Mødedato: 31.05.2022, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 87

B-sag: Nordisk Hovedstadskonference for idræt i Oslo den 17.-19. august 2022

Se alle bilag

De fem nordiske hovedstæder Reykjavik, Oslo, Stockholm, Helsinki og København har i over 60 år samarbejdet om fritids- og idrætspolitik. Dette samarbejde styrkes ved en konference hvert andet år, hvor man mødes for at lade sig inspirere af hinanden.

Medlemmerne af Kultur- og Fritidsudvalget samt repræsentanter fra administrationen er inviteret til at deltage i den nordiske hovedstadskonference for idræt i Oslo i dagene den 17. – 19. august 2022. Udvalget orienteres om, at de er inviteret til at deltage i konferencen. Der er tilmeldingsfrist 3. juni 2022. 

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget tager til efterretning, at medlemmerne er inviteret til at deltage i Nordisk Hovedstadskonference for idræt i Oslo den 17.-19. august 2022.

Problemstilling

Medlemmerne af Kultur- og Fritidsudvalget samt repræsentanter fra administrationen er inviteret til at deltage i den nordiske hovedstadskonference for idræt i Oslo i dagene 17. – 19. august 2022. Vedlagt er invitation og foreløbigt program fra Oslo Kommune (bilag 1 og 2).

Konferencen har tilmeldingsfrist den 3. juni 2022.

Det bemærkes, at Kultur- og Fritidsudvalget har møde den 18. august, og at Copenhagen Pride afholdes den 13.-21. august 2022.

Løsning

Det nordiske hovedstadssamarbejde på idrætsområdet er et godt forum for udveksling af erfaringer mellem både politiske og administrative repræsentanter fra de fem deltagende byer.

De nordiske hovedstæder har mange af de samme udfordringer og muligheder, og det giver stor værdi at mødes. Målet med konferencen er vidensdeling mellem de nordiske hovedstæders kommunalbestyrelser og administrationer og fungerer som inspiration til udvikling af idrætsområdet på tværs af hovedstæderne.

Hovedstæderne skiftes til at være værter ved konferencen, der i år afholdes i Oslo, Norge. Konferencen har været udskudt siden 2020 på grund af coronasituationen. Sidst, konferencen blev afholdt, var i 2018, da Helsinki var arrangør. I 2016 blev konferencen afholdt i København med Kultur- og Fritidsforvaltningen som arrangør.

Fastlæggelse af program og temaer er den enkelte værtsbys ansvar.

Oslo Kommune har valgt at have særligt fokus på idrættens påvirkning i forhold til klima- og bæredygtighed, og lidt om hvordan byerne arbejder med inkludering af børn i idrætsaktiviteter. Derudover vil man blive vist rundt på nogle af Oslo Kommunes nyere idrætsfaciliteter.

Det kan nævnes, at Oslo Kommune, som en del af arbejdet med klima- og bæredygtighed, har vedtaget en handlingsplan for udfasning af gummigranulat i kunstgræsbaner, som de vil præsentere.

Oslo Kommune bemærker i invitationen, at det er ønskeligt at alle hovedstæderne på forhånd forholder sig til temaerne og forbereder korte oplæg/diskussionsemner, som siger noget om status og prioriteringer.

Af programmet fremgår desuden, at en repræsentant fra hver by fremlægger en status på idrætsområdet.

Der er fælles middag begge aftener. Ordfører Marianne Borgen er vært for en festmiddag på Oslo Rådhus om torsdagen, den 18. august.

Økonomi

Der anvises kassemæssig dækning for rejseudgifterne på Kultur- og Fritidsudvalgets serviceramme, konto 6.42.41, Kommunalbestyrelses (studie- og tjenesterejser). 

Videre proces

Såfremt medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget ønsker at deltage i konferencen, bedes det meddelt til Sekretariatet senest den 2. juni 2022.

 

Søren Tegen Pedersen /

Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. maj 2022: 

Bente Møller, Frederik Kronborg og Stine Finné Toft anmodede om, at sagen behandles som A-sag. Sagen blev behandlet efter dagsordenens punkt 8 (Ny ansøgningsrunde til puljer til idrætsfaciliteter).

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede, at der skal være mulighed for at deltage i konferencen og besluttede derfor at flytte udvalgsmødet den 18. august 2022 til den 11. august kl. 16.00-19.00.

Plan- og tilskudschef, Mads Kamp Hansen, deltog under punktets behandling. 

Til top