Mødedato: 09.10.2000, kl. 15:00

Revisionsberetning for 1999

Revisionsberetning for 1999

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 9. oktober 2000

 

2. Revisionsberetning for 1999

MFU 209/2000 J.nr. F 6510-8/00

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår,

at Miljø- og Forsyningsudvalget tiltræder det vedlagte udkast til besvarelse af Revisionsdirektoratets beretning om revisionen af regnskabet for 1999.

 

RESUME

Revisionsdirektoratets beretning om revisionen af Københavns Kommunes regnskab for 1999 indeholder en omtale af de revisionssager, som Revisionsdirektoratet har fundet anledning til at fremhæve under hensyn til deres almindelige eller principielle betydning.

Inden for Miljø- og Forsyningsudvalgets område drejer det sig om et revisionsprotokollat om udbygningen af Københavns Kommunes fjernvarmenet og om en opfølgning på revisionsprotokollat nr. 27/1998 om bl.a. uafregnede varmeleverancer, som kun kunne besvares foreløbigt, da protokollatet blev forelagt udvalget på mødet den 15. maj 2000.

Blandt de tværgående revisionsopgaver, der berører Miljø- og Forsyningsudvalgets område, omtaler Revisionsdirektoratet en undersøgelse af bevillingsregler og regnskaber for kommunens anlægsvirksomhed. Endvidere omtaler revisionen den rapport om Københavns Kommunes deltagelse i selskaber, som en arbejdsgruppe nedsat på tværs af forvaltningerne har udarbejdet som opfølgning på et tidligere revisionsprotokollat.

En undersøgelse, som er omtalt i beretningens afsnit om revisionen på Økonomiudvalgets område, vedrører Københavns Kommunes barselsfond. Revisionsdirektoratet har ikke kunnet vurdere, om der er etableret selvstændige barselsfondordninger i forsyningsvirksomhederne.

I udkastet til besvarelsen til Revisionsdirektoratet anføres om spørgsmålet om uafregnede varmeleverancer blandt andet at det vurderes nødvendigt at foretage en regnskabsmæssig korrektion, der indebærer at det uafregnede varmesalg nedbringes, mens anlægsmassen (de endnu ikke afskrevne investeringer) forhøjes tilsvarende.

I relation til to af de andre undersøgelser, som omtales i beretningen, anføres det herudover, at forvaltningen fremover et par gange årligt vil forelægge udvalget en oversigt over afsluttede anlægsarbejder, og at udvalget har bedt forvaltningen om en mere grundig redegørelse om varetagelsen af de ligestillingsmæssige hensyn gennem barselsvikardækning i forsyningsvirksomhederne.

 

SAGSBESKRIVELSE

Revisionsdirektoratets beretning om revisionen af Københavns Kommunes regnskab for 1999 indeholder en omtale af de revisionssager inden for hvert udvalgsområde samt tværgående revisionsopgaver, som Revisionsdirektoratet har fundet anledning til at fremhæve under hensyn til deres almindelige eller principielle betydning.

Udbygningen af fjernvarmenettet

Inden for Miljø- og Forsyningsudvalgets område har Revisionsdirektoratet i år i sin beretning omtalt revisionsprotokollat nr. 18/1999 om udbygningen af Københavns Kommunes fjernvarmenet. Revisionsprotokollatet og forvaltningens udkast til svar blev behandlet på Miljø- og Forsyningsudvalgets møde den 7. august 2000 (MFU 173/2000). Protokollatet, revisionens sammenfattende bemærkninger og udvalgets besvarelse er gengivet på side 253-269 i beretningen.

Uafregnede varmeleverancer

Herudover følger Revisionsdirektoratet i beretningen op på revisionsprotokollat nr. 27/1998 om bl.a. uafregnede varmeleverancer, som på det tidspunkt, hvor protokollatet blev forelagt udvalget, fortsat kun kunne besvares foreløbigt (MFU 134/2000, behandlet den 15. maj 2000). Revisionsdirektoratet skriver i omtalen af sagen side 270, at Miljø- og Forsyningsforvaltningen siden hen har arbejdet videre med besvarelsen af protokollatet.

Som det fremgik af indstillingen fra maj måned har Københavns Energi med assistance fra revisionsfirmaet KPMG søgt at vurdere udviklingen i kontiene for uafregnede leverancer.

Undersøgelsen har vist, at afregningen overfor forbrugerne har været korrekt, men at de uafregnede varmeleverancer regnskabsteknisk er sat 549 mio. kr. for højt ultimo 1999.

Københavns Energi har udarbejdet det vedlagte notat, der redegør for årsagerne til, at differencen mellem det opgjorte salg og det faktiske salg til kunderne over en årrække har kunnet vokse til dette beløb. Som det fremgår, har Københavns Energi aflæst en større mængde damp leveret til nettet, end der faktisk er tilgået fra produktionsværkerne, og har derfor ansat tilgodehavendet hos kunderne for højt. Til gengæld har det "forøgede salg" medført, at afskrivningerne på anlægsmassen har været tilsvarende for høje.

