Fælles pesticidpolitik for kommunerne i Vestegnens Vandsamarbejde
Fælles pesticidpolitik for kommunerne i Vestegnens Vandsamarbejde
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 11. april 2005
8. Fælles pesticidpolitik for kommunerne i Vestegnens Vandsamarbejde
MFU 88/2005
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,
at Miljø- og forsyningsudvalget tilslutter sig den fælles politik for anvendelse af pesticider i kommunalt regí, som bestyrelsen for Vestegnens Vandsamarbejde har foreslået.
RESUME
Københavns Kommune deltager sammen med Albertslund, Brøndby, Glostrup, Hvidovre, Rødovre og Vallensbæk Kommuner i Vestegnens Vandsamarbejde I/S.
Bestyrelsen for Vestegnens Vandsamarbejde har vedtaget et forslag til en fælles pesticidpolitik for medlemskommunerne. Forslaget er nu fremsendt til godkendelse i de enkelte kommuner.
Den fælles pesticidpolitik skal medvirke til at forebygge yderligere forurening med pesticider af grundvandet og dermed modvirke risikoen for nye boringslukninger, hvilket har stor betydning for KE.
Forslaget til fælles pesticidpolitik bygger på de samme principper, som ligger i aftalen mellem Miljøministeren, ARF, KL og de to hovedstadskommuner. Kommuner skal reducere og i princippet helt udfase brugen af pesticider. Det gælder både på de arealer, som kommunen selv bruger, samt på arealer som bortforpagtes.
Hovedformålet med vedtagelsen af en fælles pesticidpolitik er at fastholde fokus på området. Derudover gives der i aftalen nogle mere konkrete retningslinier for håndtering af pesticidpolitikken i forholdt til forpagtningsaftaler.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Københavns Kommune deltager sammen med Albertslund, Brøndby, Glostrup, Hvidovre, Rødovre og Vallensbæk Kommuner i Vestegnens Vandsamarbejde I/S. Bestyrelsen for vandsamarbejdet har i 2004 udarbejdet forslag til en fælles politik for udfasning af kommunernes brug af pesticider. Dette forslag er nu fremsendt til de enkelte kommuner.
Baggrunden for pesticidpolitikken er en fælles opfattelse af, at pesticider erfaringsmæssigt efter en tid kan findes i grundvandet. Forurening med pesticider af grundvandet kan føre til lukning af drikkevandsboringer, således som det allerede sket i flere tilfælde på vestegnen.
For borgerne såvel som for
KE er det af stor betydning, at indsatsen for forebyggelse af forurening af
drikkevandsressourcen fastholdes og forstærkes. Hver gang en drikkevandsboring
må lukkes på grund af forurening, skal der findes nye indvindingsmuligheder.
Dette er særligt vanskeligt i hovedstadsområdet på grund af den allerede
intensive udnyttelse af grundvandsressourcen.
Københavns Kommune
tilsluttede sig i 1998 aftalen mellem Miljøministeren, KL, ARF og Frederiksberg
og Københavns Kommuner om udfasning af brugen af pesticider. Principperne i
vandsamarbej
dets forslag til pesticidpolitik er i overensstemmelse med
principperne i kommunens aftale fra 1998.
Det primære formål med nærværende
aftale er at fastholde fokus på området. Forslaget indeholder en konkretisering
i politikken af, hvordan krav om pesticidfri vedligeholdelse af grønne arealer
gennemføres i forbindelse med bortforpagtninger af kommunal ejendom.
Den foreslåede pesticidpolitik omfatter en tilslutning til følgende retningslinier:
1. I princippet ingen ukrudtsbekæmpelse på kommunale arealer ved hjælp af pesticider.
2. For arealer, hvor en kommune i dag anvender pesticider, opstiller kommunen en plan for ændring i arealvedligeholdelsen, der som slutmål har en total udfasning af brugen af pesticider.
3. Kontrakter om bortforpagtning af kommunal jord skal så vidt muligt indeholde en bestemmelse om, at forpagteren pålægges en pligt til at udnytte arealerne under skyldig hensyntagen til grundvandsdannelsen og grundvandsbeskyttelsen – herunder afstå fra at udbringe, håndtere eller opbevare pesticider. Overtrædelsen af dette anses for en væsentlig misligholdelse af forpagtningskontrakten, der begrunder ophævelse af denne med øjeblikkelig virkning. Kommunerne vil føre tilsyn med, at dette overholdes.
4. Hver kommune udarbejder en plan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo.
Konsekvenser for
borgerne
Kommunens egen pesticidhåndtering ændres ikke som følge af nærværende aftale.
Vilkår om pesticidfri vedligeholdelse i forpagtningsaftaler vil formentligt kunne opfattes som en øget økonomisk belastning. Det må forventes, at vedligeholdelse af grønne arealer uden brug af pesticider vil føre til ændret udseende af disse arealer. Vej & Park vurderer, at indføjelse af vilkår i nye og fornyede kontrakter vil ske ret problemfrit, da der vil være tale om mindre arealer.
Forurening af drikkevandsressourcen med boringslukninger til følge virker alt andet lige fordyrende på produktionen af drikkevand, hvilket i sidste ende afspejles i vandprisen for borgerne. En vedholdende forebyggende indsats vil modvirke dette.
ØKONOMI
Der er ingen økonomiske konsekvenser af aftalen, hvad angår kommunens egen pesticidhåndtering.
Krav om pesticidfri vedligeholdelse af grønne arealer kan muligvis blive mødt fra forpagterside med modkrav om nedsættelse af leje.
MILJØVURDERING
Indstillingen er
miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af Miljø- og Forsyningsforvaltningens
positivliste. Til sagen er knyttet følgende miljømål:
1.
"Grundvandsressourcen
i områder med drikkevandsinteresser skal fastholdes til drikkevandsformål"
(Grundvandsplan 2000)
2.
"Den offentlige
sektor skal være en drivkraft i omstillingen til bæredygtighed. Derfor bør alt
kommunens planarbejde have bæredygtighed som overordnet mål" (Dogme 2000)
Ad 1: Miljøpåvirkningen vil
være positiv. Principperne i den foreslåede pesticidpolitik ligger allerede i
den eksisterende aftale fra 1998, men den fornyede fokus sammen med
konkretiseringen af aftalen på området vedr. forpagtningsaftaler vil kunne have en positiv effekt.
Ad 2: Miljøpåvirkningen vil
være positiv. Signalværdien i den foreslåede politik vil være positiv i forhold
til andre aktører på området.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen bemærkninger
HØRING
KE har medvirket ved udarbejdelsen af forslaget til pesticidpolitik og har ingen yderligere kommentarer.
Vej & Park tilslutter sig intentionerne i aftalen.
Ejendomsadministrationen, Kultur- og Fritidsforvaltningen vil i fremtidige forpagtningsaftaler medtage et vilkår om, at der ikke må benyttes pesticider, og at overtrædelse begrunder ophævelse af kontrakten. Ejendomsadministrationen gør opmærksom på, at man er grundejer/ udlejer og ikke tilsynsmyndighed.
Spørgsmålet vedrørende tilsyn bør efterfølgende afklares.
BILAG
1/ Forslag om fælles pesticidpolitik fra bestyrelsen af Vestegnens Vandsamarbejde
2/ Følgebrev fra Den daværende formand for Vestegnens Samarbejde Finn Gerdes