Mødedato: 10.05.2004, kl. 14:30

Støjkrav ved nybyggeri

Støjkrav ved nybyggeri

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 10. maj 2004

 

 

5.      Støjkrav ved nybyggeri

 MFU 77/2004

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender, at Miljø- og Forsyningsforvaltningens praksis om, at der i særlige situationer som minimum sikres, at det ækvivalente trafikstøjniveau på mindst én af boligens facader i nybyggeri i kommunen ikke må overstige 55 dB(A), fastholdes, jf. Miljøstyrelsens vejledning nr. 3/1984, Trafikstøj i boligområder og

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender forvaltningens udtalelse til Byggeri & Bolig om byggetilladelse til det nye kollegium på Tagensvej.

 

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 29. marts 2004

Udsat til behandling på næste udvalgsmøde den 19. april 2004.

 

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 19. april 2004

Udsat.

 

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 26. april 2004

Udsat.

 

 

RESUME

Miljøkontrollen er af Byggeri & Bolig blevet bedt om en udtalelse i forhold til udstedelse af byggetilladelse til opførelse af 252 kollegieboliger på Tagensvej 147, København.

Bygherre, Kristensen Ejendomme A/S, har søgt om dispensation fra Miljøstyrelsens vejledning nr. 3/1984, Trafikstøj i boligområder. Af denne fremgår det, at støjniveauet ved nye boligbebyggelser højst må være på 55 dB(A). I særlige situationer, hvor dette ikke er muligt, må det som et minimum sikres, at støjniveauet på mindst én af boligens facader ikke belastes med mere end 55 dB(A).

Støjberegninger viser, at langt de fleste boligers facader er belastet med mere end 55 dB(A). Det er Miljø- og Forsyningsforvaltningens indstilling, at hensynet til beboerne skal vægtes højt.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller derfor, at Miljø- og Forsyningsforvaltningens praksis om, at der i særlige situationer som minimum sikres, at det ækvivalente trafikstøjniveau på mindst én af boligens facader i nybyggeri i kommunen ikke må overstige 55 dB(A), fastholdes, jf. Miljøstyrelsens vejledning nr. 3/1984, Trafikstøj i boligområder.

I den konkrete sag vedrørende kollegiet på Tagensvej vurderer Miljø- og Forsyningsforvaltningen, at kravet vil kunne overholdes ved en anden disponering af boligerne og/eller ved en afskærmning i form af en glasfacade et stykke ud fra bygningernes egentlige facade.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Miljøkontrollen er af Byggeri & Bolig den 27. januar 2004 blevet bedt om en udtalelse om de miljømæssige forhold omkring projekt til opførelse af to 8-etagers punkthuse med 252 kollegieboliger på matr. nr. 6164 Udenbys Klædebo, Tagensvej 147, København, med henblik på udstedelse af byggetilladelse.

Arkitektfirmaet C. F. Møller har på vegne af bygherre Kristensen Ejendomme A/S søgt om dispensation fra Miljøstyrelsens vejledning nr. 3/1984, Trafikstøj i boligområder, hvoraf det fremgår, at støjniveauet ved nye boligbebyggelser højst må være på 55 dB(A). I særlige situationer, hvor dette ikke er muligt, må det ifølge vejledningen som et minimum sikres, at støjniveauet på mindst én af boligens facader ikke belastes med mere end 55 dB(A).

Miljøkontrollen har den 8. marts 2004 fra Acoustica, Carl Bro a/s, modtaget beregninger af de fremtidige støjforhold. Af disse fremgår det, at støjbelastningen på langt de fleste boligers facader overstiger de 55 dB(A). Facaderne belastes med op til 64 dB(A).

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller af hensyn til beboerne, at Miljøstyrelsens vejlednings minimumskrav til nybyggeri overholdes, og at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender Miljøkontrollens udtalelse til Byggeri & Bolig.

Miljøkontrollen vurderer, at vejledningens minimumskrav til nybyggeri vil kunne overholdes ved en anden disponering af boligerne og/eller ved en afskærmning i form af en glasfacade et stykke ud fra bygningernes egentlige facade.

En vejledning har ikke samme status som retsregler i en bekendtgørelse eller en lov. Vejledninger er udtryk for Miljøstyrelsens fortolkninger og fastsætter retningslinier for myndighedernes håndtering af miljøspørgsmål. Vejledninger har til formål at bistå miljømyndigheder, virksomheder og borgere i vurdering af miljøspørgsmål og er principielt ikke bindende. Men vejledninger fra Miljøstyrelsen anvendes og følges i praksis både af miljømyndigheder, klageinstanser og domstolene.

 

MILJØVURDERING

Ved at fastholde Miljøstyrelsens krav om, at trafikstøjbelastning i nybyggeri på mindst én af boligens facader højst må være 55 dB(A), lever Københavns Kommune op til målene i Kommuneplan 2001.

Disse mål er, at byomdannelse og inddragelse af nye arealer til bymæssig bebyggelse, som udgangspunkt ikke må fastlægges til støjfølsom anvendelse (boliger, rekreative formål m.v.) der er – eller kan forventes at blive – belastet med et støjniveau på mere end 55 dB(A) fra vejtrafik og 60 dB(A) fra jernbanetrafik (jf. Københavns Kommuneplan 2001).

 

ØKONOMI

Forslaget vurderes til ikke at have nogen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

 

 

HØRING

Ingen bemærkninger.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen bemærkninger.

 

BILAG

1        Miljøkontrollens udkast til svar til Byggeri & Bolig.

2        Kort over ansøgerens forslag til placering af bygningerne.

3        Notat af 14. april 2004 fra Miljøkontrollen vedrørende belysning af mulighederne for kollegiebyggeri, Tagensvej 147.

4        Notat af 23. april 2004 fra Miljøkontrollen med supplerende oplysninger vedrørende kollegiebyggeri, Tagensvej 147.

 

 

Peter Elsman

                                                                 / Hjalte Aaberg


 


Til top