Mødedato: 09.08.2004, kl. 14:30

Evaluering af miljøbevidste indkøb i Miljø- og Forsyningsforvaltningen

Evaluering af miljøbevidste indkøb i Miljø- og Forsyningsforvaltningen

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 9. august 2004

 

 

5.      Evaluering af miljøbevidste indkøb i Miljø- og Forsyningsforvaltningen

 MFU 169/2004

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Miljø- og Forsyningsudvalget tager evaluering af miljøbevidste indkøb for 2003 i Miljø- og Forsyningsforvaltningen til efterretning, og

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender, at forvaltningen indgår ny samarbejdsaftale med Elsparefonden.

                     

 

RESUME

Miljø- og Forsyningsudvalget besluttede den 11. juni 2001, at forvaltningen årligt skal evaluere forvaltningens miljøbevidste indkøb. Hovedkonklusionerne for 2003 er, at indkøbene i forvaltningen er foretaget i overensstemmelse med handlingsplanerne. Dog er målene for indkøb af genbrugsmapper og tidsskriftskassetter ikke nået fuldt ud.

Vurderingerne er baseret på evaluering af Københavns Kommunes handlingsplan for miljøbevidste indkøb, Miljø- og Forsyningsforvaltningens egen handlingsplan samt Miljø- og Forsyningsforvaltningens transportplan.

Ved evalueringen for 2002 besluttede Miljø- og Forsyningsudvalget, at evalueringen for 2003 er den afsluttende evaluering af forvaltningens transportplan. Det er vurderingen, at forvaltningen har gennemført de vigtigste indsatsområder i transportplanen. Indsatsen videreføres fremover i regi af Agenda 21-planen.

Elsparefonden har ændret strategi, så der fokuseres mere på miljøeffekter end på de konkrete indkøb. Elsparefonden opfordrer derfor forvaltningen til løbende at offentliggøre elforbruget i større bygninger på Elsparefondens hjemmeside. Det foreslås, at forvaltningen tilslutter sig denne nye ordning.

Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.

                     


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

I juni 2001 behandlede Miljø- og Forsyningsudvalget et notat om forvaltningens indsats i forbindelse med miljøbevidste indkøb. Udvalget besluttede,

·      at det fortsatte arbejde med miljøbevidste indkøb følger kommunens kommende initiativer på området,

·      at der en gang årligt udarbejdes en status for Miljø- og Forsyningsforvaltningens arbejde med miljøbevidste indkøb og aftalen med Elsparefonden,

·      at institutionerne implementerer transportplanens anbefalede virkemidler, og

·      at der nedsættes en følgegruppe med repræsentanter fra institutionerne, som kan koordinere eventuelle fælles tiltag på området (MFU 149/2001).

Borgerrepræsentationen vedtog efterfølgende i november 2001 en handlingsplan for miljøbevidste indkøb 2001-2003, som Miljø- og Forsyningsforvaltningen følger (BR 463/2001).

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

 

Status for miljøbevidste indkøb 2003 er udarbejdet på grundlag af:

 

1)  Implementering af Københavns Kommunes handlingsplan 2001-2003.

2)  Implementering af Miljø- og Forsyningsforvaltningens handlingsplan 1998-2000.

3)  Implementering af Miljø- og Forsyningsforvaltningens transportplan.

4)  Miljø- og Forsyningsforvaltningens samarbejdsaftale med Elsparefonden.

 

1)   Implementering af Københavns Kommunens handlingsplan

Formålet med kommunens handlingsplan for miljøbevidste indkøb 2001-2003 er at inddrage miljø- og arbejdsmiljømæssige hen syn inden for de udpegede indsatsområder ved at vælge miljørigtige produkter.

Miljøkontrollen har undersøgt indkøbet inden for indsatsområderne og vurderer, at indkøbene er foretaget i overensstemmelse med kommunens handlingsplan, da miljømæssige hensyn indgik i indkøbsaftalerne.

I juni 2003 tiltrådte Borgerrepræsentationen et forslag til en revideret indkøbspolitik, som gør det obligatorisk at benytte de fælles indkøbsaftaler for alle kommunens indkøbere (BR 268/03). Desuden gøres brugen af kommunens indkøbssystem (KØR2) ligeledes obligatorisk.

Miljøkontrollen vurderer, at de fælles indkøbsaftaler i 2003 blev anvendt i forvaltningen i overensstemmelse med intentionerne i den politiske beslutning om centraliseringen.

De indkøbsansvarlige har nævnt, at det dog er en barriere, at centraliseringen indebærer en omlægning af indkøbsrutiner, hvilket i praksis forudsætter tid og vilje. Derudover dækker de fælles indkøbsaftaler ikke alle produktområder, hvilket tvinger forvaltningen til at anvende sin egen indkøbsaftale.

Desuden er der et problem med hensyn til anvendelse af det nuværende KØR2-system. Aftaler, der indgår i varekataloget, har forskellig grad af "miljøvenlighed", og man kan ikke se, hvilke leverandører der opfylder kommunens minimumskrav, og hvilke der opfylder samtlige miljøkrav, som der er opstillet for den enkelte produktgruppe.

Kommunen kan derfor ikke med det nuværende KØR2-system dokumentere andelen og graden af "miljøvenlighed". Det foreslås derfor, at Miljø- og Forsyningsforvaltningen sammen med Økonomiforvaltningen videreudvikler KØR2 på dette område.

 

2)   Implementering af Miljø- og Forsyningsforvaltningens handlingsplan

Formålet med forvaltningens handlingsplan for miljøbevidste indkøb er at inddrage miljø- og arbejdsmiljømæssige hensyn inden for de udpegede indsatsområder (se vedlagte notat).

