Mødedato: 05.02.2001, kl. 15:00

Redegørelse om forberedelse af Miljøfestival 2001

Redegørelse om forberedelse af Miljøfestival 2001

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 5. februar 2001

 

8. Redegørelse om forberedelse af Miljøfestival 2001

MFU 37/2001 J.nr. M 1800-2/01

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår,

at Miljø- og Forsyningsudvalget drøfter nærværende redegørelse om forberedelse af Miljøfestival 2001, som afholdes fra den 14. - 17. juni 2001

at en status for forberedelserne forelægges Miljø- og Forsyningsudvalget til orientering i foråret 2001.

 

RESUME

Miljø- og Forsyningsudvalget drøftede den 13. november 2000 et notat vedrørende evaluering af Miljøfestival 2000. Udvalget besluttede at lægge vægt på, at kommende arrangementer prioriterer det folkelige og lokale engagement, samt at udvalget inddrages mere i planlægningen.

Sagen forventes forelagt udvalget igen i foråret 2001 med en midtvejsstatus for forberedelserne til festivalen.

Tidsmæssigt foregik sidste års festival i ugen fra den 6. - 10. juni 2000 med de fleste aktiviteter i hverdagene fra mandag til fredag. I festival 2001 samles indsatsen i færre dage fra torsdag til søndag den 14 . - 17. juni i et forsøg på at lægge flere arrangementer i ugens afslutning samt lørdag/søndag for at give bl.a. familier en bedre mulighed for at deltage.

Geografisk foregik sidste års festival på pladser i tilknytning til Strøget (Kgs. Nytorv, Højbro Plads og Rådhuspladsen) samt ved et selvstændigt arrangement i Øksnehallen. Området ved Strøget var præget af turister og domineret af butikshandel uden forbindelse med festivalen, som derved ikke blev så synlig som forventet.

For at opnå et større lokalt engagement planlægges hovedaktiviteterne i dette års festival ved de københavnske søer, som strækker sig på tværs af de tætte boligområder Østerbro, Nørrebro, Vesterbro og del af Indre by m.fl. Aktiviteter på Rådhuspladsen med vartegn og information søges fastholdt.

I Konceptet for festivalen i 2001 er der som i sidste års festival lagt vægt på at inddrage publikum og borgere aktivt, at deltagelse er attraktivt for virksomheder og organisationer m.fl. samt at det er spændende for pressen at følge festivalens aktiviteter. I vurderingen af festivalen er det erfaringen fra sidste år, at omfanget af omtale i medierne er en vigtig faktor for deltagelsen.

Festivalen skal dels tilbyde attraktive oplevelser og arrangementer langs søerne mv. og dels mere faglige miljøaktiviteter. Et aktuelt emne som forventes taget op er grønne produkter, som er rettet mod den enkelte forbruger. Der lægges vægt på at borgerne kan skaffe sig viden om udviklingen i byens miljøtilstand.

Antallet af arrangementer i festivalen kan ikke fastlægges på nuværende tidspunkt, da det afhænger dels af deltagelsen af andre parter og dels af detailplanlægningen af enkeltarrangementer. Det endelige program fastlægges medio maj.

Økonomisk planlægges festivalen i 2001 i lighed med tidligere år finansieret dels af kommunen selv, dels af annoncesalg og sponsorater m.v. En meget stor del af festivalens ressourcer består af frivillig arbejdskraft.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Miljøfestival 2001 forberedes med udgangspunkt i de erfaringer, der er indhøstet i det foregående års arrangement samt de bemærkninger, der blev udtrykt af Miljø og Forsyningsudvalget i mødet den 13. november 2000. Udvalget besluttede, "at lægge vægt på, at kommende arrangementer prioriterer det folkelige og lokale engagement, samt at udvalget inddrages mere."

