Kapitalbevilling til første del af fjernvarmehovedledning ved Islands Brygge
Kapitalbevilling til første del af fjernvarmehovedledning ved Islands Brygge
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 4. februar 2002
4. Kapitalbevilling til første del af fjernvarmehovedledning ved Islands Brygge
MFU 27/2002 J.nr. B 3711-1/02
INDSTILLING
Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at Københavns Energi etablerer første del af en fjernvarmehovedledning til forsyning af et område ved Islands Brygge Syd og
at der gives en kapitalbevilling på 6 mio. kr. til projektet
RESUME
Byggemodning af området Islands Brygge Syd, herunder en ændring af en eksisterende vej nødvendiggør, at en mindre del af et kommende hovedledningsnet for fjernvarmeforsyning etableres nu. Hele projektet i forbindelse med fjernvarmeforsyning af Islands Brygge Syd vil blive forelagt senere.
SAGSBESKRIVELSE
Området Islands Brygge Syd, hvor Dansk Sojakagefabrik tidligere var beliggende, er under omdannelse til et område med boliger og serviceerhverv. Det eksisterende ledningsnet i området er ikke dimensioneret for det planlagte byggeri. Derfor skal der på et tidspunkt etableres nye hovedledninger for at kunne forsyne det fremtidige byggeri med fjernvarme.
Udbygningen af fjernvarmeforsyningen er i overensstemmelse med delplan for varmeforsyning af Københavns Kommune (B.F. 1987, s. 1040-43), som blev godkendt af Borgerrepræsentationen den 18. juni 1987. Energiministeriet godkendte efterfølgende planen den 10. juni 1988. Udbygningen er desuden i overensstemmelse med Udbygningsplan 1992, som blev behandlet i forbindelse med projektet om tilslutningspligt, der blev vedtaget af Borgerrepræsentationen på møder den 16. og 17. juni 1993 (B.F. s. 2961-67)
Grundejeren har imidlertid ønsket, at byggemodningen af arealet starter med en totalrenovering og ændring af vejprofilen for Islands Brygge, og at dette skal ske snarest muligt. Det er derfor nødvendigt at etablere 350 m hovedledning i Islands Brygge syd for Axel Heides Gade i dimensionen 600 mm. Ledningen er på et senere tidspunkt planlagt forlænget og tilsluttet ledninger til H. C. Ørsted værket.
Den resterende del af hovedledningen, der udgør størstedelen af det samlede fjernvarmeprojekt for Islands Brygge Syd, og hvor det bl.a. fastlægges hvorfra forsyningen skal ske, og hvor der vil være et større overblik over omfanget af nybyggeriet, vil senere blive forelagt Miljø- og Forsyningsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen. I forbindelse med hermed vil projektet blive behandlet i henhold til bekendtgørelsen om varmeplanlægning og godkendelse af anlægsprojekt for kollektiv varmeforsyning (bek. nr. 582 af 22. juni 2000), herunder vil der blive redegjort for økonomien ved den samlede udvidelse af forsyningsområdet.
Hovedledningen ses på kortet bilag 1.
Anlægsarbejdet for ledningerne forventes påbegyndt i foråret 2002 og afsluttet i 2002.
ØKONOMI
I forhold til Københavns Kommune.
Kassemæssig dækning for udgiften i 2002, der er på 6 mio. kr., kan anvises på investeringsplanens konto 01.22.03.3.71, Hoved- og fordelingsledninger til forsyning af større nybyggerier.
Udgiften til hovedledningen i Islands Brygge Syd er en nødvendig forhåndsinvestering i forbindelse med byggemodning af arealet. Investeringen vil blive medtaget, når der senere redegøres for den samlede økonomiske virkning af at fjernvarmetilslutte området Islands Brygge Syd.
Investeringsudgifterne er baseret på pris- og lønniveauet pr. 1. oktober 2001.
Anlægsarbejdet afregnes efter enhedspriser i henhold til flerårige entreprenørkontrakter. Disse udbydes i EU-licitation ved udløb.
HØRING
Gennemførelse af projektet kræver ikke tilladelse i henhold til anden lovgivning. Der skal dog opnås tilladelse fra vejmyndigheden.
Ledningerne nedlægges i offentligt og privat areal. Ledninger i privat areal etableres først efter indhentning af ejerens tilladelse.
I forbindelse med det resterende projekt vil der blive taget stilling til, om der er høringsforpligtigelser i forhold til bekendtgørelsen om varmeplanlægning og godkendelse af anlægsprojekter for kollektive varmeforsyningsanlæg.
Der er herudover ikke andre høringsforpligtelser.
BILAG
- Tegning nr. 51- 0312. Kort over området Islands Brygge
Peter Elsman
/Niels Juul Jensen