Mødedato: 04.02.2002, kl. 08:30

Projektgodkendelse og kapitalbevilling til fjernvarmeledninger ved Dampfærgevej

Projektgodkendelse og kapitalbevilling til fjernvarmeledninger ved Dampfærgevej

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde mandag den 4. februar 2002

 

3. Projektgodkendelse og kapitalbevilling til fjernvarmeledninger ved Dampfærgevej

MFU 26/2002 J.nr. B 3711-2/02

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller, at Miljø- og Forsyningsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

at Københavns Energi etablerer fjernvarmehoved- og fordelingsledninger til forsyning af et område ved Dampfærgevej,

at projektet for så vidt angår forstærkning af ledningsnettet (Århusgade) godkendes i henhold til Varmeforsyningsloven og

at der gives en kapitalbevilling på 9,3 mio. kr. til projektet

RESUME

Nyt byggeri i havnen – Danlink-området - gør det nødvendigt at flytte fjernvarmeledninger (Dampfærgevej) og forstærke ledningsnettet (ved Århusgade). Arbejdet skal udføres inden byggeri og vejændring foretages.

Idet en del af projektet vedrører udvidelse af kapaciteten i større fjernvarmeledninger (den supplerende ledning ved Århusgade), skal Miljø- og Forsyningsudvalget, Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen foruden at godkende kapitalbevillingen på 9,3 mio. kr. også godkende projektet i henhold til Varmeforsyningsloven og bekendtgørelsen om varmeplanlægning og godkendelse af anlægsprojekter for kollektive varmeforsyningsanlæg (bek. nr. 582 af 22. juni 2000).

Samfundsøkonomiske beregninger for en supplerende ledning ved Århusgade i forbindelse med fjernvarmeforsyning til Dampfærgevej viser, at der er en fordel ved fjernvarmeforsyning frem for en opvarmning med et oliefyret anlæg. Nutidsværdien (20 år) viser en fordel på 54,5 mio. kr. i forhold til olieopvarmning.

Selskabsøkonomisk forventes investeringen tilbagebetalt på ca. 5 år.

For de kommende forbrugere forventes udgifterne til fjernvarme og olieopvarmning at være omtrent de samme.

Der er en miljøgevinst ved at gennemføre fjernvarmeprojektet sammenlignet med olieopvarmning. Således vil CO2 besparelsen være mellem 1500 og 4855 tons afhængig af beregningsmetode og ved fuld udbygning med fjernvarme.

 

SAGSBESKRIVELSE

Dette fjernvarmeprojekt består af to dele: dels en omlægning af eksisterende ledninger i Danlink-området omkring Dampfærgevej (4,9 mio. kr.) og dels i en forstærkning af ledningsnettet til Dampfærgevej ved at etablere en supplerende ledning ved Århusgade (4,4 mio. kr.).

Indretning af en færgeterminal og nybyggeri i Danlink-området omkring Dampfærgevej betyder, at de eksisterende fjernvarmefordelingsledninger skal omlægges.

Københavns Energi er i henhold til leveringsbestemmelserne for fjernvarme forpligtet til at omlægge ledningerne uden udgift for grundejeren.

Der søges kapitalbevilling til arbejdet nu af hensyn til rydning af grunden, før det nye byggeri igangsættes. Kapitalbevillingen omfatter kun ledningsomlægningen. Det nye byggeri forsynes senere via stikledninger fra eksisterende fordelingsledninger.

Endvidere er det eksisterende ledningsnet i havneområdet ikke dimensioneret for den planlagte udbygning af Danlink-området. Der er mulighed for at anlægge en supplerende fordelingsledning fra Sundkrogsgade til Århusgade. Denne ledning foreslås etableret nu. Det er hensigtsmæssigt at etablere ledningen nu, før en planlagt ændring af Århusgade i forbindelse med en ny indkørsel til havnen.

De nye ledninger udføres som præisolerede rør og er vist med gult på kortet bilag 1.

