Mødedato: 04.10.2004, kl. 14:30

Placering af de nye Agenda 21 centre

Placering af de nye Agenda 21 centre

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 4. oktober 2004

 

 

7.      Placering af de nye Agenda 21 centre

 MFU 223/2004

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at Miljø- og Forsyningsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at der som en udvidelse af det igangværende forsøg med Agenda 21 centre arbejdes videre med etablering af Agenda 21 centre i bydelene: Vesterbro, Vanløse og Kgs. Enghave,

at der fastsættes en støtteramme for Agenda 21 centrene på 3,5 mio. kr. pr. år, der fordeles med 1,350 mio. kr. pr. år til Vesterbro og Vanløse og 0,8 mio. kr. pr. år til Kgs. Enghave i perioden 2005-7. Der anvises kassemæssig dækning under Miljø- og Forsyningsudvalgets bevilling Puljer, 6.51.1 som anført i økonomiafsnittet,

at Borgerrepræsentationen bemyndiger Miljø- og Forsyningsudvalget til endeligt at godkende endelig placering og støttevilkår.

 

 

RESUME

Den 15. marts 2004 besluttede Miljø- og Forsyningsudvalget, at der skal etableres to nye Agenda 21 centre eventuelt med satellitter. Dette skal ske på grundlag af en ny ansøgningsrunde og med en støtteramme på 3,5 mio. kr. pr. år i perioden 2005-2007 ligeligt fordelt på 3 mio. kr. puljen og puljen til bl.a. Agenda 21.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen har modtaget seks meget kvalificerede ansøgninger, som alle opfylder formål og mål med Agenda 21 centre i København. Ingen ansøgere har søgt om at få en satellit i den eksisterende form som første prioritet. På grundlag af de fastlagte vurderingskriterier, ønsket om at opnå en geografisk spredning, erfaringer med forskellige typer af Agenda 21 centre og fordele og ulemper ved satellitmodellen fremlægger Miljø- og Forsyningsforvaltningen hermed forslag om, at der arbejdes videre med at etablere tre Agenda 21 centre i bydelene Vesterbro, Vanløse og Kgs. Enghave indenfor den eksisterende ramme på 3,5 mio. kr. Rammen fordeles således, at Agenda 21 centrene på Vesterbro og i Vanløse får 1,350 mio. kr., og Agenda 21 centeret i Kgs. Enghave får 0,8 mio. kr. pr. år i 2005-2007.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Miljø- og Forsyningsudvalget besluttede den 22. januar 2001 at bevillige ekstra ressourcer til det lokale Agenda 21 arbejde. Det overordnede formål med at styrke det lokale Agenda 21 arbejde er dels at sikre, at kommunens miljømål opfyldes og dels at forankre miljøarbejdet hos københavnerne jf. Dogme 2000.

I 2003 blev der på grundlag af Miljø- og Forsyningsudvalgets beslutning den 28. april 2003 som forsøg etableret tre Agenda 21 centre i Bispebjerg, Indre Nørrebro og Sundbyøster med satellitter i Ydre Nørrebro og Indre Østerbro.

På mødet den 15. marts 2004 besluttede Miljø- og Forsyningsudvalget, at der som en udvidelse af det igangsatte forsøg med Agenda 21 centre skal etableres yderligere to Agenda 21 centre og eventuelt satellitter, og at de nye centre skal placeres på grundlag af en ny ansøgningsrunde, hvor der er indkaldt forslag til nye centre og eventuelt nye satellitter både til nye og eksisterende centre. De nye centre skal etableres indenfor samme rammer som de første, dvs. som fonde, der modtager økonomisk støtte fra Københavns Kommune. For hver fond nedsættes en bestyrelse på 6-9 medlemmer, hvoraf Miljø- og Forsyningsudvalget udpeger et medlem i hver bestyrelse.

Der er reserveret 100.000 kr. i 2004 til udgifter i forbindelse med etablering og 3,5 mio. kr. pr. år i perioden 2005-2007. Det svarer til støtte til to centre og to satellitter, hvis de nye skal have samme støtte som de eksisterende centre og satellitter.

