Mødedato: 08.12.2003, kl. 15:00

Ny miljøgodkendelse til I/S Amagerforbrænding

Ny miljøgodkendelse til I/S Amagerforbrænding

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 8. december 2003

 

 

6.      Ny miljøgodkendelse til I/S Amagerforbrænding

 MFU 266/2003

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Miljø- og Forsyningsudvalget tiltræder, at MFF meddeler I/S Amagerforbrænding en ny samlet miljøgodkendelse som nævnt ved orientering af MFU den 6. oktober 2003. Der foreslås dog den ændring, at skærpelse af støjgrænserne i nattetimerne fra 42 dB(A) henholdsvis 43 dB(A) til 40 dB(A) på Margretheholm og i Margretheholm Havn først træder i kraft, når der eventuelt vedtages en ny lokalplan for Margretheholm, der muliggør boliger.

 

                     

 

RESUME

Miljø- og Forsyningsudvalget modtog på mødet den 6. oktober 2003 en orientering om Miljøkontrollens udkast til ny miljøgodkendelse af I/S Amagerforbrænding. Miljøgodkendelsen var udformet, så den svarede til Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier på alle punkter undtagen ét, nemlig støj. Umiddelbart inden oversendelsen af udkastet fra Miljøkontrollen til Miljø- og Forsyningsforvaltningen modtog Miljøkontrollen en ny støjrapport fra I/S Amagerforbrænding. Denne viste mod forventning, at det ikke ville være muligt at overholde Miljøstyrelsens vejledende støjgrænse om natten på Margretheholm straks fra ikrafttræden af den nye miljøgodkendelse fra årsskiftet. Miljøkontrollen tilføjede derfor i udkastet af den 6. oktober 2003 en overgangsperiode på ca. et år til støjdæmpning.

 

Udkastet til miljøgodkendelse har nu været i høring efter miljøbeskyttelseslovens regler. I/S Amagerforbrænding har gjort indsigelser mod støjvilkårene samt visse andre vilkår i miljøgodkendelsen. På denne baggrund og idet Margretheholm i dag ikke rummer boliger anbefaler Miljøkontrollen, at en skærpelse af I/S Amagerforbrændings støjgrænser får sammenfald med en eventuel ny lokalplan for Margretheholm, der muliggør boliger. En sådan ny lokalplan kan forventes i 2006.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Miljøkontrollen har efter mødet i Miljø- og Forsyningsudvalget den 6. oktober 2003 annonceret offentligt i henhold til godkendelsesbekendtgørelsen, at I/S Amagerforbrænding har søgt om fornyet miljøgodkendelse, og at kopi af udkast til miljøgodkendelse kunne fås hos Miljøkontrollen for eventuelle bemærkninger.

 

Miljøkontrollen har sideløbende med annonceringen sendt udkast til miljøgodkendelsen til høring hos I/S Amagerforbrænding.

 

Nedenstående redegøres der for de indkomne høringssvar og Miljøkontrollens bemærkninger hertil. Der redegøres primært for støjforholdene, idet ingen andre miljøkrav afviger fra Miljøstyrelsens vejledende miljøkrav.

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

I/S Amagerforbrænding har den 15. oktober 2003 sendt udkast til høringssvar til Miljøkontrollen. Dette er drøftet ved et møde mellem I/S Amagerforbrænding og Miljøkontrollen den 20. oktober 2003. I/S Amagerforbrænding har den 19. november 2003 sendt sit endelige høringssvar til Miljøkontrollen.

 

I/S Amagerforbrændings bemærkninger omhandler primært støj, men også modtage-kontrol af affald, modtagelse af visse affaldsarter, kontinuerte målinger af røggas, indretning af slaggeplads, indretning af sorteringsareal samt undersøgelser af slagge og røgrensningsprodukter. I/S Amagerforbrænding bemærker med hensyn til støj, at det findes yderst uheldigt at indrette boliger som påtænkt på Margretheholm tæt på en virksomhed af Amagerforbrændings type.

 

Miljøkontrollen har ikke modtaget andre høringssvar. Miljøkontrollen har kommenteret I/S Amagerforbrændings bemærkninger med brev af den 25. november 2003.

 

Støj

Miljøkontrollen anførte i høringsudkastet som vilkår, at støjgrænsen på Margretheholm om natten skulle skærpes fra 42 til 40 dB(A) med virkning fra 1. maj 2005. Dermed ville støjgrænsen svare til den, der normalt anvendes ved etageboliger. Miljøkontrollen anførte desuden som vilkår, at I/S Amagerforbrænding skulle udarbejde en støjhandlingsplan pr. 1. april 2004.

 

Baggrunden herfor er, at Københavns Kommune ønsker, at der etableres permanente boliger på Margretheholm, og der pågår arbejde med at forberede en ny lokalplan. Den seneste støjmåling og -beregning udført for I/S Amagerforbrænding viser, at støjniveauet er 44 dB(A), og der er en enkelt dominerende støjkilde. Tidligere målinger har vist lavere værdier. Miljøkontrollen vurderer umiddelbart, at det vil være muligt at sænke Amagerforbrændings støjbidrag til 40 dB(A). Men der er ikke juridisk grundlag for at forlange den nødvendige støjdæmpning i dag, fordi der skal tages hensyn til måleusikkerheden.

 

I/S Amagerforbrænding ønsker at bibeholde støjgrænsen på 42 dB(A) om natten ved Margretheholm og ønsker desuden en lempelse af støjgrænserne om dagen fra 50 til 55 dB(A). Dette begrundes med vanskeligheder med at overholde de skærpede støjgrænser og de dermed forbundne økonomiske konsekvenser ved behov for støjdæmpning. I/S Amagerforbrænding nævner, at der kan forventes støjklager, hvis der træffes beslutning om et fremtidigt boligområde på Margretheholm, samt at støjgrænserne ved Margretheholm ikke bør sættes så lavt som for etageboliger.

