Udvalgshøring vedrørende fordeling af DUT-kompensation
Udvalgshøring vedrørende fordeling af DUT-kompensation
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 8. august 2005
7. Udvalgshøring vedrørende fordeling af DUT-kompensation
MFU 170/2005
INDSTILLING
Miljø- og
Forsyningsforvaltningen foreslår, at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender,
at det
meddeles Økonomiforvaltningen, at Miljø- og Forsyningsudvalget ikke har
indsigelser mod den foreslåede fordeling af DUT-kompensation vedr. lov om
offentlige betalinger.
RESUME
Økonomiforvaltningen har i henhold til de nye principper om fordelingen af kommunens DUT-kompensation anmodet om Miljø- og Forsyningsudvalget bemærkninger til et forslag til fordeling af DUT-kompensation vedr. lov om offentlige betalinger.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at Miljø- og Forsyningsudvalget tillkendegiver, at man ikke har indsigelser mod den foreslåede fordeling. Miljø- og Forsyningsforvaltningen er derimod ikke enig med Økonomiforvaltningens argumenter for fordelingen, som ikke synes at være i fuld overensstemmelse med Økonomiudvalgets principper. Det foreslås, at nærværende indstilling fremsendes til Økonomiudvalget sammen med udvalgets beslutning.
SAGSBESKRIVELSE
Økonomiudvalget har den 18. januar 2005 fastlagt nye principper for, hvordan den økonomiske kompensation til kommunen som følge af nye, udgiftskrævende love og bekendtgørelser videregives til de fagudvalg, der vil skulle afholde de forøgede (eller formindskede) udgifter.
Som bekendt søger ministerierne og de kommunale parter løbende for den enkelte lov eller bekendtgørelses vedkommende at opgøre størrelsen af eventuelle mer- eller mindreudgifter på landsplan, og disse beløb bliver en gang årligt videresendt som kompensation til kommunerne og amterne over bloktilskuddet. Københavns Kommune modtager en fast andel af DUT-kompensationen på knap 10 %, uanset at kommunen konkret kan have væsentligt færre eller væsentligt flere opgaver end gennemsnitskommunen.
Tidligere har der ved fordelingen af DUT-kompensationen i Københavns Kommune været søgt taget hensyn til, om udvalgene havde væsentligt flere eller færre opgaver, end DUT-kompensationen kunne finansiere.
I henhold til de nye principper er der indført en såkaldt bagatelgrænse. Når kommunens andel af DUT-kompensationen er under 2 mio. kr., tildeles kompensationen ubeskåret til fagudvalget, uanset om udvalgets merudgifter vurderes at være større eller mindre end den kompensation, som kommunen tildeles. Kun når kommunens andel af DUT-kompensationen er over 2 mio. kr., skal der foretages en egentlig opgørelse af kommunens mer- eller mindreudgifter i forbindelse med DUT-sagen, og det vil blive de faktiske mer- eller mindreudgifter, der indarbejdes i den indstilling om fordelingen af DUT-kompensationen, som forelægges Borgerrepræsentationen én gang årligt.
Der er i år kun et enkelt eksempel på, at Miljø- og Forsyningsudvalget er omfattet af en DUT-sag, hvor kommunen modtager en kompensation på over 2 mio. kr., og hvor der derfor skal foretages en konkret opgørelse af udvalgets merudgifter.
Som følge af en forsin kelse på én måned i implementeringen af den elektroniske fakturering samt det forhold, at finansministeren har ønsket, at kommunerne skulle udvise fleksibilitet i forbindelse med indførelsen af e-fakturaer, er der givet kommuner og amter en samlet kompensation på 26,3 mio. kr., hvoraf Københavns Kommune vil få 2,55 mio. kr. over bloktilskuddet.
Sagen er nærmere beskrevet i et høringsnotat, som Økonomiforvaltningen har fremsendt sammen med anmodningen om udvalgshøringen. Notatet er vedlagt som bilag 2.
Økonomiforvaltningen foreslår, at denne kompensation fordeles mellem udvalgene i henhold til det faktiske antal fakturaer. Miljø- og Forsyningsudvalgets andel af kompensationen vil herigennem blive på 13 t.kr.
Det fremgår af Økonomiforvaltningens høringsnotat, at Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har tilkendegivet, at udvalgene bør kompenseres i henhold til de opgjorte udgifter ved implementeringen af den elektroniske fakturering.
