Drøftelse af senere afhentning af husholdningsaffald
Drøftelse af senere afhentning af husholdningsaffald
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 6. september 2004
4. Drøftelse af senere afhentning af husholdningsaffald
MFU 188/2004
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,
at Miljø- og Forsyningsudvalget drøfter redegørelsen om tids- og aktivitetsplan for R98's arbejde med at belyse muligheden for og de økonomiske konsekvenser ved afhentning af alt husholdningsaffald fra kl. 07.00, og
at Miljø- og Forsyningsudvalget drøfter redegørelsen om, hvordan R98 vil arbejde videre med støjsvagt materiel o. lign.
Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning i mødet den 23. august 2004
Udsat.
RESUME
Med udgangspunkt i de beslutninger, som Miljø- og Forsyningsudvalget traf på mødet den 10. maj 2004 om senere afhentning af dagrenovation i Indre By, har R98 udarbejdet en tids- og aktivitetsplan til belysning af mulighederne for og vurdering af konsekvenserne ved at udskyde tidspunktet for påbegyndelse af indsamlingen af alle husholdningsaffaldsfraktioner til efter kl. 07.00. Endvidere har R98 udarbejdet en redegørelse, der angiver hvordan selskabet vil arbejde videre med støjsvagere biler og affaldsbeholdere. En samlet vurdering af hvordan ændringen af affaldsindsamlingen kan gennemføres og konsekvenserne heraf forelægges Miljø- og Forsyningsudvalget i foråret 2005.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Miljø- og Forsyningsudvalget besluttede i mødet den 10. maj 2004 bl.a.:
at R98, efter omlægningen af indsamlingsruterne i Indre By i sommeren 2004, tidligst starter indsamlingen af dagrenovation kl. 06.00, som i resten af København, som et første skridt,
at R98 redegør for, hvordan R98
vil arbejde videre med støjsvagt materiel, biler og
containere, og
at R98 kommer med forslag til at ændre afhentningen til tidligst kl. 07.00 i hele ugen. Forslaget skal belyse de praktiske muligheder, miljø og økonomi.
Endvidere
traf Miljø- og Forsyningsudvalget den 14. juni 2004 beslutning om, at afhentningen
af dagrenovation i Indre By fra den 2. august 2004 kun kan starte kl. 05.15 på
Kronprinsessegade (fra Sølvgade til Gothersgade), H.C. Andersens Boulevard (nr.
4-16), Gyldenløvesgade (nr. 6 og nr. 20) og Vesterbrogade (fra H.C. Andersens
Boulevard til Vesterfælledvej). Dispensationen gælder indtil den 31. decemb er 2004. I resten af
Københavns Kommune kan afhentningen af dagrenovation tidligst starte fra kl.
06.00.
Udvalget gav
som ovenfor nævnt dispensation til, at R98 fortsat kunne hente dagrenovation
fra kl. 05.15 på fire nærmere angivne gadestrækninger. Målet er dog, at afhentningen
af dagrenovation på alle gadestrækninger skal påbegynde tidligst kl. 06.00.
Miljø- og Forsyningsudvalget får i efteråret 2004 forelagt en redegørelse for
mulighederne for, hvordan R98 på de 4 nævnte gadestrækninger kan starte afhentningen
af affald efter kl. 06.00. Redegørelsen vil endvidere beskrive erfaringerne med
afhentning af affald efter kl. 06.00 på de gadestrækninger i Indre By, hvor
starttidspunktet for affaldsindsamlingen er blevet flyttet fra kl. 05.15 til
efter kl. 06.00.
Uddybning af indstilling
Af sagsfremstillingen til Miljø- og Forsyningsudvalgets møde den 14. juni 2004 fremgik det, at udvalget på mødet den 23. august 2004 ville få forelagt en tids- og aktivitetsplan for R98's arbejde med at belyse muligheden for og de økonomiske konsekvenser ved afhentning af alt husholdningsaffald i hele Københavns Kommune fra kl. 07.00. Husholdningsaffaldsfraktionerne er foruden dagrenovation også farligt affald, haveaffald, glas, papir, pap, storskrald, pvc, imprægneret træ, elektronikskrot og kølemøbler.
Miljøkontrollen har med brev af 18. juni 2004 anmodet R98 om en sådan tids-, og aktivitetsplan. Miljø- og Forsyningsforvaltningen har efterfølgende drøftet planudkast med R98. Under drøftelserne med R98 har forvaltningen bl.a. lagt vægt på løbende dialog mellem projektleder fra R98 og forvaltningen.