Miljøkontrollen har i alt modtaget seks ansøgninger om Agenda 21 centre fra:

·        Indre By og Christianshavn

- ansøgning om Agenda 21 center i Indre By og satellit på Christianshavn

·        Kgs. Enghave

- ansøgning om Agenda 21 center i Kgs. Enghave og evt. satellit i Valby

·        Valby

- ansøgning om Agenda 21 center, der evt. også dækker Kgs Enghave

·        Vanløse

- ansøgning om Agenda 21 center

·        Vesterbro

- ansøgning om Agenda 21 center

·        Østerbro

- ansøgning om Agenda 21 center, der dækker både Indre og Ydre Østerbro

 

Kriterier for vurdering af ansøgningerne

Miljø- og Forsyningsforvaltningen har gennemgået og vurderet de indkomne ansøgninger på grundlag af de i ansøgningsmaterialet fastlagte vurderingskriterier vedtaget på Miljø- og Forsyningsudvalgets møde den 15. marts 2004:

·        I hvilket omfang centeret kan bygge videre på resultaterne af eksisterende lokale miljøaktiviteter.

·        Om centerets indsatsområder og aktiviteter vil kunne opfylde formål og mål med Agenda 21 centrene i København.

·        I hvilket omfang forslagsstillere er tilknyttet lokalområdet og om centerets aktiviteter vil skabe lokal forankring af miljøarbejdet blandt bydeles borgere.

·        I hvilket omfang centeret baserer sig på et bredt funderet samarbejde i bydelen og med andre relevante parter.

·        Om fremgangsmåden ved sammensætning af bestyrelsen sikrer den ønskede lokale repræsentation.

·        Om centerets interne organisering vil kunne sikre forsvarlig drift af centeret.

·        Om der er sammenhæng mellem centerets aktiviteter og budget.

·        I hvilket omfang den foreslåede placering kan være med til at sikre en spredning af centrene geografisk og med hensyn til boligstruktur, befolknings- og erhvervssammensætning samt eventuelle andre fordele ved placeringen.

 

De indkomne ansøgninger

Der er tale om seks rigtig gode ansøgninger, der alle opfylder de opstillede formål og mål for Agenda 21 centre i København. Ansøgningerne er baseret på gode lokale samarbejdsrelationer og en masse gode ideer til, hvad Agenda 21 centre bør sætte i gang. Der er således som ved sidste ansøgningsrunde langt flere muligheder for at etablere Agenda 21 centre i København med bred lokal tilslutning, end den økonomiske ramme på 3,5 mio. kr. tillader. Udfaldet af vurderingen afhænger derfor i vid udstrækning af, hvilke vurderingskriterier der tillægges størst betydning.

Miljøkontrollen har afholdt møder med repræsentanter fra alle ansøgere for at få uddybende oplysninger og afklaret eventuelle tvivlsspørgsmål. Der er ved disse møder fremkommet en række væsentlige oplysninger, som også ligger til grund for vurderingerne. Af bilag 1 fremgår beskrivelser af de enkelte forslag, hvor Miljø- og Forsyningsforvaltningen på baggrund af vurderingskriterierne har vurderet forslagenes styrker og svagheder.

Der søges generelt om højere beløb end ved første ansøgningsrunde. Budgetterne varierer fra 1,4 til 2,0 mio. kr. De endelige budgetter forventes fastlagt, når bestyrelserne for de kommende Agenda 21 centre er nedsat. Af bilag 2 fremgår en oversigt over budgetterne for de foreslåede Agenda 21 centre.

 

Som ved sidste ansøgningsrunde er der tale om, at ansøgningerne kan deles op i grupper med en række fællestræk:

1) bydele, hvor der er mange års erfaring med lokalt miljøarbejde og veletablerede samarbejdsrelationer og

2) bydele, hvor der lokalt er taget spredte initiativer til miljøprojekter, og hvor et Agenda 21 center vil kunne samle og styrke indsatsen i bydelen.

 

Bydele med mange års erfaring med lokalt miljøarbejde

Forslagene fra Vesterbro, Kgs. Enghave og Christianshavn (der søger sammen med Indre By) er karakteriseret ved, at de bygger på mange års erfaring med lokalt miljøarbejde. Der står et bredt allerede organiseret miljøsamarbejde bag ansøgningerne, og bestyrelserne foreslås sammensat med udgangspunkt i dette eksisterende samarbejde.

