Mødedato: 06.09.2004, kl. 14:30

Strategi mod jord- og grundvandsforurening

Strategi mod jord- og grundvandsforurening

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 6. september 2004

 

 

5.      Strategi mod jord- og grundvandsforurening

 MFU 190/2004

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at udvalget drøfter baggrunden for kapitalbevillingen til undersøgelse og oprensning af forurenet jord og grundvand, herunder håndteringen af jordforurening på udflytterbørnehaver.

Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 23. august 2004

Udsat.

                     

 

RESUME

Den 6. oktober 2003 (MFU 202/2003) vedtog Miljø- og Forsyningsforvaltningen en ny strategi for indsatsen mod jord- og grundvandsforurening. Den 9. august 2004 (MFU 170/2004) behandlede Miljø- og Forsyningsudvalget den første kapitalbevilling omkring jord- og grundvandsoprensninger efter den nye strategi.

I sidste uge rettede en række artikler i Jyllandsposten en kritik af Københavns Kommunes prioritering af ca. 100 mio. kr. til oprydning af jordforurening på børneinstitutioner.

På denne baggrund ønskede udvalget en drøftelse af ovenstående.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Den 9. august 2004 tiltrådte Miljø- og Forsyningsudvalget forvaltningens indstilling om, at Miljø- og Forsyningsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, anbefaler, at der gives en kapitalbevilling på 14,79 mio. kr. til udførelse af en række jord- og grundvandsoprensninger samt forureningsundersøgelser, herunder til oprydning af jordforurening på 3 udflytterinstitutioner, som er beliggende udenfor Københavns Kommune.

Ved behandling af kapitalbevillingen blev der rejst en række spørgsmål til nærmere afklaring:

·        Baggrund for ny strategi mod jord- og grundvandsforurening

·        Baggrund for indsats på udflytterbørnehaver

·        Kritikken af kommunens prioriteringer på området 

Baggrund for ny strategi mod jord- og grundvandsforurening

Miljøkontrollen er ved at færdiggøre indsatsen med oprydning af kraftig forurening på børneinstitutioner og offentlige legepladser. I den tidligere rækkefølgeplan var det tanken, at der herefter skulle foretages mindre indgreb over for jordforurening på de institutioners legearealer, der har et forureningsniveau i rådgivningsintervallet. Rådgivningsintervallet er forureningsniveauet imellem jordkvalitetskriterierne for ren jord og afskæringskriterierne (typisk 10 X jordkvalitetskriterierne). Det er de kraftigt forurenede arealer over afskæringskriterierne som Miljøkontrollen har prioriteret oprydning af.

På baggrund af en effektvurdering og et ændret plangrundlag på grundvandsområdet foreslog Miljøkontrollen i stedet en ny strategi mod jord- og grundvandsforurening, hvor fokus flyttes mod en anden forureningstype af mobile stoffer (fx klorerede opløsningsmidler), som giver afdampningsproblemer i boliger og forurening af grundvandet. Efter den nye strategi sker indsatsen mod jordforurening i rådgivningsintervallet ved løbende rådgivning af borgere og institutioner om, hvordan de skal forholde sig for at undgå kontakt, med den lettere forurenede jord.

Indstillingen omkring den nye strategi blev behandlet af MFU den 6. oktober 2003. I indstillingen har Miljøkontrollen givet en uddybning af baggrunden for den nye strategi.

 

Baggrund for indsats på udflytterbørnehaver:

Udflytterbørnehaver i Københavns Kommune benytter arealer i København, Frederiksborg og Roskilde amter. Miljøkontrollen har i 2003 gennemført undersøgelser for jordforurening på disse arealer efter beslutning i MFU og BR (BR7/03) den 16. januar 2003.

På baggrund af undersøgelserne har Miljøkontrollen i år indstillet 3 kraftigt forurenede arealer til oprydning. Oprydningen af arealerne som er tilknyttet udflytterbørnehaverne gennemføres for at sikre, at alle børn der passes af Københavns Kommune er ligestillet og at børn i udflytterbørnehaver dermed ikke udsættes for en øget sundhedsmæssig risiko fra jordforurening.