Miljøfestival 2000 blev afviklet fra den 6. til den 11. juni ved arrangementer på 3 af byens pladser, Rådhuspladsen, Højbro plads og Kgs. Nytorv. Der var samtidigt et selvstændigt arrangement betegnet Det Grønne Spor i Øksnehallen samt et vartegn på Rådhuspladsen i form af et glashus. I tilrettelæggelse af festivalens aktiviteter deltog repræsentanter fra ca. 80 virksomheder, organisationer og institutioner mv.

Erfaringerne fra Miljøfestival 2000 blev evalueret med henblik på at sikre en effektiv erfaringsopsamling ved hjælp af en spørgeskema-undersøgelse i september 2000 samt gennem tilbagemelding fra repræsentantskabet, der består af deltagere fra medvirkende organisationer.

Som følge af evalueringen lægges der i Miljøfestival 2001 vægt på at der bliver mulighed for miljøoplevelser, der tiltrækker et bredt publikum, samt at der bliver mulighed for aktiv medvirken i festivalens aktiviteter.

I det følgende resumé af forberedelserne til Miljøfestival 2001 fremhæves den geografiske placering af festivalen, festivalens koncept og deltagere, omgivelserne, de konkrete aktiviteter, tidsplan og økonomi. De særlige kendetegn ved festivalen fremhæves.

Geografisk placering af Festivalen

Festivalen var i 1999 og 2000 placeret på en akse fra Kgs. Nytorv over Rådhuspladsen til Axeltorv. Hensigten var at skabe en sammenhængende række af miljøaktiviteter for en bred målgruppe. Evalueringen af Festival 2000 har ført til, at Festivalen nu planlægges flyttet til sø-aksen, som er det geografiske område langs søerne Skt. Jørgens Sø, Peblingesøen og Sortedamssøen.

Det viste sig i 2000 svært at skabe en stærkt synlig aktivitet på strøgaksen, da det ikke var muligt at engagere butiksejerne, og da det ikke lykkedes at udfylde alle pladserne med aktiviteter. Således var hverken Gl. Torv/Nytorv, Kultorvet eller Axeltorv omfattet af Festivalen.

Ved flytning af Festivalen til sø-aksen tilstræbes det at komme tættere på de områder, hvor københavnerne bor og opholder sig. Det tilstræbes på baggrund af erfaringerne ikke at skabe en fysisk sammenhængende festival, men et arrangement med en række fokuspunkter.

Koncept

Miljøfestivalen sigter mod at opnå en højere grad af miljøbevidsthed hos københavnerne og et bredere kendskab til de miljøaktiviteter, der er i kommunen. Det er samtidigt hensigten at give københavnerne et kendskab til udviklingen af byens miljøtilstand.

Der sættes fokus på miljøoplevelser, miljøaktiviteter i de geografiske områder og forebyggende miljøaktiviteter og grønne produkter. Gennem miljøoplevelser, som kombinerer oplevelser af kulturel karakter, f.eks. musik med miljøemner sigtes mod en bred målgruppe af deltagere. Aktiviteter langs søerne er rettet mod folk der bor og opholder sig her eller kommer for at være med i arrangementerne. Aktiviteter af miljøfaglig karakter vil være for særligt interesserede. Ved at prioritere et afgrænset antal aktiviteter søges at opnå en større gennemslagskraft.

I de konkrete delarrangementer lægges vægt på at involvere publikum og borgerne aktivt, at deltagelse er prestigefyldt for deltagende organisationer, institutioner, virksomheder m.v. samt at det er spændende for pressen at følge festivalens aktiviteter.

Festivalen søges tidsmæssigt koncentreret til færre dage; fra torsdag den 14. juni til søndag den 17. juni 2001, hvor week'enden inddrages i modsætning til tidligere. Forberedelserne indledes onsdag den 13. juni om eftermiddagen. Derved bliver festivalen delt ligeligt mellem 2 arbejdsdage og 2 fridage, således at både skoler, organisationer og familier får mulighed for at deltage.

Det forventes at Miljø og Forsyningsudvalget udover en fornyet orientering efter afslutning af de indledende forberedelser inviteres til Miljøfestival 2001.

