Mødedato: 11.06.2001, kl. 13:00

KE´s bestemmelser for nettilslutning og -adgang til det kollektive elnet og leveringsbestemmelser for bygas og fjernvarme

KE´s bestemmelser for nettilslutning og -adgang til det kollektive elnet og leveringsbestemmelser for bygas og fjernvarme

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 11. juni 2001

 

5. KE´s bestemmelser for nettilslutning og -adgang til det kollektive elnet og leveringsbestemmelser for bygas og fjernvarme

MFU 148/2001 J.nr. B 1100-2/01

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler

at KE's reviderede

    1. "Bestemmelser for nettilslutning og - adgang til det kollektive elnet" (bilag 1),
    2. "Leveringsbestemmelser for bygas" (bilag 2), og,
    3. "Leveringsbestemmelser for fjernvarme" (bilag 3)

godkendes, og

at KE kan foretage efterfølgende mindre justeringer af leveringsbestemmelserne i overensstemmelse med Energitilsynets eventuelle bemærkninger.

RESUME

Blandt andet på grund af den nye elforsyningslov har der været behov for at revidere KE's leveringsbestemmelser for elektricitet. Forslaget tager højde for liberaliseringen af elmarkedet og er baseret på Danske Energiselskabers Forenings (DEF) vejledende bestemmelser. Forslaget skal anmeldes til Energitilsynet.

Det væsentligt nye i forhold til de gældende bestemmelser er, at der i fremtiden er selvstændige bestemmelser for netydelser og for elleverancer.

I den forbindelse er leveringsbestemmelser for levering af henholdsvis bygas og fjernvarme tillige blevet revideret blandt andet for at opnå en ensartethed i KE Forsyningens respektive leveringsbetingelser.

SAGSBESKRIVELSE

1. Netydelser og elleverancer

På grund af elreformen har tilpasning af elområdets leveringsbetingelser været mest påkrævet. Hidtil har leveringsforholdet for netydelse og el mellem KE og kunderne været reguleret af et sæt bestemmelser: "Almindelige Leveringsbestemmelser for elforsyning fra Københavns Belysningsvæsen", senest ændret af Borgerrepræsentationen den 6. december 1999, vedrørende betalingsfrister (MFU 164/1999). Disse bestemmelser tog naturligvis ikke højde for markedsåbningen, forsyningspligtkunden og den frie kunde.

1.1 Forsyningspligtkunderne

Netydelsen skal reguleres af KE Forsyningens "Bestemmelser for nettilslutning og – adgang til det kollektive elnet" jf. bilag 1. Disse bestemmelser tager udgangspunkt i DEF's vejledende netleveringsbestemmelser. Forsyningspligtkunderne, det vil sige de kunder, der endnu ikke frit kan vælge elleverandør eller ikke ønsker at handle frit, får både el og netydelse fra KE, hhv. fra KE Kunde A/S (forsyningspligtselskab) og KE Forsyningen (netvirksomheden). "KE Kunde A/S Leveringsbestemmelser" regulerer elleveranceforholdet mellem forsyningspligtkunden og KE Kunde A/S, jf. bilag 4. Leveringsbestenmmelserne er godkendt af KE Kunde A/S´s bestyrelse og vedlagt til orientering.

1.2 De frie kunder

KE Forsyningen administrerer også netadgangen for de frie kunder. KE Forsyningen vurderer, om den enkelte ansøger opfylder de i Elforsyningsloven angivne krav til at være fri kunde, det vil sige om kravet om et nærmere fastsat årligt elektricitetsforbrug pr. forbrugssted er opfyldt. Opfylder ansøgeren betingelserne, giver KE Forsyningen netadgang. Det juridiske grundlag, der regulerer forholdet mellem KE Forsyningen og den frie kunde, fremgår af en aftale om netadgang, der tager udgangspunkt i kundens særlige forhold og i øvrigt henviser til "Bestemmelser for nettilslutning og – adgang til det kollektive elnet" jf. bilag 1.

Ønsker de frie kunder at udnytte deres ret til frit at handle el via det kommercielle selskab KE Marked A/S, sker dette på grundlag af individuelt forhandlede kontrakter og priser. Til dette formål er der udarbejdet en standard-elleveringsaftale.

2. Leverance bygas og fjernvarme

KE's levering af bygas er hidtil reguleret af "Almindelige leveringsbestemmelser for gasforsyning fra Københavns Belysningsvæsen", 1963. KE's levering af fjernvarme er hidtil reguleret af "Leveringsbestemmelser for fjernvarme", 1995. Begge sæt leveringsbestemmelser er senest ændret 6. december 1999 af Borgerrepræsentationen vedrørende betalingsfrister (MFU 164/1999).

Disse leveringsbestemmelser er blevet justeret og fremgår af henholdsvis "Leveringsbestemmelser for bygas" (bilag 2) og "Leveringsbestemmelser for fjernvarme" (bilag 3). Begge sæt leveringsbestemmelser er nu tidssvarende og enslydende med netleveringsbestemmelserne således, at alle leveringsbestemmelser fremtræder ensartet.

