Besvarelse af Miljøministerens høring om R98´s koncession
Besvarelse af Miljøministerens høring om R98´s koncession
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 6. september 2004
8. Besvarelse af Miljøministerens høring om R98´s koncession
MFU 196/2004
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller
at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender udkast til
besvarelse af Miljøministerens høringsskrivelse af 22. juni 2005.
RESUME
Miljøministeren besluttede den 30. april 2004 at genoptage Københavns og Frederiksberg Kommuners afgørelse af 30. juni 1998 angående R98s koncession. Miljøministeren ønsker at vurdere, hvorvidt der er grundlag for at tilbagekalde de kommunale afgørelser. Miljøstyrelsen har derfor anmodet om en redegørelse for sagsforløbet og grundlaget for kommunernes afgørelse.
Københavns Kommunes advokat har lavet vedlagte udkast til besvarelse af Miljøstyrelsens høring og Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender udkastet.
Besvarelsen henviser til ti dligere besvarelser i sagen, og det fastholdes hermed, at kommunen som den kompetente myndighed i 1998 traf en gyldig og retskraftig beslutning. I hovedpunkter fremhæves det,
- at Københavns Kommune senest i 1970 tildelte R98 en 50-årig koncession på indsamling af dagrenovation m.v.
- at denne koncession blev tildelt R98 ved beslutning i Københavns Borgerrepræsentation med henblik på kommunens varetagelse af de opgaver, der påhvilede kommunen i medfør af den dagældende sundhedslovgivning
- at kommunen siden 1970 stedse har været undergivet et lovgivningsmæssigt ansvar for bortskaffelse af dagrenovation m.v., herunder i medfør af den senere Miljøbeskyttelseslovs § 45, stk. 1, og § 47, stk. 2
- at koncessionen derfor også løbende har været forankret i beslutninger i Københavns Borgerrepræsentation, herunder bestemmelser i de af kommunen vedtagne affaldsregulativer.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Med brev af 2. maj 2003 anmodede Konkurrencestyrelsen miljøministeren om at vurdere, om aftalen mellem Københavns og Frederiksberg Kommuner og R98 er en direkte og nødvendig følge af offentlig regulering jf. Konkurrencelovens § 2, stk. 2 (MFU orienteret 16. juni 2003). Bestemmelsen i Konkurrenceloven betyder, at en aftale kan udtages fra lovens forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler, hvis den er en direkte og nødvendig følge af offentlig regulering.
Da kommunen i 1998 traf beslutning om, at aftalen med R98 var undtaget fra konkurrencelovens forbudsbestemmelse, var kommunerne ifølge konkurrenceloven den kompetente myndighed til at træffe en sådan beslutning og konkurrencemyndighederne tog beslutningen til efterretning.
I mellemtiden er Konkurrenceloven ændret med bl.a. den virkning, at kommunerne ikke længere skal træffe sådanne afgørelser. Nu er det ministeriet inden for det pågældende ressortområde, der skal træffe afgørelse om, hvorvidt en aftale er omfattet af konkurrencelovens forbudsbestemmelser. I Konkurrencestyrelsens brev til miljøministeren af 2. maj 2003 anmoder man derfor om at Københavns og Frederiksberg Kommuners afgørelse bliver genoptaget til fornyet vurdering.
Københavns Kommunes advokat skriver den 14. maj 2003 til Miljøministeriet og meddeler, at han ikke finder, at der er hjemmel til at genåbne sagen, og at en eventuel afgørelse derfor vil være ugyldig.
Miljøstyrelsen retter den 20. juni 2003 henvendelse til Konkurrencestyrelsen med anmodning om en nærmere begrundelse for, hvorfor Konkurrencestyrelsen mener, at miljøministeren har hjemmel til at træffe afgørelse i en sag, som der allerede er truffet afgørelse i. Konkurrencestyrelsen beder kammeradvokaten om en vurdering af sagen, og han svarer i oktober 2003, at sagen kun vil kunne genåbnes under forudsætning af, at der foreligger retlige mangler af formel eller materiel karakter, eller at der foreligger væsentlige nye oplysninger i sagen.
Den 23. januar 2004 fremsender Konkurrencestyrelsen en fornyet henvendelse til miljøministeren og anmoder ministeren om at genoptage sagerne til fornyet vurdering. Det sker med henvisning til, at Konkurrencestyrelsen mener, at kommunernes afgørelser lider af såvel formelle som væsentlige materielle retlige mangler. Kommunens advokat fastholder med brev af 12. marts 2004, at der er tale om en gyldig og retskraftig afgørelse, som Miljøministeren ikke har hjemmel til at ændre (MFU orienteret 29. marts 2004).
Efter en høring af parterne meddeler Miljøministeren den 30. april 2004 Konkurrencestyrelsen, at han finder, at der er grundlag for at genoptage sagen for at vurdere, om der er retlige mangler ved de afgørelser kommunerne traf i 1998 (MFU orienteret 24. maj 2004).
Frederiksberg Kommune har under sagsforløbet over for Miljøstyrelsen meddelt, at man kan henholde sig til skrivelserne fra Københavns Kommunes advokat.
Den 22. juni 2004 anmoder Miljøstyrelsen om parternes
bemærkninger, herunder om at redegøre for grundlaget for og sagsforløbet ved
afgørelserne af 30. juni 1998. Miljøstyrelsen opfodrer samtidigt R98 til at
fremkomme med alle oplysninger om og bemærkninger til, hvilke økonomiske
konsekvenser der skønnes at være ved en tilbagekaldelse af aftalen.
Miljøstyrelsen fastsatte en frist til 30. juli 2004. Denne frist er senere,
bl.a. af hensyn til den politiske behandling, flyttet til den 15. septe
Da der ikke er noget væsentligt nyt i sagen i forhold til tidligere skrivelser, foreslår kommunens advokat, at man henviser til ovennævnte besvarelse af 12. marts 2004, hvor der er en udførlig redegørelse for såvel formelle som materielle aspekter af kommunens afgørelse af 30. juni 1998. Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at man fremsender et svar til Miljøstyrelsen som foreslået.
Miljøministeren kan herefter enten beslutte, at der ikke er anledning til at ændre kommunernes afgørelse eller vurdere, at koncessionen ikke er en direkte og nødvendig følge af offentlig regulering. Hvis det er vurderingen, at koncessionen ikke er en direkte og nødvendig følge af offentlig regulering, er det Konkurrencestyrelsen, der skal træffe den endelige afgørelse om, hvorvidt koncessionsaftalen er lovlig eller ulovlig. En beslutning fra Konkurrencestyrelsen kan ankes til Konkurrenceankenævnet og en afgørelse herfra kan indbringes for domstolene.
Konsekvenser for
borgerne
Der er ingen konsekvenser for borgerne, men hvis sagen ender med, at koncessionen bortfalder, vil der være nogle konsekvenser, som ikke nærmere kan identificeres på nuværende tidspunkt.
ØKONOMI
Der er ingen økonomiske konsekvenser
MILJØVURDERING
Der er ingen miljømæssige konsekvenser.
BILAG
Udkast til høringssvar fra
advokat