For Vesterbro gælder, at der er mange års tradition for samarbejde mellem mange lokale organisationer og med byfornyelsen. For Kgs. Enghave gælder det, at der i forbindelse med kvarterløft er etableret Agenda 21 grupper og tilknyttet grøn guide, som har igangsat miljøarbejde, som nu skal forankres.

 På Christianshavn er det den grønne guide sammen med en række organisationer, der er organiseret i Grøn Agenda Christianshavn, som har været drivkraften i miljøarbejdet.

 

Bydele med nye lokale tiltag

Ansøgninger fra Indre By, Valby, Vanløse og Østerbro har det til fælles, at der sker en række aktiviteter, men at de er spredte og mindre organiserede. Her kan Agenda 21 centre være med til at sikre, at initiativerne styrkes og får et organisatorisk l øft. Fælles for disse ansøgninger er, at der i forbindelse med forslaget til Agenda 21 center er igangsat eller lagt op til nye og styrkede samarbejdsformer i bydelene. 

For Indre By gælder, at grupper af borgere har taget initiativ til miljøprojekter.  I Valby er der efter forsøget med bydelsråd nedsat Valby Lokaludvalg, boligselskaberne har ansat en grøn guide, og der er gang i miljøprojekter som fx Valby Solcelleprojekt. I Vanløse er forskellige miljøprojekter sat i gang fx i Grøndals Lokalråd og agendaforeningen "Kontakt mellem mennesker i Grøndal", Vanløse Lokalråd, det etablerede Engforum og De aktive cyklister i Vanløse. På Østerbro har blandt andet satellitten været medvirkende til at styrke Agenda 21 arbejdet på Østerbro i Agenda 21 Østerbro under Østerbro Lokalråd. I dag er der flere aktive arbejdsgrupper, der arbejder med forskellige miljøprojekter på Indre og Ydre Østerbro.

Ved at tage udgangspunkt i ovenfor nævnte to grupper af ansøgninger ved vurdering af forslagene til Agenda 21 centre kan det sikres, at der placeres Agenda 21 centre i bydele med forskellige forudsætninger for og indgangsvinkler til at forankre det lokale miljøarbejde. Dette vil understøtte Miljø- og Forsyningsudvalgets ønske om, at Agenda 21 centrene gerne må være forskellige indenfor de givne rammer. 

 

Forslag til satellitter

I forbindelse med Miljø- og Forsyningsudvalgets godkendelse af ansøgningsmaterialet og økonomiske rammer er der lagt op til at etablere to centre og evt. to satellitter. I fem af de seks ansøgninger lægges op til, at Agenda 21 centret også skal lægge ressourcer i nabobydelene, men ingen søger som første prioritet om at få en satellit i den form, der eksisterer nu.

Vanløse har ingen forslag til satellit. Vesterbro ønsker på baggrund af erfaringerne fra de to eksisterende Agenda 21 centre med satellitter ikke at tilknytte satellit til et Agenda 21 center, men vil med et Agenda 21 center gerne støtte det lokale miljøarbejde i Indre By og Kgs. Enghave.

I ansøgningerne fra Indre By/Christianshavn, Valby og Østerbro foreslås et center, som dækker to bydele og har et samlet budget. I ansøgningen fra Indre By og Christianshavn lægges op til en bestyrelse, der består af repræsentanter fra begge bydele og en opdeling af centeret i to afdelinger (et center i Indre By og en satellit på Christianshavn). I ansøgningen fra Østerbro foreslås et fælles Agenda 21 center for Indre Østerbro og Ydre Østerbro. Valby søger som udgangspunkt selv om et center, men der lægges op til, at Kgs. Enghave kan indgå som en del af centeret indenfor det foreslåede budget, men der er ikke i ansøgningen beskrevet en konkret model for, hvordan det skulle organiseres.

Kgs. Enghave foreslår en satellit i Valby med særskilt budget på 525.000 kr. Der er desuden vedlagt en støtteskrivelse om, at forslagsstillerne fra Kgs. Enghave, såfremt der ikke placeres et center i Kgs. Enghave, gerne vil tilknyttes Valby som satellit. Heller ikke disse forslag til satellit er afklaret mellem parterne i de to bydele med hensyn til, hvordan satellitten eventuelt skal organiseres i forhold til kompetence og økonomi.

