Høringssvar til Kommuneplan 2005
Høringssvar til Kommuneplan 2005
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 7. marts 2005
4. < /span>Høringssvar til Kommuneplan 2005
MFU 59/2005
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,
at vedlagte notat sendes til Økonomiudvalget, som Miljø- og Forsyningsudvalgets høringssvar om forslag til Kommuneplan 2005.
RESUME
Økonomiudvalget besluttede den 18. januar 2005 at sende forslag til Kommuneplan 2005 i udvalgshøring med frist til den 7. marts 2005. Vedlagte høringssvar indeholder Miljø- og Forsyningsforvaltningens forslag til høringssvar.
De overordnede kommentarer til kommuneplanen er, at den planlagte vækst i byen ikke i tilstrækkeligt omfang kommer til at ske på et bæredygtigt grundlag, samt at intentioner i kommunens miljøpolitik i højere grad bør afspejles i kommuneplanen, så miljø og bæredygtighed får større vægt. Dette gælder fx i forbindelse med udvikling af nye byområder, støjbeskyttelse af boliger, institutioner mv. Endvidere bør der i planen gives mulighed for at udvikle nye byområder med fokus på reduktion af ressourceforbrug, miljøbelastning, biltrafik mv. Endelig bør udbygningstakten af de nye byområder afstemmes med udbygningen af den banebaserede, kollektive trafikforsyning, således at kommunen fastholder stationsnærhedsprincippet i byudviklingsplanlægningen.
På trafikstøjområdet har Økonomiforvaltningen ikke indarbejdet Miljø- og Forsyningsforvaltningens forslag til retningslinier, der efter vores opfattelse af nødvendige for at kunne leve op til kommunens mål på området.
Med hensyn til parkering foreslår Miljø- og Forsyningsforvaltningen, at der indføres skrappere parkeringskrav ved nybyggeri.
I rammerne for lokalplanlægningen bør det præciseres, at jord- og grundvandsforurening ikke må udgøre en sundhedsrisiko, samt at der er behov for arealer til et antal genbrugsstationer mv. i de forskellige bydele.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen finder det positivt, at der er udarbejdet en miljøvurdering af dele af kommuneplanens emner.
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Økonomiforvaltningen har haft det overordnede ansvar for arbejdet med at revidere kommuneplanen. De syv administrerende direktører har været styregruppe for projektet. Forvaltningerne har endvidere deltaget i koordinationsgruppe og arbejdsgrupper. Miljøkontrollen har repræsenteret Miljø- og Forsyningsforvaltningen i det pågældende arbejde.
I slutningen af 2004 var forslag til Kommuneplan i forvaltningshøring, hvor Miljø- og Forsyningsforvaltningen bidrog. Nogle af kommentarerne er indarbejdet i det nuværende forslag til Kommuneplan men ikke alle.
Økonomiudvalget besluttede den 18. januar 2005 at sende forslag til Kommuneplan 2005 i udvalgshøring med frist til den 7. marts 2005.
Kommuneplan 2005 består af fem bind:
· Hovedstruktur
· Rammer for lokalplanlægningen
· Byudviklingsstrategi
· Bydelsplan for Valby
· Miljøvurdering
Bemærkninger til
forslag til Kommuneplan 2005
Miljø- og Forsyningsforvaltningen har udarbejdet vedlagte forslag til Miljø- og Forsyningsudvalgets høringssvar om kommuneplanen. Høringssvaret indledes med generelle bemærkninger efterfulgt af bemærkninger til kommuneplanens enkelte bind (hovedstruktur, byudviklingsstrategi, rammer for lokalplanlægningen, bydelsplan for Valby, miljøvurdering). I forlængelse af dette er der indsat et bilag med konkrete bemærkninger til de enkelte afsnit i kommuneplanmaterialet, som understøtter de generelle bemærkninger. Nedenfor beskrives hovedindholdet i høringssvaret.
Vækst på et bæredygtigt grundlag
Fokus i forslaget til Kommuneplan 2005 (herefter KP05) er, at København skal være i vækst, og at byen skal udvikle sig til en international metropol, som kan tiltrække nye virksomheder og nye borgere.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen finder det nødvendigt, at det i Kommuneplan 2005 tydeliggøres, at byens vækst skal ske på et bæredygtigt grundlag, og at mål og intentioner i kommunens miljøpolitik afspejles i kommuneplanen, så miljø og bæredygtighed får større vægt.
Hovedstruktur samt
Byudviklingsstrategi
Udvikling af nye byområder
Det er Miljø- og Forsyningsforvaltningen opfattelse, at København har så stor en arealmæssig rummelighed, at det er muligt at skabe en byudvikling og byomdannelse, uden at byens nuværende miljømæssige og rekreative kvaliteter forringes i uacceptabel grad. Med en hensigtsmæssig udbygningsgrad og planlægning, vil der samtidig være mulighed for at udvikle helt nye typer af byområder med et væsentligt indslag af miljøorienteret byggeri, og hele bydele, der som følge af en optimal forsyning med offentlig transport m.v. kan blive mindre bilafhængige. Disse synspunkter bør integreres i KP05.
