Ny ansøgningsrunde til puljer til idrætsfaciliteter
Kultur- og Fritidsudvalget udmøntede den 31. marts 2022 anlægstilskud fra de anlægspuljer, der blev afsat med Budget 2022 (Pulje til nye idrætsskabende initiativer, Pulje til outdoor idrætsfaciliteter samt Lokale foreningsaktiviteter og faciliteter i hele byen). Der har vist sig mulighed for at bevilge midler til nye projekter som følge af et mindre restbeløb i puljerne samt fra de midler, som Københavns Kommune modtager i momskompensation. Der foreslås udmøntning hurtigst muligt af hensyn til mulighederne for at eksekvere og opfylde anlægsmåltal. Forvaltningen vil fremadrettet tilsigte, at alle disponible midler for året bevilges på samme udvalgsbehandling. Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til forslag om en ny ansøgningsrunde i 2022 med frist den 15. juli 2022.
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,
- at Kultur- og Fritidsudvalget beslutter at igangsætte ansøgningsrunde for restmidler i de anlægspuljer, der blev afsat med Budget 2022, med frist for ansøgning den 15. juli 2022.
Problemstilling
Kultur- og Fritidsudvalget udmøntede den 31. marts 2022 anlægstilskud fra de anlægspuljer, der blev afsat med Budget 2022. Kultur- og Fritidsforvaltningen har efter sædvanlig praksis nu gennemgået bevillingernes momskompensation og kan på den baggrund opgøre momskompensationen. Der er derfor mulighed for at igangsætte en ny ansøgningsrunde for bevilling af et mindre restbeløb i puljerne samt midler, som Københavns Kommune modtager i momskompensation.
Løsning
Der stilles forslag om en ny ansøgningsfrist den 15. juli 2022, med henblik på at udvalget forelægges en udmøntningsindstilling den 18. august 2022. Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår udmøntning hurtigst muligt af hensyn til mulighederne for at eksekvere og opfylde anlægsmåltal.
Der resterer 1,0 mio. kr. fra puljerne, hvoraf 0,8 mio. kr. er øremærket tilskud til anlæg af padelbaner. Hertil kommer, at Københavns Kommune modtager momskompensation fra staten på 2,8 mio. kr. i forbindelse med udbetaling af bevillinger. Der har vist sig mulighed for at tilvejebringe tilsvarende anlægsmåltal inden for udvalgets eksisterende ramme til formålet, hvilket betyder, at der er mulighed for at bevilge 3,0 mio. kr. til nye projekter.
Forvaltningen vil, ligesom i sidste ansøgningsrunde, informere bredt ud gennem en række forskellige kanaler om muligheden for at søge anlægstilskud. Forvaltningen vil på samme måde være i tæt dialog med Københavns Ejendomme og Indkøb og Teknik- og Miljøforvaltningen, der administrerer henholdsvis byens idrætsanlæg og byens grønne arealer, for at kvalificere projektforslagene og skabe bedre forudsætninger for, at projekterne kan realiseres.
For udmøntning af midler i 2022 er det en særlig udfordring, at der er relativt lange sagsbehandlingstider i Teknik- og Miljøforvaltningen på byggetilladelser. Projekter, der forudsætter byggetilladelse, må forventes ikke at kunne eksekveres i indeværende budgetår.
Udfordring i forbindelse med afledt drift
Det fremgår af ansøgningskriterierne, at eventuelle afledte driftsudgifter afholdes af ansøger. Dette skal ses i sammenhæng med, at der ikke er driftsmidler knyttet til anlægspuljerne. I den opfølgende dialog med tilskudsmodtagerne har det alligevel vist sig, at det for enkelte af projekterne kan være nødvendigt med driftsmidler, hvor ansøger på nuværende tidspunkt ikke selv har en plan for finansiering. Dette vedrører bl.a. projekter, der finder sted på Teknik- og Miljøforvaltningens områder. Det er en forudsætning for projekternes realisering, at der findes en løsning for håndtering og finansiering af eventuel afledt drift. Forvaltningen følger op på spørgsmålet i den fortsatte dialog med de enkelte projekter.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Hvis Kultur- og Fritidsudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen igangsætte ansøgningsrunde til puljernes restmidler.
Udvalget forelægges en udmøntningsindstilling den 18. august 2022.
Søren Tegen Pedersen
/Mads Kamp Hansen
Beslutning
Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. maj 2022:
Kultur- og Fritidsudvalget godkendte indstillingen.
Plan- og tilskudschef, Mads Kamp Hansen, og leder af Byudvikling, Kim Natour Svendsen, deltog under punktets behandling.