Leveringsbestemmelserne gælder både selve energileverancen og netydelsen, da hverken gas- eller varmemarkedet er liberaliseret endnu. Leveringsbestemmelserne for fjernvarme tager udgangspunkt i Danske Fjernvarmeværkers Forening's vejledende leveringsbestemmelser.

3. Anmeldelse til Energitilsynet

Forslaget til leveringsbestemmelserne skal efter vedtagelse i Borgerrepræsentationen anmeldes til Energitilsynet i overensstemmelse med elforsyningsloven og varmeforsyningsloven. KE indsendte et udkast til netleveringsbestemmelser allerede i oktober 2000 til tilsynets uformelle kommentering.

DEF's forslag til netleveringsbestemmelser er ligeledes sendt til Energitilsynet, men bliver fortsat behandlet. Energitilsynets sekretariat har meddelt, at godkendelsen af disse bestemmelser forventes at afstedkomme visse mindre ændringer. Miljø- og Forsyningsforvaltningen anmoder om godkendelse af, at KE ændrer leveringsbestemmelserne i overensstemmelse med Energitilsynets bemærkninger, hvis der er tale om mindre ændringer.

4. De nye leveringsbestemmelsers indhold og opbygning

De foreslåede leveringsbestemmelser er i overensstemmelse med den praksis, som KE i de senere år har anvendt ved administration /fortolkning i henhold til de gældende bestemmelser.

Alle leveringsbestemmelser har først og fremmest gennemgået en sproglig modernisering, og er nu alle opbygget således, at de fremtræder ens: De første bestemmelser vedrører de specifikke forhold, som gælder for den enkelte forsyningsart. Derudover er det tilstræbt, at de efterfølgende mere almindelige bestemmelser vedrørende blandt andet priser, betaling, ejerskifte, konkurs, ansvar og tvister er ensartede i såvel form som indhold. Det er endvidere tilstræbt, at alle leveringsbestemmelser har et ensartet forord mv.

Priser og gebyrer skal fortsat godkendes særskilt af Borgerrepræsentationen hvert år.

Udover at der er sket en opdeling i en elnetdel og en elleverancedel, er de væsentligste ændringer følgende:

  • Alle energiarter: Borgerrepræsentationen godkendte i henhold til MFU's indstilling 164/1999 6. december 1999

at betalingsfristen for Københavns Belysningsvæsens kunder blev ændret til 21 dage gennem en ændring af leveringsbestemmelserne, og

at samtidighedsbetalingen blev gjort ens for alle kunder og for de tre energiarter og tilpasset betalingsfristen på 21 dage. Denne procedure følges i dag. Betalingsfristen er angivet på de regninger, der sendes ud til KE's kunder. I de nye sæt leveringsbestemmelser fremgår det – i overensstemmelse med DEF's vejledning - at "regningen fra KE skal betales inden for den frist, der er angivet på regningen" jf. pkt. 8.1. Fristen på 21 dage fremgår således ikke direkte af leveringsbestemmelserne, men af regningen. Ændringer i betalingsfrister o.l. der har kommunaløkonomiske konsekvenser skal stadig godkendes af Borgerrepræsentationen. Miljø- og Forsyningsforvaltningen vil i brev til KE gøre særskilt opmærksom herpå.

  • Alle energiarter: KE kan kræve selvaflæsning.
  • Elnet: Opdelingen af netydelse og elleverance medfører, at kunden overfor netselskabet har en oplysningspligt, hver gang der skiftes elleverandør.
  • Bygas: Der er indført krav om, at der er en lovlig og brugbar installation.
  • Fjernvarme: Præcisering af vilkår for tilslutning til fjernvarme, ekstrastik.
  • Bygas og fjernvarme: Der er indført en oplysningspligt hos bygas- og fjernvarmekunder om forurening i forbindelse med kundens etablering af stikledning.

KE Kunde A/S´s leveringsbestemmelser for elektricitet er bygget op efter samme koncept og rummer samme standardbestemmelser, se bilag 4.

5. Den integrerede virksomhed

Efter sammenlægning af Københavns Energi og Københavns Vand vil modtagerne af kommunens netbårne ydelser i fremtiden præsenteres for ét "forsyningsvindue". Det er blevet undersøgt, om det er muligt at udarbejde et sæt generelle leveringsbestemmelser, der også kan omfatte vand og afløb. På det foreliggende grundlag må det dog konkluderes, at den nye virksomheds ydelser både teknisk, økonomisk og reguleringsmæssigt adskiller sig så meget fra hinanden, at en sådan løsning ikke er mulig på kort sigt. Der vil blive arbejdet videre med problemstillingen.

6. Behov for revurdering

I forbindelse med den totale liberalisering af elmarkedet i 2003, kan det blive nødvendigt at revurdere leveringsbestemmelserne.

ØKONOMI

Forslaget medfører ikke ændringer i de økonomiske forhold.

BILAG

Bilag 1 "Bestemmelser for nettilslutning og - adgang til det kollektive elnet",

Bilag 2 "Leveringsbestemmelser for bygas ",

Bilag 3 "Leveringsbestemmelser for fjernvarme"

Bilag 4 KE Kunde A/S "Leveringsbestemmelser for elektricitet"

 

 

Niels Juul Jensen

/ Ole Toft Frederiksen

 

Til top