Mødedato: 02.04.2002, kl. 15:00

Miljøfestival 2002

Miljøfestival 2002

Miljø- og Forsyningsudvalget

Miljø- og Forsyningsudvalget

DAGSORDEN

for ordinært møde tirsdag den 2. april 2002

 

14. Miljøfestival 2002

MFU 90/2002 J.nr. 68/2002

 

INDSTILLING

Miljø- og Forsyningsforvaltningen indstiller,

at Miljø- og Forsyningsudvalget drøfter forslag til succeskriterier for Miljøfestival 2002, og

at Miljø- og Forsyningsudvalget drøfter konceptet for den ressourcebesparende konkurrence i bydelene.

 

RESUME

På mødet den 13. august 2001 besluttede Miljø- og Forsyningsudvalget, at udvalgsmedlemmerne skal inddrages aktivt i fremtidige store arrangementer som Miljøfestivalen og Miljøtrafikugen.

Den 24. september 2001 besluttede Miljø- og Forsyningsudvalget, at det ved tilrettelæggelsen af Miljøfestival 2002 skal prioriteres at sikre aktiviteter i bydelene, samtidig med at der etableres et samlende fokus for festivalen langs Søerne i København.

Den 4. februar 2002 godkendte Miljø- og Forsyningsudvalget en række planlagte aktiviteter under Miljøfestival 2002.

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at Miljø- og Forsyningsudvalget drøfter Miljøfestivalens succeskriterier – både for festivalen som helhed og for aktiviteterne ved Søerne og i de seks bydele.

Endvidere foreslår Miljø- og Forsyningsforvaltningen, at Miljø- og Forsyningsudvalget drøfter planlægningen af festivalens ressourcebesparende konkurrence og inddragelse af farligt affald som en ny fraktion i konkurrencen i de seks bydele.

 

SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Miljøfestival 2002 er i øjeblikket ved at blive planlagt. Planlægningen sker med baggrund i de erfaringer, Miljøkontrollen har høstet i forbindelse med Miljøfestival 2001 og Miljø- og Forsyningsudvalgets tidligere beslutninger og bemærkninger. Miljøfestival 2002 afholdes fra den 30. maj til den 2. juni.

På mødet den 13. august 2001 besluttede Miljø- og Forsyningsudvalget, at udvalgsmedlemmerne skal inddrages aktivt i fremtidige store arrangementer som Miljøfestivalen og Miljøtrafikugen (MFU 173/2001).

Den 24. september 2001 besluttede udvalget, at det ved tilrettelæggelsen af Miljøfestival 2002 skal prioriteres at sikre aktiviteter i bydelene, samtidig med at der etableres et samlende fokus for festivalen langs Søerne i København 2002 (MFU 212/2001).

Endelig godkendte Miljø- og Forsyningsudvalget den 4. februar en række planlagte aktiviteter under Miljøfestival 2002 (MFU 29/ 2002).

Uddybning af indstilling og evt. alternativer hertil

Formålet med Miljøfestivalen er at opnå en højere grad af miljøbevidsthed hos københavnerne og samtidig give københavnerne et bredere kendskab til de miljøtiltag, der er i kommunen. Det er samtidig hensigten at give københavnerne nærmere kendskab til udviklingen af byens miljøtilstand.

Målet med festivalen er at gennemføre en række aktiviteter, der kan sikre, at formålet nås.

Miljøkontrollen har formuleret forslag til succeskriterier for festivalen. Ved fastlæggelsen af kriterierne er der fokuseret på målbarhed, det vil sige, at der er tale om kvantitative kriterier for deltagerantal, pressedækning m.v. Erfaringerne fra de tidligere afholdte miljøfestivaler viser, at deltagerantallet er stærkt afhængig af en lang række faktorer som for eksempel vejret, andre arrangementer i byen eller større TV-begivenheder.

Miljøkontrollen vil i lighed med sidste år samle presseklip fra Miljøfestivalen for at få et overblik over omtalen af festivalen i aviserne og TV. Endvidere gennemføres der som sidste år en interviewundersøgelse for at måle kendskabet til festivalen blandt københavnerne.

Det foreslås, at Miljøfestivalens overordnede succeskriterier, der er baseret på sidste år erfaringer, er:

  • At 25.000 – 35.000 københavnere tager del i Miljøfestival 2002. Det vil sige mindst lige så mange københavnere, som deltog aktivt ved Miljøfestival 2001. Optællingen foretages som sidste år af de pladsansvarlige.
  • At Miljøfestival 2002 giver mindst 8 mio. læsere og 0,7 mio. seere beregnet som i fodnoten . Dette svarer til pressedækningen på Miljøfestival 2001. Ud af de 8 mio. skal mindst 0,5 mio. af læsere stamme fra læserne af lokalbladene. Sidste år lykkes det Miljøfestivalen at få 0,3 mio. læsere via lokalbladene. Dette tal skulle gerne stige i takt med at Miljøfestivalen som noget nyt i år også rykker ud i seks bydele.
  • At en tredjedel af Københavnerne er informeret om Miljøfestival 2002. Dette måles ved en efterfølgende interviewundersøgelse.
  • At halvdelen af de københavnere, der har taget aktivt del i festivalen, mener, at Miljøfestival 2002 var en god blanding af miljøfaglighed og oplevelser. Dette opgøres ved en interviewundersøgelse i lighed med den, der blev udarbejdet umiddelbart efter afholdelsen af Miljøfestival 2001.

Succeskriterierne for aktiviteterne i de seks bydele er:

  • At lokale kræfter bliver involveret i festivalen i alle seks bydele.
  • At halvdelen af deltagerne i den ressourcebesparende konkurrence mener, at konkurrencen har ændret deres syn på affaldssortering, således at de fremover vil være bedre til at affaldssortere. Dette måles ved et efterfølgende interview.