Omgivelserne

De ydre forhold kan have stor indflydelse på arrangementets forløb. Ved at placere festivalen langs med søerne sigtes mod et aktivt samspil med foreninger, institutioner og virksomheder i det geografiske område. Langs søerne er der en række af disse som allerede har meldt deres interesse i deltagelse i festivalen.

Som eksempel herpå kan nævnes Billedskolen i Ryesgade, Søpavillonen, Tycho Brahe Planetariet, Green City Denmark (overfor Planetariet på Gl. Kongevej), Ryesgades marskandisere, Metro Tunnelbyggeriet (nedgang ved Søpavillonen og boring under Peblingesøen), Cafe Amocca, Den Franske Cafe og Sortedamskolen.

Geografisk er søens bredder, stier og pladser samt vandarealet den platform, hvor arrangementer kan finde sted. (Arealet er sammen med Rådhuspladsen forhånds-reserveret gennem en tilladelse fra Vej og Park af 29. november 2000)

Søerne er geografisk bredt ud over så stort et område, at enkelte aktivitetssteder må udpeges. Naturlige aktivitets-steder er Søpavillonen samt Tycho Brahes Planetarium med tilhørende arealer. Begge steder er forhånds-reserveret til aktiviteter under Miljøfestivalen. Andre steder er arealet ved Nørrebro ud for kaffebaren, arealet på Østerbro ved "det lille Paris" (ud for Amocca og Den Franske Cafe)

For selve søerne (Sct. Jørgens sø, Peblingesøen og Sortedamssøen) er der til spildevandsplanen udarbejdet en særskilt rapport om miljøforbedringer. Miljøfestivalen vil derved samtidigt give støtte og opmærksomhed til denne plan. For visse dele af søerne må der tages hensyn til fugleøer og naturinteresser, mens andre dele kan bruges mere aktivt, fx Peblingesøen.

Uanset at arrangementerne er henlagt til søerne forventes Rådhuspladsen anvendt til brug for vartegn og information. Der forventes endvidere enkelte satellitaktiviteter andre steder i byen.

Skitse til konkrete aktiviteter

Der opereres med et samlet koncept, der er åbent for nye forslag til delaktiviteter så længe som praktisk muligt. Nogle delaktiviteter må erfaringsmæssigt frasorteres, hvis manglende interesse eller praktisk mulighed for gennemførelse betinger dette. Detaljerede oplysning om de enkelte aktiviteter forventes løbende indlagt på Miljøfestivalens hjemmeside med adressen www.mermaid-festival.dk.

Nedenfor er aktuelle forslag til Festivalens vartegn og de 3 typer af aktiviteter kort beskrevet: Miljøoplevelser og samlende aktiviteter, Miljøaktiviteter i de geografiske områder samt Miljøfaglige aktiviteter vedrørende grønne produkter mv. Muligheden for at realisere de foreslåede konkrete aktiviteter skal undersøges nærmere hvorfor det må forventes at forslag udgår og at forslag bliver erstattet med nye aktiviteter.

Som vartegn undersøges mulighederne for at udlægge en lille jordhøj (kompost, renset jord mv.) på Rådhuspladsen under kontrollerede former som opmærksomhedsskabende aktivitet bl.a. i forhold til den indsats, der udøves af kommunen på jordrenseområdet.

Aktiviteter i forhold til de tre typer af aktiviteter er under udvikling, jf. følgende stikord

  1. Miljøoplevelser og samlende aktiviteter
  • Morgenbord og økologisk cafe - (grønne produkter m.v.)

Der forventes dækket bord langs Østerbrogade ved bredden af Sortedamssøen. Der planlægges servering af økologisk kaffe og rundstykker om morgenen. Såfremt det lykkes at skabe verdens længste økologiske cafe kan denne evt. optages i Guiness rekordbog.)

