Mødedato: 31.05.2018, kl. 14:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Kultur- og fritidsfaciliteter på Levantkaj

Se alle bilag
Kultur- og Fritidsudvalget skal tage stilling til det videre arbejde med udviklingen af kultur- og fritidsfaciliteter på Levantkaj.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Kultur- og Fritidsudvalget godkender denne indstilling som afsæt for det videre arbejde med udvikling af kultur- og fritidsfaciliteter på Levantkaj.

Problemstilling

Udviklingen af Nordhavn er i fuld gang. Århusgadekvarteret er næsten færdigudbygget. Næste etape er Levantkaj, hvor en masterplan giver mulighed for en bred palet af kultur- og fritidsfaciliteter. Sigtet med nærværende indstilling er at sætte retning for det videre arbejde med udvikling af kultur- og fritidsfaciliteter på Levantkaj.

Løsning

Når Nordhavn står fuldt udbygget omkring år 2065 vil bydelen huse i størrelsesorden af 34.000 indbyggere og 34.000 arbejdspladser. Arbejdet med Nordhavn er inddelt i etaper (bilag 1):

  • 1. etape: Århusgadekvarteret – næsten færdigudbygget.

  • 2. etape: Levantkaj – masterplan udarbejdet, lokalplanproces påbegyndes i efteråret 2018.

  • 3. etape: Ydre Nordhavn – forventes igangsat omkring år 2030.

En masterplan for Levantkaj tager udgangspunkt i områdets nuværende funktion som containerterminal og bruger dette til at skabe et attraktivt byområde med en helt særlig identitet, hvor bygningerne placeres på rad og række. Fokus er at skabe et byområde med en bred pallette af funktioner, således at det bliver attraktivt for byens borgere at bo, arbejde og være gæster i området.

Der er i masterplanen indarbejdet muligheden for kultur- og fritidsfaciliteter, som sammen med rekreative udeområder skal indfri ambitionerne om Levantkaj som et bykvarter, der danner rammerne om et godt og aktivt hverdagsliv.

Masterplanen muliggør to placeringer til et foreslået kulturhus. Den ene placering er på områdets østligste punkt mod det åbne vand. Den anden placering er centralt i området ud mod Skudehavnen og nær den kommende metrostation (bilag 2).

Levantkaj

Når Levantkaj er fuldt udbygget, vil bydelen danne ramme om ca. 3.500 boliger samt et større antal arbejdspladser. Der kan bygges omkring 500.000 etagemeter i Levantkaj, hvoraf omkring 15.000 m2 er afsat til kultur- og fritidsfaciliteter.

Området består af to kvarterer, Levantkaj Vest og Levantkaj Øst. På Levantkaj Vest er Copenhagen International School (CIS) allerede taget i brug. Desuden planlægges der, ud over boliger og erhverv, en ny folkeskole etableret med idrætshal og kunstgræsbane.

På Levantkaj Øst planlægges der, ud over boliger og erhverv, også funktioner som metrostation, kirke og flere rekreative områder, herunder metroplads, kvarterspladser og et parkbånd langs Orientbassinet. I disse rekreative områder vil det være muligt at indtænke udendørs kultur- og fritidsfaciliteter. Det er desuden her et fremtidigt kulturhus efter planen kan placeres.

Kultur- og fritidsfaciliteter i Levantkaj

Kultur- og Fritidsfaciliteter på Levantkaj Vest – samlokalisering med kommende folkeskole

Området på Levantkaj Vest har potentiale til at blive et centrum for kultur- og fritidsfaciliteter. Sammen med en kommende folkeskole kan disse danne udgangspunktet for det gode barneliv. Ved at indtænke kultur- og fritidsfaciliteter i og omkring skolens areal i selve anlægsfasen, vil der kunne skabes en høj udnyttelse af kvadratmeter til glæde for hele lokalområdet.

Der er mulighed for at sammentænke funktioner på selve skolens areal. Det kunne eksempelvis være i form af et samlokaliseringsbibliotek, som både kan anvendes af skolen og af lokalområdets beboere. Derudover kan der arbejdes videre med, at skolens undervisningslokaler benyttes af foreningslivet om eftermiddagen og aftenen. I masterplanen placeres der en idrætshal i forbindelse med et p-hus.

At skolen har en dobbeltudnyttelse gælder både inde og ude, hvor man i uderummet kan arbejde videre med en 11-mands kunstgræsbane samt andre boldbaner i forskellige størrelser.

