår i revisionen.
ANDRE KONSEKVENSER
Meddelelse af tillægget til miljøgodkendelsen har ingen andre konsekvenser.
BILAG
Tillæg til miljøgodkendelse af 18. januar 1999 af Københavns Skyttecenter. Ændring af vilkår 3.3 og 4.2. Udkast oktober 2002.
Endvidere vil den miljøtekniske beskrivelse og vurdering med begrundelse for fastlæggelse af vilkårene være fremlagt på mødet.
Peter Elsman
/ Hjalte Aaberg