Større arrangementer og succeskriterier for Miljøfestival 2005
Større arrangementer og succeskriterier for Miljøfestival 2005
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 7. februar 2005
7. Større arrangementer og succeskriterier for Miljøfestival 2005
MFU 34/2005
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,
at Miljø- og Forsyningsudvalget drøfter de større arrangementer og succeskriterierne for Miljøfestival 2005.
RESUME
På mødet i Miljø- og Forsyningsudvalget den 24. oktober 2004 godkendte udvalget de generelle retningslinier for Miljøfestival 2005, der afholdes fra den 26.-29. maj. I samme indstilling lovede Miljø-og Forsyningsforvaltningen at orientere udvalget om Miljøfestivalens større arrangementer og succeskriterier i starten af 2005.
Denne indstilling omhandler derfor de nu planlagte aktiviteter og et forslag til succeskriterier for Miljøfestival 2005. Aktiviteterne er spredt omkring på en række pladser i byen: På Rådhuspladsen, ved Søerne og i ni bydele. Samtidig er der indgået en aftale om samarbejde med de tre kommuner, Ballerup, Ishøj og Albertslund, hvor der gennemføres tilsvarende miljøaktiviteter på samme tid som Miljøfestival 2005 afholdes i København. Der er afsat 950.000 kr. på Miljøkontrollens budget til Miljøfestival 2005.
S AGSBESKRIVELSE
Baggrund
I indstillingen fra den 24. oktober 2004 lovede Miljø- og
Forsyningsforvaltningen at orientere udvalget om Miljøfestivalens større
arrangementer og succeskriterier i starten af 2005. Dette er baggrunden for
denne indstilling. Miljøfestival 2005 er i øjeblikket ved at blive planlagt.
Planlægningen sker dels på baggrund af de erfaringer Miljøkontrollen har høstet
i forbindelse med Miljøfestival 2004 og de tidligere otte festivaler, og dels
på baggrund af de generelle retningslinier som Miljø- og Forsyningsforvaltningen
godkendte på udvalgsmødet den 24. oktober 2004.
Større arrangementer
Aktiviteterne under Miljøfestival 2005 planlægges i ni
bydele, på tre pladser ved Søerne og på Rådhuspladsen. Samtidig planlægges en
fælles aktivitet med de tre byer Albertslund, Ballerup og Ishøj, idet der er
indgået aftale om at gennemføre Miljøfestival i de tre byer på samme tid, som
der afholdes Miljøfestival i København.
Aktiviteterne rummer alt fra et vartegn på Rådhuspladsen til boder, events og konkurrencer. Samtidig planlægges igen i år en affaldskonkurrence, hvor de deltagende bydele konkurrerer om, hvem der er bedst til at sortere deres affald. Fælles for alle Miljøfestivalens aktiviteter er, at de rummer både miljøfaglig viden og oplevelser for byens borgere.
Der er ikke fastlagt et egentligt tema for festivalen, men med valget af "naturen i byen" som rød tråd gennem festivalen, vil Miljøkontrollen følge op på et af københavnernes ønsker til miljøet i byen fra Miljøfestival 2003.
Blandt mange af de nye aktiviteter på Miljøfestival 2005 er nogle
spændende naturoplevelser på Rådhuspladsen. Endvidere er der, som følge af H.C.
Andersens 200 års fejring, planlagt en række H.C. Andersen elementer i
festivalen, hvor det forekommer naturligt i forhold til miljøvinklen. Samtidig
er der også en række gengangere fra de otte foregående Miljøfestivaler. På
baggrund af de evalueringer, som Miljøkontrollen har gennemført efter
festivalerne, står det klart, at københavnerne efterspørger "klassikere" som
eksempelvis temapladsen Mad- og Markedspladsen ved Søerne. De større
arrangementer på Miljøfestival 2005 er beskrevet i bilag 1 – Miljøfestivalens
aktiviteter.
Der er endnu ikke fundet finansiering for alle de aktiviteter,
der er beskrevet i bilag 1. I 2001-2004 blev udgifterne til en lang række af
aktiviteterne dækket via sponsorater. Indtægterne beløb sig til 908.000 kr. i
2004. I år vil Miljøkontrollen henvende sig til mange af de samme sponsorer
foruden en række nye, og der forventes derfor indtægter af samme
størrelsesorden som i 2004. Miljøkontrollen har i år lagt særlig vægt på at
indbyde nye eksterne samarbejdspartnere.