Et nyt Byens Hus i Nordhavn

I nye lokalplaner arbejder Teknik- og Miljøforvaltningen med et krav om, at 1 % af boligernes areal skal gå til fælleslokaler. Dette bliver som oftest etableret som små fælleslokaler. En mulighed er dog, at samle disse fællesarealer i en større enhed, som det er tilfældet i Ørestad Syd med det kommende Byens Hus. Det vil være muligt at arbejde for en lignende facilitet i Levantkaj, såfremt kommende developere ønsker at indgå i et samarbejde om dette.

Med et sådant projekt er der mulighed for, at Københavns Kommune i samarbejde med andre aktører kan skabe et lokalt forankret beboerhus og et kulturhus for hele København. Et Byens Hus har, med en indbygget multifunktionalitet, potentiale til at imødekomme mange differentierede behov, således at der vil være liv i hoveddelen af døgnets 24 timer. Funktionerne i en sådan facilitet vil kunne samtænkes med en kommende kulturhusfunktion.

Udearealer i Levantkaj

Idrættens Analyseinstitut peger på, at københavnerne i særlig grad benytter udearealer til idrætsaktiviteter. Ved at indarbejde kultur- og fritidsfaciliteter i Levantkajs udearealer vil de kommende beboere i Nordhavn have muligheden for et aktivt udeidrætsliv. Det er mulighed for at arbejde med udefaciliteter, så som boldbaner/fodboldbure og løberuter, flere steder i Levantkaj. Mest oplagt er at indpasse sådanne faciliteter i et kommende parkbånd langs Orientbassinet.  

Kulturhus

Masterplanen giver mulighed for et større kulturhus. Arbejdet med et kommende kulturhus vil kunne tage afsæt i den nære placering ved vandet. Et sådant kulturhus foreslås kvalificeret i et tæt samarbejde med de lokale beboere, således at kulturhuset tager farve af den lokale kontekst.

Der tages i masterplanen afsæt i, at kulturhuset placeres på den yderste mest østlige spids mod vandet. Denne placering har følgende fordele:

  • Kulturhuset vil tydeligt kunne ses fra Inderhavnen og skabe blikfang.

  • Kulturhuset vil have potentiale til at blive en destination for københavnerne.

  • Kulturhuset vil kunne trække en strøm af mennesker gennem området og dermed være et aktiv i målet om at skabe mest muligt byliv i Levantkaj.

  • Vejen til kulturhuset vil fra metrostationen blive omkring 600 m. og forløbe gennem spændende byrum.

Masterplanen peger på en mulig alternativ placering. Denne placering er på den vestligste del af Levantkaj Øst ud mod Skudehavnen. Fordelene ved denne placering er:

  • Kulturhuset vil have stor tilgængelighed på grund af nærheden til bl.a. metrostationen.

  • Kulturhuset vil ligge ud mod Skudehavnen, der planlægges som til et aktivt havnemiljø med mulighed for forskellige slags vandsport og aktiviteter.

  • Kulturhuset vil blive placeret i umiddelbar nærhed til CIS og en kommende folkeskole, hvilket giver mulighed for synergieffekter mellem disse institutioner.

Proces 

Inden udbygningen af Levantkaj igangsættes skal der udarbejdes en lokalplan for området. Lokalplanen vil tage afsæt i masterplanen og vil fastsætte anvendelsen af de forskellige delområder. Lokalplanprocessen igangsættes til oktober 2018. By & Havn forventer, at området er færdigudbygget i 2034. 

Inden lokalplanprocessen sættes i gang vil det være muligt at kvalificere placeringen og størrelsen af de kommende kommunale funktioner. Det vil således også være muligt at gå i dialog om kulturhusets endelige placering.

Skudehavnen – en del af 3. etape

I Skudehavnen vil der kunne arbejdes med forskellige rekreative udfoldelser. Masterplanen placerer et vandkulturhus nord for Skudehavnen, hvor der kan arbejdes med sammenhængen til vandområdet i form af forskellige vandaktiviteter. Området nord for Skudehavnen vil indgå i en senere etape af udviklingen af Nordhavn, hvor udviklingen forventes igangsat omkring år 2030.

Den konkrete udformning af kommende faciliteter vil ske i tæt dialog med borgere, foreninger og relevante interessenter.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Kultur- og Fritidsforvaltningen vil gå i dialog med Økonomiforvaltningen med afsæt i Kultur- og Fritidsudvalgets tilkendegivelser.

Mette Touborg

                                                           /Mads Kamp Hansen

Beslutning

Kultur- og Fritidsudvalgets beslutning i mødet den 31. maj 2018:

Sagen blev udsat af tidsmæssige grunde.

Til top