Mødedato: 07.08.2000, kl. 15:00

Tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 til omflytning af fyldjord på den centrale del af Amager Fælled

Tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 til omflytning af fyldjord på den centrale del af Amager Fælled

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 7. august 2000

 

7. Tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 til omflytning af fyldjord på den centrale del af Amager Fælled

MFU 177/2000 J.nr. M 1690-4/00

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår,

at Miljø- og Forsyningsudvalget tiltræder, at der gives tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 til omflytning og indbygning af ca. 7.000 m3 fyldjord i to høje på den centrale del af Amager Fælled.

at Miljø- og Forsyningsudvalget tiltræder, at sager vedrørende omflytning af forurenet jord ikke skal forelægges udvalget.

 

RESUME

Bygge- og Teknikforvaltningen, Vej & Park har ved ansøgning af 28. marts 2000 anmodet Miljøkontrollen om tilladelse til at flytte og indbygge ca. 7.000 m3 fyldjord i to projekterede høje på den centrale del af Amager Fælled. Fyldjorden fra Amager Fælled er overskudsjord fra udgravning af en vandfyldt lavning, der ligger 100-300 meter fra de planlagte høje. Såvel terrænregulering af den vandfyldte lavning som etablering af højene er led i den samlede landskabs- og plejeplan for Amager Fælled.

Der er udarbejdet en plan for håndtering og sortering af den opgravede fyldjord. Formålet med håndteringsplanen er at sikre, at forurenet fyldjord, der indeholder mobile og rensningsegnede forureninger, ikke indbygges i højene. Det vil således kun være fyldjord, der kan indeholde immobil og ikke flygtige stoffer, der tillades indbygget. Denne type forurening vil ikke udgøre en risiko for afdampning eller nedsivning. Fyldjorden kræves afdækket med 0,5 meter ren jord, således at al kontakt undgås.

Området med den vandfyldte lavning og området, hvor højene skal etableres er en del af samme opfyldning, med samme type deponi. Idet størstedelen af den jord, der flyttes er fra samme område, vil jordomflytning og indbygning ikke medføre forøget forurening på området.

Det indstilles, at der gives tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 til omflytning og indbygning af ca. 7.000 m3 fyldjord i to høje på den centrale del af Amager Fælled. Udkast til Miljøkontrollens tilladelse er vedlagt til orientering.

Endvidere indstilles det, at sager vedrørende omflytning af forurenet jord ikke skal forelægges Miljø- og Forsyningsudvalget, idet der henvises til beslutningsprotokollen fra mødet d.22. marts 1999, M 26/99.

 

SAGSBESKRIVELSE

Som et led i den samlede landskabs- og plejeplan for Amager Fælled, ønsker Bygge- og Teknikforvaltningen, Vej & Park at foretage en terrænregulering af en vandfyldt lavning på den centrale del af Amager Fælled. Ved terrænreguleringen forventes vandhullet at skulle udgraves til 1-1,5 meter under terræn, med en færdig vanddybde på ca. 1,0 meter. I forbindelse med anlægsarbejdet skal der udgraves ca. 5000 m3 fra den eksisterende lavning. Herudover skal der foretages en terrænregulering af de tilstødende arealer, som vil medføre en flytning af yderligere 2000 m3 jord.

Overskudsjorden ønskes indbygget i to planlagte høje, som ligger 100- 300 meter fra lavningen.

Placering af lavningen og de planlagte høje er vist på bilag 1.

Geotekniske boringer samt prøveudgravninger viser at der på området på Amager Fælled forekommer slagger og bygningsaffald i form af sten, brokker og asfaltklumper. Der kunne generelt ikke konstateres tegn på organisk forurening. Dog er der i en enkel boring i 3,5 meters dybde ved syn og lugt konstateret tjære. For at få et indtryk af en evt. mobil organisk forurening er der ved lavningen udtaget 10 vandprøver, som er analyseret for en lang række organiske parametre. Analyserne viser ikke tegn på kraftig eller udbredt forurening på det aktuelle område.

Rambøll har på vegne af Vej og Park udarbejdet en plan for håndtering og sortering af den opgravede fyldjord. Formålet er at sikre at forurenet fyldjord, der indeholder mobil og rensningsegnet forurening ikke placeres i højene. Fyldjord med eventuelle andre typer forureninger, der kan indeholde immobil og ikke flygtige stoffer, og som ikke udgør en risiko for afdampning eller nedsivning, kan blive indbygget. Indbygget fyldjord vil blive afdækket med 0,5 meter ren jord, således at al kontakt undgås.

Området med den vandfyldte lavning og området, hvor højene skal etableres ligger inden for den samme opfyldning. Opfyldningen er sket i løbet af 1960´erne. På området er der deponeret industriaffald samt jordfyld og bygningsaffald. Det forventes dog, at jorden ved lavningen hovedsagelig består af jordfyld og bygningsaffald, da der her tidligere har ligget en omladestation.

Miljøkontrollen indstiller derfor, at der gives tilladelse til den ønskede omflytning, jf. vedlagte udkast til afgørelse. Miljøkontrollen har opstillet følgende forudsætninger for tilladelsen:

  • Ved at nyttiggøre overskudsjorden indenfor området undgås transport til eksterne anlæg samtidig med at overskudsjorden erstatter tilført materiale.
  • Der genindbygges ikke rensningsegnet jord, idet dette vil blive frasorteret og anvist til rensning.
  • Der er ikke grundvandsinteresser i området.
  • Da jorden er fra samme område, vil indbygning af fyldjorden ikke medføre en forøget forurening i området.
  • Jord indeholdende immobile og ikke flygtige stoffer vil ikke udgøre en risiko for hverken afdampning eller nedsivning.
  • Kontaktrisiko kan afskæres ved at afdække højen med ren jord.

Vilkårene for tilladelsen er:

  • Der må ikke placeres mere forurenet jord på mindre forurenede arealer.
  • Der må ikke indbygges jord, som er forurenet med flygtige organiske stoffer.
  • Jord indeholdende flygtige organiske stoffer bortskaffes efter Miljøkontrollens anvisning.
  • Der skal afsluttes med signalnet og minimum 0,5 meter dokumenteret ren jord.

Stadslægen og Danmarks Naturfredningsforening vil få tilsendt en kopi af § 19 tilladelsen til underretning. Miljøkontrollens afgørelse vil blive annonceret og vil kunne påklages til Miljøstyrelsen.

Endvidere indstilles det, at sager vedrørende omflytning af forurenet jord ikke skal forelægges Miljø- og Forsyningsudvalget, idet der henvises til beslutningsprotokollen fra mødet d. 22. marts 1999, M 26/99. På dette møde blev det blandt andet besluttet, at kun større betydende sager vedrørende omflytning af jord skal forelægges udvalget i det næste år.

BILAG

  1. Oversigtsplan
  2. Udkast til tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 19 til indbygning af fyldjord i to høje på den centrale del af Amager Fælled

 

Niels Juul Jensen

/ Jørgen Høg

 

Til top