Mødedato: 06.06.2005, kl. 15:00

Høringsudkast til revision af Københavns Kommunes Grundvandsplan

Høringsudkast til revision af Københavns Kommunes Grundvandsplan

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 6. juni 2005

 

 

10.      Høringsudkast til revision af Københavns Kommunes Grundvandsplan

 MFU 152/2005

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Miljø- og Forsyningsudvalget sender det foreliggende udkast til revision af Københavns Kommunes Grundvandsplan i offentlig høring.

 

 

RESUME

Københavns Kommunes skal i medfør af Vandforsyningsloven udarbejde en redegørelse for kommunens grundvandsplanlægning en gang i hver valgperiode. Denne redegørelse skal sendes i offentlig høring i minimum 8 uger, før den kan vedtages endeligt.

Som opfyldelse af forpligtelsen til at redegøre for grundvandsplanlægningen er der gennemført en revision af Grundvandsplan 2000, som blev vedtaget af borgerrepræsentationen i 2001.

Grundvandsplanen, revision 2005 indeholder en opdatering af målsætninger for grundvandsressourcen, samt en status for grundvandets kvalitet og udnyttelse. Der gives en systematisk gennemgang og status for vedtagne handlingsplaner og en fremskrivning af disse.

Der er et styrket fokus på udnyttelse af sekundavand i kommunen, hvilket afspejles i målsætninger og handlingsplaner.

Endelig er der medtaget en oversigt over kommunens generelle praksis hvad angår regulering af grundvandsressourcen i forbindelse med behandling af konkrete ansøgninger. Der er foreslået en opstramning af praksis i forhold til sager vedrørende grundvandsdræning, således at kommunen som udgangspunkt ikke tillader permanent grundvandsdræning ved bygninger mv.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at Miljø- og forsyningsudvalget vedtager at udsende udkastet i offentlig høring indtil den 2. september 2005. Derefter foreslås, at Miljø- og Forsyningsudvalget , Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen  tager stilling til en revideret grundvandsplan, som udarbejdes på baggrund af indsendte høringssvar.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Borgerrepræsentationen vedtog i 2001 Grundvandsplan 2000, som redegør for kommunens mål for grundvandsressourcen, herunder prioritering og beskyttelse samt konkrete handlingsplaner for opfyldelse af målsætningerne. Desuden redegør grundvandsplanen for kommunens kortlægning af grundvandsressourcen herunder for kvalitet og forureningstrusler.

Ifølge lovgrundlaget for grundvandsplanlægning, skal Borgerrepræsentationen en gang i hver valgperiode offentliggøre en redegørelse for grundvandsplanlægningen. Vedlagte forslag til revision af Grundvandsplan 2000, herefter Grundvandsplan 2005, udgør denne redegørelse.

Som følge af implementeringen af Vandrammedirektivet og den forventede udmyntning af strukturreformen, vil ansvaret for grundvandsplanlægning herefter  overgå til staten, som skal fremlægge nye vandplaner i 2009. Det er derfor forventningen, at Grundvandsplan 2005 vil udgøre Københavns Kommunes forvaltningsmæssige grundlag indtil 2009.

 

Målsætninger: Grundvandsplanen foreslår en opdatering af målsætninger for grundvandsplanlægningen som bl.a. afspejler konkrete krav i Miljømålsloven, der implementerer Vandrammedirektivet. De reviderede målsætninger afspejler også et forøget fokus på generel vandmangel på Sjælland med deraf skærpede forventninger om optimering af udnyttelse af "egen" grundvandsressource samt kravet om at afbalancere grundvandsudnyttelsen med ønsket om bevaring og udvikling af overfladevandmiljøet, dvs. søer og åer i kommunen.

 

Vedtagne mål jf. Grundvandsplan 2000

·                    Grundvandsressourcen inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og områder med drikkevandsinteresser fastholdes til drikkevandsformål. (GVP 2000)

·                    Muligheden for at have et nødforsyningsberedskab i forbindelse med nødforsyningsboringerne og Valby Vandværk opretholdes (GVP2000)

·                    Grundvandsressourcen søges udnyttet til sekundavandsformål. 1. prioritet har anvendelser der kan spare på forbruget af drikkevand. (GVP 2000)

 

 

Forslag til reviderede målsætninger Grundvandsplan 2005:

·                    Grundvandsressourcen inden for områder med særlige drikkevandsinteresser og områder med drikkevandsinteresser fastholdes til drikkevandsformål og skal inden 2015 have opnået god tilstand med hensyn til kvalitet og mængde.

·                    Grundvandsressourcen skal med hensyn til kvalitet og mængde understøtte et samlet nødforsyningsberedskab jf. kommunens vandforsyningsplanlægning.

·                    Grundvandsressourcen søges øget fx via nedsivning for at bevare og udvide udnyttelsesmuligheder og for at opnå en positiv effekt på overfladevand i kommunen. Forringelse af grundvandets kvalitet forebygges.

·                    Udnyttelse af grundvandsressourcen i København sker under hensyntagen til det samlede vandkredsløb.

·                    Grundvandsressourcen kan udnyttes til drikkevan d og sekundavand samt til andre formål som fx grundvandskøling. Anvendelser, der kan reducere behovet for import af drikkevand, søges fremmet af hensyn til naturen i de omegnskommuner, hvor størstedelen af vandet til København indvindes.

·                    Indsatsen for bevarelse af grundvandsressourcen forankres hos borgere og virksomheder i kommunen.

 

Status: Grundvandsplanen giver en status over grundvandets tilstand og udnyttelse. Desuden gennemgås alle de handlingsplaner, der blev vedtaget i Grundvandsplan 2000, suppleret med de aktivitetsmål der er vedtaget i kommunens Agenda 21-plan. Der redegøres for hver handlingsplan for status og videre perspektiv.