Der er udført økonomiske beregninger for projektet (den supplerende ledning i Århusgade til 4,4 mio. kr.) i henhold til bekendtgørelse nr. 582 af 22. juni 2000 om varmeplanlægning og godkendelse af anlægsprojekter for kollektive varmeforsyningsanlæg. I disse beregninger er den nye fordelingsledning ved Århusgade sammenlignet med en forsyning af Danlink-området med individuel olieopvarmning.

Københavns Energi, ejer, finansierer, etablerer og vil varetage driften af fjernvarmeledningerne. Ledningsarbejdet udføres af private entreprenører.

Stikledninger til forsyning af de enkelte ejendomme vil blive etableret i takt med færdiggørelsen af nybyggerierne.

Den samlede tilslutningsværdi i Danlink-området anslås til 8,6 MJ/s (Mega – Joule/sekund) svarende til et årligt varmesalg på 41 TJ (Tera –Joule). Der regnes med en starttilslutning på 2,0 MJ/s svarende til et årligt varmesalg på 9 TJ.

Anlægsarbejdet for ledningerne forventes påbegyndt i foråret 2002 og afsluttet i 2003.

ØKONOMI

I forhold til Københavns Kommune

Den samlede udgift til ledningerne for Københavns Energi udgør for projektet ved Dampfærgevej 9,3 mio. kr.

Kassemæssig dækning for udgiften i 2002, der er 6,9 mio. kr., kan anvises på investeringsplanens konto 01.22.03.3.71, Hoved- og fordelingsledninger til forsyning af større nybyggerier. Udgiften i 2003 på 2,4 mio. kr. søges optaget på investeringsplanen for dette år.

Samfundsøkonomi for ny fordelingsledning ved Århusgade

Investeringen er 4,4 mio. kr. for fordelingsledningen ved Århusgade.

I de samfundsøkonomiske beregninger sammenlignes fjernvarmeforsyning med olieopvarmning gennem en periode på 20 år. De samfundsmæssige brændselspriser er udmeldt af Energistyrelsen.

De årlige driftsudgifter fra varmekøb og vedligeholdelse samt kapitaludgifter beregnes.

Fjernvarmen regnes produceret som kraftvarme fra Svanemølleværket. Indtægten fra den til varmeproduktionen hørende elproduktion medregnes. Olien regnes som anvendt til opvarmning i individuelle oliefyr i ejendommene, hvilket medfører en merinvestering for brugerne på 3 mio. kr. i forhold til tilslutning til fjernvarme.

Som resultat af beregningerne vil der over en 20 års periode vil være en samfundsøkonomisk fordel ved fjernvarmeforsyning af Danlink-området på 54,5 mio. kr. (nutidsværdi) i forhold til olieopvarmning. Nutidsværdien er de samlede årlige indtægter og udgifter i 20 år vægtet og sammenlagt i forhold til dette års priser.

Selskabsøkonomi

I projektet for Dampfærgevej indgår investeringen på 4,4 mio. kr. til den nye fordelingsledning ved Århusgade. Denne investering vil være tilbagebetalt år 2006 under forudsætning af, at det nye byggeri i Danlink-området tilsluttes med 2,0 MJ/s i starten og derefter med en årlig stigende tilslutning på 1,3 MJ/s i de følgende 5 år. Der er regnet med et dækningsbidrag ved marginalproduktion på 65 kr./GJ.

Den anden del af projektet, der vedrører ledningsomlægningen ved Dampfærgevej, giver ingen indtægt men er en udgift, som Københavns Energi er forpligtet til at afholde.

Investeringsudgifterne er baseret på pris- og lønniveauet pr. 1. oktober 2001.

Anlægsarbejdet afregnes efter enhedspriser i henhold til flerårige entreprenørkontrakter. Disse udbydes i EU-licitation ved udløb.

Brugerøkonomi

For de kommende kunder i Danlink-området foreslås der ikke pålagt bidragspligt i forbindelse med etableringen af fordelingsledningerne. Dette ligger i forlængelse af at Københavns Energis takststruktur, hvor man heller ikke i tidligere projekter har opkrævet et bidrag hos kommende kunder ved etablering af fordelingsledninger. Derimod betales en tilslutningsafgift, når ejendommene indgår aftale om fjernvarmelevering, og der herefter skal etableres stikledninger til de enkelte ejendomme.