  • Vandpantomine/vandkunst

Der planlægges vand og lyskunst f.eks. ved det eksisterende springvand ved planetariet eller ved Tagensvej. Muligheden for at sende vand, belyst, begge veje over Fredens Bro om aftenen undersøges.

  • Samvirke med Malmøs boligudstilling BO01

Der er aftalt et samarbejde på tværs af sundet mellem festivalen og bo-messen Bo01. De 2 arrangementer foregår i samme periode. Evt. etableres en stand ved søerne, ligesom fælles besøg til miljøaktiviteterne på begge sider af sundet overvejes.

  • Besøg og vandring gennem tunnel under søerne, (Comet, Metro, Ørestadsselskabet)

Boringen af en tunnel under søerne fra Søpavillionen til Søtorvet på tværs af Peblingesøen er afsluttet. Besøg på arbejdsplads og andre mulige aktiviteter undersøges. En plancheudstilling, der viser hensyn til miljøet ved etablering af underjordiske anlæg og metroens miljøprofil tegnes.

  • Kørsel med elbiler, rulleskøjtebane

Kommunens elbiler kan prøves som på sidste års festival. Muligheden for at arrangere løb med forureningsfri transport, rulleskøjter og evt. særlige cykelformer, undersøges.

  • Festivalafslutning med stille, elfri søndag aften i København

Stearinlys/fakler ved søerne, akustiske små orkestre. Opfordring til borgerne om at slukke for strømmen. Eventuel besparelse måles.

Mulighederne for andre aktiviteter undersøges.

b) Miljøaktiviteter i de geografiske områder

  • Miljø- og tegnekonkurrence om fremtidens miljø

Der er aftalt en tegnekonkurrence med bl.a. Princess Award og Billedskolen. Lærere, forældre og børn viser resultatet under festivalen.

  • Plads med miljøaktiviteter for børn og unge, f.eks. aktiviteter om natur og miljø

Der forventes miljøaktiviter for børn og unge af Esrum Møllegård, Miljøtjenesten, Post Danmark, Danmarks Akvarium, Københavns Naturskoler m.fl. i lighed med sidste års arrangement på Kgs. Nytorv.

  • Miljømarked/reparation med gammelt håndværk

Ryesgade Marskandisere overvejer at etablere loppemarked med deltagelse af Rådvad centeret til istandsættelse ved brug af gamle håndværksmetoder

  • Stafet mellem byøkologiske projekter i bykvartererne

Der forventes en fremvisning af de projekter, der er gennemført for at give en viden til københavnerne om udvikling af byens miljøtilstand (rundture og besøgssteder med aktiviteter).

Mulighederne for andre aktiviteter undersøges.

c) Produktpolitik og forebyggende aktiviteter

  • Foredragskatalog og aktiviteter af Miljøkontrollens kontorer, f.eks. udstilling med dyr i byen og skadedyrsbekæmpelse

Miljøkontrollens kontorer viser, hvad der arbejdes med for at kontrollere og forbedre miljøet og problemerne beskrives

  • Konference om affaldsforebyggelse og produktpolitik - evt. andre seminarer og konferencer (Søpavillonen og Tycho Brahe Planetariet)

Konferencer og udstillinger planlægges. Der lægges vægt på emnerne affaldsminimering og grønne produkter. Der overvejes et seminar om miljø og fødevarer i planetariet.

  • Miljøministeriets tekstilpanel/Bæredygtigt og økologisk modeshow

I lighed med sidste år inviteres Danmarks Designskole til at fremvise bæredygtig produktion af tøj og brugsgenstande. Branchen og tekstilpanelet markedsfører økologiske produkter ved udstillinger og modeshow.

  • Præsentation af københavnernes grønne regnskab og markedsplads for grønne produkter

Årets grønne regnskab præsenteres i sammenhæng med et af festivalens øvrige arrangementer og der fremvises grønne produkter som sparer ressourcer, vand og energi

  • Miljøprisuddeling.

