Mødedato: 06.12.2004, kl. 14:30

Drøftelse af strategi for rådgivning om jordforurening (udsat sag)

Drøftelse af strategi for rådgivning om jordforurening (udsat sag)

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 6. december 2004

 

 

7.      Drøftelse af strategi for rådgivning om jordforurening (udsat sag)

 MFU 272/2004

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender en strategi for rådgivning om jordforurening.

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 22. november 2004

Udsat.

 

 

 

RESUME

Indstillingen omhandler den fremtidige strategi for Miljøkontrollens rådgivning om jordforurening og forholdsregler på kommunens børneinstitutioner.

Som et led i rækkefølgeplanen (MFU J.nr. M13/99) er jordforureningen på ca. 800 børneinstitutioner undersøgt. Der er pt. udført oprydninger på ca. 200 institutioner, hvor jorden på legepladserne var kraftigt forurenet. På ca. 500 af institutionerne er jorden lettere forurenet. Forureningsniveauet er i det såkaldte rådgivningsinterval. Undersøgelses- og oprydningsindsatsen forventes afsluttet ved udgangen af 2005.

Miljø- og Forsyningsudvalg et besluttede (MFU J.nr. M202/2003), at der ydes rådgivning på legearealer, hvor forureningsniveauet er i rådgivningsintervallet. Målgruppen for rådgivningsindsatsen er personalet og forældrene til børnene på de institutioner, hvor jorden er lettere forurenet. Hensigten med rådgivningsstrategien er at overbevise forældre og personale om, at de aktivt kan gøre en indsats for at beskytte børnene mod eksponering af lettere forurenet jord.

Kampagnen vil indebære, at alle forældre til børn i de berørte institutioner kontaktes. Informationen gentages med passende frekvens over årene, således at det sikres, at alle, der har børn i de berørte institutioner, bliver orienteret om forholdsreglerne. Samtidigt vil det blive forsøgt at opnå en gentagelse af budskabet.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

 

Strategi for undersøgelse og afværgetiltag

Miljøkontrollen har undersøgt stort set alle Københavns Kommunes institutioner for jordforurening. Ifølge rækkefølgeplanen (MFU J.nr. M13/99) har undersøgelserne været udført med henblik på at udføre afværgetiltag i institutioner med et forureningsniveau over afskæringskriterierne samt mindre tiltag på institutioner med et forureningsniveau i rådgivningsintervallet.

 Rådgivningsintervallet beskriver det forureningsniveau, der overskrider jordkvalitetskriterierne, men overholder afskæringskriterierne. Det er især tjærestoffet benz(a)pyren og tungmetallet bly, som vi kan måle i jorden. Jordkvalitetskriterierne for benz(a)pyren er på 0,1 mg/kg og for bly på 40 mg/kg. Afskæringskriterierne for disse stoffer er 10 gange højere end jordkvalitetskriterierne, dvs. på 1 mg/kg for benz(a)pyren og 400 mg/kg for bly.

MFU har 6. oktober 2003 vedtaget en ny strategi for kommunens indsats mod jord- og grundvandsforurening (MFU J.nr. M202/2003). Det blev vedtaget, at det fremover nedprioriteres at udføre mindre tiltag på legearealer tilknyttet kommunens institutioner, hvis forureningsniveauet ligger i rådgivningsintervallet, men at der i stedet skulle foretages rådgivning af børn og øvrige berørte parter. Dette skal også ses i lyset af, at Miljøstyrelsen har udmeldt, at amterne som alternativ til oprydning skal yde rådgivning på arealer med dette forureningsniveau.

Der findes ca. 500 institutioner, hvor der ved undersøgelse er konstateret et          forurenings-niveau i rådgivningsintervallet.

 

Hidtidig information

Miljøkontrollen har i 1998-99 udarbejdet pjecen "Forurenet jord i København – om børns udendørsleg" og mini-bogen "Victor vil ikke vaske hænder". Pjecen forklarer om jordforureningen, dens mulige skadevirkninger og giver råd om forholdsregler. Mini-bogen er beregnet til at læse for børnene og give dem en forståelse for, at det er vigtigt at vaske hænder. Materialet blev udarbejdet i samarbejde med embedslægen. Pjece og mini-bog blev udsendt til uddeling til forældre og personale i institutionerne i september 1999, samt igen i 2002. Pjecen var tillige tilgængelig på 8 fremmedsprog.

I efteråret 1999 arrangerede Miljøkontrollen i samarbejde med embedslægen informationsmøder i hver af de 16 bydele, hvor bl.a. personale- og forældrerepræsentanter kunne deltage.

Interview-undersøgelse

Miljøstyrelsen gennemførte i 2002 en større interview-undersøgelse blandt forældre til børn i 3-5 års alderen bosat i det storkøbenhavnske område. Interview-undersøgelsen blev sat i gang, inden informationsmaterialet blev sendt ud igen.

Ved undersøgelsen erindrede 18% af forældrene i Københavns Kommune at have modtaget information om forurening direkte fra kommunen. Undersøgelsen blev foretaget 2-3 år efter, at forældrene havde modtaget information om jordforurening. En del af forældrene havde opfattet, at informationen kom fra børnehaven og ikke fra kommunen.

