Mødedato: 04.10.2004, kl. 14:30

Høringssvar vedr. ændring af bekendtgørelse om pantsystemet

Høringssvar vedr. ændring af bekendtgørelse om pantsystemet

Miljø- og Forsyningsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 4. oktober 2004

 

 

10.      Høringssvar vedr. ændring af bekendtgørelse om pantsystemet

 MFU 226/2004

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Miljø- og Forsyningsudvalget godkender udkast til høringssvar om bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om pant og indsamling mv. af emballager til øl og visse læskedrikke.

 

 

RESUME

Udkastet til bekendtgørelsesændring sigter som det primære på, at emballager til alle alkoholsodavand, uanset om de er baseret på spiritus, vin, øl eller frugtvin mv., bliver omfattet af pant- og indsamlingssystemet. Det samme gælder emballager til ciderprodukter.

Det fremgår af høringsbrevet, at en forudsætning for at emballager til alle alkoholsodavand og ciderprodukter bliver omfattet af pant- og indsamlingssystemet, er, at folketinget inden 31. december 2004 vedtager en ændring af emballageafgiftsloven, således at disse emballager omfattes af den lave emballageafgift, som gælder for emballager omfattet af pant- og indsamlingssystemet.

Desuden er udkastet til bekendtgørelsesændring af teknisk karakter.

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Ifølge bekendtgørelse af 24. august 2002 om pant og indsamling mv. af emballager til øl og visse læskedrikke har der været fastsat regler for et fælles pantsystem for dåser og andre engangsemballager til øl og læskedrikke (læs: sodavand). De relativt nye produkter, som omfatter færdigblandinger af spiritus og sodavand, har ikke været omfattet af pantordningen, i lighed med at almindelige spiritus- og vinflasker generelt  ikke er en del af pantsystemet.  Salget af alkoholsodavand har if. Miljøstyrelsen imidlertid været stigende, og det har vist sig, at de tomme emballager ofte ender som henkastet affald i naturen og på gader, når de ikke indgår i pantsystemet.  Derfor foreslås det, at disse alkoholsodavand nu pantbelægges.

Ciderprodukter med lavt alkoholindhold sælges i dag ofte på genpåfyldelige flasker, som på frivilligt basis har været pantbelagt. Ciderprodukter foreslås også fremover generelt at være pantbelagt.

 

Konsekvenser for borgerne

Borgerne skal fremover betale pant for alkoholsodavand samt ciderdrikke, hvilke betyder, at der er en økonomisk motivation til at aflevere disse flasker tilbage til forretningerne, hvor flaskerne indgår i retursystemet. Tidligere har glasflaskerne fx fra alkoholsodavand kunnet afleveres i glaskuberne, hvorfra de indgik i det kommunale genanvendelsessystem.

 

ØKONOMI

Bekendtgørelsesændringen har ingen økonomiske konsekvenser for kommunen. Den enkelte forbruger skal betale panten, når varen købes.

 

MILJØVURDERING

Det vurderes, at der er en større sandsynlighed for at pantbelagte flasker returneres til genbrug eller genanvendelse end ikke pantbelagte flasker, hvilket er en fordel for fx forbrændingsanlæggene. 

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen

 

HØRING

Udkast til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om pant og indsamling mv. af emballager til øl og visse læskedrikke er i offentlig høring. Udkastet til bekendtgørelsesændring har været sendt til høring i Københavns Kommune ligesom sagen har været til høring hos andre myndigheder, interesseorganisationer og øvrige parthavere.

 

BILAG

Notat af 26. august 2004 vedr. høring af udkast til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om pant og indsamling mv. af emballager til øl og visse læskedrikke

 

 

 

 

Hjalte Aaberg        

 

                                              /  Hans Lunde 

 


 


Til top