International handlingsplan for Miljø- og Forsyningsforvaltningen 2004 - 2006
International handlingsplan for Miljø- og Forsyningsforvaltningen 2004 - 2006
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 6. september 2004
10. International handlingsplan for Miljø- og Forsyningsforvaltningen 2004 - 2006
MFU 198/2004
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,
at Miljø- og
Forsyningsudvalget drøfter vedlagte udkast til International handlingsplan for
Miljø- og Forsyningsforvaltningen 2004 – 2006
at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender, at forvaltningen indleder forhandlinger med Økonomiforvaltningen om et internationalt projekt på tværs af forvaltningerne.
RESUME
Forvaltningen har udarbejdet udkast til en international plan for forvaltningens område som en opfølgning på kommunens internationale strategi, der blev besluttet i Borgerrepræsentationen efteråret 2003.
I planen foreslås visioner og formål for forvaltningens internationale arbejde. Desuden foreslås konkrete områder, hvor forvaltningen ønsker at udvikle sine kompetencer, påvirke EU's arbejde og fremme byens vækst gennem internationalt samarbejde. Endelig foreslås nogle kriterier for, hvornår forvaltningen skal vælge at deltage internationalt, og hvilke værktøjer der anvendes.
SAGSBESKRIVELSE
Baggrund
Borgerrepræsentationen har i efteråret 2003 godkendt en international strategi for kommunen. Ifølge denne strategi skal hver forvaltning udarbejde en handlingsplan. I 2006 skal der udarbejdes en evaluering til Borgerrepræsentationen af strategien og udvalgenes handlingsplaner.
Miljø- og Forsyningsforvaltningen har udarbejdet en plan for forvaltningens internationale arbejde 2004 – 2006, som er vedlagt i udkast. Det foreslås, at Miljø- og Forsyningsudvalget drøfter planforslaget, og at det forelægges til endelig godkendelse senere i efteråret, når udvalget har været på studietur til Bruxelles.
Planen er struktureret på samme måde som kommunens internationale strategi i tre "søjler": "den lærende by" (videndeling og erfaringsudveksling), "den indflydelsesrige by" (varetagelse af Københavns interesser) og "byen i vækst" (profilering og markering af byen).
I planen foreslås visioner og formål for forvaltningens internationale arbejde. Desuden foreslås konkrete områder, hvor forvaltningen ønsker at udvikle sine kompetencer, påvirke EU's arbejde og fremme byens vækst gennem internationalt samarbejde. Endelig foreslås nogle kriterier for, hvornår forvaltningen skal vælge at deltage internationalt og hvilke værktøjer, der bør anvendes.
I planen foreslår forvaltningen følgende vision for det internationale arbejde:
· At København udvikler kompetencer inden for miljø, vand og energi, som ligger på et fagligt højt niveau i forhold til andre europæiske storbyer for at kunne yde en velkvalificeret service og opgaveløsning.
· At København sikrer sig indflydelse på udvikling af den europæiske politik på områder, som kan få væsentlige konsekvenser for byen
· At København profileres på miljø-, vand- og energiområdet.
I planen foreslår forvaltningen følgende konkrete aktiviteter:
Den lærende by:
· Ansøgning til EU om støtte fra LIFE programmet til at udvikle dogmesamarbejdet
· Udmøntning af kommunens aftale med Paris om bl.a. samarbejde om Lokal Agenda 21
· Fortsættelse og opstramning af det nordiske storby miljøsamarbejde
· Deltage i organisationerne Eurocities, FEDARENE (organisation for regionale og lokale miljø- og energikontorer i Europa om energi og miljø), ICLEI (International organisation for lokale myndigheder om miljø), IWA (International Water Association) og EUREAU. Deltagelsen i disse organisationer sker primært for at kunne følge den faglige udvikling i andre byer og regioner og for at kunne udveksle viden.
· Økonomiforvaltningen har taget initiativ til, at der etableres et internationalt projekt på tværs af forvaltningerne. Det foreslås, at Miljø- og Forsyningsforvaltningen aktivt går ind i forhandlingerne med forvaltningerne og tilstræber, at erfaringerne fra Dogmesamarbejdet anvendes. Det bør ske for at sikre et fokuseret og målrettet samarbejde. Dette uddybes i planforslaget.
· Forvaltningen vil løbende vurdere, om der er grundlag for at gennemføre videndeling inden for andre faglige områder, herunder de områder, som er nævnt i planens sidste afsnit.
Den indflydelsesrige
by:
Forvaltningen vil løbende følge udviklingen i EU på de områder som forvaltningen dækker og vurdere, om der er områder, som har væsentlig interesse for København.
Allerede på nuværende tidspunkt kan forvaltningen pege på følgende områder, som man vil følge nøje:
· Bygningers energimæssige ydeevne, herunder anvendelse af solceller, varme- og elbesparelser.
· Opfølgning af Vandrammedirektivet (herunder forhandlinger om de prioriterede stoffer for eksempel pesticider)
· Grundvandsdirektivet (rammer for den fremtidige grundvandsbeskyttelse og -vandkvalitet)
· Kunstig infiltration (anbefales i Vandrammedirektivet og er en ny behandlings- og indvindingsmetode i Danmark)
· Jordforureningsområdet (nye fælles EU regler, ny monitering, beskyttelseszoner mv.)
· Strategi for forebyggelse og genanvendelse af affald (EU's langsigtede strategi for fremtidig regulering af affaldsområdet)
· Den tematiske bystrategi specielt udvikling af et miljøledelsessystem for større byer. Forvaltningen har tilmeldt sig et projekt "Liveable Cities" arrangeret af Eurocities og støttet af EU.
Byen i vækst:
· Det foreslås, at forvaltningen fortsætter sit hidtidige engagement i København Europas Miljøhovedstad sammen med Økonomiforvaltningen i endnu en tre års periode. Der indledes forhandlinger med Økonomiforvaltningen herom
· Forvaltningen deltager aktivt i at få udviklet nye identitetsværdier og organiseringen af profileringsarbejdet i regionen
· Der gennemføres en måling hvert andet år, hvor København sammenlignes med andre byer i Europa med en stærk miljøprofil.
·
Forvaltningen tager imod internationale
besøgende og deltager i internationale projekter sammen med for eksempel
virksomheder i København, når det har en væsentlig betydning for København, herunder
byens organisationer og virksomheder.
Konsekvenser for
borgerne
Det internationale arbejde i forvaltningen skal medvirke til, at man kan løse opgaverne mere kvalificeret og yde en bedre service overfor borgerne. Det gælder både i opbygning af kompetencer hos ansatte i kommunen, i forhold til at påvirke EU lovgivningen og i forhold til at støtte en vækst i byen til gavn for København og københavnerne.
ØKONOMI
Forslaget til international handlingsplan 2004 - 2006 omfatter kun forslag, som kan gennemføres inden for de ressourcer Miljø- og Forsyningsforvaltningen har til rådighed i dag. Forvaltningen vil vende tilbage til Miljø- og Forsyningsudvalget vedrørende forhandlingerne med Økonomiforvaltningen og de øvrige forvaltninger om et tværforvaltningsmæssigt internationalt projekt.
MILJØVURDERING
Planforslaget indebærer i sig selv ikke nogen væsentlig
miljøkonsekvenser.
ANDRE KONSEKVENSER
Ingen
HØRING
Planforslaget har været i høring i forvaltningens institutioner
BILAG
Bilag 1 "International handlingsplan Miljø- og
Forsyningsforvaltningen 2004
/
Jørgen Lund Madsen