 

Vurdering og placering af nye centre

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at der etableres tre nye centre i denne ansøgningsrunde indenfor den eksisterende økonomiske ramme på 3,5 mio. kr. pr. år i 2005-2007 i:

·        Vesterbro, som en bydel med mange års erfaringer med lokalt miljøarbejde.

 

·        Vanløse, som en bydel med et spirende miljøarbejde i lokalrådene og deres medlemsorganisationer.

 

·        Kgs. Enghave, som en bydel med et veletableret lokalt miljøarbejde blandt andet på grund af kvarterløftprojektet.

 

Dette forslag skal ses på baggrund af, hvilke ansøgninger der bedst lever op til vurderingskriterierne sammenholdt med ønsket om at

-         opnå en hensigtsmæssig geografisk spredning, 

-         sikre erfaringer med forskellige typer af Agenda 21 centre blandt andet på baggrund af styrker og svagheder ved satellitmodellerne og

-         sikre en hensigtsmæssig udnyttelse af den økonomiske ramme på 3,5 mio. kr.

 

Af bilag 3 fremgår et kort over bydelene i København med nuværende Agenda 21 centre og satellitter og forslag til nye centre.

 

Vesterbro

Det er Miljø- og Forsyningsforvaltningens vurdering, at et Agenda 21 center på Vesterbro kan sikre videreførelse og en styrkelse af de mange aktiviteter, der er sat i gang af den grønne guide og i forbindelse med byfornyelsen. Ansøgningen opfylder på alle måder de formål og mål, der er for Agenda 21 centrene. Agenda 21 centret vil kunne baseres på veletablerede samarbejdsrelationer, ligesom der også lægges op til nye indsatser, der skal sikre projekter og samarbejdsparter på nye områder (erhvervsliv, etniske mino riteter, daginstitutioner og forældre).

Det foreslås, at der etableres et Agenda 21 center, der tildeles 1,350 mio. kr. pr. år. Bydelen har 35.500 indbyggere (2004-tal).

 

Vanløse

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår endvidere et Agenda 21 center i Vanløse, da det vurderes, at et Agenda 21 center i Vanløse vil kunne være katalysator for et voksende lokalt miljøarbejde, som er opstået i forskelligt regi i Grøndal og Vanløse. Der har ikke været tradition for græsrodsarbejde i bydelen. Der har heller ikke været en grøn guide eller andet offentligt støttet miljøarbejde i større målestok i Vanløse.

Initiativerne kommer fra private og foreninger. Udarbejdelsen af ansøgningen og forvaltningens kontakt til forslagsstillerne har vist et stort engagement i miljøspørgsmål hos grupper af aktører, som Miljø- og Forsyningsforvaltningen ønsker et tættere samarbejde med og opfatter som vigtige miljøambassadører. Det gælder fx grundejer- og lejerforeninger samt skolerne, som et Agenda 21 center vil kunne have stor fordel af at have et aktivt samarbejde med. Desuden er der i forbindelse med ansøgningen indgået et samarbejde mellem Grøndals Lokalråd og Vanløse Lokalråd. Derudover indeholder ansøgningen spændende forslag til netværksdannelse særligt mellem Agenda 21 centerets bestyrelse, forsyningsvirksomhederne og kommunen.

Et Agenda 21 center i Valby vil på samme måde opfylde ønsket om at etablere et Agenda 21 center i et område med spredte miljøaktiviteter og nye initiativer, og vil særligt kunne understøtte miljøarbejdet i forbindelse med Valby Lokaludvalgs arbejde. Som i Vanløses ansøgning er der også i Valbys ansøgning mange gode ideer til, hvordan der kan etableres samarbejde både lokalt og i forhold til Kommunen.

Ud fra en samlet vurdering indstilles Vanløse, fordi det vurderes, at et center i Vanløse vil have stor effekt i forhold til at fastholde og øge det engagement, der har vist sig i bydelen, der ikke i forvejen har andre bredt forankrede organisatoriske ophæng. Samtidig vurderes det, at et Agenda 21 center i Vanløse på den baggrund vil kunne give værdifulde erfaringer i forhold til, hvordan Agenda 21 arbejdet kan styrkes i bydele i København, hvor der ikke er tradition for at sætte lokale miljøprojekter i gang.