Flere af de nævnte aktiviteter er endnu på tegnebrættet og
derfor endnu ikke planlagt i detaljen. Det er derfor ikke sikkert, at samtlige
af de beskrevne aktiviteter bliver gennemført. Miljøkontrollen vil, som nævnt i
indstillingen fra den 24. oktober 2004, fremlægge det endelige program
umiddelbart inden afholdelsen af Miljøfestival 2005.
Succeskriterier
Miljøkontrollen har formuleret forslag til succeskriterier for Miljøfestival 2005. I forhold til tidligere år er succeskriterierne for Miljøfestival 2005 formuleret mere kvalitativt, og med større fokus på hvad de besøgende får ud af at deltage ved festivalen dvs. "udbytte og indtryk" mere end "kendskab" til Miljøfestival. Det er tilstræbt at formulere målbare succeskriterier.
Miljøfestivalens formål er, at give københavnerne et bredere
kendskab til det arbejde der udføres af lokale aktører, og af de virksomheder
og organisationer, der vil noget godt for miljøet samt til kommunens eget miljøarbejde.
Det er samtidig formålet med festivalen at give københavnerne en række
nærværende og intense miljøoplevelser, der inspirerer dem til større
miljøbevidsthed. Endelig er det formålet at styrke Københavns og
hovedstadsregionens miljøimage.
Succeskriterierne er beskrevet i bilag 2.
Konsekvenser for
borgerne
Ved Miljøfestival 2005 vil borgerne få en række inspirerende
og nærværende miljøoplevelser, der tager afsæt i forskellige temaer som naturen
i byen, affald, støj, jordforurening, vedvarende energi, bæredygtighed,
økologi, vand, m.v. Dette vil give borgerne et godt indblik i det miljøarbejde,
der udføres i København og et godt indtryk af de mange virksomheder og
forretninger i byen, der arbejder med miljørigtig produktion og miljørigtige
løsninger. Borgerne skal i videst muligt omfang inddrages i Miljøfestival 2005
på et aktivt niveau med henblik på at styrke engagementet i daglige
miljøspørgsmål.
ØKONOMI
Der er afsat 950.000 kr. i Miljøkontrollens budget til
afholdelse af Miljøfestivalen. Derudover vil nogle aktiviteter blive finansieret
via eksterne parter. De foregående tre år har Miljøkontrollen indgået
samarbejde med private parter og derigennem haft indtægter for ca. 700.000-900.000
kr. pr. år.
MILJØVURDERING
Indstillingen er miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af forvaltningens positivliste. Til sagstypen er knyttet følgende miljømål:
Forankring af miljø:
"Erhvervslivet skal
inddrages formelt i udvikling af et bedre miljø"
"Boligområderne skal
inddrages i udarbejdelse af lokale Agenda 21'ere"
"Informere om
miljøforhold, demonstrere handlemuligheder og skabe gunstige betingelser for
borgere og erhverv til at integrere miljø i daglige handlinger, så borgere og
erhvervslivet tager medansvar for byens udvikling"
Et af Miljøfestivalens formål er at give københavnerne et bredere kendskab til kommunens miljøarbejde, samt til det arbejde der udføres af lokale aktører og af de virksomheder og organisationer, der vil noget godt for miljøet. Hermed sikres, at både erhvervslivet og lokale aktører inddrages.
Det er samtidig formålet med festivalen at give københavnerne en række nærværende og intense miljøoplevelser, der inspirerer dem til større miljøbevidsthed. Herigennem er det intentionen a t give borgerne handlemuligheder, så der udvikles en positiv holdning til miljøspørgsmål.
Det vurderes, at Miljøfestivalen bidrager i positiv retning til opfyldelse af kommunens miljømål.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen bemærkninger.
HØRING
Ingen bemærkninger
BILAG
Bilag 1 – Aktiviteter under
Miljøfestival 2005
Bilag 2 – Succeskriterier for
Miljøfestival 2005
Jørgen Lund Madsen