Mødedato: 08.10.2001, kl. 15:00

Høringssvar til Idrætspolitisk Redegørelse 2001 fra Kultur- og Fritidsudvalget

Høringssvar til Idrætspolitisk Redegørelse 2001 fra Kultur- og Fritidsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 8. oktober 2001

 

10. Høringssvar til Idrætspolitisk Redegørelse 2001 fra Kultur- og Fritidsudvalget

MFU 224/2001 J.nr. F 1540-1/01

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender vedlagte forslag til høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget.

 

RESUME

Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet Idrætspolitisk Redegørelse 2001. Forud for den politiske behandling af redegørelsen har Kultur- og Fritidsudvalget på møde d. 30. august besluttet at sende redegørelsen i høring.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen anbefaler, at Miljø- og Forsyningsudvalget i sit høringssvar opfordrer Kultur- og Fritidsudvalget til:

  • At inddrage vurderinger af den nyeste, relevante miljøteknologi i forbindelse med miljøvurdering af nyanlæg og renoveringer.
  • At anvende "Bygherrebog, miljøorienteret projektering" bl.a. i tilknytning til brugen af de eksisterende retningslinier for miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri.
  • At man, især i forbindelse med nyanlæg, fra starten indtænker miljøcertificering af udvalgte anlæg, og bl.a. sætter miljømål for driften af anlæggene.

 

SAGSBESKRIVELSE

Kultur- og Fritidsforvaltningen har udarbejdet Idrætspolitisk Redegørelse 2001. Forud for den politiske behandling af redegørelsen har Kultur- og Fritidsudvalget på møde d. 30. august besluttet at sende redegørelsen i høring.

Borgerrepræsentationen har senest i november 1998 vedtaget en idrætspolitisk redegørelse. Som en konsekvens af en øget interesse for idrætsområdet vedtog Borgerrepræsentationen i maj 2000, at den idrætspolitiske redegørelse skal revideres hvert andet år.

I den foreliggende idrætspolitiske redegørelse er den idrætspolitiske hovedmålsætning at sikre en hensigtsmæssig og koordineret udvikling af aktiviteter og faciliteter til gavn for så mange københavnere som muligt. Kultur- og Fritidsforvaltningen gør status for perioden 1998-2001, og udpeger fire fokusområder for de kommende to år (2001-2003):

Fokusområde 1: Der skal fortsat ydes en særlig indsats for børn og unge.

Fokusområde 2: Der skal ydes en særlig indsats for de idrætssvage grupper.

Fokusområde 3: Der skal udarbejdes en undersøgelse af eliteidrættens vilkår i København.

Fokusområde 4: Samarbejdet mellem idræt og skole skal styrkes på tværs af forvaltninger.

Redegørelsen indeholder en uddybende begrundelse for fokusområderne samt en beskrivelse af hvilke handlinger, der kan iværksættes indenfor hvert fokusområde.

Redegørelsen indeholder desuden et afsnit om udviklingen af Københavns idrætsfaciliteter, herunder en såkaldt facilitetsliste med anbefalinger om en lang række nyanlæg og om gennemgribende renoveringer af eksisterende idrætsanlæg.

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Borgerrepræsentationen har i løbet af det sidste år truffet en række beslutninger, der har til formål at begrænse de miljømæssige konsekvenser af kommunens virksomhed. I denne sammenhæng tænkes der specielt på Borgerrepræsentationens beslutning d. 26/4 2001 om at indstillinger skal miljøvurderes, samt på Borgerrepræsentationens beslutning d. 13/6 2001 om at tiltræde Dogme 2000.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen anbefaler at Miljø- og Forsyningsudvalget opfordrer Kultur- og Fritidsudvalget til at inddrage vurderinger af den nyeste, relevante miljøteknologi i forbindelse med miljøvurdering af nyanlæg og renoveringer.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen anbefaler desuden at Miljø- og Forsyningsudvalget opfordrer Kultur- og Fritidsudvalget til at anvende "Bygherrebog, miljøorienteret projektering" bl.a. i tilknytning til brugen af de eksisterende retningslinier for miljøorienteret byfornyelse og nybyggeri.

Endeligt anbefaler Miljø- og Forsyningsforvaltningen at Miljø- og Forsyningsudvalget i sit høringssvar opfordrer Kultur- og Fritidsudvalget til, især i forbindelse med nyanlæg, fra starten at indtænke miljøcertificering af udvalgte anlæg, og bl.a. sætte miljømål for driften af anlæggene.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår på denne baggrund, at udvalget godkender vedlagte forslag til høringssvar til Kultur- og Fritidsudvalget.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen mener ikke der er nogen miljømæssig begrundelse for at kommentere de øvrige dele af den idrætspolitiske redegørelse.

MILJØVURDERING

Indstillingen i sig selv har ingen miljømæssige konsekvenser, men gennemførelsen af de foreslåede anbefalinger vil medføre miljøforbedringer.

ØKONOMI

Indstillingen i sig selv har ingen økonomiske konsekvenser, men de anbefalinger, der gives i forslaget til høringssvar, kan have økonomiske konsekvenser.

HØRING

Der er ikke foretaget høring i forbindelse med indstillingen.

BILAG

  1. Idrætspolitisk Redegørelse 2001.
  2. Forslag til høringssvar fra Miljø- og Forsyningsudvalget til Kultur- og Fritidsudvalget.

Niels Juul Jensen

/ Jørgen Høg

 

 

Til top