Godkendelse af vedtægter for Miljølaboratoriet Storkøbenhavn A/S
Godkendelse af vedtægter for Miljølaboratoriet Storkøbenhavn A/S
Miljø- og Forsyningsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde mandag den 3. juni 2002
6. Godkendelse af vedtægter for Miljølaboratoriet Storkøbenhavn A/S
MFU 182/2002 J.nr. 128/2002
Miljø-
og Forsyningsforvaltningen indstiller
at Miljø- og Forsyningsudvalget overfor
Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
at godkende endelige vedtægter for I/S Miljølaboratoriet Storkøbenhavn.
Det kommunale fællesskab I/S Miljølaboratoriet Storkøbenhavn blev dannet [Ø3]den 1. januar 2000. Borgerrepræsentationen godkendte vedtægterne for fællesskabet i mødet den 18. november 1999 (BR 457/99).
Miljølaboratoriet anmodede den 23. marts 2000 Indenrigsministeriet om godkendelse af vedtægterne, og godkendelsen kom i december 2000. Vedtægterne var godkendt på en række nærmere angivne vilkår, som var en række præciseringer af nogle bestemmelser.
På Miljølaboratoriets repræsentantskabsmøde den 3. maj 2001 besluttede man at foreslå en ny bestemmelse, § 3, stk. 4, som skulle gøre det muligt for kommunerne individuelt at indgå aftaler om opgaver med Miljølaboratoriet. Vedtægterne blev derfor sendt til fornyet godkendelse i ministeriet. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har med brev af 3. januar 2002 meddelt, at man kan godkende vedtægten på en række nærmere angivne vilkår. Da der er tale om en ny bestemmelse, skal kommunalbestyrelserne i samtlige tilsluttede kommuner godkende ændringen af vedtægterne.
Miljølaboratoriets repræsentantskab har behandlet vedtægterne på den ordinære repræsentantskabsmøde den 11. april 2002 og har indstillet, at vedtægterne fremsendes til godkendelse i kommunerne.
Miljølaboratoriet har med skrivelse af 18. april 2002 anmodet om en godkendelse af selskabets vedtægt. Vedtægten er senest godkendt af Borgerrepræsentationen den 18. november 1999.
Efter godkendelse i kommunerne fremsendte Miljølaboratoriet den 23. marts 2000 vedtægterne til godkendelse i Indenrigsministeriet. Ved brev af 14. december 2000 meddelte ministeriet, at man i henhold til den kommunale styrelseslovs § 60, ville kunne godkende vedtægterne på en række nærmere angivne vilkår. Der var tale om præciseringer af enkelte bestemmelser.
På Miljølaboratoriets repræsentantskabsmøde den 3. maj 2002 godkendes et forslag til en ny bestemmelse i vedtægterne. Et nyt stk. 4 i § 3 giver de deltagende kommuner mulighed for individuelt at overlade Miljølaboratoriet alle eller dele af de beføjelser, som kommunerne har i henhold til lov om miljøbeskyttelse, lov om kemiske stoffer og lov om vandforsyning, samt bestemmelser, der er udstedt i medfør af disse love. Bestemmelsen svarer til en bestemmelse i vedtægterne for Rovesta Miljø I/S, som er et fælleskommunalt miljølaboratorium for en række sjællandske kommuner.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet fastslår i sin godkendelse af 3. januar 2002, at det klart skal fremgå af vedtægterne hvilken kompetence de deltagende kommuner har overført til det kommunale fællesskab. Ændringer i selskabets kompetencer forudsætter derfor godkendelse i kommunerne og Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Men ministeriet fastslår, at en løbende overførelse af en nærmere angiven kompetence kan aftales mellem fællesskabet og de kommuner, der konkret ønsker overførelse af kompetence. En sådan aftale skal godkendes af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, og skal optages som et bilag til vedtægterne. Overførelse af kompetence kan kun ske, hvis det ligger inden for fællesskabets formålsbestemmelse.
Ændringerne i § 4 og øvrige ændringer, som er en del af Indenrigs- og Sundhedsministeriets vilkår for godkendelsen, fremgår af vedlagte vedtægter, hvor ændringerne er understreget.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet forudsætter, at de deltagende kommuner godkender bestemmelsen i vedtægternes § 3 stk. 4.
BILAG
1. Vedtægter for Miljølaboratoriet Storkøbenhavn I/S
2. Brev fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet af 3. januar 2002.
Peter Elsman
/ Jens Purup