Trafikstøj
Det er Miljø- og Forsyningsforvaltningens opfattelse, at det største problem i forslaget til kommuneplanen er uenigheden om, hvordan støjbeskyttelsen fremover skal være i forbindelse med byudviklingen.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen har i forbindelse med forvaltningshøringen foreslået, at der sker en præcisering af administrationspraksis i forhold til bl.a. nye byudviklingsområder, samt at der suppleres med følgende retningslinjer:
· En støjgrænse på 55 dB(A) for nybyggede boliger i nye byområder.
· En støjgrænse ved nye skoler, uddannelsesinstitutioner og hospitaler på 55 dB(A).
· Krav om at nye boliger og daginstitutioner skal have mindst en facade, hvor støjbelastningen er under 55 dB(A).
· En maksimal grænseværdi på 65 dB(A) ved boliger i byomdannelsesområder og nybyggeri i de eksisterende boligområder. I særlige tilfælde som f.eks. huludfyldning eller omdannelse af fx erhverv til boliger kan tillades boliger eller dagsinstitutioner, hvor trafikstøjen er op til 70 dB(A) på facaden.
Økonomiforvaltningen har ikke imødekommet Miljø- og Forsyningsforvaltningens ændringsforslag, idet man har været nervøs for konsekvenserne for den fremtidige byudvikling. Økonomiforvaltningen har i stedet videreført retningslinjerne for støj i Kommuneplan 2001 (herefter KP01) i uændret form i KP05
Det er Miljø- og Forsyningsforvaltningens opfattelse, at en opfyldelse af de målsætninger kommunen har på støjområdet (jf. KP01, Miljøpolitik, Agendaplan m.fl.) fordrer, at støjbestemmelserne i KP05 bringes i overensstemmelse med Miljø- og Forsyningsforvaltningens forslag hertil.
Økonomiforvaltningen og Miljø- og Forsyningsforvaltningen har aftalt, at der i foråret 2005 gennemføres en analyse af, hvordan de af Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslåede støjkrav influerer på mulighederne for nybyggeri og byomdannelse. Analysens resultater skal tjene som grundlag for at træffe politisk beslutning om en eventuel revision af støjretningslinjerne. Undersøgelsen vil tilvejebringe det bedst mulige grundlag for at fastlægge nuancerede bestemmelser for, i hvilken grad forskellige dele af kommunens potentielle byudviklingsområder kan tillades bebygget under hensyntagen til støjbelastningen og folkesundheden.
Miljøorienteret
byggeri
Det er Miljø- og
Forsyningsforvaltningens opfattelse at udviklingen af de nye byområder giver
mulighed for at sætte fokus på en miljøorienteret byudvikling med fokus på at
mindske ressourceforbrug og miljøbelastning. Ligeledes bør der åbnes mulighed
for at udlægge nye områder, der så vidt muligt friholdes for støjende
aktiviteter som fx biltrafik. Dette bør fremgå af KP05.
Byudvikling og stationsnærhed
For at mindske den individuelle biltransport med de dertil knyttede gener i form af forurening, støj og nedsat fremkommelighed, er det meget vigtigt, at stationsnærhedsprincippet fastholdes overalt i byen. Miljø- og Forsyningsforvaltningen finder det derfor problematisk, at dele af de nye byudviklingsområder (Artillerivej Syd samt dele af Nordhavnen og dele af Sydhavnen) ikke kommer til at ligge stationsnært. Dette vil medføre en øget biltrafik i og omkring disse områder, hvilket ikke er i overensstemmelse med kommunens egne mål. Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår derfor, at der i KP05 tages hånd om denne problemstilling ved at afstemme udbygningstakten for de nævne områder med udbygningen af den banebaserede kollektive trafikforsyning. Tiltag, som blot flytter trafik og miljøproblemer til andre veje og byområder, bør ikke fremmes.
Byfortætning
Miljø- og Forsyningsforvaltningen er enig i, at byfortætning skaber et godt grundlag for en effektiv forsyning med energi, offentlig transport mv. En fortætning af byen kan derfor medvirke til at reducere miljøbelastning og ressourceforbrug. Men en tæt by giver også problemer - fx for boliger, som er belastede af luftforurening, trafikstøj, støj fra restaurationsliv mv., og for borgere, som har begrænset eller slet ingen adgang til friarealer og grønne områder inden for en rimelig afstand fra deres boliger. Byfortætning må derfor ske parallelt med, at den kollektive trafikforsyning øges, og behovet for individuel biltransport mindskes. Der er grænser for fortætningsgraden, såfremt det byfortættede område skal kunne tilbyde et acceptabelt udbud af friarealer og udendørs rekreative muligheder.