Samtlige kunder vil blive afregnet for fjernvarmen i henhold til de af Borgerrepræsentationen besluttede "Leveringsbestemmelser for fjernvarme" samt i henhold til de af Borgerrepræsentationen til enhver tid besluttede takster.

Med de pr. 1. januar 2002 gældende oliepriser vurderes det, at opvarmning med fjernvarme for en typisk ejendom i området vil svare til den årlige udgift til opvarmning med olie. Med hensyn til investeringsudgifterne for brugerne kan nævnes, at olieinvesteringen er ca. 30% større end ved fjernvarme på grund af investeringen til skorsten og olietank.

ENERGI- OG MILJØVURDERING

Energi- og miljøvirkningen ved projektet for Dampfærgevej kan vurderes efter Energistyrelsens bekendtgørelse og tilhørende vejledning. Her skal såvel fjernvarmeproduktion som den tilhørende elproduktion ved kraftvarmeproduktion medregnes.

For at kunne sammenligne kraftvarmen med olieopvarmning medregnes den manglende elproduktion, som ifølge Energistyrelsens forudsætninger skal regnes produceret på et kondens elværk i alternativet med olieopvarmning.

Beregningen foretages over en 20 års periode.

Energiforbruget er beregnet til:

  • 1438 TJ ved kraftvarme
  • 1798 TJ ved olie/kondens el.

Der er således en energibesparelse ved fjernvarmeløsningen på 360 TJ.

En miljøberegning i henhold til Energistyrelsens forudsætninger viser, at der over en 20 års periode vil være en mindre udledning af CO2 ved etablering af kraftvarme på 54.000 tons (nutidsværdi) i forhold til olie/ kondens el, svarende til 4855 tons pr. år ved fuld udbygning af fjernvarme.

Miljøvurderingen kan også vurderes alene ud fra fjernvarmetilslutningen, idet olieopvarmning kan sammenholdes med den luftforurening ved fjernvarme, der fremgår af Københavns Energis miljødeklaration. Denne deklaration angiver forureningen ved fjernvarme under forudsætning af, at fjernvarmen tillægges hele fordelen ved den kombinerede el- og varmeproduktion.

Denne beregning viser en årlig CO2 besparelse på 1500 tons.

Ved udførelsen af ledningsarbejdet stilles der miljøkrav til de private entreprenører, der udfører arbejdet for Københavns Energi, herunder, at der skal ske brug af materialer og materiel, som belaster miljøet mindst muligt ved brug og bortskaffelse.

Den opgravede jord håndteres i henhold til Lov om forurenet jord fra 1. januar 2000 med efterfølgende retningslinier aftalt med Miljøkontrollen.

Der anvendes dobbeltisolerede PVC –fri fjernvarmerør for at mindske varmetabet fra ledningerne.

HØRING

Forsyningen til Danlink-området kommer fra Svanemølleværket, og varmemængden købes af Københavns Energi fra Energi E2. Det forventede varmekøb er medtaget i den årlige prognose for varmekøb, der anvendes ved aftaler med Energi E2, og som Energi E2 allerede er bekendt med. Der anses derfor ikke, at være en høringsforpligtelse i henhold til Varmeforsyningsloven og godkendelse af varmeprojektet i forhold til Energi E2. Projektet berører ikke CTRs forsyningsnet.

Gennemførelse af projektet kræver ikke tilladelse i henhold til anden lovgivning. Der skal dog opnås tilladelse fra vejmyndigheden.

Ledningerne nedlægges i offentligt og privat areal. Ledninger i privat areal etableres først efter indhentning af ejerens tilladelse.

Der er ikke andre høringsforpligtelser.

Nærværende projekt/indstilling sendes efterfølgende til Energistyrelsen til orientering.

BILAG

  1. Tegning nr. 51- 0313. Kort over området Dampfærgevej

Udskrift af de samfundsmæssige, selskabsøkonomiske og brugerøkonomiske beregninger for Danlink-området samt energi- og miljøberegninger vil være fremlagt på mødet.

 

Peter Elsman

/Niels Juul Jensen

 

 

Til top