Det foreslås derfor, at der etableres et Agenda 21 center i Vanløse, der tildeles 1,350 mio. kr. pr. år. Vanløse har 36.200 indbyggere (2004-tal).

 

Kgs. Enghave

Endelig foreslås et Agenda 21 center placeret i Kgs. Enghave, da det vurderes, at det  vil være afgørende for, at det aktive Agenda 21 arbejde i bydelen fortsætter. Hermed gives mulighed for at opnå erfaringer med at etablere mindre Agenda 21 centre i en lille bydel.

Baggrunden for forslaget er, at forvaltningen vurderer, at de forudsætninger, der lå til grund for etableringen af satellitter i første ansøgningsrunde ikke er til stede. De eksisterende satellitter er etableret i bydele, der som udgangspunkt havde få erfaringer med lokalt miljøarbejde for at styrke spirende aktiviteter. Det vurderes, at Kgs. Enghave på baggrund af mange års lokalt miljøarbejde, mange aktive borgere og veletablerede samarbejdsrelationer vil kunne igangsætte et fra starten velfungerende Agenda 21 center uafhængigt af Valby. De afholdte møder med hhv. Valby og Kgs. Enghave har desuden givet indtryk af, at der mere er tale om et fornuftsægteskab end et reelt ønske om et samarbejde.

Hertil kommer, at de foreløbige erfaringer viser, at satellitter kan være en god model i en overgangsperiode for at få skabt et organisatorisk grundlag for et eventuelt kommende center, men erfaringerne viser også, at der kan være problemer med kompetence- og ansvarsfordeling mellem center og satellit, og at den økonomiske ramme for satellitterne er meget begrænsende.

Det foreslås, at der etableres et mindre Agenda 21 center i Kgs. Enghave, der tildeles støtte på 0,8 mio. kr. pr. år. Der er 15.400 indbyggere i Kgs. Enghave (2004-tal).

 

Det videre forløb

Når Miljø- og Forsyningsudvalget har besluttet, hvor Agenda 21 centrene ønskes placeret, vil Miljø- og Forsyningsforvaltningen sammen med ansøgerne forberede oprettelsen af Agenda 21 centrene og udarbejde endeligt forslag til vedtægter og støttevilkår, herunder forberede stiftelse af fondene og etablering af bestyrelserne.

Når bestyrelserne er sammensat, vil Miljø- og Forsyningsforvaltningen i samarbejde med disse fastlægge et endeligt budget samt indsatsområder, der opfylder alle mål for Agenda 21 centrene, som skal indgå i de endelige støttevilkår for 2005. Det forventes, at Miljø- og Forsyningsforvaltningen kan fremlægge endeligt forslag til vedtægter, støttevilkår og budget for hvert Agenda 21 center til Miljø- og Forsyningsudvalgets møde den 6. december 2004.

Støttevilkår vil indeholde praktiske og juridiske vilkår for udbetaling af tilskud, herunder i hvilke tilfælde tilskuddet vil blive krævet tilbagebetalt.

 

Konsekvenser for borgerne

Etablering af Agenda 21 centre er grundstenen i den lokale forankring af miljøarbejdet. Centrene ledes af lokalt nedsatte bestyrelser, der repræsenterer lokale organisationer, institutioner og virksomheder heriblandt lokalrådene. Centrenes formål er at støtte og udvikle det lokale miljøarbejde og sikre en dialog mellem borgere, erhvervsliv og kommunen for herigennem at medvirke til at udvikle det lokale demokrati.

Agenda 21 centrene vil disponere over kommunale støttemidler til projekter, som man som borger gennem en aktiv indsats kan få indflydelse på. De lokale bestyrelser er ikke valgt ved direkte valg, men er valgt af lokale organisationer med et lokalt funderet bagland. Centrene har desuden til hensigt at skulle fungere som et bindeled, der sikrer dialog mellem kommunen og borgerne.

 

ØKONOMI

Miljø- og Forsyningsudvalget har i forbindelse med godkendelse af ansøgningsmaterialet til de nye centre tiltrådt, at den økonomiske støtte til de nye centre som udgangspunkt skal svare til støtten til de eksisterende Agenda 21 centre, som er 1,35 mio. kr. for et center uden satellit. Satellitter får i dag 0,35, som ud fra hidtidige erfaringer er opskrevet til 0,4 mio. kr. pr. år. Den økonomiske ramme dækker udgifter til etablering, l øn, husleje, drift og projektmidler.