Parkering
For at mindske trafik- og miljøbelastningen i områder med nybyggeri ønsker Miljø- og Forsyningsforvaltningen, at der i kommuneplanen indføres skrappere parkeringskrav ved nybyggeri på linie med det forslag, der indgik i det kommuneplanforslag, der var i forvaltningshøring i efteråret 2004. I udkastet til forvaltningshøringen indgik et konkret forslag om, at ændre det eksisterende parkeringskrav på 1 parkeringsplads pr. 100 etagem2 nybyggeri, således at minimumskravet til parkeringsdækning skulle afspejle områdets miljøfølsomhed og behovet for at begrænse bilpendlertrafikken. Dette er taget ud af det nuværende forslag til kommuneplan, hvor det dog nævnes, at der er nye parkeringsnormer under overvejelse.
Øvrige forhold
Afsnittet om København nu og i fremtiden bør også indeholde et afsnit om miljøstatus på linie med status for erhverv, boliger, kultur, arkitektur og indbyggere og trafik.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen finder det ligeledes vigtigt, at udviklingen af havneområderne sker på en måde, som sikrer den bedst mulige adgang til vandet som en rekreativ værdi. Det kræver fx at boligerne ikke bygges helt ud til kajkanterne.
Rammer
for lokalplanlægningen
Miljø- og Forsyningsforvaltningen finder behov for, at det i rammerne præciseres, at jord- og grundvandsforurening ikke må udgøre en sundhedsrisiko for hverken indendørsklimaet eller de udendørs opholdsarealer.
Et væsentligt element for at nå målene om genbrug og genanvendelse i Affaldsplan 2008 er, at der findes lokaliteter til et antal genbrugsstationer, kvartermiljøstationer og nærgenbrugsstationer. Miljø- og Forsyningsforvaltningen henstiller til, at ønsket om at finde disse lokaliteter kommer til at indgå med vægt i rammerne og i den videre fysiske planlægning i bydelene.
Forslag
til Bydelsplan
for Valby
Miljø- og Forsyningsforvaltningen finder, at der er god overensstemmelse mellem planen og de igangværende arbejder med den lokale støjhandlingsplan i Folehaven.
I planen kunne der med fordel indarbejdes et afsnit, som specifikt beskæftiger sig med Grønttorvet, og de trafikale problemer torvets beliggenhed medfører for store dele af Valby.
Miljøvurdering
Miljø- og
Forsyningsforvaltningen ønsker at påpege, at en anden mulighed for afbødning af
de negative konsekvenser er en strammere regulering af antallet af parkeringspladser,
hvilket bør tilføjes i miljøvurderingen.
Det fremgår af
miljøvurderingen, at byudviklingsstrategien samlet muliggør en byudvikling på 3
mio. etagekvadratmeter i byudviklingsområderne. Det fremgår ligeledes, at der
derudover forventes en byudvikling på 1,5 mio. etagekvadratmeter i de øvrige
områder i byen. Denne sidste tredjedel
af den forventede byudvikling indgår ikke i byudviklingsstrategien og heller
ikke i miljøvurderingen. Miljø- og Forsyningsforvaltningen finder dette
problematisk, da de samme mål og retningslinier bør gælde for denne del af
byudviklingen, som for den del som er beskrevet i kommuneplanen.
ØKONOMI
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
MILJØVURDERING
Sagstypen er ikke omfattet af Miljø- og Forsyningsforvaltnings positivliste over sager, der skal miljøvurderes.
KONSEKVENSER FOR
BORGERNE
I kommuneplanen fastlægges en række overordnede rammer for den fremtidige udvikling af byen. Disse rammer har betydning for blandt andet befolkningens udfoldelsesmuligheder og for den miljøbelastning, de udsættes for. Hvis høringssvaret bliver taget til efterretning, vil det indebære, at den fremtidige vækst og byudvikling kommer til at ske på et mere bæredygtigt grundlag end ellers til gavn for både de nuværende og kommende borgere og andre brugere af byen.
Borgerne får mulighed for at komme med bemærkninger og forslag til kommuneplanen i den offentlige høringsperiode.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen bemærkninger.
HØRING
Ingen bemærkninger.
BILAG
Miljø- og Forsyningsudvalgets høringssvar om forslag til
Kommuneplan 2005 (notat af 16. februar 2005)
Bilag A: Hovedstruktur
Bilag B: Rammer for lokalplanlægningen
Bilag C: Byudviklingsstrategi
Bilag D: Miljøvurdering af forslag til Københavns Kommuneplan
2005
Bilag E: Forslag til bydelsplan for Valby
Bilag F: Støj og byudvikling i Kommuneplanforslag 2005
Bilag G: Kort med markering af ændringer af rammer for
lokalplanlægningen
Hjalte Aaberg / p>
Lene Mårtensson