Ved henvendelse til København og Frederiksborg amter omkring de kraftigt forurenede arealer har amterne oplyst overfor Miljøkontrollen, at arealerne ikke er prioriteret til oprydning indenfor en årrække. Det skyldes, at disse amter gennemfører undersøgelse og oprensning af grundvandsforureninger i områder med drikkevandsinteresser. Til orientering kan det oplyses, at fx Fyns Amt også prioriterer oprydning af kraftig jordforurening på børneinstitutioner højt.

 

 

Kritik af kommunens prioriteringer på området:

Jyllandsposten har den 9. august 2004 bragt 4 artikler omkring Københavns Kommunes prioritering af 100 mio. kr. til oprensning af jordforurening:

·        "Tænk hvis vi kunne få bedre legepladser"

·        "Miljøpenge kunne hjælpe mange børn"

·        "Ren legeplads med farlige træ er"

·        "Er det fornuftigt at bruge 100 mio. kr. på at fjerne forurenet jord på legepladser"

 

I artiklerne rejser Institut for Miljøvurdering og Jyllandsposten spørgsmålstegn ved, om de 100 mio. kr. som Københavns Kommune gennem årene har prioriteret til oprensning af jordforurening i stedet for kunne give mere sundhed for byens børn ved at blive brugt til at forbedre sikkerheden på legepladserne.

Jyllandsposten har kritiseret Københavns Kommune for at prioritere 100 mio. kr. til oprydninger af jordforurening, som embedslægerne vurderer at medfører 2 ekstra kræfttilfælde over 70 år. Som baggrund for kritikken har Jyllandsposten brugt embedslægerapporten "Jordforurening og sundhedsrisiko", som beskriver den sundhedsmæssige betydning af jordforureningen med bly og benzo(a)pyren i Københavns og Frederiksberg kommuner.

Jyllandspostens udlægning af resultaterne og konklusionerne i embedslægerapporten er dog meget unuancerede. Det fremgår bl.a. af rapporten, at der ikke findes en nedre grænse for den sundhedsskadelige effekt af benzo(a)pyren og bly, at kræftrisikoen på grund af benzo(a)pyren er 10 gange større for småbørn på kraftigt forurenede grunde samt at tab af IQ på grund af bly kan give indlærings- og adfærdsforstyrrelser hos børn og at oprydningseffekten er størst på de kraftigt forurenede grunde.

Ved oprensningen af de kraftigt forurenede børneinstitutioner og offentlige legepladser forebygger vi ikke kun mulige kræfttilfælde. Som det også fremgår af embedslægerapporten viser erfaringer fra USA, at der er betydelige meromkostninger for samfundet ved tab af IQ hos småbørn som følge af bly i jorden. Effekterne kan være vedvarende og altså bestemmende for blys skadevirkning på hele befolkningen på længere sigt. Effekten af oprensning af bly kan dermed vise sig, at være den største.

Hermed mener vi, at embedslægerapporten faktisk understøtter både Københavns Kommunes hidtidige indsats mod kraftig jordforurening på børneinstitutioner og offentlige legepladser samt Københavns Kommunes nye strategi med at yde rådgivning på lettere forurenede arealer. Indsatsen følger dermed også Miljøstyrelsens vejledning på området.

Selvom vi nu næsten er færdige med oprydning på de kraftigst forurenede arealer med børneinstitutioner og offentlige legepladser, så har vi sandsynligvis kun lige set toppen af isbjerget med hensyn til problematikken omkring jord- og grundvandsforurening i København. Med den ny strategi flytter vi indsatsen mod de mobile stoffer (fx klorerede opløsningsmidler), som er problematiske i forhold til indeklima i boliger og grundvandsforureninger.

Hvad legepladsernes sikkerhed angår, så har Miljøkontrollen i forbindelse med oprydningerne fået en ekstern konsulent til at foretage vurdering af legepladssikkerheden på ca. 40 legepladser. Desuden har bl.a. Vej & Park sat fokus på emnet og foretaget vurdering af legepladssikkerheden på de offentlige legepladser.

 

Konsekvenser for borgerne

Ingen

 

ØKONOMI

Ingen

 

MILJØVURDERING

Ingen

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

 

HØRING

Ingen

 

BILAG

Ingen

 

Hjalte Aaberg

                                            /

                                                                 Henrik Winther Nielsen

 


 


Til top