Som det fremgår af vedlagte redegørelse af 9.
august 2004 fra R98 (bilag 1), foreslås det, at vurderingen af muligheder for
at ændre starttidspunktet for afhentning af husholdningsaffald fra kl. 06.00
til kl. 07.00 og konsekvensvurderingen heraf gennemføres i to faser:
Fase
1
I
fase 1 analyseres den nuværende affaldskørsel før kl. 07.00, og der foretages
en opgørelse over antallet af borgere og gadestrækninger, som i dag berøres af
affaldsindsamlingen før kl. 07.00. Endvidere foretages en kategorisering af de
berørte gadestrækninger til vurdering af, hvor mange borgere der skønnes
forholdsvist let at kunne opnå senere affaldsindsamling, og hvor mange borgere
det vil være vanskeligt at ændre forholdene for. R98 foreslår, at denne fase
afvikles inden 1. dece
Fase 2
I fase 2 opstilles
scenarier for, hvordan en ændring kan gennemføres, herunder ændring af
kørselsruter, indsætning af flere biler, ændring af 2-holdsdriften og arbejdstiden.
Konsekvenser for hvert scenarie beskrives for økonomi, miljø, arbejdsmiljø og
trafikafvikling. En samlet vurdering af hvordan ændringen af affaldsindsamlingen
kan gennemføres, og konsekvenserne heraf forelægges Miljø- og Forsyningsudvalget
foråret 2005.
Forvaltningen har under drøftelsen af planudkast med R98 lagt vægt på, at både fase 1 og fase 2 skal gennemføres så hurtigt som muligt. Det er forvaltningens opfattelse, at projektet ikke kan gennemføres hurtigere end beskrevet, såfremt det skal danne tilstrækkeligt beslutningsgrundlag for en eventuel ændring af starttidspunktet for indsamling af husholdningsaffald.
Reduktion af støj fra affaldsbeholdere
Som det fremgik af
sagsfremstillingen til Miljø- og Forsyningsudvalgets møde den 14. juni 2004,
har R98 gennemført forsøgsvis opstilling af affaldsbeholdere med
støj-reducerende konstruktionsændringer. Disse ændringer medfører, at
støjniveauet reduceres markant under transport af beholderne og ved åbning og
lukning af beholderlåget.
Som det fremgår af
vedlagte bilag 2, har R98 besluttet at opstille de støjdæmpende beholdere på
ejendomme, hvor beboere klager over støj fra de almindelige beholdere, samt på
ejendomme hvor R98 selv observerer sandsynlige støjgener for beboerne. R98
oplyser, at beholdernes støjdæmpende konstruktionsændringer på nuværende
tidspunkt skulle være det maksimale, der kan gøres rent teknisk.
Reduktion af støj fra renovationsbiler
Støjen fra
renovationsbilerne er sammensat af støj fra bilens motor, støj fra komprimering
af affaldet og støj fra selve beholdertømningen, især når det er nødvendigt at
"banke" beholderen for at få fastsiddende affald til at falde ud.
Som det fremgår af
bilag 2, er det først og fremmest motorstøjen, der kan reduceres. R98 har
undersøgt, om det kunne være hensigtsmæssigt at anvende naturgasdrevne renovationsbiler. Dette har R98 fravalgt på
grund af omkostningerne og manglende mulighed for at tanke bilerne i nærheden
af R98's geografiske arbejdsområde. R98 oplyser, at meromkostningerne til naturgasdrevne
renovationsbiler er i størrelsesorden 200.000 - 400.000 kr.
Konsekvenser for borgerne
En flytning af
starttidspunktet til tidligst kl. 07.00 for afhentning af husholdningsaffald i
Københavns Kommune vil betyde, at nogle borgere vil blive udsat for støj fra
affaldsindsamlingen en time senere end tilfældet er i dag. Når fase 1 er
gennemført, vil der være status over, hvor mange borgere og gadestrækninger,
som i dag berøres af affaldsindsamlingen før kl. 07.00 og dermed en opgørelse
over, hvor mange borgere der forventes at kunne opleve en forandring.
ØKONOMI
Miljøkontrollen har anmodet R98 om at udarbejde en samlet vurdering af de miljømæssige og økonomiske konsekvenser, som forventes forelagt Miljø- og Forsyningsudvalget i foråret 2005.
R98's forventede ressourceforbrug til at gennemføre den
beskrevne aktivitetsplan som beslutningsgrundlag for eventuel ændring af
starttidspunktet for indsamlingen af husholdningsaffald er ikke fastlagt.
Omkostningerne skal håndteres i R98 inden for budgetrammen for 2005.
MILJØVURDERING
Når fase 2 er gennemført, og der er foretaget en samlet vurdering af, hvordan ændringen af affaldsindsamlingen kan gennemføres, udarbejdes en miljøvurdering af konsekvenserne af den senere affaldsindsamling.
HØRING
Ingen
BILAG
Bilag 1: Notat af 9. august 2004 fra R98 med tids- og aktivitetsplan for R98's arbejde med at belyse muligheden for og de økonomiske konsekvenser ved afhentning af alt husholdningsaffald i Københavns og Frederiksberg Kommuner efter kl. 07.00.
Bilag 2: Notat af 5. august 2004 fra R98 om det videre arbejde i R98 med udvikling og anskaffelse af støjsvage affaldsbeholdere og biler.
Hjalte Aaberg
/ Hans
Lunde