Mødedato: 11.03.2002, kl. 15:00

Forretningsorden for Miljø- og Forsyningsudvalget (2. behandling)

Forretningsorden for Miljø- og Forsyningsudvalget (2. behandling)

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 11. marts 2002

 

2. Forretningsorden for Miljø- og Forsyningsudvalget (2. behandling)

MFU 69/2002 J.nr. 49/2002

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstilling,

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender vedlagte forslag til forretningsorden for Miljø- og Forsyningsudvalget.

 

RESUME

I henhold til § 20 i den kommunale styrelseslov fastsætter udvalgene selv deres forretningsorden.

Jævnfør normalforretningsordenens (NFO) §16, skal ændringer i normalforretningsordenen underkastets to behandlinger.

Vedlagte forslag til forretningsorden for Miljø- og Forsyningsudvalget forelægges med henblik på udvalgets 2. behandling.

 

SAGSBESKRIVELSE

Miljø- og Forsyningsudvalget godkendte i mødet den 25. februar 2002 forslag til udvalgets forretningsorden. Sagen forelægges med henblik på 2. behandling.

I henhold til § 20, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse (KSL) fastsætter udvalgene selv deres forretningsorden. Det er også op til udvalgene selv at beslutte, om man overhovedet ønsker en skriftlig forretningsorden, og hvordan denne forretningsorden i givet fald skal udformes inden for rammerne af KSL og styrelsesvedtægten.

Hvis et udvalg ikke vedtager en skriftlig forretningsorden, er det imidlertid ikke ensbetydende med, at der ikke foreligger nogen regulering af udvalgets mødevirksomhed. Har der ved forberedelsen og afviklingen af møder udviklet sig bestemte sædvaner, fungerer disse som en uskreven forretningsorden, som borgmesteren ikke uden videre kan fravige. Opstår der en situation, der ikke kan afgøres ud fra gældende sædvane, må borgmesteren falde tilbage på at afgøre situationen efter de regler, der fremgår af NFO (normalforretningsordenen). Reglerne i NFO anses for at svare til almindelige anerkendte mødeledelsesprincipper.

Det bemærkes, at regler om evt. spørgetid m.v. ikke må fremgå af udvalgets forretningsorden. Spørgetid, borgermøder m.v. er ikke udvalgsmøder, men derimod uformelle arrangementer, hvor udvalgsmedlemmerne stiller sig til rådighed. Udvalgsforretningsordenen må alene indeholde regler for udvalgsmøderne.

Miljø- og Forsyningsudvalget har i den foregående valgperiode haft en forretningsorden omhandlende: opgaver, konstituering, mødevirksomhed, dagsordener, beslutningsdygtighed, mødeledelse, sagernes forelæggelse, beslutningsprotokol, ansvar for beslutningernes udførelse, inhabilitet, tavshedspligt, delegation og andre deltagere.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender vedlagte forslag til forretningsorden.

MILJØVURDERING

Forslaget giver ikke anledning til miljøvurdering.

ØKONOMI

Forslaget har ingen økonomiske konsekvenser.

HØRING

Der er ikke foretaget høringer.

BILAG

Forslag af 25. januar 2002 til forretningsorden for Miljø- og Forsyningsudvalget i Københavns Kommune.

 

Peter Elsman

/Anette Jon Jonsen

 

 

Til top