 

Miljøkontrollen er opmærksom på at undgå eventuelle konflikter imellem det erhvervsområde, som Amagerforbrænding ligger i, og et fremtidigt boligområde på Margretheholm. Der pågår for tiden et forarbejde i kommunens regi for den fremtidige anvendelse af Margretheholm. Det vil indgå i et lokalplanforslag for Margretheholm, at den støjskærmende virkning af et eksisterende depot for forurenet jord langs østsiden af Margretheholm skal bibeholdes (evt. som en kombination af jordvold og erhvervsbyggeri), så der opnås en effektiv støjafskærmning mellem boliger og Amagerforbrænding. Der foreligger beregninger, der viser, at en støjgrænse på 40 dB(A) vil kunne overholdes, forudsat at der findes støjafskærmning for boliger. Miljøkontrollen finder det nødvendigt at sikre, at der gælder en støjgrænse på 40 dB(A), inden der etableres boliger.

 

Der findes for tiden ingen boliger på Margretheholm, og den gældende støjgrænse på 42 dB(A) blev i 1999 fastsat af hensyn til flygtningeboliger, der nu er nedlagt. Miljøkontrollen anbefaler, at skærpelse af støjgrænsen om natten fra 42 til 40 dB(A) træder i kraft, når der eventuelt er vedtaget en ny lokalplan for Margretheholm, der muliggør boliger. En ny lokalplan forventes at kunne være i kraft i 2006.

 

Med hensyn til Margretheholm Havn findes der ingen boliger. Ifølge lo kalplan nr. 209 må overnatning normalt ikke finde sted i havneområdet; men der finder overnatning sted i et vist omfang i både i lystbådehavnen. Miljøkontrollen finder ikke, at Margretheholm Havn kan sidestilles med et område for etageboliger. Det anbefales, at en skærpelse af den nu gældende støjgrænse om natten fra 43 til 40 dB(A) afventer, at der vedtages en ny lokalplan for Margretheholm.

 

Andre emner

I/S Amagerforbrænding har i en periode udført forsøg med forbrænding af medicinaffald og malingemballage. Miljøkontrollen har fastsat, at medicinaffald og maling-emballage af plast med et mindre restindhold (1 kg) af vandbaseret maling kan modtages. I/S Amagerforbrænding er ikke enig i vægtbegrænsningen; men Miljøkontrollen fastholder denne, da der ved større mængder malingaffald kan være mulighed for forurening af slaggekølevandet ved gennemsivning af forbrændingsristen.

 

Miljøkontrollen har efter anmodning ændret et vilkår om I/S Amagerforbrændings modtagekontrol for affald, så kontrollen følges op med en orientering til Miljøkontrollen, bl.a. om dialogen med de kommuner, der anviser affald til anlægget.

 

Miljøkontrollen har efter anmodning og indtil videre frafaldet et vilkår om, at alle fire ovnlinier skulle forsynes med udstyr for kontinuert måling af organisk kulstof. Dette måles i forvejen i skorstenen. Der er effektiv røgrensning, og målemetoden er dyr og endnu ikke tilstrækkeligt pålidelig. Principielt finder Miljøkontrollen, at der burde måles for alle fire ovnlinier; men dette er ikke et fast krav i bekendtgørelsen om affaldsforbrænding.

 

I de seneste år er udvaskningen af tungmetaller fra slagger øget. Miljøkontrollen fastholder derfor, at slaggeoplagspladsen bør indrettes med opsamling og behandling af drænvand, fordi det kan forurene undergrunden med tungmetaller og sive til Øresund. I første omgang har Miljøkontrollen forlangt et projektforslag.

 

Miljøkontrollen har stillet vilkår om, at I/S Amagerforbrænding udarbejder et projektforslag til forbedret drift og indretning af sorteringsarealet for modtaget affald. I/S Amagerforbrænding har fundet det upræcist, hvad vilkåret ville indebære af krav. Begge parter har drøftet, hvordan der kan sikres en bedre frasortering af materialer, der er uegnet til forbrænding. Vilkåret er præciseret ud fra dette.

 

I/S Amagerforbrænding har gjort indsigelse imod et vilkår om to gange årligt at gøre rede for de undersøgelser, som I/S Amagerforbrænding deltager i for at opnå mindre mængder og øgede muligheder for nyttiggørelse af slagger og røgrensningsprodukter. Miljøkontrollen har dog fastholdt dette, fordi det findes væsentligt som led i at opnå bedre resultater.

 

MILJØVURDERING

Med den nye miljøgodkendelse til I/S Amagerforbrænding sænkes støjgrænserne på Margretheholm og i Margretheholm Havn fra henholdsvis 42 og 43 dB(A) til 40 dB(A), når der foreligger en ny lokalplan for Margretheholm. Dermed vil støjgrænsen ved boliger på Margretheholm være i overensstemmelse med Miljøstyrelsens vejledninger.

 

ØKONOMI

Ingen bemærkninger.

 

HØRING

Udkastet til ny miljøgodkendelse har været i høring efter den 6. oktober 2003 efter miljøbeskyttelseslovgivningens regler, dels ved offentlig annoncering, dels ved fremsendelse til I/S Amagerforbrænding.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen bemærkninger.

 

BILAG

Miljøkontrollens reviderede udkast til ny miljøgodkendelse af I/S Amagerforbrænding er fremlagt ved mødet.

 

 

 

Peter Elsman                                   / Hjalte Aaberg

 

                     


 


Til top