Der er således grundlag for at gentage rådgivningen.

 

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Målgruppe

Målgruppen for vores rådgivningsstrategi kan opdeles i to hovedgrupper:

 

      Forældre til børn mellem 0-10 år i kommunens daginstitutioner og øvrige pasningstilbud, hvor der er påvist jordforurening i rådgivningsintervallet

      Personalet i kommunens daginstitutioner og øvrige pasningstilbud, hvor der er påvist jordforurening i rådgivningsintervallet

 

Målgruppen består derved af ca. 500 institutioner og ca. 30.000 forældre. Det er hensigten, at informationen skal foregå via børnenes forældre. Derfor er børnene ikke defineret som direkte målgruppe, idet de voksne har ansvaret for børnenes sundhed/trivsel.

 

Budskab

For at skærpe gennemslagskraften, skal der kun være ét hovedbudskab, som skal være enkelt og konkret. Hovedbudskabet for rådgivningsstrategien er derfor for de to målgrupper:

 

      Når barnet får vasket hænder, så beskytter jeg det aktivt mod jordforurening

 

Baggrunden for valget er, at embedslægen har udtalt, at det er det vigtigste råd, vi kan give. Som en sideeffekt vil større fokus på bedre håndhygiejne samtidig give et sundhedsmæssigt løft, da øvrige sygdomsfremkaldende parasitter, bændelorm mv. fra jord ligeledes undgås, og da smitte med forkølelsesvira mv. i børneinstitutionerne nedsættes.

 

Kommunikationsplan

Forældre

Vi beskæftiger os med en målgruppe, som typisk består af forældre mellem 20-35 år fra alle sociale lag og med meget forskellig viden om jordforurening. Målgruppens forskellighed og vidensniveau kræver, at vi leverer vores budskab på forskellige niveauer og gennem forskellige aktiviteter for at skabe størst mulig opmærksomhed.

 

Institutioner

Institutionerne vil have en professionel tilgang til børns sundhed .

 

Generelt

Miljøkontrollen vil tilrettelægge en integreret kommunikationskampagne, hvor alle kampagneelementer understøtter hinanden. Elementerne er:

      Print som f.eks. genbrug af pjece og mini-bog med Victor, ny plakat og go-cards

      Web som f.eks. konkurrence og baggrundsinformation på vores hjemmeside på Internettet

      Arrangementer f.eks. ved Miljøfestival.

 

Endvidere vil kampagnen indeholde et PR element, og der vil blive lavet udkast til artikler til relevante medier.

Der er størst chance for, at målgruppen ændrer adfærd, jo flere gange de bliver eksponeret. Derfor ønsker vi at eksponere målgruppen flere gange. Det betyder, at vi vil sætte aktiviteter i gang på forskellige tidspunkter over en periode i 2004-2005.

 

Samarbejdspartnere

Følgende samarbejdspartnere vil blive inddraget i forhold til vores rådgivningsstrategi:

      Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, Dagplejen og Pladsanvisningen.

      Embedslægen. 

      Agenda-centre.

 

Succeskriterier

Forudsætningen for anvendelse af rådgivningsintervallet som erstatning for oprydning er, at rådene om forholdsregler efterleves af forældre og personale til børnene.  Efter kampagnen er delvist afsluttet i løbet af 2005, vil det blive undersøgt, om budskabet er forstået og efterleves af målgruppen. Endvidere vil der ske en evaluering af strategien.

 

Konsekvenser for borgerne

Rådgivningen vil være med til, at et stort antal borgere vil blive oplyst om forholdsregler ved jordforurening med henblik på, at børn beskyttes mod virkninger af lettere jordforurening.

 

ØKONOMI

Budgettet for gennemførelse af rådgivning om jordforurening forventes i 2004 at blive på ca. 200.000 - 400.000 kr. Udgifterne afholdes inden for Miljøkontrollens budget-ramme på funktion 081.1 (konto nr. 55811052-33).

 

MILJØVURDERING

Informationsstrategien vil medvirke til, at flere børn beskyttes mod den lettere jord-forurening, der findes overalt i København. Gennemførelse af strategien vil derfor have en positiv påvirkning på børns sundhed.


ANDRE KONSEKVENSER

Ingen bemærkninger.

 

HØRING

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen og Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen er hørt.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens direktion har svaret, at de er enige i behovet for information med en passende frekvens, idet børn/forældre og personale i børneinstitutioner udskiftes med jævne intervaller. Hovedbudskabet - børn skal vaske hænder, når de har været ude og lege - falder fint i tråd med Sundhedsplejens indsats omkring håndhygiejne i daginstitutioner. Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen er positivt indstillet over for et samarbejdet omkring indførelse af rådgivnings-strategien i forhold til børn/forældre og personale i institutioner med legearealer, hvor der er konstateret forurening i rådgivningsintervallet.

Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen finder intensiveringen af informationen over for forældre og personale om vigtigheden af at vaske hænder velbegrundet og gennemtænkt. Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen har noteret sig, at forvaltningen som samarbejdspartner vil blive inddraget i forhold til informationsstrategien og ser frem til at høre nærmere herom.

 

BILAG

Ingen bilag.

 

 

 

 

Hjalte Aaberg                    /

Henrik Winther Nielsen

 


 


Til top