Regulering: I vedlagte revision af grundvandsplanen er medtaget en oversigt over de retningslinier, kommunen lægger til grund for behandling af konkrete ansøgninger, der vedrører grundvandet. Det gælder fx indvinding af vand, nedsivning og midlertidig grundvandssænkning. Der er foreslået en enkelt justering i form af en opstramning af holdningen til permanent dræning af bygninger m.v.

Vedtaget praksis

I Indre By tillades permanent dræning af grundvand ikke. Tilladelse til permanent dræning af grundvand gives som udgangspunkt ikke i Ørestaden. Jf. Kommuneplan 2001.

Forslag til revideret praksis

Kommunen giver som udgangspunkt ikke tilladelse til permanent dræning af betydende mængder grundvand, da det er i modstrid med den overordnede målsætning  om at bevare grundvandsressourcen og med kommunens princip om bæredygtig udvikling.

Det kan ikke udelukkes, at der kan være helt særlige forhold, der taler for en tilladelse til permanent grundvandsdræning. Det kunne fx være forhold af teknisk karakter, eller der kan være tale om genbrug af det afdrænede vand.

Kortlægning: I appendix til planen er den nyeste viden om geologi og hydrogeologi samt forurening og udnyttelse af grundvandsressourcen i kommunen samlet.

 

Konsekvenser for borgerne

Ved udsendelse af en revision af den gældende grundvandsplan får borgere og virksomheder mulighed for at vurdere kommunens indsats i forhold til vedtagne handlingsplaner. Der bliver også mulighed for at komme med kommentarer og indsigelser og derigennem opnå medindflydelse på kommunens politik på området.

En endelig vedtagelse af planen vil betyde en fortsættelse af den hidtidige politik på grundvandsområdet med styrket fokus på sekundavandsudnyttelse.

Konkrete konsekvenser vil opleves ved planlægning af byggeri, hvor det foreslås, at kommunen som udgangspunkt ikke skal give tilladelse til permanent dræning af grundvand. Det kan betyde forøgede anlægsudgifter.

Byggeri & Bolig vurderer, at merudgifter typisk må forventes at være begrænsede i forhold til de samlede anlægsudgifter.

I Ørestaden og i Indre By gælder det allerede, at der ikke kan etableres permanent grundvandsdræning.

I behandling af andre byggesager har Bygge- og Teknikforvaltningen i forvejen en praksis, hvor man forsøger at undgå permanent dræning af grundvand, uden at man dog har hjemmel i Byggeloven til at kræve dette i byggesager.

Endelig er det erfaringen fra Byggeri & Bolig, at projekter vedrørende byggeri i de havnenære udviklingsområder, der fremsendes til byggesagsbehandling, typisk på forhånd er projekteret sådan, permanent grundvandsdræning ikke er nødvendig.

Det vurderes derfor, at ændringen i praksis ikke vil opleves som stor.

 

ØKONOMI

Der er ikke økonomiske konsekvenser af vedtagelse af høringsudkastet til revideret grundvandsplan. Alle planlagte tiltag, som er omtalt, er i forvejen vedtaget og finansieret.

 

MILJØVURDERING

Indstillingen er miljøvurderet, da sagstypen er omfattet af Miljø- og Forsyningsforvaltningens positivliste. Til sagen er knyttet følgende miljømål:

·        Grundvandsressourcen i områder med drikkevandsinteresser skal fastholdes til drikkevandsformål

·        Den offentlige sektor skal være drivkraft i omstillingen til bæredygtighed. Derfor bør al kommunens planarbejde have bæredygtighed som overordnet mål.

·        Boligområderne skal inddrages i udarbejdelse af lokale agenda 21 planer.

 

Ad1: Miljøpåvirkningen vil være positiv. Målsætningen er fastholdt og suppleret med de krav til grundvandskvalitet, der følger med vedtagelse af Miljømålsloven. Fremskrivningen af handlingsplaner afspejler dette miljømål.

Ad 2: Miljøpåvirkningen vil være positiv. Revisionen af grundvandsplanen har fokus på optimering af udnyttelsen af grundvandsressourcen både til drikkevand og til sekundavand, men også på at grundvandsudnyttelse skal ses i sammenhæng med hensynet til andre interesser  især søer og åer.

Forslaget om generelt at afvise tilladelse til permanent dræning vil medvirke til fremme af en bæredygtig udvikling.

Ad 3:Bolig områderne skal inddrages i udarbejdelse af lokale Agenda 21 planer. Forankring er medtaget som ny selvstændig målsætning i den reviderede grundvandsplan. Konkret er der planlagt aktiviteter med hensyn til nedbringelse af pesticidforbruget hos private med inddragelse af de lokale Agenda 21-centre.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Med den reviderede grundvandsplan har kommunen angivet retningen for ressourceplanlægning og indsatsplanlægning også ud over det tidspunkt, hvor ansvaret for området overgår til staten. Dermed udnyttes en mulighed for at påvirke den fremtidige planlægning. 

 

HØRING

Københavns Energi har givet bidrag vedrørende renovering af kloakker og vedrørende status for udnyttelse af grundvandsressourcen.

Byggeri og Bolig har været hørt vedrørende tidligere og eksisterende praksis for tilladelse til permanent dræning samt om forslaget til ny praksis på området.

 

BILAG

Forslag til høringsudkast til Københavns Kommunes Grundvandsplan- Revision 2005.

 

 

Hjalte Aaberg                                          /Henrik Winther Nielsen

 


 

Til top