I april 2004 blev indkøb af mapper, tidsskriftkassetter, rør og kabler undersøgt i forvaltningen. Bortset fra Sekretariatets minimale indkøb viser undersøgelsen, at Københavns Energi ikke kunne nå det opsatte mål for mapper og tidsskriftkassetter. Københavns Energi begrunder det med, at indkøbet blev foretaget via den fælles indkøbsaftale, som savner dette aspekt. Miljøkontrollen har anvendt sin egen indkøbsaftale inden centraliseringen er trådt i kraft og dermed efterlevet målet.

Miljøkontrollen har været opmærksom på dette aspekt i forbindelse med udarbejdelse af kommunens EU-udbud for kontorartikler i 2004 og formuleret et krav om, at leverandører bl.a. skal kunne levere mapper og tidsskriftkassetter fremstillet af genbrugspap. Men økonomiforvaltningen har desværre af juridiske årsager måttet annullere udbuddet, og der forventes tidligst et nyt udbud i august/september 2004.

For så vidt angår indkøb af PVC-frie kabler lykkedes det for Københavns Energi at opfylde målet, der formelt først skal nås 1. januar 2005. Målopfyldelsen, der er blevet opnået både i 2002 og 2003, indikerer forankring af indsatsområdet og en kontinuerlig fastholdelse af PVC-krav til leverandørerne.

Københavns Energi har ligeledes opnået gode resultater i forbindelse med indkøb af PVC-frie rør. Det lykkedes Københavns Energi at nå 90% af målet, mens de resterende 10% vurderes at være vanskeligt at substituere. Indkøb af PVC-rør foretages hovedsagligt på el-området, hvor PVC-rør bedst lever op til de tekniske krav om vandtæthed, fleksibilitet (muffeanordning), styrke og holdbarhed.

Forvaltningens fremtidige PVC-indsats vil tage udgangspunkt i forslaget til Københavns Agenda 21-plan, hvor der stilles krav om, at kommunen ikke må købe produkter indeholdende PVC.

 

3)   Implementering af Miljø- og Forsyningsforvaltningens transportplan

Forvaltningen har udarbejdet en transportplan, hvori der er udpeget indsatsområder og anbefalede virkemidler. Miljø- og Forsyningsudvaqlget besluttede i forbindelse med evaluering af 2002, at evalueringen for 2003 skulle være en afsluttende evaluering (MFU 264/2003).

Miljø- og Forsyningsforvaltningen har gennemført de mest markante tiltag inden for overflytning af transport til mindre energiforbrugende transportformer. Institutionerne har igangsat en række tiltag, såsom indkøb af flere cykler og cykelkampagner, kontrol af dæktryk og elektronisk bilreservation, hvor medarbejdere kan vælge passende bilstørrelse til det transporterede gods. Derudover har forvaltningen indarbejdet miljø- og energihensyn ved indkøb af biler, og miljørigtige biler vælges, hvor det er praktisk muligt.

Forvaltningens fremtidige indsats på transportområdet vil tage udgangspunkt i Agenda 21-planen. I Agenda 21-planen er formuleret en række målsætninger om fx medarbejdernes adgang til tjenestecykel, integration af transportområdet i miljøledelsessystemer, inddragelse af miljø- og energihensyn i alle udbud og aftaler m.fl.

 

4)   Miljø- og Forsyningsforvaltningens samarbejdsaftale med Elsparefonden

Samarbejdsaftalen mellem Miljø- og Forsyningsforvaltningen og Elsparefonden foreslås fornyet i 2004. Den nye samarbejdsaftale er ændret i forhold til den hidtil gældende. I lighed med tidligere forpligter samarbejdsaftalen fortsat Miljø- og Forsyningsforvaltningen til at sikre, at alle nyindkøb og nyinstallationer foretages i overensstemmelse med Elsparefondens indkøbsvejledninger. Men som noget nyt efterspørger Elsparefonden ikke længere årlige opgørelser over disse indkøb. I stedet opfordres Miljø- og Forsyningsforvaltningen til "at offentliggøre det løbende elforbrug" i større bygninger på Elsparefondens hjemmeside.

Det foreslås, at forvaltningen tilslutter sig aftalen og offentliggør det løbende elforbrug. Der er vedlagt notat med den nye og tidligere samarbejdsaftale med Elsparefonden.

 

 

Konsekvenser for borgerne

Indstillingen har i sig selv ingen konsekvenser for borgerne.

 

ØKONOMI

Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.

 

MILJØVURDERING

Vedtagelsen af kommunens handlingsplan for miljøbevidste indkøb 2001-2003, udformning af indkøbspolitik, indgåelse af samarbejdsaftale med Elsparefonden og udarbejdelse af transportplanen, har tilsammen givet et godt grundlag for at sætte fokus på miljø- og energibevidste indkøb.

Det vurderes, at status for miljøbevidste indkøb 2003 indikerer en nedsættelse af miljø- og energibelastningen, da indkøbene foretages i henhold til kommunens og forvaltningens handlingsplaner. Derudover forventes implementeringen af transportplanens virkemidler medvirke til en yderligere reduktion af forvaltningens energibelastning.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Indstillingen har ingen øvrige konsekvenser.

 

HØRING

Indstillingen har ikke været i høring.

 

BILAG

Notat om "Evaluering af miljøbevidste indkøb 2003".

Notat om "Ny samarbejdsaftale med Elsparefonden"

 

Hjalte Aaberg

 

/Jørgen Lund Madsen


 


Til top