Der er afsat 10,6 mio. kr. i støttemidler til de nye Agenda 21 centre i en treårig periode svarende til den treårige forsøgsperiode for de eksisterende centre, som løber til udgangen af 2005.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at støttemidlerne til de tre nye centre fordeles på følgende måde:

Agenda 21 center

Støttebeløb pr. år

Agendacenter Vesterbro

Agendacenter Vanløse

Agendacenter Kongens  Enghave

I alt

1,350 mio. kr.

1,350 mio. kr.

   0,800 mio. kr.

 3,500mio. kr.

 

Ved stiftelsen af den selvejende institution skal der indskydes et beløb på 100.000 kr. som bunden kapital i hvert center. Den bundne kapital skal tages af det første års støttemidler.

Derudover er der afsat 100.000 kr. til udgifter i forbindelse med opstart. Dette beløb deles i tre dele, så hvert center får 33.333,- kr. til dækning af omkostninger i forbindelse med opstart.

Halvdelen af støttemidlerne udmøntes fra 3 mio. kr. puljen, som blev afsat i forbindelse med vedtagelse af budget 2004 og løber frem til 2007.

Den resterende halvdel  udmøntes fra puljen til bl.a. Agenda 21, som blev afsat i budget 2002 med 10 mio. kr. pr. år til bl.a. Agenda 21 centre, nye vedvarende energiprojekter og andre miljøinitiativer.

10 mio. kr. puljen udløber i 2005, hvorfor finansieringen i årene 2006 og 2007 finder sted i form af en reservation af puljemidler i årene 2004 og 2005, der videreføres til de efterfølgende år.

Finansieringen af centre vil herefter være fordelt mellem puljerne på følgende måde:

Mio. kr.

2004

2005

2006

2007

I alt

3 mio. kr. puljen

Opstart

Agenda 21 center A

Agenda 21 center B (50%)

 

0,05

 

 

1,35

0,40

 

 

1,35

0,40

 

 

1,35

0,40

 

 

 

I alt

0,05

1,75

1,75

1,75

5,3

Agenda 21 puljen

Opstart

Agenda 21 center C

Agenda 21 center B (50%)

Overførte midler:

 

0,05

 

 

1,35

0,40

 

 

 

 

1,35

0,40

 

 

 

 

1,35

0,40

 

 

 

 

 

5,3

I alt

0,05

1,75

1,75

1,75

10,6

 

I forbindelse med oprettelse af de eksisterende Agenda 21 centre blev behovet for deponering som følge af indgåelse af lejemål drøftet med Økonomiforvaltningen.  Resultatet heraf blev, at der ikke skulle deponeres et beløb svarende til den kapitaliserede lejeværdi, fordi centrene etableredes på forsøgsbasis. De nye Agenda 21 centre etableres som udvidelse af det  igangværende  forsøg med Agenda 21 centre.  Besluttes det på et senere tidspunkt at gøre centrene permanente, vil der på dette tidspunkt skulle ske deponering, såfremt reglerne kræver det.

 

MILJØVURDERING

Formålet med Agenda 21 centrene er at støtte og udvikle det lokale miljøarbejde og demokrati ved at inspirere og engagere lokale borgere, virksomheder mv. til at deltage aktivt i helhedsorienterede miljøprojekter. Det forventes derfor, at etableringen af flere Agenda 21 centre vil have en positiv miljøeffekt, fordi centrene kan medvirke til, at borgere, virksomheder m.v. handler mere miljøbevidst. Herudover iværksættes en række lokale projekter, som kan have indvirkning på miljøet. Da de lokale projekter vil have samme overordnede formål som centrene, forventes miljøeffekten at være positiv.

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen bemærkninger.

 

HØRING

Der er ikke foretaget høring.

 

BILAG

Bilag 1: Beskrivelse og vurdering af de indkomne forslag til Agenda 21 centre.

Bilag 2: Oversigt over forslag til Agenda 21 centrenes budget.

Bilag 3: Kort over bydele med eksisterende centre og satellitter, ansøgere fra denne runde og forslag til nye centre.

 

 

Hjalte Aaberg

/Jørgen Lund Madsen

 


 


Til top