Udvælgelse af anlægsarbejder i KE til fortsat afrapportering
Udvælgelse af anlægsarbejder i KE til fortsat afrapportering
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 11. april 2005
4. Udvælgelse af anlægsarbejder i KE til fortsat afrapportering
MFU 84/2005
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår,
at Miljø- og Forsyningsudvalget tiltræder forslaget til, hvilke igangværende anlægsarbejder, som udvalget skal følge og til sin tid have forelagt projektregnskab for.
RESUME
I forbindelse med udskillelsen af KE i aktieselskaber har Miljø- og Forsyningsudvalget tilkendegivet, at man også fremover ønsker at følge anlægsprojekter, der er sat i gang på baggrund af en beslutning i Borgerrepræsentationen, selv om ansvaret for opfølgningen på projekterne påhviler de nye selskabers bestyrelser.
Det er ikke formålstjenligt, at udvalget som generalforsamling søger at følge alle de igangværende ca. 40 projekter. Miljø- og Forsyningsforvaltningen har derfor foretaget en gennemgang af de igangværende anlægsarbejder, og foreslår, at udvalget fremover følger og til sin tid får forelagt tilsvarende projektregnskaber for 9 af projekterne, som i kraft af projektets budget, strategiske eller miljømæssige betydning eller tidligere vanskeligheder med økonomistyring eller tidsplan vurderes at være særligt interessante.
SAGSBESKRIVELSE
Med udskillelsen af KE i selskabsform pr. 31. december 2004 har de igangværende anlægsarbejder i KE ikke længere tilknytning til en bevilling i det kommunale budget. De igangværende anlægsarbejder er skudt ind i de nye netselskaber og vil fremover blive regnskabsmæssigt behandlet i henhold til årsregnskabslovens bestemmelser. Ansvaret for at følge op på budgetoverholdelsen og tidsplanerne for arbejderne påhviler bestyrelserne.
Selskabsudskillelsen indebærer således ændringer i, hvorledes udvalget fremover inddrages i forbindelse med den løbende økonomiopfølgning og aflæggelsen af anlægsregnskaberne.
Miljø- og Forsyningsudvalget har – fuldstændig som tidligere – fået forelagt bevillingsregnskaber for alle projekter, der er afsluttet senest 31. december 2004. Til mødet den 11. april 2005 drejer det sig for KE's vedkommende om 16 *-mærkede anlægsbevillinger, der er udløbet med udgangen af 2004, og herudover 8 regnskaber for anlægsbevillinger, der herudover har kunnet afsluttes ved årsskiftet. Der vedlægges en oversigt over de resterende ca. 40 anlægsarbejder, der var igangværende pr. 31. december 2004.
Der kan fortsat udarbejdes egentlige projektregnskaber, således at de samlede udgifter kan sammenholdes med de oprindelige budgetter for projekterne. For de arbejder, der var sat i gang pr. 31. december 2004, kan projektregnskabet således sammenholdes med det budget, der lå til grund for den kapitalbevilling, som Borgerrepræsentationen oprindeligt har givet.
Anlægsprojekterne er imidlertid meget forskellige, både hvad angår tidspunkt for færdiggørelse, karakter og bevillingsbeløb. Det vil ikke være formålstjenligt, at udvalget som generalforsamling søger at følge alle disse projekter. Enkelte projekter vil dog være særligt interessante at følge, enten som følge af størrelsen af projektets budget, projektets strategiske eller miljømæssige betydning eller tidligere vanskeligheder med projektets budgetoverholdelse eller tidsplan.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen har derfor foretaget en gennemgang af de igangværende anlægsarbejder, og foreslår, at Miljø- og Forsyningsudvalget fremover følger og til sin tid får forelagt tilsvarende projektregnskaber for følgende projekter:
Forsyningsart |
Projekt |
Dato for oprindelig bevilling |
Budget |
Forventet sluttidspunkt |
Væsentligste anledning til optagelse på listen |
Gas |
Bygas 2 |
18/9 2003 |
195.000 |
2008 |
Budgettets størrelse, strategisk betydning |
Varme |
Varmetunnel AMV-Fredensgade |
9/12 2004 |
750.000 |
2009 |
Budgettets størrelse, strategisk betydning |
Varme |
Geotermi, 3. fase |
16/1 2003 |
24.000 |
2005 |
Teknologiudvikling |
Vand |
Modernisering af grundvandsanlægget på værket ved Regnemark |
15/11 2001 |
22.000 + søgt tillægsbevilling |
2007 |
Hidtidig økonomistyring |
Vand |
Renovering af Karlslunde Kildeplads |
26/8 1999 |
6.600 |
2005 |
Hidtidig økonomistyring |
Vand |
Forsøgsanlæg, kunstig infiltration, Regnemark |
9/12 2004 |
2.000 |
2006 |
Strategisk betydning |
Afløb |
Vandkvaliteten i de indre søer |
29/11 2001 |
12.300 |
2007 |
Miljømæssig betydning |
Afløb |
Forbedring af vandkvaliteten i Svanemøllebugten (life-projekt) |
27/11 2003 |
15.000 |
2006 |
Teknologiudvikling |
Afløb |
Forbedring af vandkvaliteten i Svanemøllebugten |
9/6 2004 |
160.000 |
2006 |
Budgettets størrelse, miljømæssig betydning |
Miljø- og Forsyningsudvalget har hidtil to gange årligt fået forelagt en status over samtlige, igangværende arbejder, omfattende budget, forbrug til dato, forventet forbrug i alt og forventet tidspunkt for afslutningen af arbejdet.
KE planlægger i forbindelse med den løbende afrapportering til ejeren – Miljø- og Forsyningsudvalget – om udviklingen i selskaberne at give en løbende opfølgning på de største projekter, herunder både igangværende projekter, og projekter, der sættes i gang efter selskabsudskillelsen. Det er målet, at denne afrapportering skal give udvalget mulighed for at følge, om projekterne gennemføres inden for den planlagte tid og inden for det fastlagte budget. Til gengæld vil KE's anlægsprojekter ikke længere være omfattet af den hidtidige, kommunale afrapportering af anlægsprojekter under Miljø- og Forsyningsudvalget.
Det foreslås, at Miljø- og Forsyningsudvalget tiltræder, at det tilkendegives over for KE, at man gerne ser de ovennævnte 9 projekter indarbejdet i den planlagte, løbende rapportering til udvalget, og at udvalget forelægges et endeligt projektregnskab for arbejderne. Det forudsættes, at oplysningerne om budget, forbrug til dato, forventet forbrug i alt og forventet tidspunkt for afslutningen af arbejdet bliver indarbejdet i KE's løbende rapportering.
Det bemærkes, at projektregnskaberne for de pågældende projekter alene vil blive forelagt Miljø- og Forsyningsudvalget til orientering. I konsekvens af den økonomiske udskillelse af KE fra kommunen skal projektregnskaberne ikke længere sendes til hverken Økonomiforvaltningen eller Revisionsdirektoratet. Projektregnskaberne vil imidlertid være omfattet af den generelle revision af KE's regnskaber, som udføres af KE's revisor, KPMG.
Konsekvenser for borgerne
Indstillingen har ingen konsekvenser for borgerne
MILJØVURDERING
Indstillingen er ikke miljøvurderet.
ØKONOMI
Indstillingen har ingen konsekvenser for Københavns Kommunes budget.
BILAG
Oversigt over igangværende arbejder, igangsat inden 31. december 2004
Peter Elsman / Jens Balslev