Forhøjelse af bidrag til forbrændingsanlæg
Forhøjelse af bidrag til forbrændingsanlæg
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 9. september 2002
4. Forhøjelse af bidrag til forbrændingsanlæg
MFU 193/2002
Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår,
at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender, at der fremsendes et teknisk ændringsforslag til budgetforslaget for 2003 om forhøjelse af bidraget til forbrændingsanlæg.
Repræsentantskabet for I/S Vestforbrænding har besluttet at hæve den såkaldte A-afgift fra 100 til 107 kr. pr. indbygger for 2003. Stigningen i gebyret betyder, at Københavns Kommune i 2003 skal betale 1,17 mio. kr. mere til driften af forbrændingsanlæg end forudsat i budgetforslaget.
Det foreslås derfor, at der fremsendes et teknisk ændringsforslag om forhøjelse af bidraget til forbrændingsanlæg.
Københavns Kommune betaler – ligesom de øvrige interessentkommuner - årligt et bidrag til driften af I/S Amagerforbrænding og I/S Vestforbrænding. Ved generalforsamlingen i Vestforbrænding den 6. juni 2002 blev det vedtaget, at forbrændingsgebyret, også kaldet A-afgift, hæves fra 100 til 107 kr. pr. indbygger. I/S Amagerforbrænding har ikke foretaget ændringer i sin A-afgift.
Vestforbrænding modtager affald fra 166.264 indbyggere i Københavns Kommune. Stigningen i Vestforbrændings afgift på 7 kr. pr. indbygger betyder, at Københavns Kommune skal betale 1,17 mio. ekstra, således at der samlet skal bevilges 42,1 mio. kr. til dækning af Københavns Kommunes bidrag til forbrændingsanlæggene.
Det samlede bidrag opkræves over ejendomsskattebilletten og beregnes ud fra grundværdierne. For en villa opkræves typisk omkring 500 kr., mens der for en lejlighed typisk opkræves omkring 50 kr. Forhøjelsen indebærer en årlig stigning i bidraget til forbrændingsanlæg, der for den nævnte, typiske villa er på omkring 14 kr., mens forhøjelsen for lejligheden er på 1-2 kr.
Det foreslås, at der fremsendes et teknisk ændringsforslag til budgetforslaget for 2003, der indebærer, at udgifts- og indtægtsbevillingen på konto 1.52.1 konverteringsanlæg forhøjes fra 40.930 t.kr. til 42.100 t.kr., og at det samlede provenu i 2003 af bidrag til forbrændingsanlæg i takstbilaget tilsvarende ændres fra 40,93 mio. kr. til 42,10 mio. kr.
På grund af en beklagelig fejltagelse nåede ændringen ikke at komme med før sommerferien.
MILJØVURDERING
Indstillingen har ingen miljømæssige konsekvenser.
HØRING
Indstillingen har ikke været i høring
BILAG
Ingen
Peter Elsman
/ Hjalte Aaberg