Københavns Energi arbejder på en forbedring af målemetoden, der sikrer overensstemmelse mellem den opgjorte og den faktisk leverede varmemængde, og på at indføre en forretningsgang for opgørelse og beregning af uafregnet varmesalg, der forhindrer at urealistisk højt beregnede tilgodehavender regnskabsføres.

I udkastet til besvarelse til Revisionsdirektoratet anføres bl.a. at det vurderes nødvendigt at foretage en regnskabsmæssig korrektion, der indebærer at det uafregnede varmesalg nedbringes, mens anlægsmassen (de endnu ikke afskrevne investeringer) forhøjes tilsvarende, og at proceduren i forbindelse med denne korrektion vil blive aftalt nærmere med Økonomiforvaltningen.

Som følge af korrektionen vil kommunens udlæg blive tilbagebetalt 2-3 år senere end det ville have været ifølge udbygningsplanen for fjernvarme.

Bevillingsregler og regnskaber for anlægsvirksomhed

Blandt de tværgående revisionsopgaver, der berører Miljø- og Forsyningsudvalgets område, omtaler Revisionsdirektoratet på side 294-326 en undersøgelse af bevillingsregler og regnskaber for kommunens anlægsvirksomhed.

Revisionsdirektoratet finder, at regnskaber for anlægsarbejder altid bør forelægges for udvalget til godkendelse inden fremsendelsen til Økonomiforvaltningen og Revisionsdirektoratet.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen er enig i, at udvalget løbende bør orienteres om, hvorvidt omkostningerne ved forvaltningens anlægsprojekter har holdt sig inden for budgettet eller om der har været tale om budgetafvigelser. Forvaltningen finder dog, at formen hvorunder udvalget orienteres, bør gøres til genstand for nærmere overvejelser.

Indtil videre vil forvaltningen derfor et par gange årligt forelægge udvalget en oversigt over afsluttede anlægsregnskaber med angivelse af bevilling, anlægsomkostninger og afvigelse. Det foreslås, at udvalget i sit svar til Revisionsdirektoratet oplyser om denne nye praksis.

Københavns Kommunes selskabsdeltagelse

Revisionen omtaler på beretningens side 277-293 den rapport om Københavns Kommunes deltagelse i selskaber, som en arbejdsgruppe nedsat på tværs af forvaltningerne har udarbejdet som opfølgning på et tidligere revisionsprotokollat. Revisionsprotokollatet og arbejdsgruppens rapport blev behandlet på Miljø- og Forsyningsudvalgets møde den 7. august 2000 (MFU 175/2000).

Københavns kommunes barselsfond

En undersøgelse, som er omtalt på side 23-44 i beretningens afsnit om revisionen på Økonomiudvalgets område, vedrører Københavns Kommunes Barselsfond, der blev vedtaget etableret med Borgerrepræsentationens beslutning den 20. februar 1997.

Fonden yder tilskud til vikardækning under medarbejderes barselsorlov og tjener blandt andet det ligestillingsmæssige sigte at gøre det mere attraktivt at ansætte og forfremme kvindelig arbejdskraft, når der er øremærket midler til vikardækning.

Københavns Energi og Københavns Vand er forsyningsvirksomheder, der er underlagt hvile-i-sig-selv-princippet, og de to institutioner er derfor ikke omfattet af Barselsfonden. I henhold til Borgerrepræsentationens beslutning skal forsyningsvirksomhederne i stedet selv etablere tilsvarende barselsfondordninger.

Revisionsdirektoratet har som et led i undersøgelsen af kommunens barselsfond bedt Miljø- og Forsyningsforvaltningen om en redegørelse for, hvilke ordninger Miljø- og Forsyningsforvaltningen havde iværksat for de nævnte forsyningsvirksomheder, men har ikke på baggrund af forvaltningens besvarelse kunnet vurdere, om der er etableret selvstændige barselsfondordninger i forsyningsvirksomhederne.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen skal beklage, at besvarelsen ikke har været fyldestgørende.

Forvaltningen foreslår, at Miljø- og Forsyningsudvalget i sin besvarelse til Revisionsdirektoratet tilkendegiver, at udvalget vil bede de to forsyningsvirksomheder om at afgive en mere grundig redegørelse til udvalget om barselsordningerne i virksomhederne og om hvordan man sikrer varetagelsen af ligestillingsmæssige hensyn gennem vikardækning ved barsel.

BILAG VEDLAGT

Københavns Energis notat af 29. september 2000 for uafregnede varmeleverancer og det dertil svarende tilgodehavende hos varmekunderne m/bilag.

Udkast til Miljø- og Forsyningsudvalgets besvarelse af revisionsprotokollatet

Kopi af følgende sider i Revisionsdirektoratets revisionsberetning for 1999:

s. 1-4 (forside og indholdsfortegnelse)

s. 23-44 (barselsfond)

s. 253-269 (udbygningen af fjernvarmenettet)

s. 270 (uafregnede varmeleverancer)

s. 277-293 (selskabsdeltagelse)

s. 294-326 (bevillingsregler og regnskaber)

 

 

Niels Juul Jensen

/ Jens Balslev

 

Til top