I lighed med sidste år uddeles miljøprisen

Muligheden for andre aktiviteter undersøges.

Tidsplan og gennemførelse af aktiviteterne

Tidsplanen for festivalens forberedelse indeholder en række aktiviteter som i hovedtrækkene fremgår af følgende oversigts-diagram. Tidsplanen for delaktiviteter må forventes revideret løbende under hensyn til muligheden for at komme med nye ideer samt at frasortere ikke realiserbare forslag undervejs i forløbet.

Fase januar februar marts april maj juni juli

1. Konceptudvikling xxxxxxxxx

2. Konsoliderings- og kommunikationsfase xxxxxxxxxxxx

3. Kommunikations- og produktionsfase xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx

I fase 1. fastlægges festivalens rammer, geografiske placering m.v. Dette arbejde ventes snarest afsluttet. I fase 2. tages der kontakt til de interne og eksterne festivaldeltagere, og der indgås aftaler om arrangementer m.v. I fase 3 lægges der vægt på formidlingen af festivalens arrangementer gennem udarbejdelsen af program, festivalplakat m.v.

Drivkraften i udførelse af festivalopgaven er, udover den interne organisering, de deltagere, frivillige og sponsorer, som har en interesse i at medvirke aktivt indenfor rammerne af Miljøfestivalens koncept. Det er af betydning, at festivalens koncept engagerer organisationer, institutioner og virksomheder m.fl. , som i forvejen har til opgave at arbejde for et bedre miljø og som har brug for en platform til aktiviteter og dialog.

Ved at stå for initiativet til festivalen, styring af arrangementet samt at stille areal til rådighed leveres en vigtig del af festivalens ressourcer fra kommunen. Den øvrige del søges bragt til veje i en produktionsplan for festivalen. Der udpeges producenter så tidligt som muligt med ansvar for de enkelte delaktiviteter. Ved at nedbryde aktiviteterne i selvstændige dele søges at opnå en relativ robust og stabil struktur, således at planerne kan ændres på delområder uden at påvirke helheden eller andre dele af det samlede arrangement.

De enkelte producenter forventes at udarbejde en lille beskrivelse af, hvad der skal foregå på deres område indeholdende: Formålet med aktiviteten (hvorfor er det en god ide), målet for aktiviteter (hvordan skal det gennemføres), forudsætninger, redegørelse for problemer og muligheder og en aktionsoversigt med tid, bemanding og økonomi. Et kort resume heraf søges ajourført på festivalens hjemmeside med jævnlige opdateringer.

Som milepæl indlægges en fornyet orientering af udvalget i foråret 2001, hvor delaktiviteterne forventes at være klar til en egentlig produktion.

ØKONOMI

Arbejds- og terminsstyring som nævnt ovenfor er nøje forbundet med økonomi- og finansiering af projekterne, som er afgørende for hvilke aktiviteter, der lader sig realisere.

Miljøkontrollen vurderer, at udgifterne til den samlede festival iberegnet arbejdsindsats fra de deltagende parter beløber sig til flere mio. kr., som i lighed med tidligere år finansieres gennem bidrag (sponsorer) og frivillig indsats fra parter, som har en egeninteresse i at profilere sig i forbindelse med festivalen. På Miljøkontrollens budget er afsat 0,7 mio. kr. til festivalen, som primært vil blive anvendt til afholdelse af en del af festivalens markedsføringsbudget m.v.

Det har været strategien i de tidligere festivaler, at langt det væsentligste direkte og indirekte bidrag til festivalen ydes af de eksterne parter, som deltagere i de enkelte aktiviteter. Hensigten hermed er bl.a. at lade interessen for medvirken afspejle sig i det økonomiske og praktiske engagement i opgaven. Da det eksterne bidrag til festivalen er af en betydelig størrelse er disses indvirkning på festivalen betydelig.

ANDRE KONSEKVENSER

-

HØRING

-

BILAG

-

 

Niels Juul Jensen

/Jørgen Høg

 

Til top