Succeskriterierne for aktiviteterne ved Søerne er:

  • At en betydelig del – mere end en tredjedel – af de københavnere der kommer og deltager i aktiviteterne ved Søerne får en større miljøviden, som de kan bruge i deres dagligdag. Dette måles ved en efterfølgende interviewundersøgelse i lighed med sidste år.
  • At cirka 50 grønne organisationer, organisationer og virksomheder med en grøn profil – i lighed med sidste år – tager del i Miljøfestivalen ved Søerne. Dette måles ved antallet af underskrevne kontrakter.

Aktiviteter i bydelene:

Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslår, at Miljøfestival 2002 afholdes i seks bydele: Chr. Havn, Sundbyøster, Kongens Enghave, Ydre Nørrebro, Brønshøj-Husum og Bispebjerg. Ud over ressourcekonkurrencen planlægger lokale deltagere forskellige arrangementer.

I øjeblikket er de grønne guider, én medarbejder fra et kvarterløftcenter og et lokalrådsmedlem ved at planlægge aktiviteter i de seks bydele. Aktiviteterne kommer primært til at foregå udendørs.

Her gives nogle eksempler på aktiviteterne i bydelene:

  • I Bispebjerg er den grønne guide ved at planlægge en udstilling af og med miljøvenlige byggematerialer som energiplast, malervarer m.m. og en rundvisning i parker, legepladser og gårdanlæg.
  • På Christianshavn planlægges en økologisk markedsdag med deltagelse af de lokale beboere.
  • I Sundbyøster vil bydelen forsøge at skabe et marked med økologiske varer, smagsprøver, servering, bogudstilling, sminkning af børn, konkurrence på Bremens Plads. I kvarterhuset vil bydelen forsøge at sætte fokus på mad, på spændende madpakker og gode råd til, hvordan man økonomisk forsvarligt kan handle økologisk.
  • I Kgs. Enghave vil man forsøge at lave affaldsudstilling på Mozarts Plads samt en tur, hvor man kan besøge Vestre Kirkegård, Tippen og Ellebjerg Skole
  • På Ydre Nørrebro er der planer om afholdelse af store rengøringsdag, hvor der på udvalgte steder i bydelen ryddes op.

Den ressourcebesparende konkurrence:

På udvalgsmødet den 4. februar 2002 fremlagde Miljø- og Forsyningsudvalget et ønske om, at både etageejendomme og paracelhuskvartet blev inddraget i den ressourcebesparende konkurrence. Dette ønske er der taget højde for i det udarbejdede forslag til organisering og afvikling af konkurrencen.

Miljø- og Forsyningsudvalget har endvidere ønsket, at der i konkurrencen blev mulighed for at sortere i en ny fraktion ud over de fire fraktioner, som Miljø- og Forsyningsforvaltningen foreslog i indstillingen fra den 4. februar 2002 (MFU 29/2002). De fire tidligere forslåede fraktioner er: Papir, pap, glas og batterier. Som ny fraktion foreslår Miljø- og Forsyningsforvaltningen farligt affald.

Der stilles nogle bestemte krav i forbindelse med håndtering af farligt affald. Disse krav er gode opbevaringsfaciliteter og en gårdmand med en særlig uddannelse. Det betyder, at parcelhuskvarteret og eventuelt enkelte etageejendomme ikke kan deltage med denne fraktion.

Parcelhuskvarteret vil heller ikke kunne deltage med fraktionen pap. Det skyldes, at pap indsamles via storskraldordningen Da ruten omfatter et større område end de deltagende husstande, og fordi pappet afhentes sammen med resten af storskrald-fraktionerne, vil det være meget ressourcekrævende at foretage ekstra vejninger i forbindelse med affaldskonkurrencen.

De udvalgte områder vil så vidt muligt få foretaget en førmåling som udgangspunkt for konkurrencen. I løbet af selve konkurrencen vil der blive foretaget nye vejninger.

ØKONOMI

Der er afsat 950.000 kr. til Miljøfestivalen på konto 0.80.1, fælles formål, på Miljøkontrollens budget.

Miljøfestival 2002 forventes herudover - i lighed med tidligere - finansieret gennem private eksterne aktørers bidrag. Erfaringsmæssigt forventes der indtægter fra eksterne parter på ca. 700.000 kr., hvorfor der på udvalgsmødet den 4. februar blev søgt en tillægsbevilling på disse indtægter og modsvarende udgifter.

HØRING

Sagen har ikke været i høring.

MILJØVURDERING

Miljøfestival 2002 skønnes at have en positiv miljøeffekt. Således er det festivalens mål at højne Københavnernes miljøbevidsthed og at give borgerne kendskab til Kommunens miljøaktiviteter. Dette gøres ved at lave en lang række events og aktiviteter med et stort indhold af konkret miljøinformation som eksempelvis den ressourcebesparende konkurrence i bydelene og miljømarkedspladsen, hvor foreninger, institutioner og virksomheder udstiller og demonstrerer miljøprodukter.

Miljøfestivalen vil have nogle negative effekter i form af støj og affald, idet der spilles musik udendørs, og da der vil være en produktion af affald fra boderne. I 2001 indkom én støjklage i forlængelse af festivalen. Miljøkontrollen vil søge at minimere de negative effekter i videst muligt omfang ved at samarbejde med de eksterne parter om at undgå unødig emballage, og ved at sikre tilfredsstillende oprydning efter festivalen. Endvidere vil der ved valget af underholdning blive lagt vægt på at undgå aktiviteter, der kan give anledning til gener.

ANDRE KONSEKVENSER

Sagen vurderes ikke at have andre konsekvenser.

 

 

Peter Elsman

/Jørgen Høg

 

Til top