Økonomiforvaltningen har hertil bemærket, at fordelingen af beløbet i henhold til antallet af fakturaer er mest retvisende, "idet denne fordelingsnøgle tager udgangspunkt i det DUT-beløb Københavns Kommune er blevet kompenseret med" og at sagen alene omhandler kompensationen for udskydelse og fleksibilitet i forbindelse med elektronisk fakturering og dermed ikke evt. implementeringsudgifter.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen er enig med Økonomiforvaltningen i, at den nævnte sag alene omhandler kompensationen for den udskudte igangsætning af den elektroniske fakturering og det forhold, at finansministeren har bedt kommunerne udvise fleksibilietet, og at betragtningen om, at forvaltningernes faktiske implementeringsudgifter har været højere end forudsat, derfor ikke kan inddrages i spørgsmålet om DUT-kompensationen, hvis Økonomiudvalgets principper af 18. januar 2005 skal følges.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen finder omvendt ikke, at Økonomiforvaltningens betragtning om, at det i sig selv er et argument for den foreslåede kompensation til udvalgene, at den tager udgangspunkt i det DUT-beløb Københavns Kommune er blevet kompenseret med, kan tillægges betydning. Økonomiudvalget har jo netop fastlagt som princip, at der skal tages udgangspunkt i de faktiske mer- eller mindreudgifter for kommunen i de tilfælde, hvor bagatelgrænsen er overskredet.
Derimod ville det kunne anføres, at det ikke er muligt at skelne mellem udvalgenes merudgifter som følge af på den ene side implementeringen af den elektroniske fakturering og på den anden side de ændrede betingelser for implementeringen, og at det derfor er nødvendigt at tage udgangspunkt i den faktiske kompensation til kommunen som følge af ændringerne i forbindelse med iværksættelsen.
Økonomiforvaltningen anfører i høringsnotatet, at alle andre forvaltninger har tilkendegivet, at man kan acceptere Økonomiforvaltningens forslag til fordeling af kompensationen, og at det derfor i påkommende fald kun ville være Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, som skulle kompenseres yderligere.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen er ganske uenig i, at dette skulle være tilfældet. Miljø- og Forsyningsforvaltningen går ud fra, at hvis Miljø- og Forsyningsudvalget skulle ønske, at udvalgene blev kompenseret i henhold til forvaltningernes samlede merudgifter ved implementering af elektronisk fakturering, ville det ikke udelukke Miljø- og Forsyningsudvalget fra en andel i en sådan yderligere kompensation, at forvaltningen tidligere har tilkendegivet, at man kan acceptere Økonomiforvaltningens forslag. I modsat fald ville Økonomiforvaltningens høring af de stående udvalg være formålsløs.
Det indstilles, at nærværende indstilling og udvalgets beslutning sendes til Økonomiforvaltningen idet det tilkendegives, at Miljø- og Forsyningsudvalget ikke har ikke har indsigelser mod den foreslåede fordeling af DUT-kompensationen vedr. lov om offentlige betalinger.
MILJØVURDERING
Ingen
ØKONOMI
Den foreslåede kompensation vedr. lov om offentlige betaligner til Miljø- og Forsyningsudvalget udgør 13 t.kr.
Miljø- og Forsyningsudvalget tildeles herudover i overensstemmelse med Økonomiudvalgets principper kommunens andel af DUT-kompensationen vedrørende de øvrige sager på lov- og cirkulæreprogrammet inden for udvalgets ressort.
Dette gælder cirkulære om indberetning om jordforurening, 29 t.kr., samt en ændring af olietankbekendtgørelsen, 233 t.kr., som begge foreslås indarbejdet i Miljøkontrollens budget.
I lighed med de øvrige udvalg vil Miljø- og Forsyningsudvalget både afgive og modtage kompensation som følge af ændringer i arbejdsmiljøuddannelsen samt ændringer af dagpenge- og orlovsbestemmelserne. Den samlede virkning på Miljø- og Forsyningsudvalgets budget i 2005 er neutral.
En oversigt over korrektionerne af udvalgenes rammer er indarbejdet i bilag 1.
Konsekvenser for borger
Ingen
BILAG
Bilag 1 Korrektion af udvalgenes rammer som følge af mindre DUT-sager
Bilag 2 Økonomiforvaltningens høringsnotat vedr. større DUT-sager på Miljø- og Forsyningsudvalgets område
/ Jens Balslev